"Hvor stygt er ikke Cadaveret, saaledes som vi faaer det, smudsigt, hentæret, uskjønt. Men naar Huden er borte, naar de enkelte Dele betragtes for sig: de røde, friske Kødtrevler med deres fine gennemsigtige Hinder: senerne, blanke som sølv: brusket paa Ledemodene, snehvide, glatte: … O Caroline! Et dødt Legeme indeholder en Skat af den højeste Skjønhed.”
Nok ikke et brev man ville anse for muligt eller passende at sende til sin forlovede. Men det var netop det Emil Aarestrup (1800 – 1856) gjorde, mens han som lægestuderende i København var i gang med at dissekere lig.
Han og den forlovede, den purunge Caroline Aagaard, vekslede breve om stort og småt. Der foreligger omkring hundrede breve fra ham til hende i forlovelsestiden, hvor han informerer hende om sit studium, sine venner, om det han læser og er optaget af. Og Caroline, der boede i Præstø, har ikke været en helt almindelig jomfru anno dazumal. Hun var åben over for alt, hvad Emil meddelte hende, informerede ham troligt en gang om måneden, at ”det sædvanlige” var kommet til tiden, og i forhold til snærende krav til unge pigers sømmelighed, var hun så fordomsfri, at det hændte, hun overnattede hos ham i hans værelse, når hun var på besøg i København. 1827 tog han sin medicinske embedseksamen, de giftede sig samme år og flyttede til Nysted, hvor han havde fået embede.
I mere end tres år har jeg været fortryllet af Aarestrups digtning, fra det øjeblik, min gymnasielærer foldede ham ud for mig, og jeg forstod, hvorfor han indtog en særstatus blandt samtidige digtere. Den skønhedselskende digterlæge så på en anden måde end digtere flest, præcist iagttagende sit objekt, uden illusioner om noget andet end det, der hørte jorden til.
Hold fastere omkring mig
med dine runde arme.
Hold fast, imens dit hjerte
endnu har blod og varme.
Om lidt, så er vi skilt ad
som bærrene på hækken.
Om lidt er vi forsvundne
som boblerne i bækken
Årene i Nysted var produktive. Han passede sin lægegerning med stort ansvar, var elsket af sine patienter og et aktiv i byens selskabsliv. Der kom børn. Mange. Tolv i alt.
Han fulgte med i europæisk litteratur, fik tilsendt bogpakker fra København, han læste og oversatte Byron, Victor Hugo og Heine, og hans noget utilstrækkelige økonomi forhindrede ham ikke i at nyde god mad, gode vine og cigarer. På vennen Christian Winters initiativ udgav han i 1838 på Reitzels forlag lyriksamlingen, ”Digte.”
Johan Ludvig Heiberg, den enevældige smagsdommer, skrev om den: ” En vis liderlighed er den eneste gestalt i disse poesier.”
Der blev kun solgt 40 eksemplarer, og Aarestrup opgav at udgive mere. Samme år flyttede han og familien til Sakskøbing, hvor de tilbragte de næste elleve år, hvorefter han fik et større embede som stiftsfysikus, det vil sige, embedslæge, i Odense.
Aarestrup er erotikkens digter, Han spænder over det uskyldigt erotiske til en dobbelthed, hvor det sanselige og seksuelle forener sig med adskillelse og død: Kærlighed og erotik er skrøbeligt underlagt bevidstheden om forgængeligheden, og at der intet er efter døden. Mennesket forsvinder ”som boblerne i bækken.”
Digtet ”På sneen,” fokuserer på en kvindes erotiske udstråling. Digterjeget får øje på hende da hun går gennem byen, og hendes flagrende skygge på sneen får jegets skygge til at blande sig med hendes. Mens jeget er betragteren, og må nøjes med at omsætte sit begær til poesi, handler skyggen. Dette skyggemotiv beskæftigede også H.C. Andersen, da han nogle år senere skrev eventyret, ”Skyggen.”
Henover torv og gade,
hvor sneen lå, den hvide,
belyst af nattens måne,
jeg så dig hastig skride.
Om dine hænder vandt sig
muffen, den lykkelige,
og om dit knæ jeg hørte
den glatte silke skrige.
Sig syngende lod sneen
af dine fødder trykke,
og på det bløde tæppe
henflagrede din skygge.
Jeg så den hastigt svæve
over den glimmerhvide,
æterisk rene flade –
en anden ved dens side.
Det var min egen skygge.
Den skyndte sig utrolig,
jeg havde aldrig set den
så langstrakt og urolig.
Den nærmed sig forvirret,
den lod, det er det sande,
sit eget sorte væsen
med dit sig kælent blande.
De svulmede, Canova
ej bedre grupper skabte.
Imellem blev de borte,
når månens lys sig tabte.
Og kom igen til syne
i stillinger, o lykke,
mit kød og blod må savne,
men opnås af min skygge.
♪