Ny bog langsomt undervejs
Feber i Berlin og Hitlers fordrevne kunstnere
Vi, der lever, bærer erindringen om verdensfreden nitten femogfyrre. Den fred skabte ro og stabilitet, endog velstand i den vestlige verden, hvor USA stod som den store ven, der fremover ville brede en fredsskærm ud, en atomar en, ganske vist, over sine allierede venner. Det har betydet firs fredelige år, i store træk fredelige, og på ingen måde livstruende for verdens tilstand.
Det er blevet nødvendigt at trække tråde tilbage til første verdenskrig, der med en pause på små tyve år, fortsatte med anden verdenskrig, der lå og ulmede under nazipartiets opblomstring frem til Hitlers kanslerstatus nitten treogtredive.
Årsagerne til første verdenskrig diskuteres endnu, men der er nogenlunde enighed om, at krigen begyndte i Balkan, Sarajevo, nittenhundrede fjorten med mordet på den østrigske tronfølger Franz Ferdinand. Krigen efterlod fire år senere sytten millioner døde og tyve millioner sårede. Mordet eksplodererede videre fra Balkan ud i Europa som den gnist, der udløste det langvarige, elendige forhold mellem Frankrig og Tyskland, der havde varet siden krigen i attenhalvfjerds. Lige så betændt stod det til mellem Rusland og Østrig Ungarn efter afslutningen på den russisk tyrkiske krig i midten af attenhalvfjerdserne. Storbritannien var sur over den tyske dominans inden for handel og industri, og foruroliget over landets flådeoprustning. Misfornøjelsen mellem Tyskland, Østrig Ungarn og Italien uddybedes i forhold til Frankrig, Rusland og Storbritannien. Tyskland ønskede en storkrig, da en sejr ville gøre landet til Europas vigtigste magt.
Vi ved, hvordan det gik.
Vi ved ikke, hvordan det kommer til at gå i dag, men vi ved, at Europa er ved at samle sig, ved at træde i karakter og være sig selv bekendt som en række frie lande, der vil hinanden det godt, efter det nu står klart, at den Store Ven ikke mere ønsker at være vores ven. Vi ved ikke, hvordan den næste tid udvikler sig, ligeså lidt som mange af de mennesker, jeg her i den bog, der møjsommeligt vokser frem, vidste, hvad der skulle komme. Mit udvalg af eksilerede kunstnere kunne være anderledes, kunne være længere, men det er dem, jeg er mest fortrolig med, og dem, jeg kalder til live med tak for det de gav af varig værdi