DJ Bambi
Auður Ava Ólafsdóttir
Vores hovedperson optrådte i sine yngre dage lejlighedsvist som DJ, under navnet DJ Bambi. Ellers hedder personen Vindstille eller bare Stille.
Personens tvillingebror hedder Trausti, og han siger ikke ret meget når han kommer på sine daglige besøg, ”faktisk kan man sige at han tier på forskellige måder hver gang han kigger forbi omkring frokosttid. Så det kan være lidt svært for udenforstående at forstå betydningen af det min bror ikke siger.”
Men nu er Trausti begyndt at sige noget, han ikke har sagt før. For eksempel, vi lærte hinanden at kende før vi blev født. Eller, vi har kendt hinanden siden vi lå sammen i livmoderen.
Grunden til at Trausti ringer hver dag og kommer på besøg hver dag er bekymring.
For Stille har siden deres fødsel haft det problem, at hun føler sig født i en forkert krop. En mands. Men hun er, synes hun, fuldblods kvinde. Det er bare svært at forklæde sig som kvinde i et lille islandsk samfund, og insistere på, at man er kvinde, på trods af et umiskendeligt mandigt udseende.
Som ”Bambi” søger personen at indpasse sig. Gifter sig, får børn, bliver skilt efter mange år, da han fortæller, hvordan det står til. Hans kone føler sig forrådt og bedraget og afbryder al kontakt. Det samme gør familien.
Vi møder ham, da han er godt på vej til at blive hun, hende. Får østrogen, har fået indopereret brystimplantat, klæder sig som kvinde, passer stadig som godt 60årig sit arbejde på universitet. Overvejer at gå i havet, forsvinde, men der er så mange kvinder allevegne, der dyrker badning i store flokke, så det er ikke rigtig muligt. Stille afventer på sjette år sin forvandling. Sin kønsskifteoperation, som der højst foretages to af om året på Island.
Det er en stille bog, tyst og gråt hverdagsliv frem og tilbage fra det seniorhøjhus, Stille bor i, til arbejdspladsen, hvor hun undervejs bliver forfulgt af måger. Til sidst kun en meget vedholdende. Et ensomt liv, hvor et håb, udover operationen, er, at barnebarnet en dag må komme på besøg. En lille barneseng står parat og opredt i gæsteværelset, men udsigterne til at familien kan acceptere det skete, som de – bortset fra Trausti – opfatter som skamfuldt, er usikre.
Men skamfuld er Stille ikke selv. Faktisk er hun immun over for hvad omverdenen kan finde på at sige om hende. Som ekskonen siger, ”er du klar over at dit barnebarn så har to bedsteforældre? Du kan ikke både være bedstefar og bedstemor.”
Det er mageløst gjort af forfatteren. Mageløst, at hun får i hvert fald mig, der aldrig nogensinde har tvivlet på mit køn, til at fatte lidt af den pine, en transperson må leve i. Fatte, hvordan det er at gifte sig, og begære sin kone, fordi man ønsker selv at være hende. Fatte at man ikke længere vil være far, men mor, til sin søn.
”Folk spørger, om det kan betale sig for en kvinde på enogtres at blive opereret for at få en krop der svarer til hende.”
Stilles svar er, at hun gerne vil begraves med en krop, der burde have været hendes fra fødslen.
Så enkelt.
♥