Adda, hvem?
Mange år er gået siden jeg begyndte på hjemmesiden. Det biografiske afsnit, med mit forsøg på nogle forklaringer af mit liv, er stadig sande, og jeg lader dem stå uantastet. Årene ændrer meget, og det lykkelige billede af min hest og mig er nu en fortid, der bor i mit hjerte. Luna er ikke mere, katten Mitte, der sad på mit skød til journalistsamtaler og anden fotografering, og i det hele taget lå der altid, er ikke mere. Begge dyr var en berigelse.
Adda, hvem? Er et godt sted at spørge, om noget, eller hvor meget har forandret sig, siden dengang mit forfatterskab var i sin vorden. Siden da er det blevet til 12 romaner, en digtsamling, og en ny bog undervejs. Temaerne er stort set de samme: Den brusende forelskelse, den modne kærlighed, kærligheds tab, den erotiske kærligheds svimlende fortabthed i den andens krop. Stederne, hvor det udspiller sig er også de samme. Færøerne og Toscana.
Men noget har ændret sig efterhånden som alderen er blevet mere påtrængende. I dag skriver jeg nænsomt om erotik, hvor jeg for år tilbage var mere eksplicit. I dag sublimerer jeg erotiske beskrivelser til en alle steds nærværende sanselighed. Der optræder også flere modne, for ikke at sige ældre mennesker, og nogle har ligefrem fået hovedroller. I livet uden for skriften er jeg ved at øve mig på, ligefrem aflære mig, ikke at være fornærmet over alderens stigende tyngde. Det er svært, men i den sidste
ende vinder biologien. Altid.
Jeg finder et Karen Blixen citat frem, skrevet da hun var ved at blive gammel, og som så ofte i hendes forfatterskab, rummer det en høj humor, og har formodentlig moret andre forfængelige kvinder end mig:
En af de ting, jeg har været ked af i mt liv er at jeg ikke så meget bedre ud end jeg gjorde. Men en af de ting jeg har været glad for er, at jeg dog i det mindste har set så godt ud som gjorde.
♥