Ny bog på vej
Agnese på egne veje
Kapitel 1:
En forelsket mand
Han parkerede, hilste på gårdhunden, Orso, der bar sit bjørnenavn med værdighed, og godt kunne skræmme gæster med sin store krop og brune pels, men var venligheden selv. Forældrene stod på afsatsen til hovedhuset og vinkede. Han vinkede tilbage, vendte sig og så ud over det landskab, hvor de havde hørt til i generation efter generation: de bakkede marker med vinstokke og oliven, skovene længere væk, de gamle stenhuse, med stamhuset, der gennem tiden var bygget om eller have fået bygget til, den nye bottiglieria med sin lille restaurant… de antikke kældre. Familien havde foretaget store forandringer. Vingården var kommet på turistkortet som et sted, der var værd at besøge.
”Er du faldet i staver,” råbte faren, og Giovanni slog ud med armene, fordi han var ved at blive omringet af husets medarbejdere med deres ”come stai? Tutto va bene?” Mange af dem havde han kendt fra barneårenes skolegang i Castellina in Chianti. Nogle havde stiftet familie, og stort set alle arbejdede med vin, enten her, eller i byen, hvor mange levede af turistbranchen på den ene eller anden måde. Selv havde han siden universitetsstudiet boet i familiens gamle villa i Fiesole, Skrumlet kaldet, og ligesom alle andre var også han beskæftiget med vin.
Det var et stykke tid siden, han havde været hjemme, og da han omsider kom op til forældrene, blev de fortrængt af Catarina, der gav ham et knus og sagde velkommen min søde dreng. Giovanni lagde armen om hende og svingede hende rundt i nogle dansetrin. Det aldrende faktotum følte et absolut ejerskab til ham. Hun havde været i huset hos dem ”altid,” hun havde været med til hans fødsel, fordi jordemoderen ikke nåede frem på grund af snestorm, så hun havde alle privilegier og herskede venligt og bestemt over folk og køkken.
”Er det ikke dejligt at se ham, Signora?” Hun gav et hvin, da Giovanni kyssede hende på begge kinder, ”sødeste Catarina, du bliver yngre for hver gang jeg ser dig! Hvordan bærer du dig ad?”
Hun tjattede til ham, sendte et blik til hans far og mor, og spurgte om theen skulle komme nu? Det måtte den godt, sagde Tiziana, og i pausen mellem Catarinas forsvinden og hendes tilbagekomst med rullebordet, gav Giovanni sin mor et kys på begge kinder. Faren trak sig lidt tilbage og lod dem være. De stod tæt sammen, de to, næsten lige høje, med det samme lystbrune hår, og den samme næse, som nogen ville kalde en ”ørnenæse.”
Han nåede at give faren et knus, inden Catarina var der med rullebordet. Det viste sig at være udstyret a la English Hightee.” Det er fordi vi har haft en delegation englændere på vinindkøb, og så har Catarina læst sig til, hvad der skal være på et engelsk thebord, sagde moren.
Giovanni kiggede på udvalget og sagde, at det da var første gang, han blev præsenteret for noget så eksotisk. ”Agurkesandwich og æggesandwich, lemoncookies og blåbærscones, Muffins … og theen selvfølgelig. Earl Grey.” Da han næsten havde tømt sin kop, satte han sig ud til kanten af lænestolen og sagde, at der var noget han ville fortælle dem.”Vi lytter, figlio,” sagde faren.”
”Det er om, at jeg er forelsket. Jeg kunne ikke få øjnene fra hende fra jeg så hende første gang, og det kan jeg stadig ikke. Jeg præsenterede nogle af vore vine ved Universitetets årsafslutning sidste år, og dér stod hun og lyste. Vi kommer ”ikke sammen,” men hun har ladet mig invitere sig ud nogle gange, og sommetider er hendes nære veninde og studiekammerat med. Hun læser ønologi, Palazzina Reale delle Cascine.” ”Meget smukt sted,” sagde Tiziana, ”dengang du var lille og vi to boede i Skrumlet, tog vi bussen ned til Firenze og tog ud til parken… ”Ja mor, jeg legede derovre, mens du sad på en bænk og smugrøg, ” sagde han. ”Smugryger du stadig?” Hun rystede på hovedet, ”det er længe siden jeg holdt op, det er blevet alt for besværligt når far ikke selv ryger. Vi er på afveje, fortæl mere!”
”Jeg forelskede mig fra det øjeblik, jeg så hende. Hun vil altid skille sig ud, lige meget hvor hun er. Hun er høj, hendes hår er meget mærkeligt og meget skønt. Jeg ved ikke hvad farve det er, hun lo da jeg spurgte hende, og sagde at de fleste troede, det var farvet, men hun havde ikke selv bestemt at det så ud som det gjorde. Som om det er overhældt med mønje. Hun er begavet, belæst, taler toscansk som en indfødt, åh jeg har ikke sagt, at hun er dansk. Hun hedder Agnese! Hvad siger I! Er det ikke mere skæbne end tilfælde, at hendes navn er det samme som vores sted her? Jeg kan se det for mig, Signora Agnese di Tenuta sant Agnese. Hun udtaler sit navn noget i retning af aɡnɛsɛ, med hårdt g. Det lyder måske anderledes på dansk, for begge hendes forældre er danske, de blev skilt, da hun var otte år, har hun fortalt. Hun blev hos sin far, og det er ikke underligt, at hun har valgt ”la strada del vino,” for hendes far har en mindre vingård i Chianti, ikke langt fra Siena. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.”
Faren hældte the op til dem, og sagde at det virkelig lød som om det var meningen, de to skulle mødes. Giovanni kunne ikke slippe sin fortælling om Agnese, og sagde at hun lige om lidt rejste til Danmark, men heldigvis kun en uge, hvorefter hun tog ud på vingården til faren, og hvad så? Skolen begyndte først i september, det var utåleligt hvis han ikke så hende i al den tid. ”Hun skal desuden i praktik på Brolio sammen med veninden, og jeg kan ikke godt komme masende, kan jeg vel?”
”Hvad nu, hvis du forslog hende et praktikophold her hos os, foreslog moren, ”Der er ingen der siger at du også skal være her, vi kan jo modtage hende, og du kan fortælle hende, at vores forvalter Elmo, normalt ikke tager praktikanter, men i dette tilfælde vil han gerne, fordi du siger god for hende. Det håber vi da, vi kan overtale ham til. Så bliver hendes veninde nødt til at tage alene til Brolio.”
”Genialt, mor. Jeg spørger hende. Bed for mig! Hun skal sige ja.”
♪