På sporet af Friedrichstadt.
Omkring 2.500 indbyggere har den fortryllende by, der ligger i Sydslesvigs sydvestlige del, direkte ved Treeneflodens udmunding i Ejderen. Grundstenen blev lagt i 1621 af hertug Friedrich III, der ønskede at skabe sig en stor handelsby, som skulle konkurrere med Hamborg.
Byens kanaler og huse er anlagt efter nederlandsk forbillede, og sejlads i store barkasser er en forlystelse i sig selv, når båden langsomt tøffer rundt i kanalerne forbi huse, hvis haver pynteligt ligger til beskuelse for de forbisejlende, næsten alle med en båd fortøjet. På floden antræffes muntre små både, hvor man selv leverer motorkraften. Adskillige brune og mindre brune knæ går rytmisk op og ned, og knæene får ekstra fart på, hvis den lille båd befinder sig i faretruende nærhed af barkassen.
Ved bådenes ankomst og afgang fylkes blandt andet det ukuelige pensionistfolk med gangstativer, rollatorer og stokke, med eller uden hjælpere, beundringsværdigt insisterer de på at ville alt.
Byens brede gågade bugner af fristelser. Det er den eneste gade med butikker, alle andre er stille beboelse, velholdte huse, med roser i flor foran vinduer og døre.
Hvad er der med den by? Er det en sminket turistfælde, køn på overfladen i sæsonen, død om vinteren?
Den lever. Utvivlsomt under pres, hvis turisterne udebliver. Men den lever! Midt blandt trængslen af besøgende færdedes byens indbyggere. Om morgenen mødre og fædre på vej med børn til skole og børnehave. Om eftermiddagen lærere på tur med elever og senere endnu flokke af børn, der har fri fra skole.
Hvad blev der af den storstad, der skulle konkurrere med Hamborg, som hertug Friedrich ønskede? Den blev aldrig til noget. Men starten var lovende.
Friedrich III, født 1597, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, arving til Norge, greve af Oldenburg og Delmenhorst, gav Friedrichstadt sit navn. For at få penge i sin hertugelige kasse, ønskede han at styrke handel med udlandet, og indbød nederlandske, forfulgte troende til Slesvig med det formål at grundlægge en by.
Han var grundigt træt af, at hans hof i dyre domme måtte indføre sine kostbare fornødenheder via fordyrende hamborgsk transithandel, og med nyanlæggelse af sin egen havneby, ville hertugen selv kunne importere sine varer. Alt dette skulle pågå, på trods af at Trediveårskrigen var i fuld gang.
Det anseelige torv vidner i dag om, at her var der tale om noget, der var tænkt som en storby. Blandt de første nytilkomne var hollandske remonstranter. Remonstranterne, efter latin: remonstrare, vise tilbage, måtte på grund af forfølgelse i 1618 forlade den reformerte kirke i Nederlandene, idet de afviste Calvins lære om prædestination. De tog imod hertugens bekendtgørelse og løfte om, at den nye by gav religionsfrihed til alle trosretninger. Tilflytterne var velhavende håndværkere og handelsmænd. De lagde planerne for byens opbygning og udseende og brugte deres hjemlige byggetraditioner, hvad der gav byen tilnavnet Hollænderbyen. Der kom flere religiøse flygtninge til. Mennoitterne, et protestantisk kirkesamfund, der praktiserer voksendåb og forkaster militærtjeneste. Også de fik et fristed i Friedrichstadt. Hertugen søgte at hente sefardiske jøder fra den iberiske halvø, men en handelsaftale med Spanien stillede sig i vejen. Til gengæld fandt forfulgte, ashkenaziske jøder fra Tyskland og Østeuropa et helle i byen. Katolikkerne kom og den evangeliske lutherske kirke etablerede sig. Alle måtte hjertens gerne praktisere deres tro, som de ønskede og de måtte hjertens gerne opføre kirker til formålet. Kun én ting måtte de ikke: Strides om, hvis kirke var størst. Ingen måtte dominere by og bybillede. Derfor ligger der ingen kirke på torvet.
Remonstrantkirken ligger og føjer sig så kønt, med sit tårn på 38 meter, ind i Brückenstrasses øvrige bygninger. Det samme gør Mennonitterkirken am Mittelburgwall med den lutherske Sankt Christophoruskirke lige i nærheden og den katolske am Fürstenburgwall ved en af kanalerne. Den jødiske synagoge havde befundet sig i et baghus på Prinzenstrasse, men menigheden, der var vokset til byens næststørste, byggede en ny synagoge, der blev indviet i 1847. Den lå i nærheden af den katolske kirke am Fürstenburgwall. Ved højtideligheden deltog alle byens religionssamfund.
Synagogen blev brændt ned til grunden i Krystalnatten november 1938, og blev delvist genopbygget som privathus under krigen. 2001 blev bygningen rekonstrueret og fungerer i dag som kulturhus og Gedenkstätte. Som i så mange andre tyske byer er der foran de tidligere jødiske beboeres huse nedlagt Stolpersteine, Snublesten, de små, ophøjede messingplader med fødselsdatoer og dødsdatoer på de tidligere jødiske beboere. Oftest står der, ”ermordert in..” hvorpå følger årstallet på døden i en koncentrationslejr.
Sindet falder til ro her. Hollænderbyens renæssancefacader læner sig en anelse fremover i venlig imødekommenhed. Der er en tanke i denne by, husene er forskellige af størrelse og farve, men de udgør et harmonisk hele i den retvinklede gadestruktur.
Oprindeligt var der en anden tanke, udover bebyggelsens tanke.
Religionsfriheden fandt hertugen var en selvfølge, og til den knyttede han sit krav om religionslighed, hvad der forhindrede kiv og konkurrence trosretningerne imellem.
Hertug Friedrich døde 1652, men hans tanke med Friedrichstadt som Stadt der Toleranz holdt væsentligt længere.
♥