Mit værelse
Jeg tager det om mig, så snart jeg træder ind ad døren. Mit lille værelse har gennem mere en tyve år været en livsnødvendighed for mig. Det rummer min nutid og min fortid, og sommetider aner jeg også fremtiden.
Der kan ikke hænges flere billeder op på de vægge, der ikke er optaget af reoler; Malerier fra fars og mors hjem, fotografier af mine heste, af vore katte, fotografier af far og mor, af vores hjem på Færøerne og vores hjem i Danmark, kaldt ud af gamle små fotos af nutidens digitale formåen og levendegjort i stort format, fotografier af børnene, da de endnu var børn.
En spinkel og ikke videre siddevenlig lille sofa med et falmet brokadebetræk er overvejende befolket af børnenes efterladte bamser, dog med en lille plads i midten til mig, og overfor den står en gammel kurvestol, som den elskede undertiden slår sig ned på i en fortrolig samtalestund.
Det er her jeg skriver og læser og tænker, det er her jeg ser på fuglene uden for vinduet, ser vores to stole og bordet under parasollen, der venter på at vi kommer med vores glas eftermiddagsvin. Endnu er den tid ikke kommet, men foråret er her. Køligt, men tydeligt, og fuglene synger som var det sangerkrigen på Wartburg. Hvem synger smukkest? Hvem synger højst?
Grunden til at jeg skriver om mit værelse er indirekte den, at jeg gav mig til at genlæse en bog af Marguerite Duras. ”At skrive,” hedder den, og handler mest om tilværelsen i hendes store, gamle hus i Neauphle-le-Château i Nordfrankrig. Jeg genkender hendes beskrivelser af forfatterens ensomhed, men ikke hendes behov for whisky for at kunne holde ud at være der. Jeg genkender til dels hendes beskrivelse af at stå foran et bogprojekt, formuleret sådan:
”At befinde sig i et hul, i bunden af et hul, i næsten total ensomhed og opdage, at kun skrivningen kan frelse én. At være blottet for ethvert emne til en bog, enhver idé til en bog, det er, endnu en gang, at befinde sig foran en bog. En uendelig tomhed. En mulig bog. Foran ingenting. Foran en slags levende og nøgen skrivning, der virker forfærdelig at overstige.”
Og følgende udsagn fra den gamle, for længst afdøde Duras, kunne lige så godt indgå i dagens debat om forfattere og deres skrivning:
”Jeg tror, at det jeg generelt bebrejder bøger er, at de ikke er frie. Man ser det i skrivningen: de er fabrikerede, de er organiserede, regelrette, konforme kunne man sige. En revisionsopgave, forfatteren meget ofte tildeler sig selv. Forfatteren bliver på den måde sin egen politibetjent. Dermed mener jeg søgen efter den rigtige form, det vil sige efter den mest flydende, den klareste og den mest harmløse form. Der er stadig døde generationer, der skriver dydige bøger. Selv unge mennesker: charmerende bøger, uden nogen eftervirkninger, uden mørke. Uden tavshed. Med andre ord: uden en virkelig digter. Bøger til en enkelt dag, underholdningsbøger, rejsebøger. Men ikke bøger som sætter sig fast i sindet, og som fortæller om den dybe sorg og den banale sandhed, der gælder for alle…
Det skrevne bliver ikke til uden skrivningens ensomhed, uden den smuldrer det skrevne. Det bliver blodfattigt i sin søgen efter, hvad der nu skal skrives. Når det skrevne mister sit blod, er det ikke mere genkendeligt for sin skaber… Der skal altid være afstand mellem andre mennesker og den person, der skriver bøgerne. Det er en ensomhed. Det er digterens ensomhed, det skrevnes ensomhed.”
Heldigvis slutter hun al sin ulykkelighed over ensomheden, skrivningens forbandelse, og skrivningens lykke, på en måde, der gjorde mig fortrøstningfuld, hvad end mine kommende bøger måtte byde mig:
”At skrive er det eneste, der fyldte og fortryllede mit liv. Jeg gjorde det. Og skrivningen har aldrig siden forladt mig.”
♥