Reflektioner

Forfatter Adda Lykkeboe

Til Luna

 

 

Jeg mødte dig første gang en sommerdag 1999. Du stod på en frodig mark med en rislende bæk. Du var ikke alene. Der var to gamle heste på aftægt, og der var dit føl! Dit føl, der ikke mere var et føl, men en ung hest på fire år. Du selv var 12 år.

Vort første møde var alt andet end en succes. Jeg gik hen til dig over marken med en grime, sadeltøjet hang parat. Du vendte mig ryggen og gik din vej.

Husker du, Luna, at der gik et lille års tid inden du begyndte at tro på, at jeg kom hver eneste dag, at jeg ikke prøvede på noget, slet ikke at indfange dig, men bare sad med en bog på en stol, med en spand havre i god afstand fra min siddeplads. Også det tog sin tid. Men endelig nærmede du dig spanden, tog en mundfuld og veg tilbage. Havde jeg vendt et blad i min bog, der gjorde dig mistroisk? Sådan gik sommeren, og den dag jeg lod som om det var en selvfølge at du tog et æble, jeg rakte dig, måtte jeg skjule min bevægelse. Bare lade dig gå igen.

Hvorfor nu al den mistillid til din omverden, Luna?

Fordi du i mange år havde været i hænderne på din unge ejer, der havde ofret sin kærlighed og tid på dig. Hun havde lært dig så meget, opdagede jeg senere. Du forstod alle signaler: Kort galop, højre og venstre. Kort trav, fri trav, schenkelvigning og versader, jeg tror endog at du også var opdraget til at springe, men det lå ikke til min hu.

Og hvad skete der så? Din unge ejer måtte efterlade dig et trygt og sikkert sted, sammen med det føl, du havde fået, fordi hun havde forberedt sig på at rejse fra dig. En længere videreuddannelse i København.

Du var en følsom hest, min Luna, og overgangen fra at være i hænder, brugt og talt med, til ingenting af lave, udover at passe det føl, du efterhånden aldeles ikke kunne fordrage, gjorde dig til en skuffet hest. Din unge ejer havde forsøgt sig med at lade unge piger ride dig. Det faldt ikke heldigt ud. De fangede dig aldrig.

 

Så blev du min, din tillid voksede gradvis, selvom du undertiden fik tilbagefald og aldeles ikke ville kendes ved mig. Den dag du frivilligt kom mig i møde og lod mig lægge grime på dig, var vor lykke gjort. Så bar du mig gennem skoven. Jeg følte mig som en dronning på min smukke, smukke hest, min sorte hoppe med den hvide pandeblis. Jeg pyntede dig med roser i pandebåndet, folk smilede når de så dig, og du fik mange komplimenter. Det hændte, at nogen sagde, at vi var en smuk ekvipage. Så fik også jeg en smule opmærksomhed. Vi passerede dagligt en skovbørnehave, og når de små fik øje på dig, råbte de, ”nu kommer blomsterhesten!”

Vi var væk i timevis, legede alt det, du kunne fra din træning på Vilhelmsborg, nu ude på skovstierne, og du fulgte smidigt og villigt mine anvisninger. Men det allerallerbedste var, når vi kunne se en kilometer skovsti uden et menneske, eller en tom strand. Så rejste jeg mig i bøjlerne, gav dig frie tøjler, og råbte, ”gå så!” Og så fløj du.

Som årene gik, kom der flere til, vi måtte dele skoven med. Cyklerne gjorde ikke så meget, men den tiltagende mængde af islændere gjorde! Du blev ophidset, når du hørte en tølt, lavede dit dragefnys og teede dig. Efter din opfattelse burde alle ordentlige heste lave en totaktslyd i trav, og ikke den sære firtaktede trav som lød væmmelig i dine ører.

Og endnu flere år gik. De sidste mange år tilbragte du somrene og en del af efteråret på en dejlig græsmark sammen med en flok islændere, der blev dine venner. Du tårnede dig op over dem, men du ræsonnerede meget fornuftigt, at en hest er en hest er en hest.

Endnu senere fejrede vi din 30 års fødselsdag på marken med rugbrødslagkage og gulerødder til dig, flødeskumslagkage og champagne til alle dine tobenede venner. Da var du også blevet filmstar! Nogle af dine beundrere lavede en film, hvor jeg spillede en beskeden rolle, og hvor du strålede, og opførte dig som var du født til rollen. Vi red ud af filmen til en Lied, sunget af Richard Tauber, den sanger, jeg fortalte dig så meget om.

 

Og året senere, min Luna, gav du mig mit ulivssår. Ikke fordi du på nogen måde ville, men fordi du blev forskrækket over et eller andet, mens jeg stod og striglede dig. Jeg hørte dit karakteristiske snøft mens jeg fløj gennem luften og da jeg landede kunne jeg ikke rejse mig. Venstre lårhals holdt ikke til turen

Siden den dag kunne jeg ikke mere komme op på dig. Men vi trøstede os  med, at jeg næsten var 80 og du næsten 31, så det måtte være værdigt nok at vi gik på pension begge to. Så gik der to år, og desværre artede benet sig så dårligt, at det måtte omopereres, og jeg vidste det ville tage måneder før jeg igen kunne passe dig. Du har næsten aldrig været syg, og selv i din høje alderdom var du levende optaget af din omverden, grå om mulen, men ellers stadig gnistrende sort. Men min Luna. Dine kindtænder faldt ud, hurtigere og hurtigere og det sidste års tid fik du en lind grød med alle gode ting, der holdt dig i form. Hø og græs kunne du nok bide i, men ikke bearbejde.

Åh, Luna, gråden vil frem, når jeg tænker på beslutningen om at tage afsked, og den bryder ud, når jeg genoplever din sidste vandring med os, dine nære, op til græsmarken, den sidste.

Jeg tror du var så tryg, at du end ikke ænsede dyrlægen, som du ikke kunne fordrage, det søde menneske.

 

Vi fik 21 år sammen, du og jeg, og du manglede kun en måneds tid i at fylde 33 år. Du fik mange, mange venner, der holdt af den smukke dansende hest med roser i håret. Jeg er ikke ene om at begræde dig.

Men alder råder vi ikke over, Luna. Jeg ej heller for min.

 

Tak for det, du gav.

Endnu en september i Toscana

 

 

I år var det 26. gang vi boede på det elskede sted, Colle ai Lecci. September måned er en dejlig måned. Vinmarkerne venter på at blive høstet, der er fok ude hver dag og se til druerne: Hvornår er det den helt rigtige dag at høste?
Den første uge i september byder San Gusmé, en nærliggende lille by, på en uges festligheder. Vinsmagning fra de omliggende brug, udstilling af lokale kunstnere, det store Palio væddeløb med tønder, hvor mænd triller vintønder gennem de stejle gader, konferencer om områdets fremtid … en livlig og vigtig uge for den lille by.

Dens historie går langt tilbage. I 1370 blev det lille beskedne sted befæstet med Sienas hjælp, og mellem 1477 og 1479 blev murene yderligere befæstet. I dag bor der omkring 200 mennesker.

 

Vi, der gennem årene så at sige har kørt Toscana tyndt, ”nøjes” nu med besøg i de nærmeste byer, hvor vi kender butikker, brugser og barer. Vi kører til Siena en gang om ugen for at suge den magiske by til os. Men det allervigtigste er at være på Colle, i vores lejlighed, eller ude i haven under parasollen, hvor vi har udsigt over vin og olivenmarker. Dér er lige så stille som her i Ajstrup, men udsynet er betydeligt større. Vi anser ikke opholdet for ferie, det begreb forsvandt ud af vokabulariet, da vi i sin tid trak os tilbage fra arbejdslivet.

 

Dan Turrell sagde,
Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

 

Det er en stor lykke, at opholdet på Colle i alle de mange år, hver eneste gang har givet så mange glæder, nogle kendte, andre overraskende. Glæden ved at blive genkendt, når vi kommer, hilst velkommen i de små byer vi færdes i, snakke om vin og vejr … glæden over at blive budt inden for med stor hjertelighed, når vi besøger vinbønderne, og glæden ved bare at lukke døren for natten og lade mørket falde på, sikre på, at de gamle mure, plus den store hund nok skal holde alt ondt ude. Colles kerne er fra 1200 tallet, og herfra er nyere bygninger groet frem, som det er skik i Toscana, indtil bygningerne bliver et virvar af døre og trapper og indre gårde.

 

Det blev også en god arbejdsmåned i år i lighed med sidste år, hvor jeg sad og skrev om Færøerne til bogen, Doras datter, der udkom i maj. Dette år befandt sig mig i Berlin ved naziregimets overtagelse af magten 1933. Jeg skriver om en jødisk sangerinde, der blev fordrevet, og prøver at følge hendes skæbne så vidt det lader sig gøre.
I lighed med de sidste år, når der skal siges farvel til Guilio og Antoinetta, ægteparret, der har boet på gården lige så længe, vi er kommet der, siger vi, ”vi ses næste år.” Og med små forsigtige smil, tilføjer vi, ” hvis Gud vil.” Ingen af os er helt unge mere.
Så det er blevet en lille besværgelse at sige til hinanden: Ci vediamo l´anno prossimo. Se Dio voglia.

 

                                                    ♥


Det, det var det, så er det begyndt

 

Det gamle tiår er slidt op, et nyt er begyndt og tager sig rigtig pænt ud med sine to 2 to tal og sine to nuller.

2020

 

Et nedslag på det tiår, vi kalder 10erne, er kaotisk og foruroligende.

 

Januar 2010 var jordskælvet på Haiti det værste i landet i 200 år.

 

December 2010 overhældte en ung grønthandler sig med benzin og satte ild til sig selv i protest med mod de tunesiske myndigheder, der havde beslaglagt hans varer. Selvmordet satte en række protester i gang, der bredte sig til resten af mellemøsten i det, der senere blev kendt som det Arabiske Forår.

 

Marts 2011 demonstrerede borgere i byen Daraa i det sydvestlige Syrien mod myndighedernes brutale behandling af nogle unge, der havde skrevet regimekritisk graffiti på en mur i byen. De blev arresteret og tortureret. Demonstrationerne bredte sig til resten af landet. Man krævede Assads afgang, og der udbrød kampe mellem demonstranter og myndigheder, der udviklede sig til en kamp mellem Den Frie Syriske Hær og en række oprørsgrupper, herunder Islamisk Stat.

 

Juli 2011 Terror i Oslo og Utøya.

 

September 2011 fik Danmark sin første kvindelige statsminister.

 

September 2011 indledte Bevægelsen Occypy Wall Street et oprør mod den rigeste ene procent af befolkningen.

 

September 2012 rundede Facebook en milliard brugere på verdensplan.

 

Juni 2014 udråbte Islamisk Stat kalifatet.

 

Januar 2015 Terrorister i Paris nedskyder redaktionen på avisen Charlie Hebdo.

 

Februar 2015 blev Krudttønden i København angrebet af terroristen Omar el Hussein.

 

August 2015 udtalte Merkel: Wir schaffen das om flygtningepresset mod Tyskland.

 

September 2015 gik tusinder af flygtninge fra mellemøsten og Nordafrika på E45 motorvejen.

 

November 2015 dræbte terrorister 89 mennesker i Paris på spillestedet Bataclan.

 

December 2015 indgik 196 lande i FN på klimakonferencen i Paris en aftale om at nedbringe udledningerne af drivhusgasser.

 

Juni 2016 meldte England sig ud af EU.

 

Januar 2017 blev Trump præsident i USA efter Obama,

 

Marts 2017 begyndte de første artikler i Berlingske om Danske Banks rolle i en omfattende hvidvask.

 

Oktober 2017 indledtes #Me Too bevægelsen.

 

Juli 2018 blev sommeren den varmeste i 99 år.

 

August 2018 Strejkede Greta Thunberg fra skole til fordel for klimaet.

 

December 2019 vedtog Folketinget en ny klimalov, der skal nedbringe udledningen af drivhusgasser.

 

Information skriver i Moderne Tider, december 2019, artiklen Til minde om 2010 ´erne,  med overskriften, Vi så det ikke komme:

”Der var meget vi enten ikke så, eller lukkede øjnene for, til det ikke mere var muligt. Finanskrise, klimakrise, demokratiets tilbagetog i mange lande, også lande inden for EU. Kun hver fjerde borger i Østeuropa foretrækker demokrati frem for et autoritært regime, og Ungarn og Polen styrer væk fra demokratisk regering. Der var Breiviks drab på unge socialdemokrater, der var det arabiske forår, der døde. Der var tusinder på flugt fra Syrien, der var den fortsatte afsmeltning af polernes is, der var udråbelsen af et kalifat i Irak og Syrien. Menneskesmugling var blevet en milliardindustri. Der var Trumps valg som præsident.”

Og Rune Lykkeberg skrev: ”Med vore egne øjne burde vi have set det komme. Men det gjorde vi ikke. Dog vidste vi, at verden var blevet en anden. Den globale vækst tabte fart, mens uligheden voksende, gamle magtpartier smuldrede, og populister buldrede. #Me Too, gule veste, klimastrejke …”

                                                    ⃰

 

Af børnebøgerne har jeg lært, at man altid skal slutte med et håb. Og der skal være plads til håbet om en besindelse, der vil samle os mere eller mindre globalt, i erkendelse af, at vi er ved at ødelægge livsbetingelserne  for fauna og flora efter vor ubekymrede omgang med naturen i to hundrede år.

Godt nytår.

 

                                                    ♥

 

Jorden. Vort eneste hjem

Vores verden ser foruroligende ud til at løbe løbsk med os, og om kort tid kan den løbe os helt af hænde. Hvor vi med menneskerettighedskommissionen har sørget for at give os selv ukrænkelige rettigheder, har vi ikke tænkt synderligt over, at vi aldrig har skabt nogen som helst form for love, hvad vores jord, vores natur angår. Det er på høje tid, måske endog for sent, at stille krav til verdens Forenede Nationer om at udforme en grundlov for jorden, og give den adkomst til rettigheder, der tillader den fortsatte udvikling af biologisk mangfoldighed.

Det er så forsvindende kort tid siden, ikke mere end omkring 150 år, et splitsekund i jordens lange tilværelse, at mennesket begyndte at true dens klima med udledninger fra kulfyrede højovne. Og det er kun 123 år siden, denne trussel blev kaldt drivhuseffekten. Det var den svenske fysiker, Svante August Arrhenius, der 1896 som den første foreslog, at jordens overfladetemperatur afhang af atmosfærens CO2 indhold. Denne tese blev nogle få år senere fulgt op af August Krogh, 1874 – 1949, zoolog og fysiolog ved Københavns Universitet, og nobelpristager i medicin 1920. På en rejse til Grønland 1902 målte han CO2 spændingen i luft og havvand omkring øen Disko, og fandt ud af at CO2 procenten i den grønlandske luft gennemsnitligt var meget højere end procenten på den sydlige halvkugle. Han noterede følgende:

”Dette fænomen kan ikke forklares ved en forøget produktion af CO2 fra land (øen Disko), men kan muligvis skyldes en frigørelse af denne luftart fra havet, sådan som det vil finde sted, hvis dybvandet, som har en høj CO2 spænding, stiger op til overfladen. Således adskiller CO2 spænding ved havoverfladen sig fra atmosfærens, hvilket kan afstedkomme en anselig absorption eller udskillelse af denne luftart.”
Yderligere beregninger fik ham dog til at konkludere, at det var kulforbrændingen, som havde den største indflydelse på luftens indhold af CO2.
”Menneskets forbrænding af kul er en stadig mere afgørende faktor, der i de seneste år er blevet af meget stor vigtighed. Verdens produktion af kul beløb sig i 1902 til 700 milliarder ton, hvilket ved forbrænding giver mere end 1/1000 af den mængde der findes i atmosfæren. I løbet af det i geologisk set ubetydelige tidsrum på 1000 år vil CO2 procenten alene af denne årsag være fordoblet.”

I dag, 123 år senere, efter nogle år med få og frugtesløse advarsler fra forskere, har de unge begrebet, hvad der i færd med at ske: Deres fremtid er truet, og de samler sig verden over i stadig større skarer og råber til os, der burde have grebet ind for længst: shame on you.
Når vi det? Os, der har tilsvinet og ødelagt levesteder for dyr og mennesker. Troede vi, vi havde evigheden med os? Troede vi, at vi ustraffet kunne vandalisere klodens liv på land og i havet? Vi har troet det, og nu står vi usikkert famlende, og mener det er nok at spise mindre kød.
De ændringer, der måske, og kun måske, kan nå at få virkninger inden det er for sent, er så umådeligt omfattende, at det næsten ikke er til at begribe.
Ingen brug af bilen, som den ser ud i dag. Ingen skovfældning. Ingen brug af brændeovne. Ingen afslappende ferieflyveture. Intet af dette, før man har opskaleret den globale kapacitet med hensyn til høstning og lagring af energi fra sol og vind som erstatning for afbrænding af olie og kul.
Og én vigtig ting mere: Sæt fødselsraten ned. Den globale befolkning vokser med mere end 200.000 personer om dagen.
Selv hvis alle velmente klimamål blev indfriet, ville det ikke række til blot halvdelen af, hvad der skal til for at begrænse accelereringen af de forandringer, vi er i færd med at opleve.
Det er alvor!

August Krogh citaterne er taget fra:
Bodil Schmidt- Nielsen, August og Marie. Et fælles liv for videnskaben. Gyldendal 1997


.

Hommage til Suzanne Brøgger.


For mange år siden, i 1973, stod jeg i mit køkken og lavede aftensmad. Det var en dejlig solskinsdag, døren til terrassen stod åben, og inde i stuen sad min 8 årige søn og hans ven og snakkede sammen. Med ét blev jeg klar over at noget var på færde. De talte om Suzanne Brøggers, ”Fri os fra kærligheden,” der lå på bordet derinde. ”Min mor siger, det er noget snavs hun skriver,” sagde vennen. ”Og min mor er meget glad for hende,” sagde min søn. Efterhånden som deres disput om bogen udviklede sig, blev det klart for mig, at drengenes strid om bogen udsprang af to forskellige familiers livssyn, som de hver især forsvarede. Og da tænkte jeg, at nu ville min søn miste sin bedste kammerat, der altså her indtog sin mors afsky, og jeg tænkte, at det tab ville volde min lille søn stor smerte. Det gjorde det. De sås derefter kun i skoleklassen, og dagene var ikke mere som før for min dreng. Han sørgede, og fortalte mig ikke, hvorfor venskabet sluttede. Og jeg fortalte ham ikke, at jeg havde lyttet til samtalen.

Det var Suzannes første bog. Holdningerne til hende manifesterede sig omgående, og delte folk i venner og fjender, som var hun djævelen selv. Nu er både hun og jeg gamle, og jeg har med beundring og fascination fulgt hende siden jeg læste denne hendes første bog.

De to drenge er nu for længst modne mænd og fædre. Venskabet blev genoptaget, men først sent i deres liv, da de var undkommet deres families meninger.

Og lige nu læser jeg den nyeste bog, Samtalememoarer, der er en, forfærdende, morsom og generøs beretning, som hun udveksler med sin biograf, Alf van der Hagen. Han har læst grundigt og dybt, han spørger til bøger og det private liv, der ligger bag dem. Det bliver til en unik, og undertiden rystende fortælling om Suzannes syn på arbejde, et sent og mirakuløst ægteskab, en lige så sen barnefødsel, om digtning og politik, feminisme og metafysik. Og ikke mindst om litteraturens plads i et samfund i et stedse mere kulturfjendtligt samfund. 

Tiden bliver kortere og kortere. Jeg har ikke så megen fremtid. Men jeg finder stadig nogle teknikker og gøremål der ligesom breder tiden ud og gør livet længere.

Tak, Suzanne

Giv jorden en grundlov

 

 

I min grundlovstale 2019 sagde jeg dette: Giv jorden en grundlov.

Dengang var jeg overbevist om, at ingen havde tænkt på en sådan utopi, og stor er min glæde, da jeg i Weekendavisens Ideer af 28. februar 2020 læser, at det er der faktisk nogen, der har tænkt på.

Under overskriften, Naturen findes ikke, fortæller artiklens forfatter, Annette K. Nielsen, følgende:

Ph.d. studerende i jura, Katarina Hovden deltog i en konference, der fandt sted i Ecuador 2018. Hun sagde, at dette var skelsættende for hendes måde at betragte sine omgivelser. Det gik op for mig, at min tankegang var helt flettet sammen det det, man kalder menneske/natur dualismen, der er en skarp adskillelse mellem mennesket og naturen … ydermere gik det op for mig, hvor stærkt det ville være at forestille sig, at naturen ikke eksisterer. Der er kun mennesker og alle de andre dyr, planter og økosystemer, som vi deler planeten med. Vi er en del af naturen. Naturen er ikke ”det andet”.

 

Tidsskriftet ”Udenrigs” er udkommet med en artikel for nylig, der gennemgår eksempler på nogle af de lande, som har indarbejdet naturens rettigheder i deres lovgivning. Ecuador var det første land i verden, der indførte naturens rettigheder i deres forfatning i 2008, men allerede 2006 indførte en kommune i staten Pennsylvania en forordning, der anerkendte kommunens naturlige samfund og økosystemer som juridiske væsener med rettigheder. I 2010 vedtog Bolivia en national lovgivning, der indførte en Lov om Moder Jords rettigheder. I 2014 fik nationalparken Te Uewwera i New Zealand status som juridisk væsen, ligesom to floder også fik det. Siden har Indien anerkendt Gangesfloden og Yamunafloden som de gletsjere, som disse floder udspringer af, som juridiske væsener med rettigheder på linje med mennesker. I flere europæiske lande er der også tiltag for at give naturen rettigheder.

 

Det har været yderst provokerende for mange at tildele naturen rettigheder eller status som juridisk person. Katarina  Hovden henviser til en amerikansk miljøekspert, Christopher D. Stone, der i 1972 skrev bogen, Should Trees havde standing law. Morality and and the environment. Her pointerer han, at det gennem retshistorien altid har været helt utænkeligt at    udstrække rettigheder til at omfatte nye kategorier af væsener, såsom kvinder, udlændinge, fanger og slaver. ”Man mente ikke, at kvinder havde behov for rettigheder, fordi deres interesser kunne blive varetaget af mænd,” siger han.

 

                                                    ⃰

Der forestår altså menneskeheden en lang og slidsom vej før det vil lykkes at forvalte disse rettigheder, der så aldeles strider mod den udbytning af kloden, og den betragtning af naturen, som gælder både før og nu. Det er denne frue ganske klar over, men hvor hun mente, at ovennævnte grundlovstale bragte noget helt nyt på banen, viser det sig nu, at hun tog fejl.

Og aldrig har en fejltagelse været så positiv.

 

                                                    ♥

Besøg også min side om tenoren Richard Tauber

Min hjemmeside fra 2004 - 2018 kan du finde her: