Det danske du
Siden 1968 har vi så hjerteligt sagt du til hinanden, til unge, gamle og midaldrende, uanset rang og stand. På nær naturligvis Mærsk og kongehuset.
Det du står vi noget alene med. I Frankrig, Italien, på Færøerne og i Tyskland, som er de lande, jeg kender bedst, vil det være utænkeligt at sige du til en øvrighedsperson eller en voksen, man ikke kender, og derfor naturligvis tiltaler vedkommende med vous, Lei og Sie og på færøsk, Tygum.
Mine betragtninger er afstedkommet, fordi en anmeldelse af min nyeste bog, Felicias to Bryllupper, har givet recensenten anledning til udtalelsen, ”sproget er gammeldags og hverken handlingen eller dialogen mellem de unge virker nutidig eller helt troværdig.”
Det har jeg ikke oplevet før i mit forfatterskab, der ”normalt” bliver bedømt som velskrivende med et smukt sprog. Måske, tænker jeg, er just denne anmelder ung? Måske kender vedkommende ikke de regler for høflighed og tiltale, man bruger i Italien, i Frankrig og Tyskland og på Færøerne, og som jeg naturligvis følger, idet jeg dårligt kan skrive alle mine romaner på de landes sprog, de foregår i.
Ikke at jeg kunne drømme om at gøre indsigelser, men jeg agter ikke at ændre det sprogbrug, der bedst passer til de lokaliteter, hvor mine bøger foregår. Så jeg affinder mig naturligvis med, at jeg i unges øjne er en gammel, forældet dame. Hvad der jo på mange punkter ikke er helt forkert.
Allors excusez- moi cher crtitique. Ma je le referai.
Quindi scusami caro recensore. Probabilmente lo faro di nuovo però.
Orsaka mær goᵭa fráboᵭari. Men eg koma at gera taᵭ uppaftur.
Also entschuldigen Sie, lieber Rezensent. Aber ich werde es wieder tun.
♥
Forfattertræf i Toscana.
Møde med Mauro Valenti.