Hvem var Elvira?
Elvira Madigan
Forleden hørte jeg Mozarts pianokoncert nr. 21 i c dur, spillet af Barenboim, og blev bragt til tilbage til fortiden, da jeg i 1998 stod ved Elviras grav på Landet kirkegård og spillede den langsomme andensats, ”Elvira Madigan,” som den blev opkaldt efter filmen om hende. Min lille bærbare lød sprødt og fint, og da satsen var færdig, holdt jeg en tale, som jeg genfandt i mine gemmer. Jeg husker sommersolen og den svage brise, og jeg husker stilheden, der lå omkring graven, omkranset af vennekredsen, der som jeg selv var på udflugt til Tåsinge.
Hvis I ikke hører fra mig om 14 dage, skal I aldrig regne med at høre fra mig mere.
Elvira
Jeg henter dig i aften, hav alt klar som aftalt og tag dine smykker med. Sixten
Begge noter er dateret den 22. juni 1899, og er indledningen til den sidste korte tid af de to elskende liv, der endte på Tåsinge, på Landet Kirkegård, med dobbeltbegravelsen den 27. juli 1889.
Hvem var de?
Efter datidens moral var de et absolut umage par. Sixten Sparre var af gammel, fornem svensk slægt. Han var gift, havde tre børn, men en grevetitel besad han ikke. Den har eftertiden skænket ham. Greven og cirkusprinsessen lød mere romantisk.
Sixten var en sværmerisk drømmer med hang til poesi, og hans militære løbebane var temmelig pauver. I 1889 er han som 35årig efter 16 års tjeneste ved de Skånske Dragoner kun avanceret til premierløjtnant.
Og Elvira, døbt Hedvig, hvem var hun?
Hun debuterede som femårig i 1872 i Tivoli, stående på en hvid hest foran sin stedfar, John Madigan. Hun er iført lyslilla trikot, kantet med hvide svanedun og guldfrynser. En avis skriver, at ”hun fór manegen rundt, mens de gule krøller flagrede om det lille, smilende ansigt.”
Siden blev hun sin tids mest berømte og feterede artist, og hun blev karakteriseret som en skønhed med en sjælden udstråling. En ægte prima donna!
Hun var vant til jernhård disciplin både hvad angår fysisk og psykisk beherskelse. Uden hende var der ikke meget at hente i mor Lauras og stedfar Johns omkringrejsende cirkus. Hun var deres bedste og eneste kort.
Hun optrådte for Kong Christian den Niende på Fredensborg, og de Kongelige var så fornøjede med hende, at kongen skænkede hende et Dagmarkors den 6. august 1886, og forældrene var hurtige til at udnytte den Kongelige udmærkelse af datteren i PR øjemed.
Hun ville gerne gøre sig fri af miljøet og rakkerlivet rundt til mere eller mindre præsentable steder. Hun læste meget, og unddrog sig samvær med familien når det var muligt.
I lighed med mange andre betagne herrer, der forsødede den unge Elviras tilværelse med gaver og buketter og smykker, ledsaget af tilbud om kærlighedsstunder, faldt også Sixten for hende, da han så hende første gang. Når det var muligt for tjenesten, fulgte han igennem to år cirkus Madigan rundt i Skandinavien. Blot for at være i hendes nærhed. Den førte ham dog ikke nærmere den attråede, for mor Laura vogtede sin skats dyd, og låste Elvira inde mellem forestillingerne. Hun gjorde, hvad hun kunne for at fordrive den alt for nærgående bejler. Hans overordnede i kompagniet havde ham til tjenstlig samtale, hvor han blev foreholdt det aldeles upassende i denne fremfærd.
Hans hustru forlod ham.
Troede han selv på en fremtid for sig og Elvira? Han smuglede breve ind til hende, fortalte at han var blevet skilt, at han ville gifte sig med hende, skabe et smukt hjem til hende. Han elskede hende, og hun skulle blive hans.
Hun besvarede brevene, bestak ligesom han cirkuspersonalet, der fungerede som kurerer. Hun så en mulighed for at forlade sit miljø, blive rig og lykkelig.
Den 22. juni 1889 hentede han hende i Sundsvall i Nordsverige, og de flygtede via Stockholm ned gennem Sverige. De kom til København, hvor hun genså Tivoli og fortalte sin elsker, at her havde hun haft en stjernestund.
De kom til Svendborg den 2. juli, logerede sig ind på hotel, og måtte efter et par dage snige sig bort om natten, fordi de ikke kunne betale hotelregningen. De ankom til Troense og indlogerede sig privat. Vejene var ved at lukke sig omkring dem.
Dømmer ikke at I ikke også skulle dømmes
Sagde pastor Schouboe ved deres grav.
Revolverkugler er ikke romantiske, de er brutale, og efterlader et blodigt menneskelegeme. Alligevel er Sixtens to dræbende skud i Nørreskoven gået over i historien som en død i skønhed.
Hans og Elviras kærlighed blev sammenføjet til andre store kærlighedsfortællinger; Romeo og Julie, Tristan og Isolde.
Men Sixten og Elvira var virkelige mennesker, og deres virkelighed var fuld af omverdenens fordømmelse. Hvad kunne de stille op i realiteternes verden? En gift, deserteret officer, og en flygtet cirkusprinsesse? De mistede deres identitet, da de vendte samfundet ryggen. Og samfundet ville have været nådesløst; den deserterede officer ville blive dømt til vanære og straf, hun ville blive udsat for samfundets hån; en løsagtig kvinde, der levede i synd.
De tog deres valg og bevarede kærligheden.
For sig selv
Og for eftertiden.