| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt
Seneste udgivelse, romanen Kvartetten.

Oktober 2018

Toscana september 2018

Det var 25. gang, vi flyttede husholdningen fra Ajstrup til Colle ai Lecci. Et spring fra dengang vi ikke kunne tale italiensk og ingen kunne tale andet end italiensk. Det kan man heller ikke i dag, men landet er jo stort, så landets eget sprog rækker rigeligt i forhold til Danmarks lillebitte sprogområde, der kræver at vi kan tale i det mindste engelsk. Vi har forbedret os betragteligt med hensyn til italiensk, og nu er vi kendt og accepteret som i due danesi der kommer hvert år, bor det samme sted, hænger ud på de samme barer, køber ind i brugsen, besøger vingårde og hører om vinens - og landets tilstand. I år mener man høsten alligevel bliver tålelig. Hvor vores forår bød på tre måneders tørke, var Toscanas forår koldt og regnfuldt, og vinen led. Men da solen kom, livede både mennesker og vin op, og da vi rejste hjem den 30. september var næsten alle marker høstet.

Vi tog biltoget fra Hamburg til Verona, en særegen oplevelse mens man venter på at måtte køre op på toget; personalets vilde fagter når en bil af lutter nervøsitet går i stå, køens stigende ængstelse for om det da nu går godt, ventende kvinder - det er flest mænd der sætter liv og ære på spil når der skal køres op på togstammen, og de kvinder der gør det, får min dybe reverens. Men er bil og mennesker først kommet om bord og toget kører, breder lettelsen sig gennem hele toget. Vi havde en sovekupé med det fineste lille skab der åbenbarede spejle, håndvask, håndklæder og sæbe. Og så er der jo spisevognen, hvor jeg tænker på alle de film, der har udspillet sig i toge, og især i spisevognen, når monsieur Poirot samler alle og udpeger morderen. Og i de film ryster toget ikke! Det gør det jo ellers, og nattesøvnen er ledsaget af dets lyde, opbremsninger og knirken. Næste morgen er man så i Verona, og også her kan forskellige scenarier udspille sig når biler og motorcykler skal af igen. En fører er blevet væk, alt går i stå mens han findes frem, en stakkels motorcyklist må skubbes ud, men endelig er alt godt. Mænd og kvinder forenes i deres respektive biler og perronen tømmes.

Inden vi landede på Colle, gjorde vi holdt i Monte Luco, der er en bar højt beliggende nogle kilometer fra den lille by, San Gusmé, Min elskede trængte til at vaske hænder, så jeg gik ind i baren og bad om et glas hvidvin, og mens jeg stod med ryggen til og ventede på mit glas var der et lille oprør bag mig og små protester på en slags engelsk, "no lady we give," og da jeg vendte mig sad der tre herrer der ivrigt gjorde plads og insisterede på, at jeg skulle smage deres rødvin og ikke min købte hvidvin. Deres fornøjelse steg til uanede højder, da jeg tiltalte dem på italiensk, og jeg fik at vide, at her kom de hvert år i jagttiden, det var vildsvin det gjaldt, og så også at være lidt fri fra fruerne selvfølgelig, i al ærbarhed, bare de tre venner sammen. De spurgte hvor jeg var fra, og mente at vide at der var meget, meget koldt i Danmark, at kvinderne allesammen var meget, meget smukke, og allesammen havde vidunderlige blå øjne. "Ligesom Deres, signora." Så ville de vide, om jeg sådan bare kom alene, og jeg sagde, som sandt var, at min autista (min chauffør) var på toilettet. Det fik vist deres tanker hen i retning af en meget rig dame, der kørte med egen chauffør, og da min elskede så tren ind ad døren og jeg præsenterede ham som min chauffør og ægtemand, skjulte de deres eventuelle skuffelse godt, og pøsede rødvin i hans glas. De rejste sig og kyssede min hånd og svor os evigt venskab, styrtede ud til deres bil og forærede os to flasker rødvin uden etikette.
Da vi forlod vore venner og kørte nedad, standsede vi brat, da en lama stod i vejkanten og sindigt tyggede drøv. Den havde sin hun og tre store unger med sig, og vi så forvildede på hinanden: er man begyndt at holde lamaer i stedet for får?
Vi ankom til Colle med vores to flasker uspecificerede rødvin og lamaer på nethinden og gav os til at tømme bilen. - Senere fik vi lamamysteriet opklaret. Nogle "hippie" typer havde i nogle år haft et sted med eksotiske dyr, aber blandt andet, og det var de så blevet trætte af, havde sluppet hele menagen løs og var flyttet. Aberne har ingen set, de er sandsynligvis døde, men lamaerne har indrettet sig. Nu på andet år.

Vi lærte nogle unge mennesker at kende, der havde bosat jeg midlertidigt på gården. De var fra New Zealand, Grækenland, Frankrig og England og viste sig at være en slags globale vinarbejdere. De fulgte vinhøsten, så at sige kloden rundt og tog arbejde som plukkere eller medhjælpere indendørs ved forarbejdning af druerne. Det ene par havde levet sådan i 6 år, hun engelsk, han fransk, og som hun sagde, "jeg taler et værre og værre engelsk, fordi vi taler engelsk sammen, og det kan han ikke, han taler fransk i den tro det er engelsk."

I den lille by San Gusmé er der fest hvert år den første uge i september. Dels fejres vinen naturligvis, og de forskellige vingårde er repræsenteret med smagsprøver. Dengang Colle ai Lecci stadig ejede sine vinmarker, har min elskede såmænd siddet og repræsenteret gårdens vin sammen med den daværende ejer. Der er også forskellige officielle sammenkomster, hvor den lille bys fremtid og udvikling diskuteres. I modsætning til de fleste små flækker, bestående af en tidligere ringmur med nogle huse inden for, er San Gusmé stadig en levende lille by. Der er børn og unge, præsten sørger for både åndelig og praktisk velfærd, der spilles ihærdigt fodbold hver fredag. I år var der et forfattermøde i Lorenzos have. Lorenzo er en nobel herre, der har en yndig have som blev åbnet til begivenheden, og han ejer desuden et, måske flere huse oppe i byen, som vi da så inderligt gerne måtte komme og bo i, hvis nu Colle ai Lecci en dag blev solgt...

Forfatteren Mauro Valenti viste sig at være en imødekommende og veltalende mand. Han havde lige udgivet bogen, "Un nonno di otto anni," en bedstefar på otte år, og en del af handlingen udspillede sig netop i San Gusmé. Italien i 1900 tallet har nogle få rige jordbesiddere, der udnytter de ludfattige landarbejdere til en ussel betaling. Er man heldig, får man et arbejde for en dag, efter man har ventet fra klokken tre om morgenen på Gusmés piazza. Først senere kommer forvalterne fra Arzeno og Brolio, de største af de nærliggende vinbrug og udtager dem, der kan bruges. Resten går hjem med uforrettet sag. Man drømmer om en anden tilværelse, emigration diskuteres, men som drømmescenarier. Indtil den dag, hvor en "korporal" kommer til Gusmé og tilbyder den otte årige Beppinos far penge, hvis han må få drengen med til Argentina. "Til et godt arbejde!" Familien ser ingen anden udvej og tager tårevædet afsked med sønnen. "Du klarer, det Beppino, må Gud være med dig," græder moren. Romanen bygger på forfatterens samtaler med den nu meget gamle bedstefar, der for længst er tilbage i Italien, uden at have talt synderligt om sin lange tid i det store udland.

Og nu er vi så hjemme igen. Til efteråret og den kommende vinter, og det er, som det skal være. Engang drømte jeg en lille smule om at bo i Italien, det var en lille drøm, men alligevel... I dag bekender jeg mig på godt og ondt, på tro og love til det at være dansk. Vi har en vis ordentlighed og retskaffenhed, og ind i mellem kommer så Danske Bank og ødelægger det hele, men får alligevel ikke lov, netop på grund af den danske ordentlighed. Uden sammenligning, og så dog alligevel; i Italien kan menigmand godt forarges over at dyr, der ikke kan klare sig selv, bare slippes løs i naturen uden nogen konsekvenser for de ansvarlige. I Italien kan man mishandle køer, udsulte dem så de kun er skind og ben. Men har man de rigtige forbindelser kommer dyrlægen og erklærer at alt er fint. Noget sådant tillader vores ordentlighed ikke.
Så jeg følte mig velkommen i mit Ajstrup, jeg følte mig velkommen allerede da vagterne vinkede os over grænsen, og tænkte at nu var jeg kommet hjem, og i Danmark er jeg født.


Adda og Mauro Valenti

Adda Lykkeboe, fotograf Gunnar Lykkeboe



Adda's blog, læs her

Roman undervejs, læs uddrag

Aktuelt, læs mere her

Tidligere Spor, Arkiv