Når vi ikke længere forstår verden
Død og ødelæggelse, mere eller mindre gale og geniale videnskabsmænd. Som regel stort besvær med at få familieliv og hverdagsliv til at hænge sammen. Drevet af passion, ofte på selvmordets rand, og ensidigt fokuseret på det, de kæmpede med at få formuleret. Og overraskelse, når deres viden blev brugt. Forfatteren til bogen, Når vi ikke længere forstår verden, hedder Benjamin Labatout, chilener, født 1980.
Labatouts værk gjorde mig svimmel, og i første omgang lagde jeg den fra mig. Den var for svær og uoverskuelig. Men ved fornyet læsning greb den mig. I den grad.
Labatout understreger, det er en roman, han har skrevet, og det gør han aldeles formidabelt. Han danser tilbage i videnskabens historie og portrætterer nogle, nok de væsentligste, af de mennesker, der skabte den moderne fysik og matematik. Schrödinger, Heisenberg, de Broglie, Fritz Haber, Grothendieck, Bohr, Einstein. Han beskriver videnskaben ud fra de mennesker, der skabte den med uhyre omkostninger. Helbred, ægteskaber, undertiden sindssyge, tvivl på matematikken, tvivl på fysikken, tvivl på virkeligheden.
Labatout skriver: I juli 1926 rejste den østrigske fysiker Erwin Schrödinger til München for at præsentere en af de smukkeste og mærkeligste ligninger, der nogensinde er opstået i et menneskes sind…. Hans teori bekræftede tilsyneladende, at elementarpartiklerne opførte sig som bølger. Hvis dette virkelig var sandt, så adlød de kendte og forståelige love, som alle fysikere på planeten kunne acceptere. Undtagen en. Werner Karl Heisenberg. Schrödinger måtte lytte til hans foredrag ude fra gangen, mens han sad og bed negle. Halvvejs gennem fremlæggelsen sprang han op og gik ind til tavlen foran forsamlingens forstenede blikke, mens han råbte, at elektronerne ikke var bølger, og at den subatomiske verden umuligt kunne visualiseres. Buh råbene og piftene var så kraftige fra hundrede vis af personer, at Schrödinger måtte bede om at tale ud. Men ingen ville høre på den knægt, som krævede, at man glemte ethvert mentalt billede, man måtte have af atomet.
Han blev drevet ud af lokalet. Han måtte være fuld af misundelse over for Heisenberg, mente man. Men så kommer Schrödingers berømte tankeeksperiment om katten i en lukket kasse. Tankeeksperimentet skulle påvise at Bohrs og Heisenbergs kvantemekanikteori var for absurd og virkelighedsfjern. Altså: Man putter en kat i en lukket kasse. Fylder den med blåsyredamp, måler henfald fra radioaktivitet. Sådanne henfald er helt tilfældige, der er måske omkring 50 procent chance for, at der sker noget i løbet af en time. Hvis man anvender kvantemekanikken på hele systemet i kassen, vil det betyde, at katten befinder sig i en tilstand mellem død og levende. Først når man åbner kassen viser det sig om den lever eller er død. Før man åbner låget vil katten hverken være død eller levende. Men den kan også være både død og levende.
Schrödingers kat
Hermed mente Schrödinger at bevise kvantemekaniktolkningens absurditet, for intet i kvanternes verden handler om vores objektive virkelighed. Men trods hans og andres kritik af Heisenberg, tog Bohr teorien til sig, og den er stadig den mest udbredte. Men Einstein var ikke enig med Bohr. Eller Heisenberg. Han skrev 1926 til fysikeren Max Born:
Kvantemekanikken trænger sig sandelig på, men en indre stemme siger mig, at den ikke er den endelige sandhed. Teorien er omfattende, men den bringer os ikke nærmere den gamle teoris mysterier. Under alle omstændigheder er jeg overbevist om, at Gud ikke spiller med terninger.
Og katten i kassen illustrerer stadig teoriens problemer. I øvrigt var Heisenberg sindsforstyrret, da han feberhed tog til Helgoland med en krøllet notesbog i lommen. På toppen af en klippe med havet buldrende under sig, overvejede han selvmord. Men inden han tog beslutningen gennemgik han sine noter endnu engang, og så, at han i den subatomiske verden havde gjort det samme, som Newton gjorde for solsystemet. Han havde brugt matematikken uden billeddannelse.
Heisenbergs mindesten på Helgoland.
Senere samlede han sine noter til en artikel, som han sendte til Bohr, der ikke var i stand til at forstå den besynderlige logik, Heisenberg benyttede. Men han vidste, at noget aldeles banebrydende var hændt. Han skrev til Einstein:
Heisenbergs artikel, som snart bliver publiceret, er aldeles forvirrende. Det ligner en mystikers værk, men er uden tvivl korrekt og vil få enorme implikationer.
Hvorfor mon, spørger forfatteren, har mennesket denne trang til at forstå alting? Forstå det ufattelige, altid ville konstruere teorier på grænsen af det begribelige. Tilmed bringer jagten på viden ofte død og ødelæggelse med sig. Og nogle af de store videnskabsmænd vender sig bort fra deres værk, som Bohr, da han indså hvad hans teori blev brugt til: Atombomben.
Informations anmelder, Lasse Winther Jensen, slutter sin anmeldelse sådan: Det er en bog til og om en virkelighed, der fremstår alt for overvældende – en ekstatisk og foruoligende fortælling, om hvad der ledte til den martrede og forunderlige verden, vi bebor i dag.
♥