Marilyn
Sig navnet, og vi ser hende. Vi hører hendes stemme, den sødmefyldte, åndeløse pigestemme, der klukker og kurrer, og vi ved, at ingen har været som hun.
Jeg har set en film om en lillebitte del af hendes liv: My week with Marilyn fra 2011. Den unge stikirenddreng, Colin Clark, bliver af det desperate filmhold sat til at være hendes personlige hjælper. Hun er deprimeret og bange for sin medspiller, Lawrence Olivier, og gennemførelsen af Prinsen og korpigen er i fare. Hun får tillid til Clark, der opnår en særstatus på filmholdet. Det lykkes ham at understøtte hendes selvværd og få hende på benene igen, når hun forlader studiet i tårer og lukker sig inde. Hun er bange for sin medspiller Lawrence Olivier, som kritiserer hende, fordi hun efter hans mening ikke lever op til hans egen standard. Med nogen angst og bæven lykkedes det den unge mand at forklare Olivier, at Marilyns frygt for ham får hende til at gå i baglås og tage beroligende piller, så hun falder i søvn, og forsømmer at komme til optagelserne. Kenneth Branagh spiller Olivier og Michelle Williams gestalter Marilyn. Hun gør det godt, skuespillerinden, men ingen platinblond paryk i verden, ingen mascara, ingen rød læbestift, og ingen nok så velformet krop kan få en kvinde til at blive Marilyn. Hvad mistede vi, da Marilyn døde? Og vidste vi, hvad vi havde, da hun levede? Og hvad betød hun for os? Hun var det, drømme er gjort af, og selv levede hun sandest foran kameraerne. Dér udfoldede hun sig i overensstemmelse med sig selv. Alligevel ville hun også have et liv uden for kameraerne og den offentlige berømmelse. Det lod sig ikke gøre. Det var allerede for sent, da hun som sekstenårig giftede sig med nabodrengen. Hun havde opdaget sin magi foran en fotografs linse. Det var også for sent, da hun giftede sig med baseballstjernen, Joe di Maggio, for da var hun blevet berømt med Gentelmen prefer blondes. Og det blev umuligt, da hun for tredje gang giftede sig med forfatteren Arthur Miller, der fik skuespillet Efter syndefaldet ud af deres forliste ægteskab. Hollywood gjorde hende til sin pengemaskine, og efter hendes død forsøgte man at lancere Jayne Mansfield og Raquel Welch som erstatning. Til ingen nytte. De var bare barmfagre blondiner. Marilyn kunne ikke erstattes, og nu er der gået 60 år siden hun døde.