Denne mærkelige strofe fra Rilkes første Duino-elegi, grubler jeg stadig over. Skulle foråret virkelig behøve min oplevelse af det? Hvis det er tilfældet, hvis det er det, han mener, da må jeg indgå i en stor forpligtelse.

Er det mon sådan strofen skal forstås?

Senere lyder det:

"Alt dette var opgave."

Men har du magtet den?

Selvfølgelig har jeg ikke magtet de krav, tilværelsen stiller: jorden og omsorgen for den, og selvfølgelig har jeg intet at gøre med at det bliver forår hver år, og dog er jeg ramt. Hvert forår viser mig, at jeg endnu behøves.

Jeg fik et tegn.

Som tusindvis af gange gennem 20 år stod jeg og striglede min gamle, smukke og temperamentsfulde hest. Solen varmede, jeg var lykkelig, jeg var, hvor jeg skulle være. Midt i livet. Så opfattede jeg et forskrækket prust og befandt mig nogle meter fra hende, liggende på jorden ude af stand til at rejse mig. Jeg fik mig slæbt hen til tøjrebommen, og undervejs hørte jeg mig selv sige, ”rooolig pige, jeg er her jo …”
Derefter var det ambulance, røntgen og indlæggelse. Venstre hofte blev åbnet og jeg fik isat et kunstigt ledhoved og skulle lære at gå igen. Jeg troede jo, det var min hest, der først ville falde fra. Hun er 31 år, en høj alder for en oldenborger. Og så blev det mig. Aldrig aldrig aldrig mere skal jeg svinge mig op på hende og føle mig som dronning i vores skovrige. Aldrig aldrig mere skal vi plaske i vandet ved kysten.

Aldrig mere.

Men foråret viste sig nådigt og vil mig endnu.

♥

Email: adda@lykkeboe.dk