Reflektioner

Besøg også min side om tenoren Richard Tauber

Elvira Madigan

 

Forleden hørte jeg Mozarts pianokoncert nr. 21 i c dur, spillet af Barenboim, og blev bragt til tilbage til fortiden, da jeg i 1998 stod ved Elviras grav på Landet kirkegård og spillede den langsomme andensats, ”Elvira Madigan,” som den blev opkaldt efter filmen om hende. Min lille bærbare lød sprødt og fint, og da satsen var færdig, holdt jeg en tale, som jeg genfandt i mine gemmer. Jeg husker sommersolen og den svage brise, og jeg husker stilheden, der lå omkring graven, omkranset af vennekredsen, der som jeg selv var på udflugt til Tåsinge.

 

Hvis I ikke hører fra mig om 14 dage, skal I aldrig regne med at høre fra mig mere.

 Elvira

 

Jeg henter dig i aften, hav alt klar som aftalt og tag dine smykker med. Sixten

 

Begge noter er dateret den 22. juni 1899, og er indledningen til den sidste korte tid af de to elskende liv, der endte på Tåsinge, på Landet Kirkegård, med dobbeltbegravelsen den 27. juli 1889.

Hvem var de?

Efter datidens moral var de et absolut umage par. Sixten Sparre var af gammel, fornem svensk slægt. Han var gift, havde tre børn, men en grevetitel besad han ikke. Den har eftertiden skænket ham. Greven og cirkusprinsessen lød mere romantisk.

Sixten var en sværmerisk drømmer med hang til poesi, og hans militære løbebane var temmelig pauver. I 1889 er han som 35årig efter 16 års tjeneste ved de Skånske Dragoner kun avanceret til premierløjtnant.

 

Og Elvira, døbt Hedvig, hvem var hun?

Hun debuterede som femårig i 1872 i Tivoli, stående på en hvid hest foran sin stedfar, John Madigan. Hun er iført lyslilla trikot, kantet med hvide svanedun og guldfrynser. En avis skriver, at ”hun fór manegen rundt, mens de gule krøller flagrede om det lille, smilende ansigt.”

Siden blev hun sin tids mest berømte og feterede artist, og hun blev karakteriseret som en skønhed med en sjælden udstråling. En ægte prima donna!

Hun var vant til jernhård disciplin både hvad angår fysisk og psykisk beherskelse. Uden hende var der ikke meget at hente i mor Lauras og stedfar Johns omkringrejsende cirkus. Hun var deres bedste og eneste kort.

Hun optrådte for Kong Christian den Niende på Fredensborg, og de Kongelige var så fornøjede med hende, at kongen skænkede hende et Dagmarkors den 6. august 1886, og forældrene var hurtige til at udnytte den Kongelige udmærkelse af datteren i PR øjemed.

Hun ville gerne gøre sig fri af miljøet og rakkerlivet rundt til mere eller mindre præsentable steder. Hun læste meget, og unddrog sig samvær med familien når det var muligt.

I lighed med mange andre betagne herrer, der forsødede den unge Elviras tilværelse med gaver og buketter og smykker, ledsaget af tilbud om kærlighedsstunder, faldt også Sixten for hende, da han så hende første gang. Når det var muligt for tjenesten, fulgte han igennem to år cirkus Madigan rundt i Skandinavien. Blot for at være i hendes nærhed. Den førte ham dog ikke nærmere den attråede, for mor Laura vogtede sin skats dyd, og låste Elvira inde mellem forestillingerne. Hun gjorde, hvad hun kunne for at fordrive den alt for nærgående bejler. Hans overordnede i kompagniet havde ham til tjenstlig samtale, hvor han blev foreholdt det aldeles upassende i denne fremfærd.

Hans hustru forlod ham.

 

Troede han selv på en fremtid for sig og Elvira? Han smuglede breve ind til hende, fortalte at han var blevet skilt, at han ville gifte sig med hende, skabe et smukt hjem til hende. Han elskede hende, og hun skulle blive hans.

Hun besvarede brevene, bestak ligesom han cirkuspersonalet, der fungerede som kurerer. Hun så en mulighed for at forlade sit miljø, blive rig og lykkelig.

 

Den 22. juni 1889 hentede han hende i Sundsvall i Nordsverige, og de flygtede via Stockholm ned gennem Sverige. De kom til København, hvor hun genså Tivoli og fortalte sin elsker, at her havde hun haft en stjernestund.

De kom til Svendborg den 2. juli, logerede sig ind på hotel, og måtte efter et par dage snige sig bort om natten, fordi de ikke kunne betale hotelregningen. De ankom til Troense og indlogerede sig privat. Vejene var ved at lukke sig omkring dem.

 

Dømmer ikke at I ikke også skulle dømmes

Sagde pastor Schouboe ved deres grav.

Revolverkugler er ikke romantiske, de er brutale, og efterlader et blodigt menneskelegeme. Alligevel er Sixtens to dræbende skud i Nørreskoven gået over i historien som en død i skønhed.

Hans og Elviras kærlighed blev sammenføjet til andre store kærlighedsfortællinger; Romeo og Julie, Tristan og Isolde.

Men Sixten og Elvira var virkelige mennesker, og deres virkelighed var fuld af omverdenens fordømmelse. Hvad kunne de stille op i realiteternes verden? En gift, deserteret officer, og en flygtet cirkusprinsesse? De mistede deres identitet, da de vendte samfundet ryggen. Og samfundet ville have været nådesløst; den deserterede officer ville blive dømt til vanære og straf, hun ville blive udsat for samfundets hån; en løsagtig kvinde, der levede i synd.

De tog deres valg og bevarede kærligheden.

For sig selv

Og for eftertiden.

 

Til Luna

 

 

Jeg mødte dig første gang en sommerdag 1999. Du stod på en frodig mark med en rislende bæk. Du var ikke alene. Der var to gamle heste på aftægt, og der var dit føl! Dit føl, der ikke mere var et føl, men en ung hest på fire år. Du selv var 12 år.

Vort første møde var alt andet end en succes. Jeg gik hen til dig over marken med en grime, sadeltøjet hang parat. Du vendte mig ryggen og gik din vej.

Husker du, Luna, at der gik et lille års tid inden du begyndte at tro på, at jeg kom hver eneste dag, at jeg ikke prøvede på noget, slet ikke at indfange dig, men bare sad med en bog på en stol, med en spand havre i god afstand fra min siddeplads. Også det tog sin tid. Men endelig nærmede du dig spanden, tog en mundfuld og veg tilbage. Havde jeg vendt et blad i min bog, der gjorde dig mistroisk? Sådan gik sommeren, og den dag jeg lod som om det var en selvfølge at du tog et æble, jeg rakte dig, måtte jeg skjule min bevægelse. Bare lade dig gå igen.

Hvorfor nu al den mistillid til din omverden, Luna?

Fordi du i mange år havde været i hænderne på din unge ejer, der havde ofret sin kærlighed og tid på dig. Hun havde lært dig så meget, opdagede jeg senere. Du forstod alle signaler: Kort galop, højre og venstre. Kort trav, fri trav, schenkelvigning og versader, jeg tror endog at du også var opdraget til at springe, men det lå ikke til min hu.

Og hvad skete der så? Din unge ejer måtte efterlade dig et trygt og sikkert sted, sammen med det føl, du havde fået, fordi hun havde forberedt sig på at rejse fra dig. En længere videreuddannelse i København.

Du var en følsom hest, min Luna, og overgangen fra at være i hænder, brugt og talt med, til ingenting af lave, udover at passe det føl, du efterhånden aldeles ikke kunne fordrage, gjorde dig til en skuffet hest. Din unge ejer havde forsøgt sig med at lade unge piger ride dig. Det faldt ikke heldigt ud. De fangede dig aldrig.

 

Så blev du min, din tillid voksede gradvis, selvom du undertiden fik tilbagefald og aldeles ikke ville kendes ved mig. Den dag du frivilligt kom mig i møde og lod mig lægge grime på dig, var vor lykke gjort. Så bar du mig gennem skoven. Jeg følte mig som en dronning på min smukke, smukke hest, min sorte hoppe med den hvide pandeblis. Jeg pyntede dig med roser i pandebåndet, folk smilede når de så dig, og du fik mange komplimenter. Det hændte, at nogen sagde, at vi var en smuk ekvipage. Så fik også jeg en smule opmærksomhed. Vi passerede dagligt en skovbørnehave, og når de små fik øje på dig, råbte de, ”nu kommer blomsterhesten!”

Vi var væk i timevis, legede alt det, du kunne fra din træning på Vilhelmsborg, nu ude på skovstierne, og du fulgte smidigt og villigt mine anvisninger. Men det allerallerbedste var, når vi kunne se en kilometer skovsti uden et menneske, eller en tom strand. Så rejste jeg mig i bøjlerne, gav dig frie tøjler, og råbte, ”gå så!” Og så fløj du.

Som årene gik, kom der flere til, vi måtte dele skoven med. Cyklerne gjorde ikke så meget, men den tiltagende mængde af islændere gjorde! Du blev ophidset, når du hørte en tølt, lavede dit dragefnys og teede dig. Efter din opfattelse burde alle ordentlige heste lave en totaktslyd i trav, og ikke den sære firtaktede trav som lød væmmelig i dine ører.

Og endnu flere år gik. De sidste mange år tilbragte du somrene og en del af efteråret på en dejlig græsmark sammen med en flok islændere, der blev dine venner. Du tårnede dig op over dem, men du ræsonnerede meget fornuftigt, at en hest er en hest er en hest.

Endnu senere fejrede vi din 30 års fødselsdag på marken med rugbrødslagkage og gulerødder til dig, flødeskumslagkage og champagne til alle dine tobenede venner. Da var du også blevet filmstar! Nogle af dine beundrere lavede en film, hvor jeg spillede en beskeden rolle, og hvor du strålede, og opførte dig som var du født til rollen. Vi red ud af filmen til en Lied, sunget af Richard Tauber, den sanger, jeg fortalte dig så meget om.

 

Og året senere, min Luna, gav du mig mit ulivssår. Ikke fordi du på nogen måde ville, men fordi du blev forskrækket over et eller andet, mens jeg stod og striglede dig. Jeg hørte dit karakteristiske snøft mens jeg fløj gennem luften og da jeg landede kunne jeg ikke rejse mig. Venstre lårhals holdt ikke til turen

Siden den dag kunne jeg ikke mere komme op på dig. Men vi trøstede os  med, at jeg næsten var 80 og du næsten 31, så det måtte være værdigt nok at vi gik på pension begge to. Så gik der to år, og desværre artede benet sig så dårligt, at det måtte omopereres, og jeg vidste det ville tage måneder før jeg igen kunne passe dig. Du har næsten aldrig været syg, og selv i din høje alderdom var du levende optaget af din omverden, grå om mulen, men ellers stadig gnistrende sort. Men min Luna. Dine kindtænder faldt ud, hurtigere og hurtigere og det sidste års tid fik du en lind grød med alle gode ting, der holdt dig i form. Hø og græs kunne du nok bide i, men ikke bearbejde.

Åh, Luna, gråden vil frem, når jeg tænker på beslutningen om at tage afsked, og den bryder ud, når jeg genoplever din sidste vandring med os, dine nære, op til græsmarken, den sidste.

Jeg tror du var så tryg, at du end ikke ænsede dyrlægen, som du ikke kunne fordrage, det søde menneske.

 

Vi fik 21 år sammen, du og jeg, og du manglede kun en måneds tid i at fylde 33 år. Du fik mange, mange venner, der holdt af den smukke dansende hest med roser i håret. Jeg er ikke ene om at begræde dig.

Men alder råder vi ikke over, Luna. Jeg ej heller for min.

 

Tak for det, du gav.

Jorden. Vort eneste hjem

Vores verden ser foruroligende ud til at løbe løbsk med os, og om kort tid kan den løbe os helt af hænde. Hvor vi med menneskerettighedskommissionen har sørget for at give os selv ukrænkelige rettigheder, har vi ikke tænkt synderligt over, at vi aldrig har skabt nogen som helst form for love, hvad vores jord, vores natur angår. Det er på høje tid, måske endog for sent, at stille krav til verdens Forenede Nationer om at udforme en grundlov for jorden, og give den adkomst til rettigheder, der tillader den fortsatte udvikling af biologisk mangfoldighed.

Det er så forsvindende kort tid siden, ikke mere end omkring 150 år, et splitsekund i jordens lange tilværelse, at mennesket begyndte at true dens klima med udledninger fra kulfyrede højovne. Og det er kun 123 år siden, denne trussel blev kaldt drivhuseffekten. Det var den svenske fysiker, Svante August Arrhenius, der 1896 som den første foreslog, at jordens overfladetemperatur afhang af atmosfærens CO2 indhold. Denne tese blev nogle få år senere fulgt op af August Krogh, 1874 – 1949, zoolog og fysiolog ved Københavns Universitet, og nobelpristager i medicin 1920. På en rejse til Grønland 1902 målte han CO2 spændingen i luft og havvand omkring øen Disko, og fandt ud af at CO2 procenten i den grønlandske luft gennemsnitligt var meget højere end procenten på den sydlige halvkugle. Han noterede følgende:

”Dette fænomen kan ikke forklares ved en forøget produktion af CO2 fra land (øen Disko), men kan muligvis skyldes en frigørelse af denne luftart fra havet, sådan som det vil finde sted, hvis dybvandet, som har en høj CO2 spænding, stiger op til overfladen. Således adskiller CO2 spænding ved havoverfladen sig fra atmosfærens, hvilket kan afstedkomme en anselig absorption eller udskillelse af denne luftart.”
Yderligere beregninger fik ham dog til at konkludere, at det var kulforbrændingen, som havde den største indflydelse på luftens indhold af CO2.
”Menneskets forbrænding af kul er en stadig mere afgørende faktor, der i de seneste år er blevet af meget stor vigtighed. Verdens produktion af kul beløb sig i 1902 til 700 milliarder ton, hvilket ved forbrænding giver mere end 1/1000 af den mængde der findes i atmosfæren. I løbet af det i geologisk set ubetydelige tidsrum på 1000 år vil CO2 procenten alene af denne årsag være fordoblet.”

I dag, 123 år senere, efter nogle år med få og frugtesløse advarsler fra forskere, har de unge begrebet, hvad der i færd med at ske: Deres fremtid er truet, og de samler sig verden over i stadig større skarer og råber til os, der burde have grebet ind for længst: shame on you.
Når vi det? Os, der har tilsvinet og ødelagt levesteder for dyr og mennesker. Troede vi, vi havde evigheden med os? Troede vi, at vi ustraffet kunne vandalisere klodens liv på land og i havet? Vi har troet det, og nu står vi usikkert famlende, og mener det er nok at spise mindre kød.
De ændringer, der måske, og kun måske, kan nå at få virkninger inden det er for sent, er så umådeligt omfattende, at det næsten ikke er til at begribe.
Ingen brug af bilen, som den ser ud i dag. Ingen skovfældning. Ingen brug af brændeovne. Ingen afslappende ferieflyveture. Intet af dette, før man har opskaleret den globale kapacitet med hensyn til høstning og lagring af energi fra sol og vind som erstatning for afbrænding af olie og kul.
Og én vigtig ting mere: Sæt fødselsraten ned. Den globale befolkning vokser med mere end 200.000 personer om dagen.
Selv hvis alle velmente klimamål blev indfriet, ville det ikke række til blot halvdelen af, hvad der skal til for at begrænse accelereringen af de forandringer, vi er i færd med at opleve.
Det er alvor!

August Krogh citaterne er taget fra:
Bodil Schmidt- Nielsen, August og Marie. Et fælles liv for videnskaben. Gyldendal 1997


Min hjemmeside fra 2004 - 2018 kan du finde her: