| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt
Seneste udgivelse, romanen Kvartetten.

Januar 2018

Betragtninger over #Me too

Da de første anklager om magtfulde mænds seksuelle udnyttelse af kvinder begyndte at indløbe, var det som en pludselig kulderystelse. Står det virkelig så galt til? Er kvinder de facto tvunget til at indgå i alle disse beskrevne uhellige forhold til mænd, der er deres arbejdsgivere? I første omgang var det mænd inden for kunstens verden, der en efter en faldt, trådte tilbage i vanære, frataget deres stillinger, fjernet fra film, nægtet adgang til den verden, de så tilsyneladende enerådigt havde behersket. Ja, det er uden tvivl sandt, hvad kvinderne fortalte om horrible overgreb og tvang, om fysiske og verbale ydmygelser. Det blev det mudder-
skred, der blotlagde den beskidte bagside af en hidtil fortiet foragt for kvinder.
Grab them by the pussy!

Udsagnene blev ved og mænd faldt på stribe. Men nu synes det mig, at sager, der er over 20 år gamle, ofte ser dagens lys og ofte som en påstand, som om kvinderne vil med på toget og komme af med gamle fortrædeligheder. En mand måtte offentligt beklage og tage afstand fra at han for mange herrens år siden skulle have taget en dame på knæet. Han erindrede ganske vist ikke damen, men hendes anklage blev taget for gode varer.

Det fik mig til at betænke mit eget liv, og mit forhold til mænd. Jeg skal mange år tilbage, tilbage til dengang, hvor manden suverænt var familiens overhoved, og når han var en god mand, "nøjedes" han med at forsyne kone og børn med tag over hovedet, mad på bordet og øvrig beskyttelse, og overlod alt vedrørende varetagelse af afkom, indkøb, rengøring og madlavning i sin kones hænder.
Når han var en stupid enehersker, var kvinder og børn prisgivet.

Fra jeg var meget lille, forstod jeg at i mit hjem herskede den gode far, ham der ordnede alt vedrørende den ydre verden, og som kun i enkelte tilfælde af mor blev brugt som trussel, det får far at vide, når han kommer hjem. En trussel ingen af os troede på.
Jeg har altid har mødt eksemplarer af det mandlige køn med tillid, indtil andet blev bevist, naturligvis. Jeg tænker med fornøjelse på de blikke, de pift, de opmærksomheder, der er blevet mig til del, da jeg var ung. Blev opmærksomhederne for intense var der altid midler for hånden til at sige nej, nu er det nok.
Har jeg levet en så beskyttet tilværelse, at jeg slet ikke begriber, hvad der foregår i dag?
Jeg begriber det godt, jeg har set magtudfoldelse og underkastelse og frygt, og det virkelig interessante er, at min arbejdsverden i en lang periode var domineret af kvinder. Kvinder med magt til at ophøje og til at kaste ud i mørket. I den verden, var det kun den allerallerøverste chef, der var mand, og han var Gud. Men en meget fjern Gud, der gud forbarme mig vel kun i sine mest intime stunder kunne finde på noget så anstødeligt som bare at tænke på seksuelle krænkelser af sit kvindelige personale. Alle øvrige fåtallige mandlige ansatte var nogle søde skvat.

Så kom feministerne galoperende og tingene ændrede sig drastisk både i de små hjem og i den store verden. Kvinder tog sig rettigheder, blev skilt, var ligeværdige legepartnere i seksuelle forhold og alt var godt. Manden var mere eller mindre sat på plads og tog nu sin del af bleskift med mere.
Men ikke alle! Nogle mænd havde stadig status af guder bag deres skriveborde, kameraer, operahuse og balletsale, og de blev alle bejlet til af hungrende kvinder, der ville have rampelys. Og fik det, hvis de gik ned i knæ og tilbad fallos.

#Me too tsunamien forekom mig i begyndelsen at være en katarsis, hvor kvinder kastede skam og fortielse bort og stod offentligt frem. Længe så jeg med sympati på bevægelsen, det er jeg ikke helt sikker på, jeg stadig gør. Ikke ubetinget.
Fremtrædende franske kvinder har i Le Monde skrevet et åbent brev og udtrykt bekymring for at bevægelsen er blevet en heksejagt på mænd.
Franske kvinder forsvarer mænds ret til at lægge an på dem, hedder overskriften.
Voldtægt er en forbrydelse, sexchikane og seksuel tvang skal anmeldes og for offentlighedens lys, også selv om det er pinefuldt for kvinden, men det skal og må gøres.
Men, skriver de i le Monde, det er ikke en forbrydelse at prøve at forføre nogen, heller ikke selv om det er klodset og vedholdende. Det er ikke et machoangreb! Og de latterliggør den franske ligestillingsminister, der vil lovgive mod mænd, der pifter efter kvinder på gaden.
"Mænd er blevet hurtigt straffet, tvunget væk fra deres job, når alt, hvad de gjorde, var at røre nogens knæ eller forsøge at stjæle et kys."

Det der begyndte som kvindernes modige oprør mod en udbredt mandschauvinisme i nogle brancher, er blevet en gråzone, hvor anklagerne flyder frit uden mange muligheder for de anklagedes retssikkerhed. Jeg vil ønske, at vi kvinder ikke gør os selv til "det svage køn," der råber på beskyttelse, og jeg vil ønske at ikke alle mænd på forhånd mistænkeliggøres.
Meget kan ske endnu, og når støvet har lagt sig, bliver udsynet bedre og indsigten dybere.






Adda Lykkeboe, fotograf Gunnar Lykkeboe



Adda's blog, læs her

Roman undervejs, læs uddrag

Aktuelt, læs mere her

Tidligere Spor, Arkiv