balladen_uddrag

Uddrag fra Balladen om Antonie


Umbrisk møde


Engle, siger man,
ved ofte ikke hvorvidt de vandrer blandt levende eller døde.
Den første Elegi


Lorenza stod op og så ud i havens mørke. Dagen havde været stærk, barnets sang brød fortiden op, så verden udenfor Santa Chiara trængte sig på. Det var tidlig nat og søstrene havde fejret Antonie med stor middag og hun sang Magnificat ved Vespergudstjenesten så de fik våde øjne. "Min lille pige", tænkte hun ømt, "min voksne datter, som jeg skal til at vejlede". Hun betragtede fuldmånen der badede haven i sit kølige lys. Så tog hun sko på og kastede et sjal over den hvide natkjole og gik lydløst gennem korridorer og gange og lukkede sig ud i det fri. Hun følte sig på lidt forbudte veje, for en vicepriorinde, eller nogen søster overhovedet, formodedes ikke at vandre omkring iført natkjole på en sommerduftende nattevandring i klosterets have. Hun gik ad stier, der førte til havens fjerneste ende, til det lille lysthus, hvis rosenespalier gav ly for dagens hede. Hun trådte ind og satte sig på bænken og lagde de foldede hænder på det runde bord foran sig. Hun ventede uden at vide på hvad. Noget havde kaldt. Hun sad rank og ubevægelig, trænet af lange timers kontemplation.

Da lysthuset og dets nærmeste omgivelser blev oplyst af et strålende gyldent skær og rosernes kronblade åbnedes med en bedøvende vellugt, forholdt hun sig stille. En skikkelse i blændende hvidt stod foran hende med løftede vinger. Hun besvarede hans hilsen med en hovedbøjning. Han konstaterede med tilfredshed, at hun så på ham, og at hun ikke virkede skræmt. "Frue, tilgiv, at jeg satte Dem stævne midt om natten, men jeg tænkte, det var det gunstigste tidspunkt for Dem til en passiar. Jeg bør præsentere mig: Jeg er ærkeenglen Gabriel. Det glæder mig meget at møde Dem". Han bøjede sig over hendes hænder, løsnede dem forsigtigt fra deres greb om hinanden og førte dem til sine læber. "Tillader De, at jeg aflægger min embedsdragt? Jeg tror, vor samtale bliver mere afslappet, hvis jeg blot er Gabriel". Han så spørgende på hende og hun gjorde en bekræftende bevægelse. Lyset dæmpedes og han tog plads over for hende iført et diskret mørkt jakkesæt og hvid skjorte. Hans brune hår var tæmmet og strøget tilbage fra panden. Han lo, "Kære fru Lorenza, vil det være meget mod reglerne hvis vi gjorde os det lidt behageligt? Jeg tænker, vor nat kan blive lang, så lidt spiseligt og lidt at drikke vil gøre os godt. Tillader De? Lorenza åbnede munden for første gang og sagde praktisk, at det var forbundet med visse vanskeligheder at fremskaffe et måltid på denne tid, og at det kunne blive lidt svært forklarligt, hvis nogen vågnede og fandt hende i selskab med en mand. - Også selvom det drejede sig om ærkeenglen Gabriel. "De vil ikke under nogen omstændigheder blive kompromitteret frue, og vin og et måltid sørger jeg naturligvis for".

Uden at han rørte sig eller sagde noget, svævede pludselig små engle omkring bordet, nogle bar kurve og andre holdt en snehvid broderet dug mellem sig, og to glas med gylden vin, et duftende brød og to tallerkener med fåreost og friske mandler landede ovenpå dugen "Tak" sagde han da de var færdige, "I må gerne blive børn, kig jer omkring og leg i haven. Jeg kalder, når fruen og jeg er færdige". Lorenza opfangede en spæd klingrende latter og en fin susen i luften fik hendes hår til at bevæge sig. "Frue", sagde han, " vi har meget at tale om, men lad os hilse på hinanden forinden". Han løftede sit glas og hun tog tøvende sit i hånden og mødte hans blik. De drak, og han begyndte at spise. "Du er ikke, som jeg havde forestillet mig, "sagde hun dæmpet, "og af Gabriel er der dog mange billeder". "Nej, vel!" svarede han, "nej, mennesker gør sig så mange billeder og forestillinger, og så falder de dog sjældent ud som ventet. Sådan kan jeg altså også se ud, og det er der sjovt nok ingen, der forestiller sig". "De små?" spurgte hun, "hvem er de?" "Åh, ja. De små", svarede han og lod vinen rulle langsomt rundt i glasset, "betragt dem som børn. Nogle forbliver i den tilstand, andre venter." "Venter? På hvad", spurgte hun. "Jeg tror, det vil fremgå senere i vor samtale frue", svarede han.

Hun fik farve i kinderne, hendes mund blev blød, og det sorte, kortklippede hår med fine hvide striber brusede om hendes hoved og mindedes den tid, hvor hun kunne sidde på det. Hun så, at hendes glas stod fyldt igen, og hun lænede sig tilbage og så frimodigt på ham. "Hr. Gabriel", sagde hun, "det er dog underligt, at jeg siger du til ærkeenglen, der tiltaler min ringhed med De. Men", tilføjede hun, "vi har vel altid været dus med Gud og Jesus og Vor Frue, nu virker det bare så uhøfligt". "Med guderne er menneskene dus", fastslog han, "sådan har det altid været, og De bør fortsætte hermed, fru Lorenza". Hun nikkede og tog et nip af vinen. "Jeg tænker naturligvis på hvad ærkeenglen vil mig, jeg tror næppe, du kommer med en bebudelse, men hvad vil du så, Gabriel?" Han blev alvorlig nu, så hun. "Fru Lorenza, det kan blive en lang forklaring, og jeg beder om Deres overbærenhed for ikke at sige, Deres billigelse af det, jeg kommer til at tale med Dem om. Må jeg begynde?" Hun nikkede.