Teatrofonen,
forløberen for det moderne
Man skal endelig ikke bilde sig noget ind. Den ny teknologi forekommer til hver en tid. Se nu telefonen, for eksempel, som første gang optrådte under navnet Magnetotelefon med eget batteri, da Bell fik sit patent i 1876. Der gik nogen tid, hvor man egentlig ikke rigtig vidste, hvad denne Magneto skulle anvendes til. Lydkvaliteten var ikke god, det var svært at høre, hvad der blev råbt i tragten. Derimod kunne man ganske tydeligt opfatte musik i hørerøret. Da der fandtes et fortræffeligt telegrafnet, som man var vant til at bruge, blev konklusionen, at Magnetoen ikke var egnet til ord, men hørte musikken til. Det skulle jo komme til at ændre sig.
Hvad så med live udsendelser for godt hundrede år siden? Det kunne man skam.
World Expo i Paris 1881 bød på en spektakulær attraktion, idet elektricitetsselskabet i et udstillingslokale stillede stereofoniske høretelefoner til rådighed for publikum, der kunne lytte til en direkte udsendelse fra Pariseroperaen.
Det er først for ganske nylig, jeg til min fornøjelse fik kendskab til Teatrofonen, idet en herre under en samtale fortalte, at Marcel Proust, der sjældent forlod sin seng, og endnu sjældnere gik ud, abonnerede på denne service.
Jeg fløj fluks i den Store Danske Encyklopædi og forventede at blive oplyst. Det var ikke tilfældet. Til gengæld gav opslag på nettet god besked. Efter den stormende succesfulde udstilling, overførtes teatrofoninstallationerne til et parisisk vokskabinet, der dog ikke havde råd til at betale de høje afgifter, operaen forlangte. I stedet flyttede man modtageapparaterne til en mondæn café, der fik sig et endnu større publikum. Man kunne også abonnere privat, som Marcel Proust, der koblede sig på i 1911. Men det var et fåtal, der havde råd.
Teatrofontransmissioner spredte sig til andre lande, og nåede også ind i litteraturen, idet den britiske forfatter, Maria Louise Ramé, i en roman fra 1887 beskrev den kvindelige hovedperson sådan: ”A modern woman of the world. As costly as an ironclad and as complicated as theatrophone.”
1899 stiftedes Compagnie de Théatrophone, der opsatte specialkonstruerede lytteapparater i hoteller og på cafeer, og der blev installeret mikrofoner i teatre og koncertsale, samtidig med at private telefonabonnenter i Paris mod en tillægsafgift kunne abonnere. Teatrofonen overlevede til 1932, mest på grund af, at de tidlige radiomodtagere var så vanskelige at indstille, og de havde langt fra Teatrofonens lydkvalitet.
En tidlig Spotify.
♪
