Betragtninger over Schuberts
Winterreise
Det er igen tid til at overvære Lied-cyklussen, denne gang i Musikhuset med Mark Padmore.
Teksten er skrevet af Wilhelm Müller, der levede fra 1794 til 1827. Han var samtidig med Schubert, hvis liv også kun var kort, 1797 til 1828, begge blev kun lige akkurat tredive år. Müller skrev sin Winterreise 1820, og fire år senere forelå Schuberts komposition til digtene. Og lige før det havde de to henholdsvis skrevet tekst og musik til Die Schöne Müllerin.
De to samlinger har vandring og rejse fælles. Møllersvenden er på sin vandring ligesom manden i Winterreise. Den unge mand drager hjemmefra fuld af forventning og forårsglæde, han får en ven i den rislende bæk, der fører ham til møllerens hus, hvor den skønne møllerdatter bor. Vor ungersvend er totalt ukendt med at begå sig, forstår i sin naivitet ikke meget af det, der foregår omkring ham, træder sig selv over tæerne, da han tager mod til sig og inviterer møllerdatteren på en spadseretur, aner ikke hvad han skal sige til hende, og lidt efter forlader hun ham. Es kommt ein Regen, siger hun. Han smægter og hentæres, og da jægeren kommer og gør sine hoser grønne hos den skønne, forlader svenden møllerhuset i dyb sorg, søger trøst hos den muntre bæk, der inviterer ham til at finde hvile i sin kølighed. Og vugger ham ind i døden.
Winterreise er dyster allerede fra begyndelsen. Denne ensomme elsker forlader sin by og hjemstavn, med dyb hjertesorg. Vi ved ikke, hvad der er gået forud. Han har levet en stund i lys med sin elskede, Das Mädchen sprach von Liebe, die Mutter gar von Eh´. Der var altså en tid hvor han kom i hendes store hus, så velset, at moren talte om ægteskab. Nu er han lukket ude, og man truer med at pudse hundene på ham, hvis han nærmer sig igen. I kulde og sne leder han forgæves efter pigens spor, der hvor de har gået, arm i arm, og finder det træ, hvor han har ridset deres navne. Et lindetræ tilbyder ly og trøst, dér hvor han før så ofte drømte i dets skygge. Nu fryser hans tårer fast på kinderne. Han søger husly hos en kulsvier, men finder ingen hvile, drømmer om foråret, om blomster og grønne enge, drømmer om den skønne maj, drømmer om kærlighed, drømmer om den skønne pige, om lykke og salighed. Vækkes af skrigende ravne. Går videre, søger ly på en kirkegård, finder ingen ro dér. Kommer til en landsby, hvor en frysende, barfodet gammel lirekassemand drejer sin lire, mens folk ligegyldigt går forbi, ingen gider høre på ham, hundene knurrer ad ham. Mærkelige gamle mand, tænker vor vandringsmand, skal jeg gå med dig? Et skyggeliv venter ham, en evig vinterrejse.
Den erfaring han drager er, at kærligheden er flygtig, den elsker at vandre fra den ene til den anden, det er vilkåret, sådan har Gud bestemt.
Die Liebe liebt das Wandern - Gott hat sie so gemacht -
Von einem zu dem andern. -
Fein Liebchen, gute Nacht!
♥