Edmund de Waal og Haren med de ravgule øjne
Hvem er den hare? Og hvem er Edmund de Waal?
Haren er en Netsuke. Netsukerne er miniature figurer, udskåret i træ eller elfenben, beregnet til at bære i kimonobæltet som en slags talisman. De opstod i Japan i det 17. århundrede og blev værdifulde samlerobjekter.
Forfatteren, Edmund de Waal, er en af verdens førende keramikkunstnere.
Bogen følger det jødiske Ephrussi dynasti fra 1870ernes Paris, hvor Kunstmæcenen, Charles Ephrussi, køber 264 af de små japanske skulpturer, som han placerer i en vitrine. Hans venner, Degas, Renoir, Manet, Cezanne og mange andre beundrer dem: den lille abe, hvepsen, børnene, ræven, den sammenrullede slange, de elskende, blommerne, hjorten, tigeren, haren og alle de andre.
Forfatteren Proust indskriver Charles i romanværket, På sporet af den tabte tid, hvor han er hovedfiguren, Charles Swann. Renoir malede ham i Sejlernes frokost.
Familien stammer fra Odessa i Ukraine, hvor Charles Joachim Ephrussi skaber sig en formue ved kornhandel og olie. Han sender sine sønner til Europa, hvor de bygger deres palæer og etablerer banker i Wien, Paris og Athen. De bliver parisere og wienere. Deres efterkommere indgifter sig i den mægtig jødiske familie, Rotschilderne.
Omkring århundredeskiftet lader Charles fætter, Victor, sit palæ i Wien opføre på Ringstrasse. Han skal giftes, og Charles giver ham og hans hustru vitrineskabet med Netsukerne i bryllupsgave. Livet i det enorme hus udfolder sig med selskabelighed og børnefødsler, Netsukerne forvises til et påklædningsværelse, hvor husets børn leger med dem.
Så indfinder de brune tredivere sig, men længe inden da er familiemedlemmerne på mange mere eller mindre subtile måder blevet gjort opmærksomme på, at de aldeles ikke hverken er rigtige tyskere, østrigere eller parisere. De er jøder. Men endnu er respekten intakt, endnu forulempes de ikke. Indtil den martsdag i 1938, hvor Østrig bliver en del af det tyske rige. Da kommer Gestapo til Palais Ephrussi i Wien, knuser porcelæn og kunstgenstande, forsvinder med sølvtøj og malerier. Aber Ordnung muss sein, så korrekte SS officerer indfinder sig med kuratorer og museumsfolk, der systematisk fører til bogs, hvilke møbler, porcelæn og malerier, palæet rummer. Noget skal tilfalde føreren selv, andet sendes til tyske museer eller skænkes højtstående medlemmer af partiet. Det aldrende ægtepar, Victor og Emmy, spærres inde i et hummer i tjenestefløjen, indtil Victor arresteres, ydmyges, og sættes til at grave jord på Ringstrasse med en teske omgivet af grinende wienere. Han bliver løsladt, men hvad skal den otteoghalvfjerdsårige mand tage sig til? Han må ikke gå hen til sin café, ikke til sin klub, ikke til sine slægtninge, som tyskerne har deporteret. Han må ikke sætte sig på en bænk, på dem står der Juden verboten. Han må ikke køre med sporvogn, han må ikke gå i biografen eller operaen. Ved deres datters, Elisabeths, mellemkomst lykkes det dem at nå deres ungarske landsted, hvor Emmy dør. Den gamle mand tuller forvildet rundt, alene på det forladte gods, så griber Elisabeth ind fra England. Hun henvender sig til de engelske myndigheder og den 1. marts 1939 får hendes far et visum fra den Britiske Ambassade. Elisabeth henter ham hjem til sig i Kent. Hun har tidligt unddraget sig sin dominerende familie, hun skriver poesi, hun tager en doktorgrad i jura 1924, en af de første, der gives til en kvinde på Wiens Universitet. På et stipendium, det er ikke fordi familien ikke kan finansiere hende, men fordi hun vil frigøre sig, rejser hun til USA. Hun korresponderer med Rainer Maria Rilke, der opmuntrer hende til at blive forfatter, men hun udgiver aldrig noget. Hun gifter sig med en hollænder og de flytter til England.
Efter krigens ophør 1945, rejser hun i december til Wien for at gense sit barndomshjem, palæet på Ringstrasse. Hun vil se om noget kan reddes. Palæet er lavet om til kontorer, hun modtages af en amerikansk løjtnant, der viser hende rundt og ikke fatter, at dette enorme hus, engang har været ramme om en enkelt familie. Han fortæller, at der bor en meget gammel dame et sted i huset, måske vil Elisabeth hilse på hende?
Den gamle dame er Anna, palæets betroede tyende, personlig påklæderske for Elisabeths mor. Den dag Gestapo beslaglagde palæet blev alle tjenestefolk sendt bort, fortæller Anna. Men da hun ikke var jøde, fik hun lov at blive, fordi hun skulle hjælpe til med at pakke familiens porcelæn og sølvtøj ned, så det kunne komme intakt til Tyskland. Hun redder Netsukerne, tyskerne overser dem. En efter en fjerner hun dem fra skabet, når hun har ærinde i værelset, putter dem i forklædelommen og gemmer dem i sin madras. Alle 264. Elisabeth får dem med til England.
En ring er sluttet, de små figurer har fortalt en verdenshistorie. En verdenshistorie om den evige jøde og en familiehistorie om storhed, dygtighed og gavmildhed. Ephrussierne assimilerede sig i en sådan grad, at de glemte, de var jøder. Og de glemte, at det var der mange, der ikke glemte. Heller ikke efter krigen.
Da bogen udkom, rejste forfatteren til Wien med sin familie, hvor han talte i den bygning, hans oldefar havde ejet, Palais Ephrussi på Ringstrasse.
Jeg sagde til wienerne, ”det her er min erstatning. Jeg bringer min familie tilbage til Wien. Jeg beder ikke om at få noget tilbage fra jer. Jeg bringer noget tilbage, som I har mistet.”
Der var helt stille i salen, mens pointen sank til bunds. Wien stjal det hele og dræbte deres jøder. Men de mistede også det hele.
♪