En lille bog om kærlighed
- er titlen på en af Frederik Dessaus mange bøger. De har den egenskab, at man, mens man læser, bliver lysere i sindet, man bliver overbærende over for sig selv, og undertiden også over for noget af verdens underlighed.
Dessau er ikke mere. Han døde som 92-årig i 2019 og efterlader et omfattende virke. Han har været dramaturg og sceneinstruktør ved Det Kongelige Teater, og i DR P1 kunne man i en årrække glæde sig over hans livskloge montager om alt mellem liv og død, kunst og videnskab. Denne montageform har han fortsat i bogform, hvor han skriver om almenmenneskelige emner, og hans levende og lydhøre omgang med sproget, både mundtligt og skriftligt, gav ham i 1999 Modersmålprisen.
Før man selv har oplevet kærligheden forstår man den ikke, og når den er forbi, er man stadig lige klog på den, uanset om den er sluppet op for en selv eller hos den man elsker, men i det vi mister, er der også noget vi bliver befriet for. Ethvert tab er bedrøveligt, og bitter er afskedsstunden, men der er også noget der hedder farvellets frihed – en afsluttet kærlighed indebærer at noget nyt kan begynde. Det er med kærlighed som med livet i øvrigt – slutningen er i begyndelsen. Men i kærlighed er det ikke alle der når til slutningen.
Naturligvis forholder Dessau sig til alderdommen, mere og mere efterhånden som han bliver gammel. Bogen ”Ved nærmere eftertanke” handler blandt meget andet om at forholde sig til sin egen alderdom, om samfundets syn på gamle – og midt i det hele skriver han oplagt om turismens velsignelser og sætter rejsen i perspektiv. Goethes årelange rejseliv, og H.C. Andersens besværlige, og for den sarte forfatter, angstpåkaldende rejser, har givet os vidunderlig litteratur. I dag rejser vi bekvemt og let og langt væk, slet ikke med fare for liv og lemmer som i Goethes og H.C. Andersens dage.
Den industri, som vi i dag kalder turismen, er et resultat af rejsens forvandling fra eventyr til vare. Ferie – og fornøjelsesrejser er blevet et eftertragtet og lettilgængeligt forbrugsgode, og markedskyndige kendere skelner mellem kulturturisten, sundhedsturisten og luksusturisten.
Medmindre man snubler undervejs, ser Dessau ikke alderdommen som stejlt nedadgående. Den skråner langsomt. Når folk spørger ham, hvordan han har det, svarer han at han har det godt, men det er ikke sjovt mere. Han kan så godt lide at leve, og det er ærgerligt at der ikke er mere at se frem til. På spørgsmålet om, hvorvidt der er fordele ved at blive gammel, siger han:
”Nej, ikke hvis man er glad for livet. Så kan jeg ikke få øje på det det.”
Han har skrevet 15 bøger, den sidste er fra 2011. I et interview 2013 siger han, at han stadig lever et socialt og selskabeligt aktivt liv, men arbejdsmæssigt klinger det af, og han spørger sig selv, hvor mange bøger man kan skrive uden at gentage sig selv.
Jeg vender tilbage til den lille bog om kærlighed, hvor han skriver om en forfatter, der efter at have fået nobelprisen blev hjemsøgt af verdenspressen, der ville vide, hvor overrasket han var blevet, og hvor lykkelig han var. Da han havde bekræftet det hundredvis af gange, fik han nok og sagde til en journalist:
Hvor længe kan et menneske være overrasket? Og hvor længe kan et menneske være lykkeligt? Vi opererer, siger Dessau, med en forestilling om lykken som en permanent tilstand. Det er ikke tilfældet, lykken er af forbigående art, en uventet og overraskende gave.
Jeg har selv udtrykt min opfattelse af lykke sådan:
Vi kan ikke fordre lykke.
Den kan ikke spares op
og ikke reserveres.
Lykke kommer uanmeldt,
hjertesvimmelt.
og flygter ved tilvant
omgang.
♥