Duino elegierne og Balladen om Antonie
Frygtelig er hver engel, udbryder Rilke i sine Duino Elegier.
Optakten til de ti elegier lyder sådan:
Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes ordener? Og sæt selv én af dem pludselig tog mig til hjerte: jeg ville forgå ved dens blotte stærkere liv.
Dén indledning gav mig afsæt til min roman, ”Balladen om Antonie.” På sin ridetur i de færøske fjelde beslutter hun at lade hesten springe over en kløft: Hun huggede hælene i hesten og hujede den frem i galop og lagde sig forover og gav løse tøjler, og efter afsættet, midt i svævet, vidste hun, hvor rædselsfuldt forkert det var. Hesten stønnede under hende, da forhovene slog ned i stenene på den anden side af kløften, og hun kastede sig henover dens hals og skreg. Hun mærkede bagpartiet sparke ud i det tomme rum, og så føltes det, som om der kom et mægtigt løft bagfra, og det føltes, som de blev grebet og kastet over, og hun lå under hesten på den anden side af kløften. Det sidste, hun var sig bevidst, var Skarvinas snorkende, bange vrinsken. For hendes øjne flimrede hvirvler af ild og lys, der samlede sig til en hvidgul søjle, og inden i den svævede en skikkelse. Hun hørte en stemme råbe; ”tåbelige pigebarn, hvis du vil slå dig ihjel, behøver du vel ikke lade det gå ud over hesten.” Hun så væsenet træde ud af ildstøtten, og hun så et par mægtige vinger, der løftede sig bag det. Dets stemme rungede og gav ekko i hendes hoved; ”frygt ikke, men læg dig på sinde, hvad jeg siger dig! Jeg bebuder dig et liv efter denne dag! Jeg vil dig noget! Du er et kar, jeg fylder. Når tiden er inde, vil du vide, hvad din opgave er. Om du bliver lykkelig eller ulykkelig derved, er mig underordnet. Vid, at jeg er ærkeenglen Gabriel.”
♪
Mødet med englen bliver skelsættende. Han så at sige ”sætter sig på hende,” vil bestemme alt, og manifesterer sig på de underligste tidspunkter. Antonie bøjer sig lydigt for den skræmmende overmagt, indtil hun begynder at revoltere, og undlader at rette ind efter hans ønsker. Med resultat, at Gabriel forelsker sig i hende.
Rilke siger: Frygtelig er hver engel. Alligevel, vé mig, lovsynger jeg Jer, I sjælens dødbringende fugle.
Min Antonie lader sig ikke knuse af englen, hun lærer sig at omgås ham, søger at forvandle ”det frygtelige” til en indre kraft, henfalder ikke, som Rilke, at nedsvælge min mørke besværgende hulken. Rilkes engel har intet med kristendommens engel at gøre. Han er ingen budbringer, ingen trøster, og slet ikke det kælne glansbillede, han er blevet udviklet til. Denne engel er uberoende af Gud og mennesker, han er kosmisk, han er energi, han færdes i zoner, mennesket ikke kan rumme, og heller ikke opleve uden at gå til grunde. Jeg har søgt at gestalte min vision af Gabriel, der lægger sig tæt op ad Rilkes. Med den forskel, at jeg lader mit menneske, min Antonie, stå op mod det uforklarlige, uden at gå til grunde, men slemt forslået.
♪
Rilke levede fra 1875 til 1926, og i sin levetid havde han en stor og hengiven læserskare. Han skrev på Duino elegierne i mange år. Optakten blev skabt på slottet Duino ved Trieste i 1912. Da første verdenskrig udbrød, flygtede han til München, idet hans hjem i Paris var konfiskeret og sat på auktion. Da krigen var til ende rejste han til Schweitz, hvor en mæcen i 1921 skaffede ham permanent ophold på slottet Chateau de Muzot, og en anden mæcen lejede slottet, så Rilke kunne bo der uden at betale leje.
Det blev til en intens kreativ periode, hvor Duino elegierne fandt deres afslutning 1922.
♥