Ny bog på vej
Agnese Juul og Giovanni Francesco
Om Kærlighed og Vin
Giovanni og Tiziana
La marchese Tiziana ventede sin søn. Fra sin private dagligstue, hvor hun modtog gæster og venner, der fortrinsvis var forfattere, kunstnere og musikere, så hun ud ad vinduet Giovanni komme gående hen ad Via Santo Spirito med sin hurtige og elastiske gangart. Det var et stykke tid siden, de havde været sammen alene. Hans overtagelse af opsynet med en af deres nyeste erhvervelser tog meget af hans tid, så meget at han havde talt om at dele året op, med villaen i Fiesole som vinterbase, og Montalcino i hele vækst og høstsæsonen. Han havde udbedt sig denne samtale privat, og det havde hun sagt til Vittorio, der selvfølgelig havde respekteret sønnens ønske, og lovede at holde sig beskæftiget andet steds end hjemme. Hans seneste tillidserklæring til sønnen var, da han for et års tid siden overlod Francescofamiliens erhvervelse af Tenuta di Castel Giocondo, som var et af Italiens mest berømte vinområder, i Giovannis varetægt, og dermed gjort ham ansvarlig for de berømte Brunello marker. Far og søn havde med årene fået et hjerteligt og professionelt forhold, og Vittorio havde i de senere år taget Giovanni med ind i ”maskinrummet, all'interno della sala macchine.”
Nu gik porten op nede på gaden, så hørtes hans skridt på trappen, så hørte hun Caterinas ”carissimo, ben venuto,” velkommen min søde dreng”, og de kom leende ind, han med armen om hendes liv. Det aldrende faktotuma følte et absolut ejerskab til Giovanni. Hun havde været i huset hos dem ”altid,” hun havde været med til barnefødslen, fordi de lå på landet, og jordemoderen ikke nåede frem, så hun havde alle privilegier, og herskede venligt og bestemt over tjenestefolkene, og såmænd næsten også over familien.
”Er det ikke dejligt at se ham, Signora?” Hun gav et hvin, da Giovanni tog en svingom med hende og kyssede hende på begge kinder, ”sødeste Caterina, du bliver yngre for hver gang jeg ser dig! Hvordan bærer du dig ad?”
Hun tjattede til ham, sendte et blik til fruen, og spurgte om theen skulle komme nu? Det måtte den godt, sagde Tiziana, og i pausen mellem Catarinas forsvinden og den unge piges ankomst med rullebordet, gav Giovanni sin mor et kys på hånden, og et på begge kinder. De stod tæt sammen, næsten lige høje, med det samme lystbrune hår, den samme næse, nogen ville kalde en ”ørnenæse,” som klædte dem begge udmærket, ”hvem er den smukkeste kvinde i Firenze?” Han trådte et skridt tilbage og betragtede hende, ”det er såmænd stadig Tiziana Francesco, og det er ikke engang løgn, mor.”
Det bankede på døren, den unge pige, som Giovanni vidste var under oplæring af Catarina, trillede ind med sit thebord, som var udstyret a la English Hightee. Han hilste på hende, og hun gav et hurtigt kniks og et ligeså hurtigt smil.
”Jeg tager mig af det,” sagde han og så beundrende på opstillingen, ”hils i køkkenet og sig, at jeg kommer og meddeler, hvor godt vi har syntes om det.”
Tiziana smilede og satte sig, mens Giovanni gav sig til at dække op.
”Det er da første gang, jeg bliver præsenteret for det her,” sagde han og tog et overblik: agurkesandwich og æggesandwich, lemon cookies og blåbærscones, Muffins … og theen selvfølgelig. Earl Grey?”
”Aner det ikke,” sagde moren, ”men køkkenet eksperimenterer lidt, og vi havde engelsk besøg for nogen tid siden, så det er nok derfor…”
Efter en kop the, og fra Giovannis side, et vist indhug i de lækre sager, lænede han sig frem i lænestolen og satte tallerkenen fra sig på det lave glasbord.
”Ja, altså mor, der er noget jeg vil fortælle dig.” Tiziana nikkede, ”jeg er parat!”
”Jeg kunne ikke få øjnene fra hende, og det kan jeg stadig ikke. Jeg præsenterede nogle af vore vine ved Universitets årsafslutning sidste år, og jeg er fortabt, hvis hun ikke vil have mig. Jeg vil ikke sige at vi ”kommer sammen,” men hun har ladet mig invitere hende ud, vi er gået på udstillinger sammen, og sommetider er hendes veninde og studiekammerat med. Hun læser ønologi, Palazzina Reale delle Cascine.”
”Meget smukt sted,” sagde Tiziana, ”vi to kørte ofte derover, mens du var i barnevogn … ” ”og jeg legede derovre, mens du sad på en bænk og smugrøg, ” sagde han. ”Smugryger du stadig, mor?”
Hun rystede på hovedet, ”det er længe siden jeg holdt op, det er blevet alt for besværligt, vi er på afveje, fortæl mere!”
”Jeg tror jeg elskede hende fra det øjeblik, jeg så hende første gang, uden selvfølgelig at vide, at jeg elskede hende. Hun stod bare og lyste. Skilte sig simpelthen ud fra de øvrige. Hun er høj, hendes hår er, jeg ved ikke hvad farve det er, hun lo da jeg spurgte hende, og sagde at de fleste troede, der var farvet, men hun havde ikke selv bestemt at det så ud som det gjorde. Som om det er overhældt med mønje. Hun er alt hvad der er dejligt. Hun er begavet, belæst, taler toscansk som en indfødt, åh jeg har ikke sagt, at hun er dansk. Hun hedder Agnese. Hun udtaler det noget i retning af aɡnɛsɛ, det lyder måske anderledes på dansk, for begge hendes forældre er danske, de blev skilt, da hun var 15. Hun blev hos sin far og fortsatte sin skolegang, og kom på universitetet. Og det er ikke underligt, at hun har valgt ”la strada del vino,” vinvejen, for hendes far har en mindre vingård i Chianti, ikke langt fra Siena. Jeg har sådan, at hvis jeg ikke formår at vinde hende, ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.”
Han hældte the op til dem begge, den var ikke så varm mere, sagde moren, skulle hun bede om en ny potte? Han rystede på hovedet, kunne slet ikke slippe sin fortælling om Agnese, sagde at han meget snart tog først til Danmark, og så ud på vingården til faren, og hvad skulle han stille op? Skolen begyndte først i september, det var utåleligt hvis han ikke så hende i al den tid. ”Hun skal desuden i praktik på Brolio sammen med veninden, og jeg kan ikke godt komme masende, kan jeg vel?”
”Hvad nu, hvis du forslog hende et praktikophold på Castel Giocondo, jeg tror det vil være svært for hende at sige nej til vores Brunellomarker,” sagde moren, og tilføjede en anelse maliciøst, ”og du kan jo sige at forvalter Elmo normalt ikke tager praktikanter, men i dette tilfælde vil han gerne, fordi du siger god for hende. Så bliver veninden nødt til at blive på Brolio.”
Giovanni sprang op og omfavnede sin mor, med lidt kluntet vanskelighed, fordi hun sad ned med en kop i hånden.
"Du er genial, mor. Det skal prøves. Jeg spørger hende inden hun rejser. Bed for mig! Hun skal sige ja."
♪