Reflektioner

Forfatter Adda Lykkeboe

Jorden. Vort eneste hjem

Vores verden ser foruroligende ud til at løbe løbsk med os, og om kort tid kan den løbe os helt af hænde. Hvor vi med menneskerettighedskommissionen har sørget for at give os selv ukrænkelige rettigheder, har vi ikke tænkt synderligt over, at vi aldrig har skabt nogen som helst form for love, hvad vores jord, vores natur angår. Det er på høje tid, måske endog for sent, at stille krav til verdens Forenede Nationer om at udforme en grundlov for jorden, og give den adkomst til rettigheder, der tillader den fortsatte udvikling af biologisk mangfoldighed.

Det er så forsvindende kort tid siden, ikke mere end omkring 150 år, et splitsekund i jordens lange tilværelse, at mennesket begyndte at true dens klima med udledninger fra kulfyrede højovne. Og det er kun 123 år siden, denne trussel blev kaldt drivhuseffekten. Det var den svenske fysiker, Svante August Arrhenius, der 1896 som den første foreslog, at jordens overfladetemperatur afhang af atmosfærens CO2 indhold. Denne tese blev nogle få år senere fulgt op af August Krogh, 1874 – 1949, zoolog og fysiolog ved Københavns Universitet, og nobelpristager i medicin 1920. På en rejse til Grønland 1902 målte han CO2 spændingen i luft og havvand omkring øen Disko, og fandt ud af at CO2 procenten i den grønlandske luft gennemsnitligt var meget højere end procenten på den sydlige halvkugle. Han noterede følgende:

”Dette fænomen kan ikke forklares ved en forøget produktion af CO2 fra land (øen Disko), men kan muligvis skyldes en frigørelse af denne luftart fra havet, sådan som det vil finde sted, hvis dybvandet, som har en høj CO2 spænding, stiger op til overfladen. Således adskiller CO2 spænding ved havoverfladen sig fra atmosfærens, hvilket kan afstedkomme en anselig absorption eller udskillelse af denne luftart.”
Yderligere beregninger fik ham dog til at konkludere, at det var kulforbrændingen, som havde den største indflydelse på luftens indhold af CO2.
”Menneskets forbrænding af kul er en stadig mere afgørende faktor, der i de seneste år er blevet af meget stor vigtighed. Verdens produktion af kul beløb sig i 1902 til 700 milliarder ton, hvilket ved forbrænding giver mere end 1/1000 af den mængde der findes i atmosfæren. I løbet af det i geologisk set ubetydelige tidsrum på 1000 år vil CO2 procenten alene af denne årsag være fordoblet.”

I dag, 123 år senere, efter nogle år med få og frugtesløse advarsler fra forskere, har de unge begrebet, hvad der i færd med at ske: Deres fremtid er truet, og de samler sig verden over i stadig større skarer og råber til os, der burde have grebet ind for længst: shame on you.
Når vi det? Os, der har tilsvinet og ødelagt levesteder for dyr og mennesker. Troede vi, vi havde evigheden med os? Troede vi, at vi ustraffet kunne vandalisere klodens liv på land og i havet? Vi har troet det, og nu står vi usikkert famlende, og mener det er nok at spise mindre kød.
De ændringer, der måske, og kun måske, kan nå at få virkninger inden det er for sent, er så umådeligt omfattende, at det næsten ikke er til at begribe.
Ingen brug af bilen, som den ser ud i dag. Ingen skovfældning. Ingen brug af brændeovne. Ingen afslappende ferieflyveture. Intet af dette, før man har opskaleret den globale kapacitet med hensyn til høstning og lagring af energi fra sol og vind som erstatning for afbrænding af olie og kul.
Og én vigtig ting mere: Sæt fødselsraten ned. Den globale befolkning vokser med mere end 200.000 personer om dagen.
Selv hvis alle velmente klimamål blev indfriet, ville det ikke række til blot halvdelen af, hvad der skal til for at begrænse accelereringen af de forandringer, vi er i færd med at opleve.
Det er alvor!

August Krogh citaterne er taget fra:
Bodil Schmidt- Nielsen, August og Marie. Et fælles liv for videnskaben. Gyldendal 1997


Min hjemmeside fra 2004 - 2018 kan du finde her:

Besøg også min side om tenoren Richard Tauber

Endnu en september i Toscana

 

 

I år var det 26. gang vi boede på det elskede sted, Colle ai Lecci. September måned er en dejlig måned. Vinmarkerne venter på at blive høstet, der er fok ude hver dag og se til druerne: Hvornår er det den helt rigtige dag at høste?
Den første uge i september byder San Gusmé, en nærliggende lille by, på en uges festligheder. Vinsmagning fra de omliggende brug, udstilling af lokale kunstnere, det store Palio væddeløb med tønder, hvor mænd triller vintønder gennem de stejle gader, konferencer om områdets fremtid … en livlig og vigtig uge for den lille by.

Dens historie går langt tilbage. I 1370 blev det lille beskedne sted befæstet med Sienas hjælp, og mellem 1477 og 1479 blev murene yderligere befæstet. I dag bor der omkring 200 mennesker.

 

Vi, der gennem årene så at sige har kørt Toscana tyndt, ”nøjes” nu med besøg i de nærmeste byer, hvor vi kender butikker, brugser og barer. Vi kører til Siena en gang om ugen for at suge den magiske by til os. Men det allervigtigste er at være på Colle, i vores lejlighed, eller ude i haven under parasollen, hvor vi har udsigt over vin og olivenmarker. Dér er lige så stille som her i Ajstrup, men udsynet er betydeligt større. Vi anser ikke opholdet for ferie, det begreb forsvandt ud af vokabulariet, da vi i sin tid trak os tilbage fra arbejdslivet.

 

Dan Turrell sagde,
Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

 

Det er en stor lykke, at opholdet på Colle i alle de mange år, hver eneste gang har givet så mange glæder, nogle kendte, andre overraskende. Glæden ved at blive genkendt, når vi kommer, hilst velkommen i de små byer vi færdes i, snakke om vin og vejr … glæden over at blive budt inden for med stor hjertelighed, når vi besøger vinbønderne, og glæden ved bare at lukke døren for natten og lade mørket falde på, sikre på, at de gamle mure, plus den store hund nok skal holde alt ondt ude. Colles kerne er fra 1200 tallet, og herfra er nyere bygninger groet frem, som det er skik i Toscana, indtil bygningerne bliver et virvar af døre og trapper og indre gårde.

 

Det blev også en god arbejdsmåned i år i lighed med sidste år, hvor jeg sad og skrev om Færøerne til bogen, Doras datter, der udkom i maj. Dette år befandt sig mig i Berlin ved naziregimets overtagelse af magten 1933. Jeg skriver om en jødisk sangerinde, der blev fordrevet, og prøver at følge hendes skæbne så vidt det lader sig gøre.
I lighed med de sidste år, når der skal siges farvel til Guilio og Antoinetta, ægteparret, der har boet på gården lige så længe, vi er kommet der, siger vi, ”vi ses næste år.” Og med små forsigtige smil, tilføjer vi, ” hvis Gud vil.” Ingen af os er helt unge mere.
Så det er blevet en lille besværgelse at sige til hinanden: Ci vediamo l´anno prossimo. Se Dio voglia.

 

                                                    ♥