Kapitel 1, Hesten
Mormor hed Malvina og morfar hed Kristian, og de var kun til for mig. Især mormor. Da jeg blev seks år fik jeg lov til at gå alene hen til dem. Mor formanede: jeg måtte kun gå på fortovet, og når jeg nåede mormors hus skulle jeg blive stående, for hun stod ved havelågen og ventede på at følge mig over gaden. Jeg syntes det var noget pjat. Der kom næsten aldrig nogen biler, gaden var tom lige så lang den var. Undtagen når mælkehesten kom. Hvis jeg var heldig, stod den lige uden for mormors hus. Så købte hun jerseymælk til mig, fordi den var god til en lille tynd pige som mig.
Sagde hun.
Jeg ville så gerne klappe hesten, men jeg kunne ikke nå op til dens hoved. Den havde en halmtot stukket ind i panderemmen. Jeg spurgte mælkemanden hvorfor. Det var fordi den godt kunne finde på at bide, og når folk så totten vidste de at de ikke skulle røre ved den. Når han stod bagved vognen sammen med mormor klappede jeg den. Den bed aldrig. Den var gråmeleret sagde mælkemanden. Gråmeleret. Et fint ord at kende. Et rigtigt voksent ord.
Jeg havde taget et stykke sukker og sommetider et stykke rugbrød med i lommen uden mor vidste det. Jeg skulle holde mig fra den hest, sagde hun. Den kunne trampe på mig. Men det ville den ikke. Det vidste jeg. For vi var gode venner.
Den firkantede hvide mælkevogn duftede sødt. Men hestens lugt var bedre. Når de ikke så det, lagde jeg kinden mod dens ben og snusede. Sommetider puffede den lidt til mit hoved, bare lidt, som om den vidste at den let kunne vælte mig.
Når jeg gav den sukkeret var jeg en lille smule bange for alle de tænder den havde. Jeg havde engang set den gabe. Der var en masse store gule tænder. Når mormor var færdig og betalte, trådte jeg op på fortovet og nikkede til hesten. Jeg ville ikke med ind før den var gået hen til det næste hus. Den gik helt selv. Mælkemanden havde snoet tømmerne rundt om bremsen. Han sagde det fordi vognen blev nødt til at være bremset hele tiden på vores stejle gade. Hvis den ikke var bremset ville hesten blive nødt til at løbe meget hurtigt. Ellers ville vognen overfalde den bagfra.
Jeg var glad for at vide det om bremsen.
♥
Kapitel 2, Kælderen
Mormor sang altid for mig. Lange, sørgelige sange. En af dem handlede om Hr. Ferdinand der red ud i skoven så grøn under himlen så blå fordi han havde mistet den han havde kær. Den blev ved og ved og mormor digtede vistnok selv de fleste vers. Der var også en der handlede om en ung brystsyg pige der lå helt alene i en seng på hospitalet under kridhvide dyner. Hun skulle til at dø, men det ville hun ikke før hendes kæreste var nået igennem den vildene skov for at give hende et sidste kys.
Voksenverdenen var farlig og spændende.
Om vinteren skovlede morfar sort koks i kakkelovnen i dagligstuen, og døren ind til den fine stue, den med karnappen, stod lukket i meget lang tid. Der var iskoldt når jeg blev sendt ind for at hente noget i skabet. Om aftenen, nede i sengen, fortalte mormor eventyr. Sommetider faldt hun i søvn midt i en sætning, og så vækkede jeg hende igen. Det var en stor seng med tunge dyner. Jeg lå så godt mellem dem De havde hver sin lugt.
Vi bad aftenbøn. Vi bad alle sammen højt, og jeg var var stolt af at jeg kunne den udenad.
Søde gud, din engleskare.
Alle dine små bevare.
Ja, forlad os, Fader milde,
hvad vi gjorde, som var ilde.
Hjælp os, at vi vorde fromme
så vi i din himmel komme,
smile sødt i englefavn.
Hør du os i Jesu navn.
Jeg kunne godt lide at jeg kunne sige alle de svære ord. Ilde og vorde forstod jeg ikke, og morfar forklarede, at ilde betød at noget var dårligt og i gamle dage sagde man vorde i stedet for at blive. Jeg troede på at englene passede på mig. Mormor sagde, at hun ville gå i døden for mig, men jeg sagde at det behøvede hun ikke på grund af englene.
Sengen var dejlig varm, fordi mormor altid lagde en varmedunk, der hvor jeg skulle ligge. Lige over for sengen var der en stor servante med spejle og låger og skuffer. Dér sad jeg og blev friseret. Mormor flettede mit hår i to stramme piske og viklede elastikker om enderne. Hun gemte lidt af morfars hvidtøl. Han vidste godt, at han ikke måtte drikke helt op, fordi resten skulle bruges til at pensle min fletninger. Så krøllede mit hår om morgenen. Sommetider kravlede jeg fra skamlen op på den høje, hvide fodende med de pæne udskæringer med blomster og lod mig falde ned i dynerne. Jeg tænkte at det måtte være sådan at svømme.
Det værste var kælderen. Dér skulle vi ned inden vi kunne komme i seng, fordi wc’erne var dernede. Der lugtede ikke godt. Heller ikke rigtig grimt. Der lugtede af det gule, klamme toiletpapir, der kradsede bagi. Somme tider sagde jeg at jeg ikke behøvede at komme i kælderen. Men det blev man nødt til når man skulle stort. Når man bare skulle tisse, måtte man godt gøre det i den hvide spand med låg der stod ved siden af servanten. Den lugtede lidt, når man tog låget af. Sommetider vågnede jeg fordi morfar stod og tissede i den midt om natten. Jeg lod altid som ingenting. Og han stod med ryggen til.
Nede i kælderen var der rigtige wc’er med en lang snor til at trække ned med når man havde lavet stort. Så gjaldt det om at løbe op ad trappen så hurtigt man kunne. Engang lød der en mægtig larm mens jeg sad på det kolde sæde. Mormor sad på wc’et ved siden af. Jeg skreg af skræk og mormor råbte at jeg ikke skulle være bange. Det var bare alle koksene der skred. Men jeg troede det var den trold der boede midt i koksene. Det havde hun selv fortalt. At der boede en stor trold i kulbunken.
Havde hun helt glemt det?
♥
Kapitel 3
Tyskerne
Jeg var ikke ret gammel før jeg forstod at der var noget galt med min fødselsdag. Ikke min egen, den var som den plejede at være med gaver og dannebrogsflag på bordet hjemme. Det var en, der hed Hitler, det var galt med. Han havde også fødselsdag den 20. april og det var ikke så godt, for lige netop på den dag var der ingen ordentlige danskere der gik ud og hejste Dannebrog.
Jeg hadede alle de tyskere der gik rundt i byen. Sommetider sang de og sommetider stod de og spillede og smilede til folk. Så tog mor mig fastere i hånden og skyndte sig forbi uden at kigge på dem. Der var næsten ingen der standsede for at høre på dem. Og hvis der var, sagde mor, så var det nogen overløbere.
Overløber. Det var et krigsord, forstod jeg. Det betød i virkeligheden forræder, og sådan nogen optrådte tit i mormors eventyr.
En dag kom nogle tyskere marcherende, mens mor og jeg var i byen for at købe ind. De havde hjelme på og så sure ud og ham, der gik forrest råbte noget, der fik folk til at løbe væk. Jeg blev vred, det var ikke dem der skulle bestemme, så jeg slap mors hånd og løb hen til en af tyskerne og spyttede på ham. ”Dumme tysker, gå hjem,” råbte jeg. Mor hev mig væk og sagde at det måtte jeg aldrig gøre igen. Det var farligt. Hun var helt hvid i ansigtet. Men jeg var stolt af mig selv. Jeg var i hvert fald en ordentlig dansker.
En gang kom mor grædende hjem og far så meget alvorlig ud. Mor sagde at der var en der havde skudt en mand, det var ikke en tysker, for han havde ikke uniform på, og ham der blev skudt var en dansker. Hun rystede og jeg og far gjorde prøvede at trøste hende. Far sagde at det nok var en stikker, der blev skudt. En likvidering, sagde han. Det var et krigsord mere.
Sommetider talte de voksne om nogen, der var gået under jorden. Det lød mærkeligt. Hvordan mon man kom ned? Gravede man? Det lød lige som mormors eventyr om de underjordiske.
Men det allerværste ved krigen var kjolen. Mor kom hjem med den, og jeg hadede den. Mor sagde at der var mange ting man ikke mere kunne købe fordi der var krig, og jeg skulle være glad fordi jeg fik sådan en fin kjole. Der var ikke mange piger der havde sådan en kjole. Den stak. Jeg kløede over hele kroppen. Stikkekjolen kaldte jeg den. Det var noget hårdt stof, der kradsede forfærdeligt. Mor sagde den klædte mig så godt. Jeg skabte mig, sagde hun, når jeg skreg, fordi jeg ikke ville have den på. Den havde været dyr, sagde mor, den klædte mig, og den skulle bruges, det manglede bare. De dage, jeg havde stikkekjolen på, var én lang rædsel. Jeg gik og holdt armene ud fra kroppen og prøvede at gøre mig så tynd inden i kjolen at ingenting af mig rørte ved den. Det hjalp ikke. Min hud blev rød og irriteret, jeg blev fugtig over det hele, og en morgen kastede jeg op, da mor trak den over mig. Jeg kastede op ud over kraven og ned på maven, og smed mig på gulvet. Mor blev ked af det, og sagde at stoffet ikke tålte vask, så blev kjolen ødelagt. Mormor skældte mor ud. Det lignede ikke noget at tvinge mig i den kjole, sagde hun, den kunne måske bruges til en måtte. Så fik jeg en fin, blød kjole, som mormor havde syet af nogle gardiner. Og mor og jeg blev gode venner igen.
Sommetider fik jeg lov til at gå alene over til ismejeriet og købmanden. Jeg knugede rationeringsmærkerne i hånden. Der stod smør og sukker på dem.
En dag var hele byen fyldt af mennesker der råbte og svingede med Dannebrog. Der var også engelske og amerikanske flag, for nu var krigen forbi, og Danmark var blevet befriet og Tyskerne havde tabt, sagde far, der var meget glad. Vi gik alle tre sammen med mormor og morfar ned til Haderslevgade. Der var proppet med mennesker, og far løftede mig op så jeg kunne se hvad der foregik. Der kom soldater kørende i jeeps, og folk råbte og lo og smed blomster op til soldaterne, der var også nogle store tanks, og soldaterne vinkede og smilede og var vores befriere.
Atombomben var ikke et krigsord. Det var et meget større ord. Et ord man var meget bange for. Bomben havde gjort en ende på krigen, sagde far. Det var amerikanerne, der havde brugt den. Jeg så nogle billeder i avisen. Det var en by i Japan, der hed Hiroshima. Dér havde amerikanerne kastet bomben for at få Japan til at overgive sig.
♥
Kapitel 4
Skolen
Mor sørgede for at jeg så ordentlig ud, når hun fulgte mig til skole. Hun sagde, jeg var pæn som jeg var. Men jeg vidste, at jeg var grim. Jeg misundte alle dem med ægte krøller og indsmigrende stemmer. Far sagde at jeg måtte se at få noget sul på kroppen.
Hver morgen friserede mor mig inden jeg skulle af sted. Hun lavede en prinsessekrølle i panden. Akkurat som prinsesse Margrete havde på billeder. Men den holdt ikke ret længe, og mor blev ked af det og sagde, jeg så uordentlig ud.
I min klasse var der en pige der var den kønneste jeg nogensinde havde set. Jeg ville give alt hvad jeg ejede for at være bare halvt så smuk. Hun havde tykt lysebrunt hår, der hang ned over hendes skuldre i de fineste slangekrøller. Jeg kunne ikke blive træt af at kigge på hende. Hun måtte være den lykkeligste pige i verden.
Når man var så smuk måtte man godt opføre sig som en prinsesse. Det gjorde hun også, og holdt hof med de andre piger, ligesom en rigtig prinsesse. Jeg kom ikke ind i varmen, for pigerne sagde jeg var underlig.
Vores klasselærerinde hed frøken Kruuse og rektor hed frøken Krause. De var meget forskellige. Jeg var bange for frøken Krause. Hun var stor og ligesom grå over det hele med runde sorte briller. Statelig. Det sagde mor at hun var. Jeg havde hende til regning, og i min vidnesbyrdbog stod der sjældent noget godt om regning. Har svært ved at holde de forskellige regningsarter ude fra hinanden.
Selv om far var sød, gik jeg længe med karakterbogen i tasken før jeg viste ham den til underskrift, for far var meget skrap til at regne. Han kunne ikke forstå at jeg var så dum.
Det var godt alt sammen når vi havde frøken Kruuse. Hun var næst efter mor den pæneste voksne dame jeg kendte. Hun var høj og gik indad i taljen. Hun havde en masse rødbrunt hår sat op på hovedet, og hun havde altid en snehvid krave på. Hun var meget yngre end de andre lærere, og jeg var den bedste i hendes timer. Både til dansk mundtligt og dansk skriftligt.
Hos hende kunne jeg alting. Hun skrev altid pænt i vidnesbyrdbogen. Ualmindelig flink og sikker i læsning. Møder altid velforberedt og har en smuk betoning.
Når far havde skældt lidt ud over det med regningen, roste han mig og skrev under med sin store flotte håndskrift.
I frikvarteret gjorde pigerne nar ad min betoning. Men en dag var jeg midtpunkt i klassen. Det var både dejligt og væmmeligt på samme tid. Pigerne kom i en lang række hen til min pult og gav hånd, en efter en. De smilede så sødt, næsten som om de kunne lide mig, og sagde farvel og god rejse. Frøken Kruuse havde bagt en kage vi skulle havde den sidste time, og der var blomster på min pult. Dem skulle jeg tage med hjem til mor. Frøken Krause kom også ind og vi rejste os alle sammen og nejede for hende.
”Kan du nu gøre Døtreskolen ære, Adda Vibeke. Det er jo langt væk du skal.” Hun vendte sig mod klassen og sagde, at de jo nok vidste at jeg skulle bo på Færøerne. Det var nogle øer der lå langt ude i Atlanterhavet. Hun sagde at jeg kunne sagtens, fordi jeg skulle rejse ud og opleve en masse spændende ting, og det kunne de alle sammen godt misunde mig lidt. ”Hav det rigtig godt, og held og lykke.” Jeg nejede helt ned til gulvet og ønskede det hele snart var forbi.
Frøken Krause havde sendt et brev til far sammen med min vidnesbyrdbog. Far læste noget af brevet højt. ”Så siger jeg Dem og deres hustru tak for den tid, De har betroet os Deres lille pige, og ønsker Dem alle lykke på rejsen.”
Der var næsten ingen møbler tilbage i vores lejlighed. De var sendt i forvejen i en stor kasse.
♥
Kapitel 5
Rejsen
Det allersværeste var at sige farvel til mormor og morfar. De fulgte med helt til København og vi græd alle sammen. Mor holdt lillebror tæt ind til sig. Han var den eneste, der så fornøjet ud, men det gjorde han altid. Han var næsten aldrig sur. Vi gik op i skibet, der hed Tjaldur, og så stod vi og hang ud over rælingen og vinkede. Det var der en masse andre, der også gjorde. Vi blev stående indtil mormor og morfar blev bittesmå. Så sagde far, at vi skulle ned i vores kahyt.
Sejlturen var helt forfærdelig. Vi var alle sammen søsyge undtagen far. Der var storm, og det var meget slemt, sagde han. Vi var ligeglade, for vi var så syge at vi bare lå og kastede op. Far hjalp os så godt han kunne, han var overhovedet ikke søsyg. Mor lå i den underste køje og holdt om lillebror, så han ikke faldt ud. Skibet rullede og rullede og jeg lå og kiggede på det tøj, vi havde hængt op på nogle knager på væggen. Sommetider stod det vandret ud i luften, og det blev jeg endnu mere søsyg af at kigge på. Jeg sagde til mor, at vi aldrig skulle være rejst, men mor svarede ikke. Far skiftede vores brækposer. Selv kahytsjomfruerne var syge, sagde han. Han gav mig og mor en appelsin som vi skulle lugte til. Den kunne måske dæmpe søsygen. Jeg holdt den helt tæt op til kinden og indsnusede dens søde duft og den hjalp virkelig.
Og så var vi der lige pludselig. Vi stod på slatne ben, og far havde lillebror på armen og holdt mor i hånden. Vi kiggede ind på land oppe fra skibet. Der var langt ned til kajen. Der stod en masse mennesker dernede. Det regnede og blæste og alting var gråt. Himlen og landjorden, alting var bare gråt. Jeg syntes det var et meget grimt land.
Da jeg stod nede på kajen kom den farende op mod mig, så jeg var ved at vælte bagover. ”Det er fordi vi har sejlet så længe,” sagde far, ”den fornemmelse af at landjorden gynger, kender alle rigtige sømænd. Det går over om et par dage.”
Mor stod helt stille og kiggede på lillebror, der var faldet i søvn. Far pegede op, ”se, der ligger Balslev og Co. Det er dér, jeg skal arbejde.” De så en stor, rød bygning med navnet, ”A/S Balslev og Co.” ”Skal du så bestemme over det,” spurgte jeg, og far sagde at det gjorde en direktør, bestemte.
Der kom en mand hen til os og sagde velkommen på et sjovt dansk. Vi steg ind i en bil. Jeg havde aldrig før kørt i bil. Vi kørte hen til et hus. Det var også gråt. Og det regnede.
Mor var meget bleg, og far var bekymret for at hun var syg, men hun sagde at det nok skulle gå. Vi fik noget at spise, og vi var meget trætte allesammen. Næste morgen tænkte jeg på, at mor havde ligget og grædt i sengen i det værelse, hvor vi alle sammen sov. Jeg hørte far sige, ”så, så, lille skat, de har lovet at huset nok skal blive færdigt inden jul, det skal nok gå alt sammen.”
Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen, jeg havde ondt over det hele. Dem, der ejede det grå hus, troede at det var to små børn der kom. De vidste ikke at den ene var en stor pige på syv år. Far og mor sov sammen i sengen med lillebror, og jeg var krøbet ned i en tremmeseng, der var alt for lille til mig. Jeg kunne slet ikke lide Færøerne.
Men der var masser vi skulle lave, sagde far. Først gik vi alle sammen hen og hilste på den skole, jeg skulle gå i. Alle lærerne var nonner. Dem kunne jeg lide lige med det samme. Der var ingen frøken Krause, næsten kun frøken Kruuser. De havde lange, hvide slør, der blæste så sjovt efter dem når de gik. De viste os alting. Også kirken, hvor der var morgensang, som alle deltog i. Der var en figur, lige så stor som et rigtigt menneske, det var den hellige Frans af Assisi. Han var nonnernes og kirkens skytshelgen, og derfor hed de Franziskanersøstre.
Jeg besluttede lige på stedet, at jeg ville være nonne når jeg blev stor.
Bagefter tog vi ud for at se det hus, vi skulle bo i. Vores helt eget hus.
Det så ud som en byggeplads, og mor så trist ud og sagde, at det kunne da umuligt blive færdigt, så de kunne holde jul.
Far så meget bestemt ud, og sagde at det skulle han den onde lyneme nok sørge for at det blev.
Når han sagde den onde lyneme, var han rigtig vred.
Huset lå uden for byen.Atlanterhavet lå lige nedenfor, og der var store klipper, og der sejlede fugle rundt derude. Lige over for huset lå der en ø, der lignende en stor hval. Den hed Nólsoy. Vi tog tilbage til byen i den bil, der havde kørt rundt med os. Det var en fra firmaet, sagde far.
Oppe på det kontor, der var fars, fik vi kaffe og kage. Der stod en masse mennesker og smilede og sagde velkommen. Jeg var meget stolt af far. Alle de mennesker skulle han bestemme over!
For første gang smilede mor og så lidt glad ud. Det var et flot kontor. Man kunne se ned på havnen og se det skib, vi var kommet med i går. Faktisk var der også en lillebitte smule sol. Den lyste så man kunne se farver igen. Man kunne se at himlen var blå og husene røde og brune og sorte og man kunne se, at græsset ovre på Nólsoy var meget grønt. Meget grønnere end i Danmark når det næsten var jul.
Måske var det ikke så slemt alligevel?
♥
Kapitel 6
Det gule hus
Vi nåede at holde jul i vores hus, som var malet gult, og som kom til at hedde ”Det gule hus ved stranden.” Bortset fra den nederste del som var af beton, var det bygget af træ. Og jeg fik mit helt eget værelse. Det havde jeg også haft i Danmark, så det manglede bare, sagde far. Det lå i den høje kælder, der slet ikke lignede den mørke kulkælder hjemme hos morfar og mormor. Der var to store vinduer i mit værelse, og det ene vendte lige ud til Atlanterhavet. Jeg kunne se fugle svømme rundt. Der var et toilet og et badeværelse med et badekar, der var værelse mere, og så var der fars og mors soveværelse, hvor lillebror også sov. Der stod et fyr, det var pænt og rent og gav os varme i radiatorerne og varmt vand. Jeg havde min helt egen håndvask med et spejl over inde på mit værelse.
Ovenpå var der også store vinduer. Først var der forstuen, det lugtede alt sammen helt nyt af lak og maling. Køkkenet var meget større end hjemme, og det mærkeligste var, at der ikke var nogen gasblus eller et gaskomfur. Der stod et sort komfur med ringe og skorsten. Det skulle man putte træ eller koks i, så kunne man lave mad. Mor så ikke glad ud, men far sagde, at lige så snart de var indrettet, ville de søge efter en sød ung pige til at hjælpe. Der var en meget stor stue med vinduer ud til havet, og der var også en glasveranda og en trappe, der gik ned til haven, som bare var en mark. Og der var også et toilet mere. Med en bruser
Jeg elskede det hus lige med det sammen. Far og mor var så søde og hjalp mig med at indrette det. Det var jo vigtigt, så jeg kunne sidde og læse lektier og hygge mig, sagde de. Senere fyldte jeg væggene med Christel billeder, som jeg klippede ud af de blade, mormor sendte op til os. Jeg syntes at jeg lignede en Christel-pige lidt. Lange ben, dét havde jeg i hvert fald. Og jeg var tynd, og mit hår var også sådan lidt rødligt i det. Ligesom Susy, i Susy bøgerne, som Christel havde tegnet.
Vores vej hed Yviri við Strond. Det betød henne ved stranden. Der lå et hus næsten lige over for vores, og et til lidt længere ude. Ellers var der ingen huse. Kun grusvejen, der endte længere ude. Så var der kun marker og fjelde og får.
Far og jeg fulgtes ad ind til byen om morgenen. Når vejret var godt, var det fint, men om vinteren var det buldermørkt og uhyggeligt. Så var det godt at have fars hånd i min. Sommetider stormede det så meget, at vi næsten ikke kunne stå fast. I begyndelsen fulgte far mig helt op til skolen, og senere skiltes vi ved trælasthandelen nede på havnen. Og mor havde fået Àsa, den sødeste unge færøske pige, som passede huset og lillebror, og havde chokolade til mig, når jeg kom hjem fra skole. Mor skulle på visitter, sagde far. Det var vigtigt, og mor var meget smuk når hun gik på visitter, og hun var den pæneste når hun havde damer hjemme. Den smukkeste og mest elegante af dem alle sammen. Det syntes både jeg og far.
♥
Kapitel 7
Nonnerne
Min skole lå i Mariugøta. Kirken hed Mariukirkjan. Det var fordi, jomfru Maria var nonnernes skytshelgen. Det var en helt anden slags skole end hjemme. Børnene var i begyndelsen ikke særlig søde ved mig. De drillede, fordi jeg havde noget andet tøj på end de var vant til at se. Og også fordi jeg talte så fint dansk. De kunne sagtens tale dansk selv, men det lød sjovt. Jeg lærte hurtigt at tale færøsk, og jeg blev så god til det, at jeg sommetider talte dansk på færøsk maner. Så troede folk, der ikke kendte mig, at jeg var en rigtig færing.
Drengene i klassen var ret søde. De havde nogen sjove navne, som jeg ikke kendte hjemmefra: Hanus og Janus og Just og Jógvan. Og selv om jeg ikke selv kendte nogen, der hed Jesus, så vidste jeg, at der også var nogen rundt omkring, der hed det. Det var rart at der var drenge i klassen, det var jeg ikke vant til fra Døtreskolen.
Pigerne havde ikke tid til at lege efter skoletid. De skulle hjælpe hjemme, de var dygtige til at lave mad, sy og strikke. Det havde jeg aldrig lært. Hjemme havde mor hjælp i huset, og heroppe havde vi fået Ása, så mor kunne invitere damer hjem og selv komme ud, mens Ása tog sig af os.
Jeg elskede nonnerne. Jeg elskede Jomfru Maria og alle englebillederne inde i kirken. Jeg plukkede vilde blomster som Jomfru Maria skulle have stående på sit alter i kirken. Somme tider fik jeg lov til at støve helgenbillederne af. Jeg nejede foran alteret ligesom nonnerne og dyppede to fingre i vievandskarret så jeg kunne blive velsignet. De var så dygtige til alting. De snakkede en hel masse sprog, og de underviste, og priorinden var den øverste. Hende havde vi alle sammen respekt for. Hun lignede overhovedet ikke frøken Krause hjemme fra skolen. Hun var slet ikke gammel. Selv om hun havde runde briller, så hun smuk ud med det hvide slør og de store skørter. Sådan ville jeg godt være engang. Hun hed søster Duffa.
Jeg var ret god i skolen. Jeg var stadigvæk ikke god til at regne, men jeg fik Jesusbilleder i mine stilehæfter i næsten alle andre fag. Nonnerne belønnede en, når man havde lavet sine lektier rigtig godt. Så klistrede de et helgenbillede ind i ens stilebog. Det var en stor ære. Jeg fik mange. Det var rart at vide, at Gud og Jesus bestemte alting. De bestemte for eksempel hvordan vejret blev, og de bestemte når nogen skulle fødes og når nogen skulle dø. Og man skulle bede til dem. Jeg prøvede på at være rigtig from, og begyndte at bede morgen, middag og aften foran mit lille alter hjemme på værelset, som jeg selv havde lavet. Jeg tændte lys foran det om aftenen. Og så bad jeg Gud om han ville give mig en hest. Det var dét, jeg allerhelst ville have at Gud og Jesus skulle opfylde. Til gengæld lovede jeg at hjælpe mor og være sød mod lillebror. Det var jeg ikke altid, men hvis jeg fik den hest, skulle jeg altid være sød mod ham, og holde op med at være misundelig på ham. Alle mennesker beundrede ham, fordi han var så køn og morsom. Han smilede til alle, han mødte. Og så sang han for gæsterne da han blev lidt større. Det var altid ham, folk lagde mærke til. der var aldrig nogen, der sagde at jeg var køn eller morsom. Det var også derfor, jeg ville være nonne. Så ville jeg være priorinde og bestemme alting. Men hvis Gud og Jesus sørgede for den hest, så ville jeg altid tro på dem, og så ville jeg altid passe godt på lillebror, og så kunne jeg vente lidt med at blive nonne.
Søster Barbara, søster Virginia, søster Maria, søster Beatrice og søster Angelica var de yngste af nonnerne. Dem beundrede jeg. Jeg forestillede mig, hvordan de så ud indenunder alle skørterne, hvad slags hår de havde under sløret, og om det mon var sandt, at de var kronragede? Man kunne kun se deres ansigter, slet ingen hår, ikke den mindste lok tittede frem. Jeg var sikker på, at når de skulle i seng, så tog de nonnedragten af, lag efter lag. Allerinderst havde de sikkert en grov særk der kradsede mod huden. Det var fordi, de aldrig måtte glemme, at de var Kristi brude. Til allersidst lagde de det stivede slør fra sig. Måske havde de hvide natkjoler, og de havde i hvert fald alle sammen langt hår, som de børstede hundrede gange, før de knælede på det kolde stengulv, foran krucifikset, der hang på væggen. De lod deres rosarium glide mellem fingrene, mens de bad. ”Hellige guds moder, bed for os syndere, nu og i vor døds time.” Jeg forestillede mig, at de rejste sig og gjorde korsets tegn før de slog det hvide tæppe, der dækkede den smalle jernseng, til side, og lagde sig. Og så lå de nok på ryggen hele natten med hænderne foldet over dynen.
Før skolen begyndte, sad de inde i kirken og priste den nye dag til Guds ære. De tænkte sikkert ikke syndige tanker, de drømte ikke underlige drømme, hvor det kildrede så sært mellem benene, at man blev nødt til at sætte en pegefinger et helt bestemt sted, når man vågnede. Og så skete der noget, man slet ikke kunne tale med nogen om. Noget, der helt sikkert var en stor synd. Det var ikke rigtigt til at vide. Man kunne jo slet ikke få sig til at spørge nogen, om de også havde oplevet sådan en salighed. Men den var sikkert ikke himmelsk. Men djævelsk. Det var nok ikke Gud der havde lavet sådan en lille frydefuld knap på et sted man helst ikke talte om. Det måtte være djævelens værk. Jeg stred med synden. Om dagen var jeg ren og ville ligne søster Barbara og søster Angelica. Søster Barbara var helt ung. Hendes mund var så bedårende, og hendes øjne var store og brune. Søster Angelica havde grønne øjne, og hendes hud var smuk. Det af den, man kunne se. Hun havde småbitte fregner på næsen og hendes øjenbryn lignede sorte fuglevinger. Om natten syndede jeg. Jeg vidste det måtte være en synd, for et lille øjeblik blev jeg løftet et sted hen, der ikke fandtes magen til. Jeg var glad for at jeg ikke behøvede at gå til skrifte. Det var de voksne katolikker, der gjorde det. Det ville være så pinligt at fortælle fader Magnus om det sted dernede. For ham ville jeg så gerne være ren. Og smuk. Han var skolens præst. Han var slet ikke så alvorlig som man først skulle tro. Det var nok, fordi han altid havde sorte bukser og sort jakke på. Det eneste hvide var en smal, rund krave, man lige kunne se inden under jakken. Når det var søndag, eller når der var en eller anden højtid i kirken, havde han sin sorte soutane på. Den klædte ham så godt, og jeg syntes, han den smukkeste mand, jeg kendte. Lige bortset fra far. Pater Magnus havde brune øjne og var mørk i huden, og når han havde den lange præstekjole på, lignede han en slags ridder fra gamle dage. Jeg ønskede hver aften at jeg ville være smuk, når jeg vågnede. Hvis bare man var smuk og vidste, at man var det, kunne ingenting gå galt med en. Så ville alle mennesker elske en.
Men den dag, far kom og sagde, at han kunne skaffe mig en hest, hvis jeg ville passe den helt selv, den dag var jeg ligeglad med, at jeg ikke var smuk og heller aldrig ville blive det. Jeg takkede Gud og Jesus indvendigt, og fyldtes af ærefrygt for de himmelske magter. Jeg havde bedt om en hest, og min bøn var gået i opfyldelse. Måske var det ikke kun Gud og Jesus, der havde givet mig den, måske havde de overladt det til ærkeenglen Gabriel, ham, jeg kendte fra kirken. Det var ham, jeg udnævnte til min mægtige beskytter.
Skarvina, hed hesten. Det var en nordbagge. Den var gul. Jeg sagde aldrig den, men hun om den. Skarvina gjorde min verden større. Skolevejen, søstrene, pater Magnus og livet i kirken var der stadig. Men alligevel ikke som før, for Skarvina bar mig over fjeldet, gennem storm og tåge, regn og solskin. På hendes ryg var jeg en anden. Folk hilste på mig, klappede hesten og snakkede med mig. Vi fik venner mange steder.
Jeg lærte at ”læse” havet, der omgav os. Der var den sagte rumlen, der betød:” Jeg er ufarlig og venlig.” Der var den større lyd, der betød: ”Jeg bærer skibene uden at skade dem,” og så var der den store lyd, der var en brølen:” Jeg knuser jer. Jeg fejer jeres latterlige små både omkuld med mine bølger.”
Havets verden var lige så stor som kirkens verden. Havet tog og havet gav. Inde i kirken sagde pater Magnus, at når nogen blev borte på havet, så var det fordi Vorherre havde bestemt det. Jeg besluttede at holde mig til Gabriel. Vorherre kunne man vist alligevel ikke rigtig regne med.
Og Gabriel sørgede også for, at jeg fik den dejligste hund. En af vores veninder, der var gift med Eivind, der havde en hest, som hed Tor, gav mig en af sine hvalpe. Jeg døbte hende Lassie. Far sagde at hunden havde Borghilds brune øjne
♥
Kapitel 8
Øjnene
Når far hjalp med regneopgaverne, blev han irriteret over, at jeg sad med næsen nede i stilehæftet. Han var også irriteret over, at jeg var så umulig til regning. Han kunne regne alting i hovedet. Store tal og brøker og procenter. Alt muligt. Jeg var talblind, sagde han, det lovede desværre ikke så godt for fremtiden, man skulle kunne regne for at klare sig.
Jeg havde overhovedet ikke nogen forestilling om, at jeg så dårligt. Jeg var vant til at bruge min lugtesans, min fornemmelse for, hvordan folk bevægede sig, jeg kunne se stærke farver, og jeg orienterede mig efter stemmer og lyde. Det var ikke spor mærkeligt. Når jeg sad på Skarvina syntes jeg at jeg så alting, havet og fjeldene og fuglene.
Folk sagde, jeg var distræt, der var også nogen, der sagde, at jeg var den hovne danske pige. De sagde at jeg gik med næsen i sky og sagde at jeg var for fin til at hilse på folk. De beklagede sig til far og mor, når de havde mødt mig, og jeg ikke ville hilse på dem. Men det var kun hvis de var langt borte at jeg ikke hilste. Jeg så dem ikke tydeligt og vidste ikke om jeg kendte dem. Det var meget uhøfligt ikke at hilse tilbage, sagde de til far og mor. Det var helt galt, når det var tåget, eller når folk havde noget andet tøj på, end de plejede.
Jeg gik ikke mere hos nonnerne. Jeg var kommet over i realskolen og var begyndt i 1. mellem. En dag havde vi engelsk prøve. Jeg var rigtig god til sprog. Jeg var rykket frem på første række, men det hjalp ikke ret meget for jeg kunne alligevel ikke se, hvad læreren skrev på tavlen. Det plejede at ordne sig sådan, at jeg rejste mig og stillede ved tæt ved katederet, hvor blyantspidseren stod. Mens jeg spidsede mine blyanter, kneb jeg øjnene sammen og prøvede på at læse, hvad der stod. Tal var sværest at holde ude fra hinanden. Også sværest at huske. Jeg tænkte overhovedet ikke på, hvordan det kunne være at dem på bageste række godt kunne se hvad der stod på tavlen. Alligevel må noget have dæmret for mig. Min sidekammerat Hjørdis var den eneste i klassen, der havde briller. Hun var meget klog og meget tålmodig og plejede at hviske, når læreren skrev på tavlen, så jeg kunne skrive det ned i stilehæftet. Jeg var god til at skrive rigtig hurtigt, så jeg kunne følge med.
Jeg fik lov at prøve Hjørdis´ briller. Inden jeg tog dem på, så jeg at Hjørdis´ øjne så underligt døde ud. Det var som om, hun overhovedet ikke prøvede på at se noget, men bare ventede på at få brillerne tilbage. Det så lidt uhyggeligt ud. Men jeg blev overbevist om, at mine øjne ikke fejlede noget, for klasselokalet forsvandt i en tåge, så jeg blev helt svimmel, og jeg kunne næsten ikke se Hjørdis, der sad lige ved siden af mig. Jeg afleverede brillerne igen. Bagefter forstod jeg, at Hjørdis var meget langsynet.
Den dag ved engelskprøven blev alting opklaret. Mest fordi vores engelsk lærer, Hr. Lytzen, var skrap, og meget patriotisk. Han kunne ikke fordrage danskerne, der efter hans mening ødelagde det færøske sprog, og desuden bare kom og tog de bedste stillinger i nogle år, og så rejste de tilbage til Danmark. Det sagde han i timerne, og jeg vidste godt, at han hentydede til far og vores danske venner, konsulen og ambassadøren og alle de andre. Han kunne heller ikke fordrage mig. Jeg var bange for ham. Det var de færøske børn også, men det var altid mig, han nev i armen og stod og råbte til, hvis jeg af bar nervøsitet sagde noget forkert. Han sagde, at jeg ikke skulle tro, jeg var noget, bare fordi min far var direktør. Jeg var ellers rigtig god til engelsk. Det var jeg til alle sprog: færøsk, svensk og tysk – og dansk selvfølgelig.
Den dag vi havde prøven, skrev Hr. Lytzen en masse op på tavlen og jeg blev desperat. Han skrev med småbitte bogstaver, og der var også uro på bageste række, fordi de heller ikke kunne se, hvad der stod. Han stod med ryggen til og skrev. Det skulle vi oversætte til engelsk, når han sagde, at vi skulle begynde. Jeg hviskede til Hjørdis, om hun kunne hjælpe med at skrive ned, hvad der stod, så jeg kunne oversætte det.
Hr. Lytzen hørte mig hviske og vendte sig om med flyvende spyt og råbte, at jeg snød og hev mig op at stå og gav mig en ørefigen. Jeg var aldrig blevet slået før. Jeg græd og sagde at jeg ikke snød. Jeg kunne bare ikke se, hvad der stod på tavlen, fordi det var skrevet så småt. Jeg skulle ind til overlæreren. Øjeblikkeligt, sagde Hr. Lytzen. Jeg kunne selv få lov at fortælle ham, at jeg snød. Han trak mig i armen og næsten smed mig uden for døren. Jeg mærkede stilheden i klassen, da han smækkede døren efter mig. De var nok lettede over, at det var mig Hr Lytzen lod sit temperament gå ud over.
Overlæreren var helt anderledes. Han var mild og venlig, og det værste var næsten, hvis man virkelig havde gjort noget galt, for så blev man så ked af det på hans vegne. Ham var jeg ikke bange for.
Hr. Magnussen gav mig sit lommetørklæde og bad mig sidde og fortælle, hvorfor jeg var sendt ind til ham. Jeg sagde, at jeg ikke kunne se, hvad der stod på tavlen, og jeg havde bare hvisket til Hjørdis, om hun ville skrive ned, hvad der stod, så jeg kunne begynde at oversætte.
”Men goða, tú erst jú dugandi til eingilskur, tað veit eg,” sagde han. ”Kannst tú ikki síggja, hvat sum standar á svartatalvan? Kann henda, tú tørvar á brillur.”
Han skrev et brev til far og mor, og sendte mig hjem. Han sagde, at han ville tale med Hr. Lytzen om sagen. Han sagde at jeg bare skulle beholde hans lommetørklæde.
Dagen efter gik mor og jeg til brillemanden. Han fandt ud af, at jeg var voldsomt nærsynet. Han sagde at han ikke begreb hvordan jeg havde klaret mig, og spurgte hvor gammel jeg var. Jeg var lige fyldt 12, sagde jeg. Han rystede på hovedet, og sagde at det underligt det først var blevet opdaget nu. Vi kunne hente brillerne om en uge. Det var meget sært, da han satte forskellige glas for mine øjne og alting blev så skarpt. Egentlig var jeg ret ulykkelig, ganske vist kom jeg til at se ligesom andre, men samtidig ville jeg blive endnu grimmere end jeg var i forvejen. Jeg skulle prøve nogen stel, jeg kunne lide, sagde han. Han sagde, at jeg havde store, pæne øjne, så derfor skulle jeg have et lyst stel for at fremhæve dem. Det hjalp lidt.
Da mor og jeg hentede dem, blev jeg forskrækket over at se, hvordan alting så ud. Jeg kunne se tal og bogstaver og mor og brillemanden og jeg kunne se mig selv i spejlet på lang afstand og det var da et mirakel. Jeg kunne se mine fødder i de røde sko helt tydeligt, og jeg kunne se sprækkerne i linoleumsgulvet i forretningen. Da jeg kom udenfor, væltede det hele ind over mig. Jeg kunne se bittesmå sten på vejen, jeg kunne se Tinganes og skiltet, hvor der stod ”Balslev & Co,” Jeg kunne se lillebrors små ternede bukser, da han løb mig i møde. Jeg kunne se mors ansigt og hendes røde hår og røde læber. Jeg gik ud på marken og så Skarvina på lang afstand. Det var både dejligt og meget skræmmende, for verden trængte sig pludseligt alt for meget på. Alt for skarpt og hårdt.
Jeg puttede brillerne i lommen og besluttede at bruge dem, når det var nødvendigt. Det var ikke altid nødvendigt at se alting så skærende skarpt.
♥
Kapitel 9
Grindaboð
Brillerne var fine at have på i timerne, nu kunne jeg se, hvad der blev skrevet på tavlen. Men jeg puttede dem i lommen i frikvarteret, og jeg havde dem næsten aldrig på når jeg red. Det var bare godt at have dem i beredskab.
Far og mor begyndte at snakke om at de syntes jeg skulle i realklassen, når jeg havde fået min mellemskoleeksamen. Måske skulle jeg på kostskole i Danmark, når jeg havde fået den, så jeg kunne blive student, for det kunne man ikke blive på Færøerne Jeg syntes ikke, det lød særlig sjovt. Jeg havde slet ikke lyst til at komme på kostskole og rejse til Danmark, men der var heldigvis længe til.
En dag i skoletiden hørte vi at nogen løb ude på gangen, og lidt efter rev en af vores lærere døren op og råbte, Grindaboð. Vores lærer smækkede bogen i og sagde: Skúlan frí! og stormede ud. Drengene løb bagefter, hujende og skrigende, vi piger pakkede vores ting ordentligt sammen, inden vi gik. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre. De voksne snakkede tit om grindedrab, og far havde fortalt om dengang han var i Klaksvik for at aftale en handel. Der blev meldt grindebud og der var ingen der ville snakke om handel, så han var taget med en båd ud. ”Det er rædsomt,” sagde han, da han kom hjem til os.
Hvis jeg gik op på hans kontor, ville han sikkert sende mig hjem, og jeg ville alligevel godt se hvad der skete, så jeg gik ned til Tinganes, der lå lige over for trælasthandelen. Derfra kunne jeg måske se noget. Mor ville blive bekymret, hvis jeg ikke kom hjem som jeg plejede, og det var ikke så godt.
Der stod en masse mennesker ude på Tinganes, og da jeg tog brillerne på, var der også sort af folk ovre på Vestara Bryggjá, men de fleste havde samlet sig på Eystara Bryggjá og på Kongabrúggvin.
”De tager dem ind til Kongabrúggvin,” var der nogen, der råbte. Grindeflokken lignede en flåde af glinsende sorte undervandsbåde, der blev drevet frem af mændene bag ved dem. Nogle stod op og var klar til at kaste deres spyd. Mit hjerte hamrede, og jeg masede mig over på Kungabrúggvin. Jeg var ved at græde. Kunne de hvaler da ikke bare vende om? De svømmede jo lige ind i døden. Mænd med spyd og harpuner bag dem, mænd med knive foran dem. Jeg vidste ikke at jeg stod og vred hænder, da de første hvaler gik på grund. En af dem fødte. Jeg så dens øjne, og så stod der en mand og tog den om blæsehullet og skar halsen over på den. Den lille unge hang i navlestrengen bag moderen, og manden vadede hen til den og stak den.
Vandet var rødt og mændene råbte og skreg, og jeg tog brillerne af og skubbede mig væk fra folk. Jeg ville hjem til mor. Jeg begreb ikke at der var så megen råhed til. Hvordan kunne Gud tillade sådan noget!
Jeg kendte mange af de mænd, der var med til at dræbe hvalerne. Nu var de forvandlede til mordere.
Jeg løb, fletningerne var gået op, jeg havde tabt skoletasken og anede ikke hvad der var blevet af den. Far stod uden for huset og var parat til at gå ind til byen for at finde mig, og mor og lillebror så meget lettede ud. Jeg kastede mig om halsen på dem alle tre, og far sagde at de havde været meget bekymrede. Han vidste godt, at skolen lukkede, han måtte også lukke kontoret fordi de alle sammen bare gik, og så gik han hjem, og mor var meget oprevet, fordi jeg ikke var kommet. Jeg løftede lillebror op og trykkede ham ind til mig og han gav mig et stort vådt kys på munden.
♥
Kapitel 10
Ólavsøka
1.
Nu var jeg blevet så stor, at far og mor gav mig lov til at være længe oppe til Ólavsøkafesten. Hvert år før sommerferien fortalte lærerne, hvorfor den 29. juli var Færøernes nationaldag. Det var til ære for Olav den Hellige, der blev slået ihjel i slaget ved Stiklestad den 29. juli 1030. Ham havde færingerne svoret troskab, det var selvfølgelig før han blev slået ihjel. Bagefter blev han kåret til helgen, og sådan holdt færingerne deres troskabsløfte til ham. På en måde blev han ved med at være deres konge.
Jeg havde oplevet festen sammen med far og mor og lillebror hvert år.
Byen var så festlig, og vi gik rundt og var en del af det hele. Vi blev inviteret ind alle steder, både af nogen, vi kendte, og nogen vi næsten ikke kendte. Alle var glade, og nogen var også lidt fulde. Far sagde, at de nok blev endnu mere fulde når aftenen og natten kom, og det skulle de have lov til at være. Det var bare ikke noget for en lille pige at være sent ude. Byen var ikke til at kende igen. Den var blevet magisk. Den var nærmest overbefolket. Folk strømmede til fra bygderne, og man kunne mærke at der kom flere og flere mennesker man ikke kendte, mange dage før den 29.
Dagen begyndte tidligt om morgenen. Folk kom i nationaldragter, og først var der procession gennem byen. Amtmanden og provsten og præsterne og alle embedsmændene gik forrest hen til kirken, med det meste af byen bag ved. Det var slet ikke alle, der fik plads inde i kirken. Far plejede at sørge for, at vi fik. Det var lidt kedeligt, det syntes lillebror også, men vi havde lært god opførsel, og sad helt stille, for vi vidste, at bagefter begyndte alt det sjove. Jeg fik lov til at køre i bil sammen med Eivind, en god ven af os ud til Hoydalsvegur. For derude var der kapridning og han havde lånt sin hest Tor ud til en ung fyr. Min Skarvina var for langsom, hun duede ikke til kapridning, men jeg ville ønske, jeg kunne ride med. Jeg kendte godt Tor og jeg havde fået lov til at ride på ham et par gange.
Tor vandt! Eivind og jeg hujede og skreg og dansede rundt. Jeg havde briller på, så jeg rigtigt kunne se.
Senere på dagen gik vi alle fire rundt og kiggede. Far var i strålende humør, han elskede fester, og så snart vi mødte nogen, vi kendte, faktisk kendte alle hinanden når det var Òlavsøka, så var der en der tog en lommelærke frem og bød rundt. Far fik røde kinder og lo meget, så man rigtigt kunne se hans flotte, hvide tænder. Vi var inde masser af steder, og inde hos amtmanden mødte vi tante Lisa og hendes mand onkel Richard. Jeg syntes, hun var Tórshavns næstmest elegante dame efter mor, men hun troede selv, hun var den allerfineste af alle damerne. Og så gjorde hun meget ud af at hun var var konsulinde. Og dem der ikke rigtigt kendte hende, skulle sige fru konsulinde. Onkel Richard var englænder, og han var finsk konsul på Færøerne. Tante Lisa var dansk.
Inde hos amtmanden gik det lidt finere til end andre steder. De voksne drak sherry eller portvin. Hos postmesteren og i de andre huse fik man brændevin, og vi børn fik the og saftevand og kager.
Jeg følte mig lidt voksen. Jeg havde min røde kjole på med store, blå blomster, som mor og jeg havde købt i København, da vi var på sommerferie i Danmark sidste år Den havde jeg det godt i, den smøg sig så fint om min krop. Til dagligt gik jeg mest i lange bukser, og jeg nød at mærke kjolen ligesom kærtegne mine ben når jeg gik. Jeg havde mine sorte ballerinasko på, og jeg var blevet klippet ligesom Audrey Hepburn. Jeg havde plaget mor længe om at få lov til at slippe for fletningerne, og til sidst gav mor sig.
Jeg og Bodil skulle til dans om aftenen. Det var første gang, jeg fik lov til at være alene ude til klokken ti om aftenen. Allerede om eftermiddagen slyngede en lang kæde sig gennem gaderne. De dansede færøsk dans og sang til. Det var sjovt bare at gå hen til kredsen, så lukkede den sig straks op, og man fik nogen under hver arm, som man måske slet ikke kendte. Men det virkelig spændende var, at jeg fik lov til at kigge ind i Sjónleikerhúsið for at se på engelsk dans. Engelsk dans var al den dans, der ikke var kædedans. Det var vals og polka og tango og alt muligt. Det var mest unge, der dyrkede engelsk dans, men far og mor plejede også at danse, når der var orkester. De var så smukke. Jeg blev varm og blød, når jeg så dem danse. De kunne godt ligne et par filmstjerner. Og så kyssede de hinanden. Helt åbenlyst. Og lo til hinanden. Når vi havde gæster hjemme, plejede mor at synge, og hun spillede til på klaveret som hun havde haft med fra Danmark. Folk klappede og råbte, at nu skulle værtinden altså synge. Far kunne overhovedet ikke spille, og han sang heller ikke ret godt. Lillebror kunne alenlange vers udenad og sang glad og gerne for de voksne. Jeg sang slet ikke. Når mor gik hen til klaveret, stod jeg ved siden af og fik lov at vælge. Jeg ville altid gerne høre noget fra Den glade enke, for far havde en masse plader med Léhars operetter. Hvis der var en af gæsterne, der kunne spille klaver, stod mor ved siden af og sang. Så sad jeg bare og kiggede på hende. Der var ikke nogen af damerne, der kom op på siden af mor.
Bodil boede omtrent en kilometer fra vores hus. Hun var ældre end mig og gik ikke i skole mere. Hun arbejdede i en frisørsalon. Hun havde noget, der hed rakitis. Det hed også engelsk syge. Det var der flere børn, der havde på Færøerne. Det var noget med kosten. Bodils far og mor var ældgamle. Bodil lignede dem slet ikke. Hun var lille, meget brun i huden, hun så lidt vissen ud. Hendes arme var meget lange i forhold til hendes krop og ben, og hun var en lille smule skæv i det. Hendes humør var tit dårligt, så man skulle være varsom med, hvad man sagde. Vi havde kendt hinanden lige siden jeg kom til Tórshavn. Vi var de eneste næsten jævnaldrende på vejen. Mens Bodil stadig gik i skole løb vi tit om kap. Det var jeg rigtig god til, Men hun var altid hurtigere og jeg ærgrede mig over at det aldrig lykkedes mig at komme først. Til gengæld satte det Bodil i godt humør.
2.
Selv om det var aften var slet ikke mørkt. Det var de lyse nætter, hvor det var så svært at sove, fordi det så ud som om det var dag. Bodil og jeg listede ind i dansesalen og satte os helt ude ved siden på en bænk. Vi skulle bare kigge. Vi købte en is hver, og ventede på, at det hele kom i gang. Orkesteret var begyndt at spille, men der var ikke nogen ude at danse endnu. Folk var altid generte i starten. Vi så godt, at fyrene stod uden for og drak sig mod til. Alle de voksne unge piger stod sammen og snakkede og lo. De lod som om de var fuldstændig ligeglade med fyrene uden for.
Der kom en flok marinere ind. Der var engelsk flådebesøg, og de var flotte i deres uniformer. Jeg var god til engelsk, og jeg kunne godt forstå lidt af det, jeg hørte: Lots of pretty girls, sagde de. De virkede slet ikke berusede. Det måtte de vel ikke blive for deres kaptajn. De opførte sig meget pænt. Nu begyndte fyrene at komme ind og byde op. Der var ingen af dem, der havde færøsk dragt på. Nogle af dem havde anderumper og snævre bukser, men de fleste havde vandkæmmet hår og bukser med almindelig vidde.
Jeg sad og slog takt med foden til musikken og prøvede på at se, om der var nogen jeg kendte på dansegulvet, men det var svært, for brillerne lå i lommen. Bodil fortalte, at den og den og den var ude og danse. Jeg elskede at danse, men jeg hadede at gå til dans. Mor sagde, jeg skulle, det hørte med til god opdragelse. På danseskolen var drengene mindst to hoveder mindre end mig. Sommetider satte jeg en af fars plader på, når lillebror og jeg var alene hjemme. Der var polkaer og mazurkaer og tangoer, og valse af Lehár, som jeg kunne sjæle til.
Jeg blev lamslået og sendte Bodil et bønfaldende blik, da der tårnede sig en mariner op foran mig. Han slog hælene sammen og sagde, shall we dance? Bodil så ned i gulvet og fnisede. Jeg rejste mig værdigt og rystede nederdelen ud. Jeg var mægtig glad for at jeg følte mig lidt pæn. Jeg havde hemmeligt taget lidt af mors læbestift på, og jeg førte hånden op til mit nye pandehår og prøvede at se ud som Audrey i Prinsessen holder fridag.
My name is Bob, sagde han, mens han banede vej for os ud på dansegulvet, what is your name pretty lady? Jeg sagde hvad jeg hed, og det var en vals, en af de danse, jeg var bedst til. Han var mindst halvandet hoved højere end mig. Jeg skottede op til hans ansigt, han så meget voksen, men også meget sød ud. Han holdt mig tæt, men ikke sådan at jeg følte det var væmmeligt. Jeg havde aldrig været så tæt ved en mand før. Jo far, selvfølgelig, men det var noget helt andet.
Vi dansede til alle de danse, orkesteret spillede. Hvis vi ikke lige kunne finde ud af det, opfandt vi bare nogle trin. Han var lattermild og galant, og jeg syntes, jeg blev lidt forvandlet til en rigtig prinsesse. Vi var på gulvet lige til orkesteret holdt pause. Han havde et fast greb i min hånd, da vi forlod dansegulvet. Can I buy you something to drink? spurgte han, og jeg bad om en citronvand. Vi stod tæt sammen og drak, jeg var tørstig, det var han også. Han drak en danskvand. Han ville nok byde en anden op efter pausen tænkte jeg, nu var det sikkert slut. Jeg kiggede på mit armbåndsur, og blev helt forfærdet. Der var kun et kvarter til jeg skulle være hjemme. I must go now, sagde jeg og stillede flasken fra mig. Thank you very much! Jeg var lige ved at neje og give ham hånden, men kom i tanker om, at sådan ville Audrey nok ikke have gjort. Jeg smilede til ham og begyndte at gå. I shall walk you home, sagde han og tog uden videre min hånd og fik mast os igennem alle de mennesker, der stod i døren. Der var råben og skrigen. Nogle af fyrene var begyndt at slås om pigerne. De lå på jorden og tæskede løs på hinanden. Der var et par stykker, der fik øje på mig. De begyndte at råbe, at nu gik den danske pige med en englænder, han skulle have tæsk. Marinerne tog deres piger, råbte de. Jeg følte mig lidt stolt. Tænk: Jeg var pludselig en af deres piger.
Jeg trak i Bob, jeg var bange for at de skulle begynde at slå på ham. Der kom et par fyre hen til os og prøvede at rive mig løs fra ham. Uden at slippe min hånd, gjorde han et eller andet, så de pludselig lå nede i græsset. Come on girl, sagde han, you show me the way.
Han holdt armen om min skulder, mens vi gik. Jeg lænede mig en lillebitte smule ind til ham. Tænk! Her gik jeg med en engelsk mariner. Bare far og mor ikke blev gale. Jeg begyndte at gå hurtigere. Da vi stod udenfor havelågen tog han begge mine hænder og sagde: Thank you for a beautiful night. May I give you a kiss?
Det svimlede for mig. Et kys? Af en voksen mand? Jeg lukkede øjnene og mærkede hans læber mod mine. Jeg blev varm og kold. Sådan en følelse havde jeg aldrig oplevet før. Ikke til at sige, om det var rart eller væmmeligt. Det var afgjort dejligt og sødt. Det måtte jeg ind og tænke over. Jeg åbnede øjnene og så på ham, og så sagde han: You have so beautiful eyes, it is as they look in a distance, I cannot reach.
Thank you very much, Bob, I have to go in now, sagde jeg åndeløst og famlede efter havelågens håndtag. Han rakte ind og åbnede den for mig, og jeg småløb op ad trappen. Han stod der endnu, da jeg vendte mig. Han vinkede til mig og jeg løftede hånden til hilsen.
Babysitteren var der endnu. Far og mor var ikke kommet hjem. Jeg åndede lettet op. Jeg holdt min aftale.
Bodil! Jeg havde fuldstændig glemt Bodil. Vi skulle jo følges ad hjem. Jeg blev tør i svælget og stod og trådte mig selv over tæerne af bar´ ubeslutsomhed. Jeg kunne da virkelig ikke gå tilbage for at lede efter hende. Jeg blev nødt til at blive hjemme og vente på at far og mor kom. Det ville blive rigtig svært at finde på en undskyldning til Bodil. Jeg ville købe noget pænt til hende og gå hen til frisørsalonen i morgen og sige undskyld. Måske kunne det formilde hende lidt. Nu hørte jeg far og mor uden for. De snakkede lidt højt, så havde far måske fået for mange snaps. Det brød mor sig ikke om. Nej! De lo, selv om mor lød vred. Men jeg kunne godt høre, at det ikke var alvorligt. Lidt efter bragede døren op og far stod med mor i favnen med et bredt smil. ”Så er vi hjemme. Herlig fest, ikke! Har du også moret dig, min pige?”
♥
Kapitel 11
Sanatoriet
Jeg havde fået små bryster, og jeg havde haft menstruation næsten et år.
På en måde levede jeg et dobbeltliv. Om dagen passede jeg skolen og red på Skarvina så snart jeg kom hjem. Men indvendigt tænkte jeg, ”de skulle bare vide!” ”De” var de dumme drenge, og det, de bare skulle vide, var, at jeg i virkeligheden var meget smuk. Jeg svøbte mig i min eventyrverden og drømte mig ind i alle mulige spændende og farlige situationer, hvor der optrådte sorthårede mænd, der ville fange mig og gøre et eller andet ved mig. Hvad de nærmere ville gøre, stod lidt dunkelt. Men de ville bestemt kysse mig. Mod min vilje. Sommetider blev de nødt til at binde mig nede i en mørk og fugtig kælder. Indtil jeg ville kysse dem. Jeg blev varm af at lave alle de billeder. Når far og mor var i byen, prøvede jeg mors kjoler og syntes, at sådan skulle jeg se ud altid. Det gjorde jeg bare ikke. Slet ikke om morgen når det regnede og stormede og jeg traskede af sted til skolen i gummistøvler og regnfrakke. Når der lugtede af våd fåreuld og sure sokker i klasseværelset. Når de brune leverpostejmadder blev pakket op i frikvarteret. Når drengene var alt for små og jeg var alt for høj. Så fortalte jeg mig selv om ”den anden verden,” den der var ligesom Marie Grubbe. Især det sted, hvor Marie med blussende kinder og hastige skridt går gennem haven og har fantasier lige som mine.
Og de slæber dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort karl med svære, lange arme, en som Bertel i Bomhuset, tager i hendes bælte og rykker det over, og han smøger hendes kittel og hendes underkjortel af hende, og med sine sorte næver stryger han guldringene af de hvide, myge arme, og en stor halvnøgen, brun og lådden karl lægger sin hårede arm om hendes liv, og med sine plumpe, brede fødder træder han sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte lokker om sin hånd og trækker bort med hende, og hun følger ham med foroverbøjet krop, og den store lægger sine svedige håndflader på hendes nøgne ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende hingst, og de slænger hende ned i det grå støv på vejen, og de knytter hestens lange hale om hendes ankler....
Men i den virkelige verden, dén med regn og sol og klipfisk og får og mennesker, dér var Eyvindur. Når han var i Tórshavn havde jeg ingen ro på mig. Faktisk var det bedst når han lå ude på Sanatoriet. Så vidste jeg, hvor han var. Eyvindur Mohr var den flotteste mand jeg kendte. Han var rigtig voksen, gift med en smuk dame, som jeg beundrede og hadede. Heldigvis var de vist nok ved at gå fra hinanden og konen boede ikke på Streymøy, men på Eysturøy. Så skulle man da ikke gå og kigge på hende her i Tórshavn. Eyvindurs far og mor boede i huset næsten over for vores. Det var derfor, jeg lærte ham at kende. Han var vild. Det var fordi han var kunstner. Han var maler, og malere var vilde i det. Ellers kunne de ikke finde på noget at male. Måske var det, fordi han var vild, at hans kone ikke ville have ham mere?
Nu var han ude på Sanatoriet i Hoydal. Man skulle slet ikke tro det, fordi han så rask ud. Men Eyvindur havde kun én lunge. Han havde tuberkulose, og selvom han boede nok så meget i Rom for at male og komme sig, så blev han alligevel så syg, at han kom hjem igen.
Hans far og mor sagde, at jeg gerne måtte besøge ham ude på sanatoriet. ”Hils min lille veninde,” havde han sagt til dem! Jeg blev hed af glæde. Så to gange om ugen red jeg ud for at besøge ham. Jeg havde virkelig en mission, syntes jeg, når jeg sadlede Skarvina og red ud til enden af Yviri við Strond. Vi skulle passere et fåreled, vi skulle forbi de gamle, uhyggelige, rustne kar og tromler, der engang havde været hvalkogeri, vi skulle pjaske over Sandá og endelig nåede vi Hoydal. Her var der helt anderledes. Der duftede. Af nåletræer. Det skulle være så godt for de brystsyge, sagde man og derfor havde man fået træerne til at gro foran Sanatoriet. Eyvindur lå som regel på den store, åbne terrasse, pakket ind i tæpper. Jeg blev lykkelig, når han løftede hånden og vinkede. Jeg lod Skarvina gå og græsse, og så satte jeg mig ved siden af hans seng. Hans stemme var sommetider lidt ru, som om det gjorde ondt at tale og så tænkte jeg på at han kun havde en lunge. Den måtte ikke blive syg.
Det var mest ham, der talte. Jeg følte mig privilegeret, og han måtte gerne tale i dagevis. Han så ud over træerne og fjeldene og snakkede om hvor godt det blev, når han blev rask igen. Han snakkede om sin kone, som han savnede, han snakkede om Rom, og sagde at den by var vidunderlig og han ønskede han var der lige nu. Sommetider gik han med mig ned til Skarvina, og så kunne det ske at han kyssede mig på kinden. ”Kom så op med dig,” sagde han, og jeg satte knæet i hans hule hænder og han daskede Skarvina bagi og sagde tak for besøget.
♥
Kapitel 12
Rejsen hjem
Den sommer jeg blev femten år, fik jeg lov til at rejse alene til Danmark. Mormor og morfar tog imod mig i København og da morfar trykkede mig ind til sig, var mit hoved i højde med hans hage. Det var allerede længe siden jeg var blevet to hoveder højere end mormor. ”Søde skat,” sagde hun, ”du kommer til at ligne din mor mere og mere. Og hun var nu altid den smukkeste af mine døtre.”
Mormor var skrækkeligt usolidarisk med sin ældste datter og hendes familie, men det var jeg vant til. Så tog vi toget til Kolding.
Den sommer gik det op for mig, hvor meget alting havde forandret sig. Sengen, for eksempel. Den, der før var et kæmpestort hav fyldt med eventyr og mørke og mormors stemme, den var nu en helt almindelig seng, der i virkeligheden var for stor til deres lille soveværelse.
Jeg sov oppe ovenover i et lille værelse, som mormor havde gjort i stand til mig. ”Nu kommer I nok snart hjem,” sagde hun en aften, hvor jeg sad i natkjole i det åbne vindue, for det var varmt, og natten var lys og jeg kunne ikke sove.
”Hvorfor tror du det,” spurgte jeg og mormor fortalte, at far kom til København med næste skib. Han skulle tale med nogen om en stilling. ”Oppe i Århus,” sagde hun, ”så er der heller ikke så langt for os to gamle.”
Så kom der et telegram fra far. Han kom til Kolding for at hente mig så vi kunne følges hjem. Ikke en lyd om at flytte til Århus.
”Han ville ikke begynde at snakke om det med dig, før han var helt sikker,” sagde mormor, ”men når de beder ham komme til Danmark for at snakke med ham, så er det jo nok alvor.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle mene om det. Hvad med Skarvina? Århus var en kæmpestor by, det vidste jeg, fordi vi havde været i Zoologisk have og bagefter havde vi besøgt min farmor. Hende kendte jeg ikke nær så godt som mormor og morfar. Nu hørte jeg pludselig ikke til nogen steder mere. Det kunne far godt have fortalt, så jeg var forberedt. Så var det sikkert derfor, at jeg pludselig fik lov til at sejle helt alene til Danmark.
Der var ikke så meget at lave i Kolding mere. Man kunne overhovedet ikke løbe om kap med drengene ned ad Kolliinsgade, mormor sagde, at det passede sig ikke, nu var jeg en ung dame. Og jeg syntes også, at de piger jeg kendte før vi rejste var blevet så kedelige. Det eneste, jeg kunne finde på var at gå ud til ridehallen ved Marienlund, hvor jeg beundrede de fine damer, der red så underligt rundt på deres heste. Jeg vidste ikke, at der var noget, der hed letridning, for jeg sad bare ned på Skarvina når vi travede. Morfar gav mig penge med til en ridetime. Hesten var enormt høj og helt anderledes end Skarvina, men jeg kom op på den, og da jeg begyndte på at ride rundt på egen hånd for at lære den at kende, sagde ridelæreren, at det måtte jeg ikke. Jeg skulle ride rundt sammen med de andre elever og gøre hvad han sagde. ”Du skal ride letridning,” råbte han, ”Hvad er det,” råbte jeg tilbage, og han sagde at jeg skulle se på de andre. Det gjorde jeg så, og fandt ud af at man rejste sig op i bøjlerne og satte sig ned igen i takt med hestens forben. Men det gik alt for langsomt til at det fungerede for mig. Så jeg blev bare siddende.
Efter timen spurgte læreren, hvem der havde lært mig at ride. ”Mig selv,” sagde jeg ”oppe på Færøerne, på min nordbagge.” ”Du sidder godt,” sagde han, ”men du har lang vej endnu, før det ser ordentligt ud.”
Resten af ferien nøjedes jeg med at kigge på. Egentlig syntes jeg ikke at det så særlig ordentligt ud, når de fine formiddagsdamer red rundt. Når hestene travede, så det ud som om de hoppede op og ned, og når de galoperede, sad de og trak så hårdt i tøjlerne, at hestens hoved blev trukket helt ned mod bringen. Det måtte være rigtig kedeligt at være hest. Jeg længtes efter fjeldene og Skarvina.
Så kom far til Kolding. Han inviterede os alle sammen til middag på Saxildhus og jeg følte mig voksen i en ny kjole med V udskæring og en lille bitte hæl på skoene. ”Ja så er jeg blevet direktør for trælasthandelen i Århus,” sagde han, ”og nu skal vi have champagne.” Det hele var meget underligt. Her troede jeg, at vi hørte til i Kolding, og så sad far og fortalte om Århus, om at han var en århusdreng, der nu vendte hjem.
”Er du ikke glad?” spurgte han. Det vidste jeg faktisk ikke. ”Vi tager til Århus i morgen, så vi kan kigge på vores nye hus. Det ligger lige ved siden af trælasten. Det er en kæmpestor villa, meget større end det gule hus. Du kan godt glæde dig. Og så skal du gå på Katedralskolen, jeg har allerede talt med rektor.” Jeg var vred og fortumlet. Her gik far bag min ryg og ordnede alting uden at spørge mig. Jeg tog brillerne på og studerede hans ansigt. Han sad og smilede. Hans tænder var meget hvide og jeg elskede ham. Men han skulle ikke bestemme alting. Så let skulle han ikke slippe.
”Hvis Skarvina ikke kan komme med mig, så skal jeg have en stor hest i Aarhus. Ellers tager jeg ikke med.”
♥
Epilog
Efteråret 1954 ankom vi med Tjaldur til København. Uden Skarvina, men med min hund Lassie, som vi fik smuglet illegalt til Danmark. Jeg fik nervøs nældefeber og høj feber, fordi jeg havde været bange for om vores plan lykkedes. Lassie skulle have været i karantæne fire uger i København, og det ville jeg ikke have. Det var helt skrækkeligt at tænke på. Men tante Lisa, der nu boede i København, klarede det for os. Hun kom med hat og pels, så elegant som nogensinde om bord, overtog Lassies snor og lod som om den var hendes hund. Da vi alle sammen stod nede på kajen mærkede jeg at anspændelsen slap mig, men jeg havde feber og var rigtig dårlig i toget til Aarhus, så far og mor ”indlagde” mig på hotel Royal og fik en læge til at tilse mig. Jeg fik først vores fine, store villa at se en uge senere med møbler og det hele.
Jeg kom på Katedralskolen, min bror på Munkegade skole, hvor han blev lige så populær som han havde været på Færøerne. Far holdt sit løfte. Jeg fik en stor rød hest, som jeg døbte Pasha. Og tiden gik, min bror og jeg blev voksne.
Far døde ung, han nåede ikke at blive 60 år. Sorgen fik os til at miste fokus og fodfæste, indtil vi igen påtog os livet. Mor forblev enke og overlevede ham med 22 år.
♥