Betragtninger over døde digtere
I en de aviser, der passerede mit skrivebord, så jeg, at Thorkild Bjørnvigs, Delfinen, Miljødigte 1970 – 75, er fundet frem fra glemslen og fremhævet som en stemme fra fortiden. Artiklen gør opmærksom på, at alt hvad forfatteren dengang for 48 år siden skrev om menneskeskabt forurening, blot er blevet endnu værre. Hvis den almene viden om kommende katastrofer var lav dengang, er det beskæmmende, at livet i dag stort set er forsat trods de fakta, der er påviselige anno 2024.
Omgivet af energicentre, omflydt, omgnistret, omstrålet af energi kan vi erfare en anden aldrig før prøvet frygtelig fattigdom: mangel på rent vand, ren luft, ren jord - foruden ny sygdom – og sult som før, skriver Bjørnvig: "snart bliver vi trætte af at høre og se hysteri og miljøfanatisme!”
Bjørnvig levede fra 1918 til 2004. Hans miljødigt er skrevet, da indlandsisen for alvor begyndte at nedsmelte, da Sibiriens tundra begyndte at tø, da søer på størrelse med Sjælland brækkede af Antarktis, da arter forsvandt lige så hurtigt som fly kan flyve. Digtene er en beskrivelse af planeten Jorden, af dens myldrende liv, og af den ødelæggelse, menneskenes aktiviteter forårsager. Men kan vi så ikke bare lave det om? Hvis det nu er vores skyld? Kan vi så ikke ændre adfærd og frelse os selv? ”Ingen grund til panik,” fortæller de, der er med til at forvolde ulykkerne! Digteren spørger: ”Grund til panik? Har vi overhovedet råd til mennesket? Hvem er for resten vi?”
Den af Bjørnvigs titler, der formodentlig læses mest i dag, er ”Pagten.” Bogen giver Bjørnvigs version af forholdet til Karen Blixen. Den blev filmatiseret af Bille August. Bog og film passer ikke sammen, men det er en anden sag.
Ovenstående avisartikel, der drog Bjørnvigs gamle digte frem i lyset, fik mig til at tænke på, hvor læst nogle af vore døde forfattere egentlig er i dag.
Hvordan er det med Klaus Rifbjergs forfatterskab? Et omfattende et af slagsen, hvert år havde sine Rifbjerg udgivelser, og det i en grad, så vi på biblioteket dengang sukkede, for han blev efterhånden kun i begrænset grad efterspurgt og hylderne bugnede med hans udgivelser. Men vi følte os forpligtede til at indkøbe ham i stort eksemplartal. Jeg formoder, at i dag holdes ”Den Kroniske uskyld” stadig i live af nye læsere. Da forfatteren levede, gjorde han det i grandios grad. Han var en sød, stor og støjende mand, man gerne ville høre på, og det gjorde ham i sin tid langt mere kendt end den tilbagetrukne Bjørnvig.
Jeg har reflekteret over, hvordan det i dag står til med andre forfattere, der i sin tid var kendte. Og blandt mange forfattere er her et lille udvalg af andre døde digtere, hvoraf nogle formodentlig hviler trygt i forholdsvis glemsel, og nogle, der stadig holdes i live af et læsende publikum.
Morten Nielsen, 1922-1949 lever hos læsere
Henrik Nordbrandt, 1945-2023, ligeså
Dan Turèll, 1946-1993 er stadig ”sprællevende”
Tove Ditlevsen, 1946-1976 ligeså
Inger Christensen, 1935-2009 har til stadighed sit trofaste publikum.
Så er der nogle, det ikke er gået så godt for:
Anders Bodelsen, 1937-2021, var mindst lige så kendt som Rifbjerg. Og han skrev næsten lige så meget. Alle kendte Bodelsen, der var kø efter hans nyeste bog på bibliotekerne. I dag er der meget stille om ham, og det er der også omkring en anden, ældre, forfatter, nemlig H.C. Branner, der ikke fik det folkelige gennembrud som Rifbjerg og Bodelsen. Jeg læste ham i mine unge dage, fandt ham klog, svær og tung, og især ”Rytteren” fra 1949 optog mig meget. Den blev en kort tid tiljublet og omtalt, indtil Karen Blixen skrev en skånselsløs anmeldelse, hvor hun kaldte bogen ”opstyltet, forvrænget og klæg.” Så blev han glemt, endda mens han var i live, og hvis vore biblioteker stadig har et magasin, befinder han sig vel dér.
♥ ♥