Åh Europa!
"Vi er allerede et andet Europa,” lød det fra Mette Frederiksen, der udtaler det fantastisk opmuntrende i, at der nu står et samlet europæisk kontinent, der er enigt om at gøre sig uafhængigt af Putin og den russiske gas. Europas skal styrkes, der er krig på vores kontinent, siger hun.
Foreløbig har Rusland ikke glimret ved sin taktik over for et bevægeligt, motiveret og handlende Ukraine, hvis befolkning ikke agter at lade sig indrullere i Russisk overhøjhed. Det har, siden Russerne invaderede den 24. februar, vist sig at Ukraine har været en formidabel modstander, med materiel opbakning fra Natolandene, der ikke selv ønsker at ”sætte fod på Ukranisk jord ” og dermed tirre Putin til atomar trussel.
Kiev faldt ikke som russerne havde forventet, en sejr kan have lange udsigter, men en sejr må Putin indkassere, og en sejr skal Ukraine og et samlet vesten have. Det koster et meget stort antal døde soldater på begge sider af fronten, og det koster ruinhobe med døde civile i Ukraine.
Nu har EU lagt skænderier om økonomi og deslige fra sig en stund og Tyskland har taget en beslutning, der gør op med det tyske forbud mod våbeneksport til krigszoner. Beslutningen markerer et vendepunkt i tysk politik, understreger forbundskansler Olaf Scholz.
Vil vi se et helt nyt EU? Også efter en krigsafslutning?