Min verden 'dazumal'
Jeg har skrevet i 23 år. Når jeg ser tilbage, vil jeg ikke sige, at begyndelsen til det nye årtusinde var uden problemer. Verden var lige så splidagtig med sig selv, som den altid havde været, men konflikterne var dog af en sådan art, at jeg nu ser på mine første forfatterskabs år som en slags ”uskyldens tid.”
Jeg kunne koncentrere mig om mine personers liv, jeg kunne beskrive kærlighedens mange ansigter, der bragte både lykke og ulykke
Kvinde og kunstner
Mine heltinder er ofte kunstnere. At skabe kræver ro, koncentration og tid, Prisen er ensomhed. Og splittelse. Hvad med kærlighedens tid? Mine kvinder stiller krav til de mænd, der elsker dem, kærlighed er skrøbelig, kærlighed er stærk, kærlighed er sårbar. En forfatter, Pascal Bruckner, siger sådan;
”Man kan ikke frelse kærligheden fra de udelukkelser, den praktiserer, fra de forlig, den indgår med verden, fra de sår, der truer den, og fra den uvished, som den er badet i.”
Mine heltinder
Mine kvinder ved hvor vanskelig en kærlighed er, der skal rumme den dybeste fortrolighed, kropsligt og mentalt, der skal rumme en betingelsesløs tillid og samtidig give plads til to tilværelser, der både skal leves adskilt og parallelt. Og børn?
Mine heltinder kender det alt sammen: Antonie, operasangeren, kender det, maleren Dora og hendes datter Dina ligeså. De accepterer den ensomhed og det slid, der afkræves dem for at de kan yde det ypperste. De kender alle til kompromisser og forlig.
Smitten og skriften
Siden årtusindets begyndelse har vi i forfærdende grad ændret verden. Måske uopretteligt. Refugier findes ikke mere. Heller ikke i skriften, hvad jeg indså, da jeg efter at have afsluttet en bog i midten af 2019, mærkede at en ny begyndte at melde sig. Jeg havde i store træk gennemtænkt en del af handlingen, også fundet en titel, da der den 5. januar 2020 indløb meddelelse om en smitsom sygdom i Kina. Den 26. februar blev den første dansker testet positiv.
Felicia og hendes to bryllupper i coronaens tid
Felicias to bryllupper hedder min nye bog, der er skrevet side om side med coronaens hærgen. Felicia befinder sig hovedkulds i et ukendt Torshavn som udsending for mormoren, hvis søster ligger for døden. Her møder hun Benjamin Mohr, lægen, der hjalp, da smitten tog mosteren..
”Nu siger jeg noget upassende, Felicia, men siden jeg så dig, har jeg haft lyst til at kysse dig.”
Hun havde lyst til at græde, til at råbe, ”så kys mig, Benjamin …”
Hun så på ham og tænkte, at et sted fandtes der nok en fru Mohr.
Hendes hjerte var åbent og uroligt.