100 års kamp om Palæstina
”Vi tog et arabisk land og gjorde det til et jødisk.”
Moshe Dayans præcise sammenfatning i en tale til studenter ved Haifas tekniske universitet, juli 1972.
Sådan indleder Carlo Hansen, forfatteren til bogen
Kaktussens land. En rejse i selvbedrag (Klim, 2002).
Jyllands Postens daværende anmelder, Per Nyholm, skrev i sin anmeldelse, 23.6. 2002: ”den måske bedste bog på dansk om jødernes erobring af Palæstina.”
Carlo Hansen skriver:
”Moshe Dayan, den israelske soldat og politiker, talte om oprettelsen af den jødiske stat, om det zionistiske projekt, der samlede den jødiske nation efter to tusinde års adspredelse.
Men Israels og jøderne historie kan kun fortælles i sammenhæng med Palæstinas og palæstinensernes historie. De er uløseligt forbundne.
Folket uden land – jøderne – vendte ikke ´hjem´ til et land uden folk, som zionismens ideologer udtrykker det for at retfærdiggøre erobringen af det arabiske Palæstina. Landet skulle først renses for sine oprindelige indbyggere, før jøderne kunne overtage jorden og bygge deres egen stat på den.
Konflikten mellem Israel og palæstinenserne går over 100 år tilbage i historien.
Fra dengang zionismens grundlæggere besluttede at oprette en jødisk stat i Palæstina, jødernes gamle Hellige Land. At området allerede var befolket med knap en halv million lokale arabiske beboere, som kunne registrere deres slægt og familiers tilstedeværelse mange generationer tilbage, valgte zionisterne at overse, mens de gik i gang med at flytte europæiske jøder til Palæstina og forberede Israels oprettelse.
Det er dette historiske perspektiv, vi ofte overser, når opgørelsen over døgnets vold i Mellemøsten træder frem på tv-skærme og avisforsider.
Striden om Palæstina har stået på, siden de europæiske jøders første politiske indvandring tog fart i slutningen af 1800tallet. Zionismen havde brug for et geografisk område, hvor Østeuropas proletariserede jøder ved hjælp af indvandring kunne blive til et befolkningsflertal. Zionisterne så
tidligt Palæstina som velegnet til det nye jødiske hjemland. De ignorerede den kendsgerning, at der ved århundredets begyndelse allerede levede en lille halv million arabere i Palæstina... I store træk holdt zionisterne fast ved, at Palæstina var mennesketomt og klar til at tage imod alle jøder. I zionismens politiske terminologi blev Palæstina til ”landet uden folk for folket uden land.” Ved hjælp af bosætter-kolonialismen skulle Det gamle Testamentes Palæstina gøres til verdensjødedommens nye nationale centrum.”
*
Der er gået 21 år, siden Carlo Hansen skrev bogen. Er den forældet? Kun hvad drabstal, overgreb og undertrykkelse angår. Palæstinensernes råderum er dag for dag blevet mindre: en strimmel sand, man kalder Gazastriben, som er hegnet ind af en mur. Koncentrationslejr? Ikke helt, for der er våben inden for muren, nogle affyrer raketter mod Israel, nogle soldater dør i Israel, men dog ikke flere, end en hunds død under et raketangreb ansås for så væsentlig, at begivenheden kom på forsiden af en israelsk avis. Men så angreb Hamas den 7. oktober 2023. Det var mere end et angreb, det var en massakre.
FN´s generalsekretær Antonio Guterres, udtalte, at ”angrebene ikke skete ud af ingenting. Det palæstinensiske folk har være underlagt 56 års kvælende besættelse. De har set deres land gradvist fortæret af bosættelser, hærget af vold, deres økonomi kvalt, deres hjem ødelagt.” Alligevel, sagde Guterres, kan det ikke retfærdiggøre de forfærdelige angreb fra Hamas, ligesom det heller ikke kan retfærdiggøre kollektiv afstraffelse af det palæstinensiske folk.
Og atter står Verdenssamfundet og træder sig selv over tæerne, af angst for at fornærme jøderne, som havde det så forfærdeligt under anden verdenskrig, de må dog vel have ret til at forsvare sig…
♪