Først lånte jeg én af en veninde, så en til, og nu har jeg anskaffet samtlige udgivelser af den islandske forfatter, Auᵭur Ava Ólafsdóttir. Jeg er nu for anden gang ved at genlæse de seks bøger, hun har skrevet, og er just nu igen fortryllet af Ar.
Vores hovedperson, Jonas Ebeneser, er næsten fyldt halvtreds, og synes ikke rigtigt han har mere at leve for. Han er for længst skilt fra sin kone, Gudrun, som han avlede et barn med på fjeldet, ganske nær et sovende krater, og med et får som tilskuer. Men da er Gudrun allerede gravid med en andens barn. Hvem, får vi ikke at vide. Da datteren Vatnalilja er halvvoksen, fortæller Gudrun ham sandheden, hvorefter hun lader sig skille efter femten års ægteskab, de sidste otte uden seksuelt samkvem, som Jonas skriver i sin dagbog. Vatnalilja er mere knyttet til ham, end til sin mor. Hun er en stærk og livlig ung kvinde, der elsker ham og snakker løst og fast om sit liv, og sine kærester. Han fortier, at hun ikke er hans datter. Jonas læste i sin tid på universitetet, filosofi. Da hans far pludseligt døde, overtog han firmaet, Stålben Aps, der lavede benproteser. Moren er blevet dement og komplet uforudsigelig. Han afhænder firmaet, gider ikke noget mere, udover at læse om sig selv i sine omhyggeligt førte dagbøger fra sin ungdom. Han har altid været en handyman, og planlægger hvordan han bedst kan tage livet af sig, uden at besvære andre. Låner et jagtgevær hos den ligeledes fraskilte og ensomme nabo, Svanur, der dog ikke leverer patroner med. De to går et par natlige ture med Svanurs hund. Svanur begynder at komme på små uventede besøg hos Jonas, ser på geværet, der ligger på hans seng, og Jonas siger, at han faktisk aldrig har skudt med et våben, og leverer det tilbage. Andre måde at tage livet af sig på må findes. En krog i loftet? Den får han sat op. Tænker så på Vatnalilja. Skal hun finde ham hængende? Nej, det må ikke ske. Det må ske langt væk, et sted i udlandet. Han rejser på en enkeltbillet, medtagende sin værktøjskasse, en krog og en boremaskine. Han flytter ind på Hotel Silence, der ligger i en lille sønderskudt by, hvor folk og dyr går rundt, de få, der er tilbage, med manglende lemmer efter en borgerkrig. Gradvis indlemmes han i
samfundet, først hjælper han de to søskende, der prøver at drive hotellet videre. Der er så meget, der trænger til at blive repareret. Det rygtes hurtigt i byen, at der kommet en fremmed, der kan noget, og de begynder at kalde ham Mister Fix. Det bliver ikke nemt for Jonas at blive ved med at tænke på sit selvmord. Ikke her, hvor alle er traumatiserede, selv de få dyr, der har overlevet krigen, eller ikke er blevet spist. Jonas træder i karakter og finder tilbage til livet. Der er brug for ham.
Jeg er i færd med at barbere mig, da jeg bliver kaldt til telefonen. Det er Vatnalilja, der ringer. Jeg kan med det samme høre på stemmen, at der er noget galt. Det er Svanur, far. Han gik i havet. De fandt hunden i strandkanten, dyngvåd. Den var svømmet efter ham, men havde vendt om. Kommer man sig nogen sinde oven på at være blevet født? Havde Svanur spurgt. Hvis nogen havde spurgt en om ens mening, tilføjede han, ville man måske have taget den beslutning ikke at blive født. Hun siger at hun kiggede indenfor i lejligheden i forgårs for at vande blomsterne og mødte Svanur udenfor. - Han var i gang med at støvsuge campingvognen og sagde at han syntes han havde kunnet høre en forkert lyd hos mig da jeg kørte ind i gaden. Han mente det måtte være støddæmperen i højre side, og tilbød at gå bilen efter for mig. Så omfavnede han mig og sagde at kvinden var menneskets fremtid. Jeg har prøvet at finde ud af om det er et citat.
♥