”Vi ses i påsken!” Felicia og mormor tog afsked med familien i Firenzes lufthavn. Juleferien var forbi, det nye år med det pæne tal 2020 var kun en lille uge gammel. Rituelt sagde moren, at Felicia skulle skaffe sig en kæreste. Der var kun to år til hun fyldte tredive. Et barnebarn ville være ønskeligt. Lige så rituelt prøvede faren at glatte ud.
Så meldte smitten sig. Først var budskabet at den ikke ville komme til Danmark, så lukkede Statsministeren landet. Man skulle værne hinanden ved at holde afstand og blive hjemme. Dagen før nedlukningen mødte direktør for Statens Seruminstitut, Erling Vig, sin fortid i Felicias skikkelse. Hun viste sig at være datter af den kvinde, han var forelsket i, da han som ung var i Torshavn som læge. Men Anna valgte Andreas. Dengang vidste han ikke, hun var gravid. Med hvem? Han bliver besat af tanken: Kan den unge kvinde være hans datter?
Afstand, masker, frygt for smitten, karantæne, afspritning og håb om vacciner, præger verden, og at have tætte familierelationer fordelt på tre lande er svært at håndtere. Ensomhed og depressioner griber om sig. Felicias far og mor har ligesom alle andre set smitten lægge Bergamo øde, også Toscana er ramt, de er selv blevet syge. Felicia må i mormorens sted rejse til Torshavn, mormorens søster indlægges med corona. Felicia når at besøg hende efter sin karantæne, og kort tid efter sidder hun med hendes hånd i sin og ser hende dø.
Kærligheden og håb vokser i dødens nærvær. Den unge læge Benjamin forelsker sig i Felicia.
Omkring de to samler sig den viljestærke mormor, Erling Vig, der både skal rådgive regeringen, og nages af tanker om Felicia, og meget tæt på hende er den homoseksuelle ven Henrik. Der er Jonas, Benjamins søn af første ægteskab, og hans forældre i Torshavn.
Romanen følger deres stækkede og ukuelige liv i Toscana, på Færøerne, og i København.