Gitta Alpar. Eksil uden ende

 

 

 

Forord

 

Jeg stødte på Gitta Alpars navn, da jeg skrev på min bog om tenoren Richard Tauber. Som han var også hun operasanger, og som han blev også hun operettesanger. Som han var også hun jøde. På scenen dannede de par, og sammen såvel som hver for sig havde de stormende succes i 1920ernes Berlin.
De måtte begge flygte for livet, da Hitler overtog magten marts 1933.

 

Jeg troede, jeg ville kunne finde mængder om Gitta Alpar. Det så lovende ud, hun optræder i rigt mål på You Tube, hvor der er fyldige uddrag af hendes film og uddrag af operetter såvel som operaer. Og i begyndelsen så det ud til at jeg også på ”nettets” forskellige arkiver kunne finde meget. Det viste sig stort set at alle skrev af efter alle, de notoriske fejl vedrørende hendes videre liv i USA gentog sig, såvel i tyske som i engelske indførsler. Derefter henvendte jeg mig til diverse tyske museer, startende med det Jødiske Museum i Berlin, der hjalp mig så godt, da jeg skulle bruge materiale om Tauber.

De havde INTET.

Andre museers svar var lige så nedslående. En smule har jeg fået, men ikke noget afgørende, der kunne få mig til at trænge dybere ind i denne kvindes personlighed. Det var tilsyneladende kun scenen, hun levede på og for.

Hun var gift 3 gange. Første jødiske mand hed Kornel Stangel. Om ham vides intet, og jeg tilstår, at jeg har opfundet hans personlighed, og beder om tilgivelse, hvis jeg sårer nogen. Ægtemand nummer to var kendt: Skuespilleren Gustav Frölich, der lod sig skille fra hende i 1933 for at kunne fortsætte sin egen karriere i Tyskland.

Desuden fandt jeg nogle velkomne sider i bogen, Reise in die Verlorengegangenheit, hvor en journalist opsøger den gamle Alpar i hendes luksuriøse Hollywood hjem.

Om Gittas datter, Julika, født 1933 ved jeg kun, hvad hendes far, Gustav Frölich har skrevet i sin bog, hvilket ikke er meget. Om Gittas tredje ægtemand, danskeren Niels Wessel Bagge, er der skrevet betydeligt mere end om hende selv.

Gitta Alpar fik kun kort tid til at optræde i Tyskland, før hun måtte flygte. I modsætning til Richard Taubers virke i England, og senere efter krigens ophør på verdensturne, var der ikke brug hende, hverken i England eller USA.

Jeg har med bogen søgt at rejse et minde om en af de mange jøder, der forsvandt fra Tyskland under naziregimet. Nogle gik under, nogle klarede sig nogenlunde, og man ville måske mene, at Gitta Alpar klarede sig strålende, da hun blev gift for tredje gang med Danmarks rigeste mand, Niels Bagge.

Det ser bare ikke sådan ud.

♠ 

 

 

Kapitler

 

 

1918

Feber i Berlin

Situationen Ungarn

 

1903 -1932

Klopfer famlien

Et kort ægteskab

Den gyldne fugl letter

Brødrene Rotter

Verden uden for

Schön ist die Welt

Og jøderne …

 

1933 - 1939

Hotel Kaiserhof, Berlin, 28. marts 1933

”Heil Gustav”

Tilbage til Budapest

Hvem løj?

Tilbage i rampelyset?

Nye forsøg på come back

Andre flygtninge

Niels Wessel Bagge

USA. Det forjættede land

Hustrulivet

 

1939 – 1991

Imens i Europa

Ægteskabets bratte afslutning

En hædersbevisning

En nekrolog

 

 

1918

 

Feber i Berlin

 

 

Den store krig var forbi. Berlin var blevet en by for dem, der var rykket op med rode. Berlin var en by for eksilerede. Efter krigsafslutningen var omkring 9 millioner europæere i drift rundt i Europa, og da de slagne tyske soldater i december måned marcherede gennem Brandenburger Tor, udhungrede og bitre, invalide, gasforgiftede og slidt op af de lange ophold, havde de ikke mange udsigter  til at vende hjem til et normalt liv.

Der var armod. Ved fredskonferencen i Versailles 1919 blev Tyskland idømt en kolossal krigserstatning. Landet skulle betale for de verdensomspændende ødelæggelser, det havde været årsag til. Prisen var 269 milliarder Reichmark. Et beløb der var umuligt at betale. Og vi, der i dag bedrevidende kan se tilbage på datidens beslutninger, kender de ulykker, Versaillesfreden efterfølgende var årsag til. Freden skabte grobund, ja var selve kilden til den efterfølgende dybe økonomiske krise, der banede vej for Hitlers magtovertagelse. Vi ved også, at USA var absolut uvillig til at eftergive sine krigslån til Storbritannien og Frankrig, hvilket tvang de to lande til at presse Tyskland for flere penge.

 

Den tyske mark måtte devalueres, og der opstod enorm inflation. Der var absolut ikke opbakning i landet til at betale erstatning for noget som helst, og det var overhovedet ikke klart for hverken den menige tysker eller soldaterne, hvem der havde tabt krigen. Tyskland havde ikke gjort noget galt. Landet var blevet forrådt af socialister, kommunister og jøder.
Men i midten af tyverne var det værste forbi … Der kom amerikanske lån.

 

I begyndelsen af 1900 tallet bestod Berlin for berlinerne af tre gader. Der var selvfølgelig flere, men disse tre var byens hjerte:

Unter den Linden var boulevarden, hvor man promenerede, viste sig frem,  og hilste på.

Leipziger Strasse var indkøbsgaden, hvor de store huse hed Wertheim, Israel, Tietz og Jandorf.  Deres historie knytter sig til jødiske forretningsmænd:

Wertheim Kaufhaus var med sine 106.000 kvadratmeter sin tids største varehus i Europa. Wilhelm Tietz havde over 2.000 ansatte. Adolf Jandorf grundlagde Ka de Wee – Kaufhaus des Westens, og solgte det 1927 til Herman Tietz, der kun fik lov at beholde det til 1933, da han måtte overdrage det til nazisterne. Huset blev totalt ødelagt 1943, da et amerikansk bombefly styrtede ned i bygningen. I dag står Ka de Wee som Tysklands største, med stormagasiner overalt i Tyskland.

I Friedrichstrasse drak man øl og snaps i diverse Bierstube, og man frekventerede gadens horehuse.

Wilhelmsstrasse var sæde for regeringen. Dér kom man kun, hvis der var alvorlige sager på færde.

 

Midt i kaos og fattigdom begyndte en moderne by at rejse sig fra det kludetæppe, der var Berlin. Den opstod efter det vakuum kejserens Berlin havde efterladt sig. Det fik en ende med nøjsomheden. Man byggede meget og hektisk. Berømte arkitekter som Mies van der Rohe og Walter Gropius satte deres præg på byen. De brølende tyvere tog deres begyndelse. Ud af en halvsnusket by opstod noget helt nyt. Det var en foretagsom, kreativ periode, hvor kvinderne fik stemmeret, smed korsetterne, kørte bil, røg cigaretter og dansede charleston i korte skørter. Industrien blomstrede, og Berlin blev Europas mest industrialiserede by. Tempelhof lufthavnen åbnede, og blev en af verdens største. S-banen blev etableret.

 

Kulturlivet var frodigt og modigt. Og ser man på nogle af de navne, som måtte forlade Tyskland efter Hitlers magtovertagelse, finder man Albert Einstein, Arnold Schönberg, Alfred Döblin, Joseph Roth, Heirich Mann, Walter Benjamin, Jan de Hartog, Arthur Koestler, Marlene Dietrich …
Byen var forlæg for Fritz Langs film Metropolis, den rummede Bertold Brech og Kurt Weil, og den hørte Yehudi Menuhins første koncert, da han var tretten år.
Og man oplevede optog af skoledrenge i gaderne, der sang, uden at nogen tog notits, ”ned, ned med den jødiske republik, ad helvede til med de skide jøder, ad helvede til med deres republik.” De unge mennesker kaldte sig ”Folkets rådgivere,” ”De kæmpendes forbund,” ”Den tyske ring,” og prydede sig med swastikaer.

Det var også her, på et eller andet hotel, at en benovet og overvældet Tom Kristensen 1921 skrev sit digt, ”Hvem kan sove i Berlin.”

Og det var her, til Staatsoper, i denne urolige, kyniske, desillusionerede og forlystelsessyge by, med enorm forskel mellem rig og fattig, at Gitta Alpar ankom fra sin fødeby Budapest i 1927. Det var hér, hendes stjerne strålede indtil den slukkedes i 1933.

♥

 

Situationen Ungarn

 

Dobbeltmonarkiet Østrig Ungarn var benævnelsen på den stat, som bestod af Østrig og kongeriget Ungarn. I årene 1867 til 1918 var de forenede i en personalunion.

Til Østrig hørte de Habsburgske arvelande, Bøhmen, Mähren, Østrigsk Schlesien, Galicien og Lodomerien, Bukovina, Salzburg, Slovenien og de kroatiske landsdele Istrien og Dalmatien. Det egentlige Ungarn omfattede Slovakiet, Transylvanien, Slavonien og Centralkroatien. Fra 1908 var Bosnien Hercegovina styret af Østrig og Ungarn i fællesskab.

De østrigske og ungarske dele af personalunionen var ligestillede, med egne parlamenter og forfatninger, og med egne sprog. De var kun bundet sammen af deres fælles hersker: kejseren.

 

Budapest var imperial som hovedstad i den ungarske del af dobbeltmonarkiet. Det var en teater og musikby, hvor blandt andre Gustav Mahler var chefdirigent fra 1888 til 1891 for den Kgl. Ungarske opera. Også operetten vandt indpas og fik hurtigt publikums bevågenhed. Under kulturbyens overflade ulmede voldsomme stridigheder, politiske og racebetonede. Borgere og toneangivende politikere talte om ulykken ved en tidligere tankeløs tilladelse til jødisk indvandring som en national katastrofe. Man talte om jødisk rænkespil, og jødisk utøj, og man talte om den jødiske tilstedeværelse som det største problem og den største fare for nationen.

 

Det var i denne by, Regina Klopfer blev født den 5. februar 1903.

 

 

♥

 

 

1903 - 1932

 

Klopfer famlien

 

Det var et nervøst samfund, der modtog den lille Regina, da hun kom til verden 1903.
Da dobbeltmonarkiet blevet oprettet 1867 blev det indledningen til en gylden tid for Ungarn, men den tid var ved at ebbe ud, om end Europa stadig så nogenlunde befandt sig i en af de mere fredelige perioder i sin historie. Der var ingen krige i gang mellem de europæiske stormagter, men det betød ingenlunde, at der ikke fandt rivalisering sted mellem dem. Alle ønskede at sikre deres positioner, og alle frygtede hinanden. Man lavede våben i kapløb med hinanden, og man overvågede nidkært hinandens hære, holdt øje med hvordan industrierne udviklede sig, og især holdt man øje med størrelsen på hinandens befolkninger. Stormagterne var ved at forberede sig på ændrede magtforhold. Frankrig og Rusland indgik en alliance, Tyskland, Østrig-Ungarn, og et noget upålideligt Italien gjorde noget lignende.

Den gamle kejser, Franz Joseph havde regeret 58 år, da Regina blev født. Han havde ladet sig krone i Budapest, og han havde transformeret det østrigske imperium til dobbeltmonarkiet Østrig – Ungarn. Hans titler var lige så mange som himlens stjerner, og måske kneb det undertiden den gamle herre at huske det hele:

… Hans kejserlige og kongelige apostoliske majestæt, af Guds nåde kejser af Østrig, konge af Ungarn og Bøhmen, af Dalmatien, af Kroatien, Slavonien, Galizien, Lodomerien og Illyrien. Ærkehertug af Østrig, storhertug af Toscana og Kracow, hertug af Lothringen, af Salzburg, Styer, Kärnten, Krain og Bukovina. Storfyrste af Seibenbürgen, markgreve af Mähren, hertug af øvre og nedre Schlesien, af Modena, Parma, Piacenza og Guastalla, af Auschwitz og Zator, af Tesche, Friaul, Ragusa og Zara. Fyrstelig greve af Habsburg og Tyrol, Görz og Gradisca. Fyrste af Trient og Brixen, markgreve af Ober og Niederlaustitz og Istrien. Greve af Hohennems, Feldkrich, Bregens og Sonneberg. Herre over Trieste, over Cattaro og over Windisch Mark, storvojvode af vojvodet Serbien.

 

Som konge af Ungarn tilbragte han hvert år flere uger i Budapest, iklædt Ungarsk uniform. Han var ikke nogen videre tilhænger af nationalisme, og talte altid om ”mine lande.”

Så vidt på overfladen fredeligt nok, men med interne spændinger mellem de ufatteligt rige og de utåleligt fattige. Så det var bekvemt for de toneangivende og dele af regeringen at finde syndebukke, der ikke havde noget at gøre med de egentlige politiske spændinger: Jøderne! I forvejen herskede en markant antisemitisme både i Østrig og Tyskland.

Men trods alt var der endnu et stykke vej til en verdenskrig, og lille Regina fik elleve nogenlunde normale år, før det brød løs.

 

Hun voksede op i sin jødiske familie med sine to brødre, János og Tibor.

Deres forældre, Ignac og Hermina, var solide og borgerlige folk, forankret i byens jødiske menighed, hvor Ignac oppebar en stilling som kantor ved Dohanny synagogen i Pest. Familien, såvel som de andre ca. 30.000 jøder i byen, og den øvrige jødisk- ungarske befolkning på ca. 800.000, mærkede daglige chikaner og livsindskrænkninger i form af love og dekreter, som regeringen udsendte i en hastig strøm.

Regina og hendes brødre var musikalske, de to drenge havde deltaget i synagogens arbejde sammen med faren fra de var helt små. Ignac var som kantor forsanger ved gudstjenesten, han havde en omfattende musikalsk uddannelse bag sig, og betjente også synagogens orgel, der set med nogle jøders øjne slet ikke hørte sig til i en jødisk gudstjeneste, men nu var instrumentet alligevel så småt begyndt at vinde indpas i synagogerne. Således også i Dohanny synagogen. Udover den vigtige rolle som kantor, var Ignac også en slags sjælesørger for menigheden, med ret til at foretage vielser og andre religiøse ceremonier. De to sønner havde obligatoriske pligter i forbindelse med gudstjenesten, hvorimod Regina, hendes mor, og jødiske kvinder i det hele taget, ingen forpligtelser havde i forbindelse med livet i synagogen. Til gengæld havde de ansvaret for de hjemlige ritualer, så det var fru Klopfer, der tændte lysene og fremsagde lovsigelsen, der indledte sabbatten. Det var også hende, der havde det fulde ansvar for madlavningen, og at man overholdt kosher-forskrifterne, og til dette arbejde fik hun hjælp af sin lille datter.

Og der var nok at se til i køkkenet, når der skulle tilberedes mad til de fem. Spisereglerne blev nøje overholdt, og Regina påså sammen med sin mor, at kød, mælkeprodukter og grøntsager blev holdt strengt adskilt, både mens de blev opbevaret, og mens der blev lavet mad, Intet bestik eller service, der havde været brugt til den ene slags, måtte komme i berøring med de andre, og skulle vaskes op hver for sig med hver sit sæt køkkenredskaber. Det gav rigelig beskæftigelse til de to.

 

Ved den ugentlige sabbat, fredag aften ved solnedgang, påhvilede det mor Klopfer at tænde og velsigne de to levende lys, der markerede helligdagen, som adskilte den fra ugens øvrige dage med sine særlige ritualer og symboler. Når familien var gået til bords lyste far Klopfer velsignelsen over vinen og indviede den til sabbattens absolutte hviledage, der afsluttedes lørdag aften, hvor han rituelt adskilte højtiden mellem hellig og hverdag. Han lyste velsignelsen over vinen, velsignede også den lille beholder med duftende krydderier og sendte den rundt, så alle kunne snuse til den, og mindes sabbattens sødme.

 

Men Regina var ikke særlig stemt for at blive husmor, og da hun var familiens yndige og forkælede juvel, kunne hun især få sin far overtalt, når der var noget hun ville. Og det, hun ville, allerede som ganske ung, var musikken. Men ikke den musik, hun kendte fra synagogen. Hun sad dagligt ved klaveret og improviserede, mens hun sang til. Hendes stemme var ren, lys og udtryksfuld, og hun sang noget, hun selv opfandt, blandet med det, hun hørte i synagogen.

Hun fik medhold af sine brødre, da hun insisterede på at få musikundervisning. De var lige så stille ved at bryde ud af den strikte ortodoksi og vende sig mod et friere liv. De så en klar fordel ved at støtte lillesøster og selv få undervisning i violin. Resultatet blev, at far Ignac henvendte sig til byens berømte, tidligere opera og operettesanger, Laura Hilgermann, der havde haft en stor karriere, først ved Budapester Nationaloper fra 189o til 1900, hvorefter Gustav Mahler hentede hende til Wiener Hofoper. Ved krigsudbruddet 1914 rejste hun tilbage til  Budapest og etablerede sig som sangpædagog.
Hendes liv endte 1945 i en udbombet kælder under den russiske hærs belejring af Budapest. Men det var der endnu længe til.

 

Endelig, endelig, syntes Regina, begyndte der at ske noget. Hun blev inviteret til foresyngning hos fru Hilgermann, der først havde sagt til hr. Klopfer, at den 13 årige Regina var alt for ung til at kunne koncentrere sig om det arbejde og den disciplin, hun forlangte af sine elever.

Regina kom, sang for fruen, og blev hendes privatelev.

1917 antog hun og brødrene efternavnet Alpár. Også sit fornavn kastede Regina fra sig og kaldte sig Gitta.

De tre søskende var på vej væk fra judaismen.                                           

 

På det tidspunkt rasede den store krig, den forfærdende krig, der syntes lige så meget at ligne et folkedrab som en egentlig krig. I Budapests jødiske menighed drøftede man det håb, der var antændt af den engelske udenrigsminister, Balfour, der havde udsendt en erklæring, hvori han sagde, at jøderne kunne få et hjemland i Palæstina, som var erobret af engelske tropper. At han kom med denne erklæring var begrundet i, at han ønskede at få de amerikanske jøder til at lægge pres på regeringen for at få den til at gå ind i krigen, men det vidste de europæiske jøder ikke. USA var under alle omstændigheder et uendelig fjernt land.

Blandt de, der diskuterede muligheden for at forlade Budapest og rejse til Palæstina, var også Gittas forældre, der lige som alle andre jøder frygtede den stigende antisemitisme.

Og midt i den ulykke var dobbeltmonarkiet begyndt at krakelere. Den gamle kejser var død to år tidligere, og hans efterfølger, Karl 1. var ganske uerfaren, han frygtede dobbeltmonarkiets fremtid. Der herskede stor uro i monarkiets talrige befolkningsgrupper, hvor tjekkere, slovakker, kroater, slovenere, og de øvrige slaviske mindretal krævede national frihed. Så allerede længe før fredsslutningen eksisterede dobbeltmonarkiet reelt ikke mere.

Selvfølgelig mærkede den unge Gitta at der var krig, pengene var små, der var restriktioner på fødevarer, folk var bange, men hendes verden lå hinsides politik, krige, og jødedommens utålelige indskrænkninger. Budapester Opera var hendes fysiske og åndelige hjem.

 

 

♥

 

Et kort ægteskab

 

Både de ydre forhold såvel som Klopfer familiens indre problemer tog til. Gittas tiltagende selvstændighed var bekymrende, og fru Klopfer erklærede over for sin mand, at krigen næsten var et mindre onde end familiens omdømme i menigheden, hvor datterens verdslighed blev bemærket og kommenteret.

Og da Rabbien i synagogen bebrejdede far Klopfer, at han ikke kunne styre sin datter, blev han for alvor beklemt. Rabbien foreholdt ham, at det gav et meget uheldigt og dårligt indtryk, at synagogens kantor meget ofte ikke havde sin datter med til gudstjenesten. Man vidste at vide, at hun hellere ville føre et liv uden for det jødiske fællesskab. Og hendes fader, der jo indtog en betroet og anset position i menigheden, måtte nu se at få gjort noget ved det, og kalde sin datter til orden. Ignac kunne dårligt opfatte bebrejdelsen som andet end en slet skjult advarsel om, at hans stilling, og position i det hele taget, kunne være i fare. Rabbineren foreslog, at man kunne få Regina gift med en af synagogens solide støtter … der var blandt dem gode og solide mænd, enkemænd, naturligvis, af passende alder. En sådan ville bedre kunne sætte sig i respekt end en ung mand. Rabbineren havde særligt ét navn, han syntes, man kunne se nærmere på som eventuel ægtemand. Desuden, fremførte rabbineren, hørte det ingen steder hjemme, at Klopfer havde tilladt den oprørske datter at antage et andet navn. Det måtte bringes til standsning.

 

Ignac gik rådvild hjem og drøftede sagen med sin kone. Det med navnet var rigtignok pinagtigt, men hvad kunne de gøre? Det var jo dem alle tre, de to brødre og Regina, der nu gik og kaldte sig Alpar. Et mærkeligt navn. Og Regina ville hun heller ikke mere hedde. Hun insisterede på at hedde Gitta. På musikhøjskolen havde de antaget hendes nye navn, fortalte hun. Det lå meget bedre i munden end Regina Klopfer. Fra hun af hed hun Gitta Alpar, havde hun sagt, den trodsige pige.

Der måtte gøres noget! Familiens udkomme afhang helt og aldeles af Ignac´s stilling, ja ikke bare det, hele deres omdømme afhang af, at de fik kaldt deres datter til orden.

De gav sig til at drøfte det særlige navn, rabbineren havde nævnt: Kornel Stangel. De vidste om ham, at han var særdeles velstående. En driftig forretningsmand, men de vidste også, at han ikke var enkemand, bare ugift, og at han var omkring midten af 50erne. Han havde slet ikke været gift med nogen, og han havde et stort hus i udkanten af Pest. Nærmere diskrete forespørgsler om hr. Stangels moralske habitus var positive. Hans hus blev bestyret af en ugift søster, han gav rigelige donationer til synagogen, og man vidste at fortælle, at han ofte rejste, fordi han var engageret i forretninger i udlandet.

 

Det var langt fra altid, hr. Stangel dukkede op i synagogen, men det blev ikke påtalt, han var jo en stor støtte og havde sine mange forretninger at passe. En skønne dag sad han, pæn og velklædt blandt menigheden, og efter gudstjenesten tog rabbineren sin kantor, næppe i hånden, men dog efter en diskret opfordring, med hen til Stangel, der var ved at nærme sig synagogens udgang. Man passiarede, Stangel fortalte at han var så glad for at høre hr. Klopfers smukke sang ved gudstjenesten, og fortsatte med at tale om frøken Regina, som han et par gange havde hørt synge til musikskolens eftermiddagskoncerter. ”En smuk stemme og en meget yndig ung kvinde,” sagde han begejstret. Her indskød rabbineren, at man jo vidste at hr. Stangel var en stor støtte for musikskolen og dens arbejde med de unge mennesker … ”Men De skal være så velkommen i vort hus,” sagde hr. Klopfer, ”jeg er sikker på, Regina vil være beæret over Deres besøg, og nok vil synge for os ved den lejlighed …”

 

Og midt under familiekrisen blev krigen omsider afsluttet. Verden var ikke mere som den havde været. Det monarki, Ungarn havde tilhørt, fandtes ikke mere. Der var borgerkrig, der var sult og revolution, og det tidligere mægtige rige, der havde mistet to tredjedele af sit territorium og en stor del af sine indbyggere, blev pålagt enorme krigsskadeserstatninger, som man var ude af stand til at betale. Selvfølgelig gik intet upåagtet hen over hovederne på hr. og fru Klopfer, slet ikke. Men uanset hvad, var det stadig yderst vitalt at få løst Regina problemet, og en dag kom Stangel virkelig til eftermiddagskaffe i deres hjem, som han betrådte med en buket blomster til fruen. Gitta og begge brødrene var til stede. Det var yderst sjældent, og en stor begivenhed, at familien havde fremmed besøg.

Manden var høflig og præsentabel, syntes hun, og hun syntes endnu bedre om ham, da han fortalte, at da frøken Klopfer jo både spillede og sang, måtte han måske være så dristig at spørge, om hun ville gøre ham den ære at synge for ham? Det ville hun gerne, og efter nogle akkorder og løb på klaveret, lidt nynneri og lidt tøven, sang hun den sørgelige folkevise om forsmået kærlighed: das Zerbrochene Ringlein.

In einem kühlen Grunde
Da geht ein Mühlenrad,
Mein Liebste ist verschwunden,
Die dort gewohnet hat.

Kornel forelskede sig på stedet, og i månederne efter kurtiserede han hende yderst høvisk, med skyldigt hensyn til hendes fru moder, der altid var til stede ved hans besøg. Familien blev også inviteret til middag hos ham, hvor hans søster blev præsenteret for dem som hans absolut uundværlige hjælperske, der tog sig af alt vedrørende husets ve og vel, bestyrede tjenestefolkene, og var værtinde ved de gæstebud, hans udadvendte virksomhed krævede.

 

Han friede og fik ja.
Gitta var 18 år, da brylluppet blev indgået 1921 i synagogen til menighedens store glæde. Den fortabte datter var genvundet, og var så yndig som en jødisk brud skulle være. Brudeparret ankom fastende til højtideligheden, som forskriften krævede, hvorefter rabbineren på Vorherres vegne tilgav dem alle synder og tilstod dem alle ønsker.

Kornel bekræftede at Regina var den rigtige brud, og lagde brudesløret over hendes ansigt, hvorefter de trådte ind under chuppaen, baldakinen, sammen med rabbineren. Gittas forældre og hendes to brødre var vidner. Ved denne handling bekræftede parret, at de nu stod under det tag, som de skulle leve sammen under de næste mange år.

Så trådte Kornel på et glas, der knustes under hans fod. Herved symboliserede han ihukommelsen af babyloniernes ødelæggelse af det jødiske tempel i Jerusalem 586 før Kristus. Begrædt og aldrig, aldrig glemt, og altid erindret, især ved bryllupper.

Efter vielsen gik de to ind i et bruderum i synagogen, og denne handling markerede, at Kornel nu tog sin kone med til deres nye fælles hjem.

 

  ⃰

 

Gitta vandt Kornels søsters hjerte, da hun som brud trådte ind i sit nye, statelige hjem. Hun greb hendes hænder og sagde, at hun helt sikkert ville være en elendig husmor, og bad Fräulein Klopfer så mindeligt om at fortsætte som husets uundværlige faktotum. Senere betroede søsteren hende, at hun og Kornel havde drøftet hendes fremtid, og hvad hun skulle gøre, hvis fru Regina selv ville overtage husførelsen … det var en stor glæde for hende at måtte blive. Ved denne handling sikrede Gitta sig uden at vide det, søsters uforbeholdne støtte til sit engagement med musikskolen og med operaen. Den tro støtte forsvarede til enhver tid Gittas fravær fra hjemmet, når Stangel indimellem besværede sig.

 

Fra musikskolen blev hun engageret i koret ved Budapester Operaen, og fik hurtigt nogle småroller. Hun blomstrede i sin nye tilværelse. Hendes mand var ikke nær så ortodoks som hende far, han lod hende stort set gøre, hvad hun ville, blot hun var til stede og kastede glans over de hyppige middage, han afholdt for sine forbindelser. Ved de lejligheder optrådte hun, ofte sammen med bror János og bror Tibor, den ene på piano, den anden på violin, og Kornels private musikalske soireer behagede hans gæster meget.

 

1923 fik hun fast engagement ved operaen, hvor hendes rene og smidige koleratursopran hurtigt gav hende hovedroller. Hun var kun 20 år, da hun sang alle fire kvinderoller i Hoffmanns eventyr, og i Wien skrev Karl Kraus i sit tidsskrift, Der Fackel: Blandt de mange kvindelige begavelser, der uomstrideligt atter findes, må den mest suveræne sangerinde, som man i dag kan præsentere, være Gitta Alpar.

 Og nu begyndte for alvor hendes forvandling og hendes distancering fra alt jødisk. Hun, der havde en jødindes markerede næse, og langt mørkt hår, lod sig affarve, klippe kort, hun begyndte at bruge make up og klædte sig i de raffinerede kjoler, hun takket være Kornels generøsitet, kunne erhverve sig. Hun var længere og længere tid borte fra Budapest, idet hun fulgte med operaen til gæstespil i Berlin og Wien. Hendes popularitet og kendthed voksede, og Budapester Oper vidste at gøre nytte af hende. Trods sin unge alder fik hun de helt store roller, både på grund af sin unikke stemme, men i høj grad også på grund af hendes gestaltninger af de kvinderoller, hun sang. Nattens dronning fra Mozarts Tryllefløjte, Rosina fra Rossinis Barberen i Sevilla, Gilda fra Verdis Rigoletto og Violetta fra Verdis la Traviata. Hun fulgte med operaen til München, til Wien, og Berlin, hvor hun sang Nattens Dronning, og Rosina fra Barberen i Sevilla.

Hun var en succes. Hun havde fulgt sin bestemmelse. Hun havde skabt sig selv efter sit eget hoved. Hun var rig, både fordi hun var gift med en rig mand, men også fordi hun tjente penge selv.

Verden begyndte at åbne sig.

♥

Den gyldne fugl letter

 

 

Ægteskabet med Kornel gav Gitta et stort udbytte, der ikke udelukkende var økonomisk. Takket være ham blev hun langt mere fri og selvstændig, og kunne føre sig frem både i og udenfor jødisk regi. Ingen turde nu åbenlyst tale om hendes frafald, uden også at indklage hendes mand. Og dertil kom det aldrig. Han var en alt for betydningsfuld støtte for synagogen.

Om den store altoverskyggende kærlighed og lidenskab var der ikke tale, de havde godhed for hinanden, de respekterede deres ægteskab, som de aldrig profanerede. Han kunne fortsætte sit liv nogenlunde uændret, passe sine forretninger, tage vare på sin elskerinde i al diskretion, hvad Gitta accepterede. Hun havde ham i ryggen, nød respektabilitet som hans hustru, og kunne hellige sig sin sang og sin karriere. Begge kunne de sole sig i hinanden, han var misundt i sin ikke jødiske omgangskreds ved at have denne talentfulde skønhed ved sin side, hun var taknemmelig, fordi hendes mand havde ført hende bort fra alt for snærende bånd.

 

1925 fik hun sit første store gennembrud uden for Budapest. Operaensemblet var på gæstespil i München, hvor de optrådte med Mozarts Tryllefløjte. Hun sang Nattens Dronning, og fik et enormt bifald. Aviserne strømmede over med anprisninger af denne fænomenale ungarske koleratursanger.
Et gæstespil med ensemblet i Wien 1927 udløste stor interesse for hende fra Berlins side, men da hun var bundet af sin kontrakt med Budapester Operahus, var det yderst begrænset, hvad hun fik lov at imødekomme af invitationer. Hun var temperamentsfuld og hidsig, hendes kampe med husets ledelse gik ikke stille af, og da Berliner Staatsopers dirigent, Erich Kleiber, pressede på for at få hende tilknyttet sit faste ensemble, lykkedes det i slutningen af 1927 efter lange forhandlinger at nå frem til en ordning mellem de to huse. Især da Berlin Staatsoper kompenserede økonomisk for tabet af Budas stjernesopran.

Da hun ankom til Berlin, var Staatsoper Unter dem Linden under ombygning, og forestillingerne fandt sted i Schillerteater. Metropolens teatre og operahuse i var krise med faldende publikum. Tilmed måtte Gitta tåle at der mildest talt ikke var mangel på andre stjerner, hvoraf en del havde forladt operaen til fordel for operetten. Skulle hun ikke have forladt Budapest? Hvordan skulle hun kunne slå sig igennem her, hvor store navne som Lotte Schöne, Fritzi Massarey, Käthe Dorsch, Jarmilla Novotna, Vera Schwarz, Grete Mosheim, og Gittas landsmand, Maria Jeritza strålede. Alle etablerede og erfarne sangerinder. Og den store Richard Tauber havde dem alle som sine foretrukne partnere.
De var mange om publikums gunst.
Hun følte sig svigtet af Kleiber, der i den grad havde kæmpet for at få hende til Berlin. Men den berømte og kontroversielle dirigent havde meget  andet i sit temperamentsfulde hoved at tænke på, end sin lille nye sopran. Han havde travlt med sin egen karriere. Han havde året før giftet sig med amerikaneren, Ruth Goodrich, og indledte nu sine mange og lange og succesombruste dirigentrejser: Moskva, Buenos Aires og New York. Gitta fik ingen roller. Hver aften sad hun i operaen og led alle helvedes kvaler. Endelig fik hun på afbud en rolle i Rossinis Barberen i Sevilla. Derefter begyndte hendes karriere at gå stejlt opad, og med Verdis Traviata slog hun endegyldigt sit navn fast.

 

Berlin rådede over omkring 40 scener, og af dem fik kun tre, Deutsche Opernhaus, Deutsches Staatsoper og Staatliche Schauspielhaus am Gendarmenmarkt, statsstøtte. De fleste af de lettere underholdningsscener, der leverede musicals, operetter, lystspil og revy, var ejet eller forpagtet af brødrene Rotter, og over mange af deres indgangsportaler lyste berømte navne, med Tauber som den absolutte publikumsmagnet.

Gitta tog temperamentsfuldt nogle vrede udvekslinger med Erich Kleiber, som hun anklagede for at have lokket hende til Berlin under falske præmisser, men han affejede hendes indvendinger, og sagde, at der rigeligt var plads til hende også. Men at der selvfølgelig skulle arbejdes på at gøre hende kendt.
Så satte hun sig energisk for at blive etableret. Det skulle lykkes, det var umuligt at vende tilbage til Budapest efter hendes triumferende afsked. Hun tog tyskundervisning, og prøvede at få lært at tale sproget uden tyk ungarsk accent, men slap aldrig af med den, hvad man i Tyskland fandt charmerende. Hun trådte i nærmere forbindelse med sine nye kolleger, hun gav sig til at lære byen at kende, og gøre sig selv kendt.
For første gang var hun alene om at administrere sit liv. Ingen mand, ingen far. Friheden berusede hende. Hun kastede sig energisk ud i operahusets interne konkurrence om de bedste roller, men også i det berlinske forlystelsesliv, der som så meget andet lå i ruiner efter verdenskrigen, og som hastigt var ved at blive genetableret.

Trods alt havde den økonomiske situation bedret sig, selv om Tyskland betalte store summer i krigserstatning efter den påtvungne, og efter de fleste tyskeres mening, uretfærdige fredsslutning. Der var blevet optrykt massevis af pengesedler, og økonomien havde været ude af kontrol. Situationen så lysere ud nu. Der var kommet økonomisk hjælp fra USA, og Gitta dumpede lige ned i Berlins guldalder. Der skød fristelser op overalt, glitrende forretninger og modehuse slog dørene op. Nattelivet drønende, der var masser af cafeer og natklubber. Og som var alt det ikke nok, havde Berlin også fået sig en elektrisk S-Bahn, der forbandt byen med de omliggende forstæder, og dertil også en ny lufthavn i Tempelhof. Byen var ved at slå sig op som et kulturelt og intellektuelt center i Europa.
Musiklivet var blandet, jazzen havde i nogen grad erobret nattelivet til mange borgerliges store forargelse: skulle den larm være musik? Det var jo negermusik, tilmed sunget af sorte, afklæde kvinder, der også dansede obskønt, en enkelt endog kun iført et skørt af bananer. Så gik det bedre med de mange varietéshows, dér kunne man se smukke, langbenede, hvide unge kvinder danse.

Hvad den klassiske musik angik, var Tyskland og Østrigs musiktradition enorm. De to riger kunne opvise et absolut flertal af store komponister, ligesom der også var en stærk folkelig sangkunst, Liedkunsten. Den klassiske musik og operaen havde et trofast publikum, de store sangere blev fejret, dyrket og tilbedt, med Richard Tauber som det helt store ikon, og den mest publikumselskede tenor. Der var verdenskendte dirigenter som Bruno Walter, Otto Klemperer, og Wilhelm Furtwängler. De nye radio og grammofonmedier bragte musikken ud også til dem, der ikke havde mange penge at bruge på opera. Man brugte udtrykket ernste Musik om den musik, der ikke var jazz, eller underholdning, men klassisk. Komponister som Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern, skabte den atonale musik og brød med den tidligere harmonilære. Og den om noget, delte publikum. Nogle fandt den gold og fortænkt, hæslig og uforståelig, andre syntes den passede udmærket til den nye virkelighed efter krigen.

Alt det vedkom ikke Gitta ret meget. Det, der vedkom hende var at få udbygget sin karriere, deltage i selskabslivet, gøre sig bekendt med folk, der kunne hjælpe hende frem i forreste rampelys. Hun var klar over, at hendes udseende hjalp godt på vej, og hun forstod at bruge det.. Hun havde brune øjne, der kontrasterede hendes korte nyligt anlagte platinblonde hår på pikanteste vis, hun havde i modsætning til tidens ideal kvindelige former, og det eneste ved sig selv, hun var utilfreds med, var den karakterfulde næse, der hver dag mindede hende om den jødinde, hun ikke ville være, og som hun ville have opereret, hvad hun også fik, men uden at det gjorde hende mere tilfreds. Die Alpar begyndte at blive kendt, både på og uden for scenen. Hun skilte sig ud fra de andre kvinder, der efter tidens mode skulle se androgyne ud, gå med ultrakorte, firkantede, lige op og ned charleston kjoler, udstyret med pailletter og perler.
Berlin levede på vulkaner, uden at man bekymrede sig om fremtiden og uden at man havde behov for at se tilbage.

Men Gitta bekymrede sig i høj grad om sin fremtid. For ikke længe siden  havde hun været datter af en jødisk kantor, elev på Budapester Akademie, så tilknyttet operaen, så gift, men nu, nu var chancen for at blive virkelig berømt, og hun var hastigt ved at blive det.
Hun deltog behersket i nattelivet, passede godt på sig selv og sin stemme. Og sit omdømme. Avisernes sladderspalter koblede hende sammen med den ene og den anden, ikke mindst de sangere, der var hendes partnere på scenen, for eksempel Richard Tauber, der meget hurtigt havde set hendes potentiale, og var interesseret i et samarbejde. Der var Max Hansen, som blev hendes partner, der var tenoren Tino Pattiera, også en nær ven af Richard Tauber, og da hendes landsmandinde, Martha Eggert, koleratursopran som hun selv, kom til Berlin, blev Martha inddraget i deres vennekreds.

Glemte hun, fortrængte hun, hvad der rumsterede omkring hende? Ignorerede hun, hvad der mere eller mindre højlydt blev sagt i diverse kulisser? For eksempel, da Charlie Chaplin ærede hende med et besøg i Staatsoper? Hun var på vej til kantinen for at hente en flaske champagne for at fejre hans besøg, da hun på tilbagevejen kom til at overhøre en samtale: Noget scenepersonel have forsamlet sig i kulissen, og underholdt sig halvhøjt med at snakke om, at ham Chaplin sad inde i hendes omklædningsværelse… Den lille jøde, som straks opsøger en anden jøde. … Og hende Alpar, nu troede hun endnu mere at hun var noget… de holdt sammen overalt i verden, det pak, og der var en masse af dem i Berlin … men det fik heldigvis snart en ende.
Sådan omtrent lød snakken, der straks forstummede, da hun gik forbi dem med sin flaske.

Glemte hun det? Tilsyneladende. Hun var jo blevet Berlins yndling, var hun ikke? Strømmede folk ikke til hendes forestillinger? Ondsindet snak, hvem i alverden skulle dog ville hende noget ondt.
Måske læste hun en begejstret kritiker, Herr Adolf Stein, der i Berliner Morgenpost skrev: ”Hun synger et helt orkester ned, og når sit høje E på en måde, så hjerterne smelter.” Men samme kritiker havde også en klumme i samme avis, hvor han skrev under pseudonymet, ”Rumpelstitzchen,” omtrentligt oversat, ”fra skrammelpladsen.” Her skriver han, helt åbent racistisk: For bare 5 år siden var hun en lille korpige fra Budapest, nu er hun affarvet blondine, om end hun lige som Tauber har en østlig afstamning, og hun burde optræde, som hun egentlig ser ud, med mørkt hår. Der er ikke noget troværdigt over hende.

                                                   

♥

 

Brødrene Rotter

 

Rollerne trillede for Gittas fødder, og hun bestred dem med stemme, gestik og indlevelse.
1927 havde hun stor succes som Olympia i Hoffmanns eventyr af Offenbach. Olympia er en mekanisk dukke, som drukkenbolten Hoffmann tror, er en virkelig kvinde, som han forelsker sig i. Gitta sang hende som en sex maskine, der var underlagt en fortvivlelse over ikke at være et menneske, aldrig at kunne elske, altid at skulle trækkes op med en skrue, altid gå i stå i de mest abrupte stillinger. Anmelderne roste hendes gestaltning og skrev om et stort dramatisk talent, både hvad stemme og skuespil angik.
Januar 1928 sang hun Violetta i Verdis la Traviata, og anmelderne var begejstrede for hendes både rå og følsomme portræt af den livselskende, dødssyge kurtisane, der svigtes af sin svage elsker, hvis far halvt truer, halvt bønfalder hende om at forlade sin søn, så familiens dyrebare datter ikke bliver kompromitteret i sit kommende ægteskab.
Senere på måneden sang hun Sofie i Richard Strauss, Rosenkavaleren.
Marskalindens unge elsker. Octavian må forklæde sig som stuepige for ikke at blive afsløret af tilstrømmende gæster, heriblandt den ubehøvlede baron Ochs, der opsøger Marskalinden for at diskutere sit kommende bryllup med hende. Han vil giftes med den unge Sofie, og til det formål skal der bruges en ”Rosenkavaler,” en forlover. Octavian udpeges til formålet. Da de to unge. Sofie og Octavian, står overfor hinanden, forelsker de sig. Marskalinden ser med vemod tabet af både sin ungdom og sin elsker.
Også her brillerede Gitta som den bly og yndige unge Sofie. Forestillingen gæstede maj 1928 Londons Royal Opera House.
Samme efterår sang hun partiet som troldkvinden Aitra, i Richard Strauss opera, Den ægyptiske Helena. Aitra venter på sin elsker, havguden Poseidon, og ser fra stranden et skib sejle forbi. Det er Menelaos med den genvundne hustru, den skønne Helena, på vej hjem fra Troja. Han har bestemt at hun skal ofres til guderne som bod for de mange, der døde for hendes skyld. Men Aitra redder Helena, og så går handlingen ellers derudaf med trylledrikke og tryllekåber.

Juli 1929 medvirkede hun i opførelsen af Wagners samlede Ring. Hun sang Woglinde i Rhinguldet, Skovfuglen i Siegfried, og atter Woglinde i Götterdämmerung.
November 1929 sang hun Rosalia i Umberto Giordano, Il Re.
Rosalia er forlovet med Colombelle, men hun er overbevist om, at hun skal være dronning. Hun bryder forlovelsen, mens alle forgæves søger at få hende til at komme til forstanden. Da den rigtige konge ankommer til landsbyen, prøver også han at genforene hende med den forlovede …
Gittas sidste premiere ved Staatsoper fandt sted marts 1930, hvor hun sang Konstanze i Mozarts Bortførelsen fra Seraillet.
Den unge, engelske frøken Konstanze og hendes tjenestefolk holdes fanget i Tyrkiet af sultan Selim, der er forelsket i hende. Konstanzes forlovede, adelsmanden Belmonte, er kommet for at befri hende, og det kommer der en masse dejlig sang og forviklet handling ud af.
Man spørger sig selv, hvorfor hun dog forlod det prestigefyldte operahus, hvor hun havde så stor succes, endnu før sæsonen 1929/30 var helt til ende?
                                                    ⃰

Selvfølgelig kendte hun de foretagsomme brødre, Alfred og Fritz Rotter. De var kendt overalt i Tyskland som både vovelystne og misliebige jødiske scenemanagers og finansjonglører. De betalte de højeste gager til de stjerner, der lod sig lokke fra operahusene til deres spillesteder. De havde Richard Tauber som den højst gagerede kunster i stald. De drev, som ejere eller lejere, Trianon Theater, samt Residenz Theater, og til Rotter scenerne hørte også Metropol Theater, Theater des Westens, Lessingtheater, Lüstspielhaus og Centraltheater, hvor der overvejende blev opført klassikere, som Ibsen, Shakespeare og Shaw. De allerstørste kommercielle succeser havde de på Metropol Theater, den lette muses ypperste spillested, med Tauber som absolut hovednavn i Lehárs operetter, De havde også et ben i filmproduktionen. Med så mange foretagender kunne økonomien på ingen måde hænge sammen, brødrene begyndte at tabe overblikket, hypoteks og banklån steg til horrible summer, samtidig med et desperat vekselrytteri. De havde konstrueret sindrige kontrakter, der i krisetider skulle holde dem uden for ethvert krav om erstatning. Fordringer fra kreditorer forblev ubesvarede, men 18. januar 1933 fik det en ende. Brødrene blev erklæret konkurs. Over 1.300 ansatte i det kollapsede firmakonglomerat mistede dagen efter deres arbejde. På det tidspunkt havde brødrene meget andet at tænke på, end ansatte og scener.
Deres liv var i overhængende fare.

Men endnu kørte cirkusset, endnu var man stadig i de sidste glade dage af 1920erne, helt nøjagtigt december 1929, hvor Fritz i højstegen person opsøgte Gitta i hendes omklædningsværelse på Staatsoper, hvor hun var i færd med at klæde om efter at have sunget Violetta, hovedpartiet i Verdis Traviata. Hun blev overrasket over at den lille tykke mand pludselig manifesterede sig i hendes dør, og så ud til at trænge til et glas vand, så hun sendte påklædersken ud efter noget at drikke til ham. Hvad mon han ville? Måske var han sendt af Richard? Han sang jo på Metropolteatret, og han havde flere gange forsøgt at lokke hende til at forlade operaen og blive hans partner. Men hun havde ikke ladet sig friste, var godt tilfreds med de store roller, hun havde fået, siden hun blev integreret i Staatsopers ensemble. Desuden sang Richard og hun stadig opera sammen på Staatsoper, hvorfor skulle hun skifte rollefag?
… Ærede, kære, herlige frøken Alpar … fik han fremstønnet og tog med tak mod sit glas vand og fortsatte sin glidende, hakkende ordstrøm, tilgiv højstærede dame, De er himlen for enhver elsker af sangen, og jeg er en elsker af sang, De har lige gestaltet og sunget Traviata som en gudinde … Gitta fornøjede sig, men havde ikke tid til at høre på den lille mands komplimenter. Hun skulle til aftenselskab … De forstyrrer, kære Herr Rotter, jeg må klæde om … intet kunne åbenbart standse ham, De, min dame, De gør ethvert operahus til et tempel … han lod sig synke ned i en stol, Gitta blev utålmodig og forlangte at få at vide, hvad han egentlig ville, ville han sælge noget, måske? Han rakte hende sit visitkort, hun kastede et blik på det. Teaterdirektør, javel, det vidste hun jo godt … hvor meget tjente hun pro aften, det var bare det, han ville spørge om, så skulle han nok forsvinde. Hun lo hjerteligt, jamen hun fik da 800 her på Staatsoper. Virkelig? Fritz var tydeligt forbløffet, og Gitta tilføjede, at hun fik gageforhøjelse til januar. Så hun fik virkelig lige nu 800? Pro aften? Hun kom til at le, det var fuldkommen usandsynligt, det manden sagde, nej per måned naturligvis … hun forsvandt bag skærmbrættet og fortsatte sin påklædning, men Fritz gik ikke sådan væk, tværtimod, han rejste sig og sagde henvendt til skærmbrættet:” når operetter bliver fremstillet af intelligente, spil og sangbegavede operakræfter, finder der en forædling sted af braset, derfor beder jeg Dem…”
Gitta var nu fuldt omklædt og trådte ud bag skærmbrættet, ”ja ja Herr Rotter, men nu må jeg virkelig gå.”  ”Jamen jeg tilbyder Dem 800 mark.” Hun rystede på hovedet, hvorfor skulle hun dog forlade Staatsoper for de samme penge … ”800 mark, pro aften,” sagde han. Hun var ved at iføre sig sin aftenkåbe, standsede forehavendet, og stirrede på ham, ”hvad? Hver aften? Når jeg synger? 800 Mark?” ”Ja,” sagde han, Tauber får 1000 Mark pro aften.”

 

 

♥

 

Verden uden for

 

De kom ikke lige pludselig ud af det blå, nazisterne. Grundelementerne var der længe før 1933, der var oprettet frikorps i mange byer, og bevægelsen havde over 130.000 medlemmer, der havde jødebekæmpelse som vigtigste mål. Jøderne var skadelige elementer, og den ariske race skulle være eneherskende i Tyskland.
Hitlers parti, NSDAP, der var forbudt mellem 1923 og 1925, fik ved valget til Rigsdagen 20. maj 1928 kun 2 % af stemmerne. Men i undergrunden groede en europæisk fascisme, der allerede 1922 havde bragt Mussolini til magten i Italien. Også i Tyskland rørte længslen efter ”en stærk mand” sig, en mand, der kunne bringe orden i sagerne ligesom Mussolini havde gjort i Italien.
Ved Rigsdagsvalget 14. september 1930, havde krisen hærget i over et år. Følgerne var fatale for Tyskland, der i forvejen kæmpede med sin enorme krigsskadeerstatning til de allierede. Befolkningen var desperat, der var millioner af arbejdsløse, der var tusinder af trøstesløse, der stod i kø hvor som helst og håbede på et gratis måltid. Det gav Hitler og hans partis dygtige propaganda vind i sejlene, og partiet gik voldsomt frem, fik 107 mandater, og måtte nu tages med i betragtning. Hitler sås som ”den stærke mand” og nationens frelser. Især de unge, de selvstændige næringsdrivende, og de offentlige funktionærer sluttede op om ham, og ved Rigsdagens tiltrædelse mødte de nyvalgte nazistiske rigsdagsmænd op i SA uniform med hagekors på armen.
Samme Hitler havde 1923 forsøgt sig med et statskup og var blevet idømt 5 års fængsel, men blev løsladt efter mindre end et år. I løbet af det år havde han fået tid til at skrive Mein Kampf.
Hitler var østriger. Han ville være kunstmaler, men blev på grund af manglende talent afvist hele to gange fra Wiener Kunstakademie. Så boede han på et herberg for hjemløse mænd indtil 1913, hvorefter han flygtede til München for at unddrage sig at blive indkaldt som værnepligtig. I München foregav han over for politiet, at han ingen papirer havde og hævdede at være statsløs. De østrigske myndigheder havde erklæret ham værneflugtsflygtning, og han kunne vente strafforfølgelse. Mærkeligt nok, blev der ikke anstiftet videre undersøgelser om hans ”statsløshed,” hvad man meget let have kunnet gøre.
Oktober 1932 blev han tysk statsborger, takket være gode forbindelser til delstatsregeringen i Brunswick, og mindre end et år efter, tog han den 30. januar magten i Tyskland.

Den glansfulde boble, Gitta befandt sig i, beskæftigede sig ikke synderligt med tummelen uden for, endsige tog notits af Hitler. Hun og hendes venner havde travlt med at deltage i det liv, der af eftertiden blev kaldt ”de brølende tyvere,” De berlinske tyvere, der fascinerede Bob Fosse, som 1972 forevigede filmen, Cabaret, der senere i 2017, med forlæg af forfatteren Volker Kutcher, blev til serien Babylon Berlin. Det var også det Berlin, Tom Kristensen så og beskrev 1921 i digtet; ”Hvem kan sove i Berlin: Kvindetrippen, hestetrampen, hestevrinsken, kvindehvin, kvindelige, rå kentaurer hærger hver en nat i Berlin…
Man dansede nye danse, der kom fra USA, personificeret af Josephine Baker, der både var sort og dansede næsten nøgen. Det var eksotisk og dekadent.
Men Berlin var ikke hele Tyskland, og Berlins kulturliv var ikke identisk med det, der foregik andre steder. Metropolens modernitet, frigjorthed, løssluppenhed og tempo, blev modvilligt betragtet af mange, og den reaktion gav den nazistiske bevægelse succes. ”De tyske værdier” skulle genoprettes, og nazisterne var formidable til at opsamle den ulmende uro, og mishaget ved sædernes forfald. Partiet gav sig nu åbenlyst til at opgejle mod det svinske leben: mod letfærdige kvinder, mod homoseksuelle og  jøder, især mod jøder. De var årsagen til alt, hvad der var utysk, de dominerede overalt i underholdningsbranchen, og det svineri, der udfoldede sig med dem som drivkraft, måtte anstændige mennesker reagere imod… Der måtte sættes en stopper for deres indflydelse. Sundhed og natur skulle være det rene tyske folks evangelium.
Nazisterne fulgte dog ingenlunde deres eget krav om natur og renhed. Deres torden mod den moderne livsførelse, sædernes forfald, familiens opløsning og storbyens tøjlesløse liv, harmonerede ikke helt med deres egen brug af samme ”modernitet.” Hitler var den første tyske politiker, der rejste med fly til sine valgkampe, Goebbels sværmede for de kunstværker, han erklærede entartet, og han havde elskerinder, mens han udadtil førte et ulasteligt familieliv med Magda og sine 6 børn. Radio og propagandafilm var yderst effektive propagandamidler. Det gik fremad nu, snart ville de rette folk lede landet.
Foreløbig anedes ingen større fare i scenekunstnernes tilværelse, lidt uro her, lidt gaderåb der, og for Gittas vedkommende syntes tilværelsen kun at bringe godt. Nye horisonter åbnede sig, da hun tog mod Rotters tilbud. Fra operadiva med et trofast, om end ikke voldsomt stort publikum, blev hun operettestar med en langt større rækkevidde.

♥

Schön ist die Welt

 

 

De næste år blev triumfernes tid for Gitta.
Der var premiere på Metropol Theater i begyndelsen af 1930. Det drejede sig om Karl Millöckers Der Bettelstudent. Med stjerneparret Richard Tauber og Vera Schwarz, der havde været Taubers leading lady i mange partier. I marts fik die Schwarz forfald, og Rotters bad Gitta springe ind i stedet.

Faktisk passede operettegenren bedre til hende end operaen. Hun var en udtryksfuld og charmerende danser, og den side af hende havde der ikke været særlig fokus på i opera faget, ej heller hendes udtalte komiske talent, og hendes måde at talesynge sine replikker. Hun fik brug for det hele nu, og blev, som hun havde været operaens, nu også operettepublikummets yndling. Anmelderne var begejstrede, hun, og hendes samspil med Tauber blev en gigantisk succes, der oversteg selv Rotterbrødrenes fantasi, hvad indtjening angik. Operetten skovlede penge ind, Berlin talte om die Alpar og den Tauber som das Unbestrittene Traumpaar. Drømmeparret over alle.

Og så mødte hun ham i april. Ved et velgørenhedsbal. Han, som hele hendes omgangskreds kendte. Han præsenterede sig for hende med en charmerende ukunstlethed med slet og ret sit navn. Gitta spurgte leende, ”aber was machen Sie für ein Beruf, mein Herr Gustav Frölich?” Han var såmænd bare skuespiller, fortalte han, og de venner, hun var sammen med, drillede hende bagefter og sagde, at de ikke fattede, hun ikke vidste hvem han var. Var smukke Gitta virkelig så optaget af sit eget, at hun ikke fulgte med i hvad der rørte sig? ... De faldt for hinanden ved det bal. De faldt i hinandens arme, og de dansede. De forelskede sig i hinandens skønhed og berømthed.
Fra den dag blev de tæt fulgt af pressen, der kaldte dem das berliner Traumpaar

Gustav Frölich var en berømthed, også uden for Tyskland. I 1927 spillede han hovedrollen I Fritz Lang´s film Metropolis, der blev berygtet for at være den dyreste stumfilm nogensinde, og som med sine 5. millioner Reichmark fik filmselskabet UFA på fallittens rand. Goebbels var meget begejstret for filmen og berømmede den i en tale 1928, hvor han sagde, at den var et udtryk for overklassens fald, den viste, at bourgeoisiets tid var forbi, og snart kom den undertrykte arbejderklasse på historiens scene for at påbegynde sin historiske mission til landets frelse.
Metropolis passede altså rigtig godt i nazisternes verdensbillede: I millionbyen Metropolis er samfundsklasserne fuldstændig adskilt. Den øverste klasse lever under næsten paradisiske forhold, mens arbejderne betragtes som mindreværdige, og henslæber en underjordisk slavetilværelse. Gustav havde hovedrollen som søn af den fabrikant, der er hjernen bag Metropolis, og denne søn forelsker sig i arbejderkvinden Maria, der har lovet at befri de undertrykte fra tyrannen… Det går helt galt, og Maria trues på livet, men reddes af fabrikantens søn, den heltemodige Gustav, der selvfølgelig hed noget andet i filmen.
Denne succes bragte ham helt frem i lyset, og derefter indspillede han flere film i Hollywood med tyske versioner af amerikanske film, og havde desuden hovedroller i musicals og komedier. Han var idealet af en smuk mand, en heltetype på film, og en elegant gentleman.

Da han og Gitta mødte hinanden havde han medvirket i over 20 komiske og romantiske stumfilm, blandt andet som Franz Liszt i Léhars operette af samme navn fra 1922. Han havde intet besvær med at overgå til de nye talefilm, der var begyndt at konkurrere stumfilmen ud.
Var det mon koketteri, der fik hende til at benægte, at hun vidste hvem han var? Eller var der måske en smule jalousi på færde over hans glans?
Imens blev hendes verden stadig skønnere med stadig flere roller. I begyndelsen af december sang hun ved Taubers side hovedpartiet i Lehárs Schön ist die Welt. Pressen var hård, operetten blev sablet med. En anmelder skrev, ”er dette en lystig operette? Nej, det er en urkomisk opera.” Selv ikke Die Alpars og der Taubers kunst kunne skjule, at Lehár havde overskredet sidste salgsdato, lød dommen. Publikum var ligeglad. Metropol Theater fyldtes aften efter aften, og når Gitta og Gustav sås efter tilendebragt dagsværk, var de attraktioner for de dinerende og dansende gæster i de restauranter, der havde æren af parrets besøg.
I slutningen af måneden sang hun den ene kvindelige hovedrolle i Emmerich Kálmán: Das Veilchen vom Montmartre. Handlingen lægger sig op ad la Boheme: Tre fattige parisiske kunstnervenner, hvoraf den ene hedder Raoul, får besøg af Violet, sunget af Gitta, der forelsker sig i ham. Desværre kommer Raouls tidligere elskerinde, Ninon, anstigende igen, og Violet forlader hjerteknust sin elskede …
 Det blev hendes sidste optræden på Metropol.  

Nytåret 1931 bragte store ændringer. En skilsmisse, en ægtemand, og en ny, stor rolle.                                                   

Hvordan hun og Herr Stengel fra det fjerne Budapest fik en skilsmisse i stand, vides ikke, men hun sikkert fået det ordnet med dygtige advokaters hjælp, uden at pressen opdagede det. De færreste anede i det hele taget nogetsomhelst om en ægtemand… Hun tog ikke til Budapest, havde intet ønske om at opsøge det jødiske miljø, og advokaterne har formodentlig tilbudt Herr Stengel et pænt vederlag for tabet af sin tidligere kone.                

Nu var hun fri til at gifte sig med sin Gustav, der indtil nu havde været erklæret ungkarl. Den 5. april 1931 lod de sig vie på Berliner Standesamt in Zehlendorf. Pressen var talrigt til stede, og det unge par blev tiljublet af venner og fans. De så godt ud, de var fotogene, de klædte hinanden. De var jævnaldrende, han et år ældre end hun.

Hvedebrødsdage blev der ikke meget af. Deutsche Theater havde tilbudt Gustav rollen som Hemingway, i skuespillet Kat, efter romanen ”Farvel til våbnene”. Og på Theater im Admiralspalast var Gitta i fuld gang med indstudering af en ny operette, i de allestedsværende brødre Rotters regi.

Den 14. august 1931 var der premiere på operetten Die Dubarry, der var bygget over den historiske person Marie-Jeanne Récu, komtesse du Barry.
Rollen som Dubarry var skrevet specielt til Gitta af Theo Mackeben, komponist, cafépianist og dirigent, efter et tidligere forlæg af Karl Millöcker. ·Historien handler om Madame du Barry, Louis XV, Kongen af ​​Frankrigs elskerinde, og operetten gav rig lejlighed til at vise Gitta i overdådige kjoler, hvor hun udfoldede hele sit talent og bedårede publikum:

”Es lockt die Nacht, die Liebe wacht …”

”Wie schön ist alles, seit ich dich gefunden …” ”Heut hab ich Glück” …

♥

 

Og jøderne …

 

Egentlig var der ikke så mange jøder i Tyskland i 1930´ erne, omkring 500.000, hvilket svarer til omkring 1 % af den tyske befolkning. I forhold til deres forholdsvis ringe antal, var de overordentlig synlige, og indtog ofte høje stillinger i etaterne. Blandt dem udmærkede sig det strålende jødiske Ephrussi dynasti sig som kunstsamlere, bank og oliefolk, og verdenseksportører af korn. Et af deres talrige paladser kan stadig beskues på Ringstrasse i Wien.

 De fleste boede i storbyerne, ofte i præsentable huse, nogle endog i palæer i de fine boligkvarterer. De var på det nærmeste overrepræsenteret hvad vigtige stillinger angik. Det gjaldt bankverdenen, embedsstanden, og universiteterne. De havde ofte en højere uddannelse, både hvad angår økonomisk og kulturel indsigt, end den almindelige tysker. Også inden for kunstverdenen var de talrige, og de optrådte enten som mæcener, producenter, eller udøvende kunstnere. Jødiske samfund blomstrede i Tyskland, og i særdeleshed i Berlin, hvor teaterlederen og instruktøren Maximilian Goldmann, der havde skiftet sit navn ud med det tyskklingende, Max Reinhardt, dominerede tysk teater, og ledede en række af de vigtigste scener i Berlin, blandt andet Deutsches Theater. Der var komponisterne Arnold Schønberg, Kurt Weill, og Erich Korngold. Der var dirigenterne Otto Klemperer og Bruno Walter.

Der var en lang tradition for antisemitisme i Tyskland. Den udnyttede Hitler effektivt og dygtigt, så dygtigt, at nazisternes propaganda fik mange tyskere til at lukke øjnene, og mod bedre vidende lade som ingenting.  Netop under Hitlers regime fik antisemitismen en ny drejning, idet han begrundede den med biologiske årsager. Videnskabelige forsøg havde påvist, sagde han, at den jødiske race var et problem, og at den nordiske race var den absolut mest overlegne i verden. Det lykkedes overmåde godt at kolportere denne lære ved hjælp af det tyske propagandaministerium, der hamrede ud, at jøderne var Tysklands værste fjende og årsagen til landets ulykke.
Racelæren tydeliggjorde, at jøder ikke kunne være en del af den rene ariske race, og det tyske blodfællesskab. De kunne derfor ikke deltage i samfundet, de havde ikke borgerrettigheder, og de skulle ikke betragtes som tyske statsborgere. Denne pseudovidenskabelige lære, kalde eugenik,  fra første halvdel af det 20.århundrede inddelte menneskeslægten i racer efter anatomiske forskelle. Der var højere og laverestående racer, med hvide europæere som højeste stadie. Mange videnskabsmænd og politikere mente, at racehygiejne kunne løse en lang række sociale problemer. Eugenisk læring blev en integreret del af børn og unges undervisning, og i Tyskland blev den ”ariske,” eller ”germanske race”, som primært bestod af nordeuropæere, anset for at være alle andre racer overlegen. Den jødiske eller semitiske race blev betragtet som den ringeste. Jøderne var ”undermennesker” og en trussel mod Tyskland og det tyske folk. De skulle elimineres fra fællesskabet. De var et fremmedelement.

                                                    ⃰

Gitta læste næppe aviser, og dog må noget af det, der foregik i hendes omverden, være nået ind til hendes forgyldte hverdag … Tænkte hun sommetider på, hvad hun kom til at høre, dengang Chaplin besøgte hende? Dengang hun hørte sig selv og Chaplin truende omtalt af noget scenepersonel … ”ham, den lille jøde, som straks opsøger den anden jøde. … hende Alpar, nu kan hun kro sig endnu mere og tro, hun er noget … men det får heldigvis snart en ende.” Det var sådan de havde sagt.
Men hun havde grund til at være selvsikker og optimistisk, og selvfølgelig måtte der være mange, der misundte hende. Hun og Gustav var jo et kendt par, som ingen ville vove at forulempe, desuden var Gustav jo ikke jøde … og hun selv havde for længst lagt alt jøderiet bag sig. Det måtte de tossede nazister da kunne forstå.
Hun ville vide, hvad Gustav mente om sagen, og han spurgte, om hun da ikke havde lagt mærke til, at stort set hele deres omgangskreds bestod af jøder, For det første, betroede han hende, havde han forelsket sig i en sød jødepige, dengang han prøvede at få foden inden for i teaterverdenen. Det var længe siden … og så var der en anden yndig jødinde i Berlin, han næsten forlovede sig med. Men nu, 10 år efter, havde han sin Gitta, så det måtte da betyde at han havde en svaghed for smukke jødinder, ikke?
Han opremsede alle dem, der både var deres venner og arbejdsgivere: der var hans første teaterdirektør i Berlin, Heinz Goldberg, hvis hovedskuespillere hed, Lion, Lichtenstein, Marx og Levi. Lederen af UFA filmstudiet, Erich Pommer, var også jøde, og hos ham arbejdede næsten udelukkende jødiske regissører. Havde hans Gitta mon lagt mærke til, at den øl, de drak, Schultheiss-Patzenhofer, blev brygget af familien Golschmidt-Katzenellenbogen … Gitta ville stoppe hans opremsninger, men han fortsatte ufortrødent: Hans tandlæge, hans øre, næse og halslæge, og den professor, der havde opereret ham for blindtarmbetændelse, var jøder …
”Vi er omgivet af jøder, søde Gitta, sådan er det jo! Men du har så travlt, vi har begge to så travlt, at vi nærmest aldrig læser aviser, og vi hører heller aldrig radio. Vi lever i vores egen verden, men Hitler og nazisterne er et faktum, der skal tages alvorligt.”
Troede han måske, spurgte hun, troede hendes Gustav mon, at hun gik og tænkte på, at hun var jøde? Troede han, at man betalte hende over 1.000 Reichmark hver aften, fordi hun var jøde? De levede jo i en fri verden, og her gjaldt det om at være dygtig. Det var hun, og det var han, det var alle de jøder, de kendte, og skulle de nu ikke tale om noget andet?
Snart var Hitler glemt, og de talte ikke mere om nazismen. Og hurtigt glemte hun alt det, der ikke angik hende. Fokus lå på den strålende verden, der var hendes. Den kunne ingen true.

End ikke den tavse, trøstesløse kø af arbejdsløse, som hun kørte forbi på vej til filmstudiet eller en aftensoiré, kunne anfægte hende, om end den enorme inflation nok kunne bekymre. ”Hvad venter de på, Gustav”, spurgte hun og slog pelsen om sig, mens deres bil passerede rækkerne. ”Jeg tror de venter på en stærk mand,” svarede han, ”måske ham Hitler, han er blevet en betydningsfuld person …”
Den 26. september 1932 var der premiere på filmmusicalen, ”Die oder keine”. Filmen blev markedsført som en Gitta Alpar film, endskønt et stort navn som Max Hansen var hendes partner i den overdådige opsætning, hvis handling gav anledning til udfoldelse af pragtkostumer og danseoptrin. … Eva, alias Gitta, kører i sin Cabriolet gennem Berlin. Hendes hund springer ud af bilen. Prins Michael, alias Max Hansen, bringer den tilbage til hende. Senere ser han i avisen, at damen med hunden er den berømte sangerinde, Eva. Han går i operaen og hører hende synge nogle arier fra Traviata … og efter en masse forviklinger, nogle telegrammer og et belejligt dødsfald, ender de i hinandens arme.  Michael viser sig at være arving vil et fjerntliggende fyrstendømme, og sammen synger de, Wir sind jung, und uns gehört das Leben. Max Hansen var søn af den danske skuespiller, Eva Hansen og en svensk officer. Allerede som helt ung vakte hans smukke sangstemme opmærksomhed, og i i 1919 begyndte han en operettekarriere i Wien, hvor han sang operetter af Franz Lehár. I Berlin havde han stor succes i 1920´erne, og han indspillede fim. Men fra 1933 faldt han i unåde hos nazisterne, fordi han offentligt sang en smædevise om Hitler. I 1938 slog han sig ned i Danmark, hvor han døde 1961. Han er far til skuespilleren Ann - Mari Max Hansen. 

Hen imod slutningen af 1932 sang hun i Theater im Admiralspalast endnu en stor succes, operetten, Katharina, en russisk ballader, af Ernst Steffan. Schlageren, Wer regiert die Welt, kunne de fleste nynne med på, og måske stillede enkelte sig det bekymrende spørgsmål: Bliver det Hitler? En tilsvarede succes udspillede sig på Theater am Admiralspalast, hvor Richard Tauber og Jarmila Novotna kastede glans over operetten, ”Frühlingsstürme,” komponeret af Jaromir Weinberger. Og som om forlystelserne slet ingen ende ville tage, før årsskiftet, var Gitta star i kæmpesuccessen, Ball im Savoy af komponisten Paul Abraham. Musicalen havde premiere i Grossen Schauspielhaus den 23. 12. 1932. Operetten gav Gitta anledning til opvisning af diverse danse: foxtrot, tango, pasodoble, og den smægtende vals. Og naturligvis et væld af kostumer.
Denne operette afsluttede Weimarrepulikken. Hitler kom til at regere både Tyskland og den halve verden.

Tauber, Gitta, Novotna og hundredevis andre jødiske kunstnere kunne kort efter glæde sig over, at de i det mindste slap væk med livet i behold.        

 

 

♥

 

1933

 

Hotel Kaiserhof, Berlin, 28. marts 1933

 

Den 28. januar 1933 dansede Berlin på afgrunden. Denne aften lyste projektørlysene over kunstnere, politikere og alle, der var noget, der havde med kultur at gøre. Det årlige Pressebal blev afholdt i Marmorsalen ved Zoologisk have. Efter nogles mening var denne begivenhed både Berlins og Tysklands største selskabsfest. I logerne sad diplomater i kjole og hvidt, smokingklædte kunstnere og forretningsfolk, og kvinder i store rober. Folk trænges foran deres loger, man ville dog se de mægtige på nært hold! I en loge befandt sig Richard Tauber, hvis monokel fangede lyset når han smilende vendte sig for at tale med folk. Der sad den festklædte og juvelbehængte Gitta sammen med sin mand. De holdt hof, lo og befandt sig strålende, mens de uophørligt skrev i folks autografbøger.

Men så blev der pludselig stilhed. Fungerende Rigskansler, Kurt von Schleicher, betrådte salen i uniform, og en mumlen bredte sig hastigt. Rygterne lød, at Schleichers kabinet skulle være fratrådt. Det kunne dog ikke passe, at hans efterfølger skulle kunne være denne Hitler, det blege gespenst …

Stilheden bredte sig, musikken tav, mens man ventede på at Schleicher skulle tage ordet.

Men han sagde slet ingenting. Han løftede sit champagneglas, og udbragte en skål for ballet, og satte sig i sin loge. Så var det nok ikke så galt, blev festdeltagerne hurtigt enige om. Stemningen skulle ikke ødelægges. Havde nogen nogensinde set denne indvandrede østriger le? Næ vel? Eller set ham danse eller drikke? Heller ikke. Det var sikkert bare et af de sædvanlige rygter, der svirrede. Måtte man bede om musik!

 

Tre dage senere udnævnte Hindenburg Hitler til Rigskansler.

 

  ⃰

Hotel Kaiserhof havde længe været stamsæde for nazisterne. Denne tirsdag aften, den 28. marts, sad der i hotellets store sal udover uniformerede nazister og civilklædte med nazi arm bind, også en stor mængde kunstnere, skuespillere, sangere, filmregissører og musikere, store og kendte stjerner, der for en gangs skyld ikke så ud til at føle sig tilpas med deres kendthed eller tilstedeværelse her, og overhovedet ikke blev bedt om autografer. Selv om naziuniformer, hagekorsflag, oprakte arme, og den ikke ukendte hilsen, Heil Hitler, var taget markant til i de senere år, var det egentlig ikke noget, der havde generet metropolens avancerede kunstnerliv. Nu stak de, en del iført aftendress, meget tydeligt ud, og de sad nervøst afventende og studerede det indbydelseskort, alle havde skullet fremvise for de uniformerede vagter ved hotellets indgang.

 

Hvordan var det kommet så vidt, at de tyske kunstnere, intellektuelle og i det hele taget alle, der var af jødisk afstamning, var begyndt at føle sig så truet i deres egen by, i deres eget hjemland? Det var jo først for ganske nylig, denne Hitler havde overtaget magten i Tyskland, havde afmonteret den, ganske vist skrøbelige Weimarrepublik, og nu her, kun omkring tre måneder efter hans indsættelse som rigskansler, for alvor gav anledning til ængstelse. Det gode gamle hotel, hvor man før havde dineret, festet og danset, føltes nu som en trussel for mange af de tilstedeværende.

 

Klokken 20 præcis trådte den for nylig udnævnte minister for propaganda, presse, radio- og filmproduktion, Doktor Joseph Goebbels, ind i salen. Så energisk som den lille mand med klumpfoden kunne gå, skred han med sin hird op til den hagekorssmykkede talerstol.

Det blev en lang, og for mange yderst foruroligende tale. Ministeren gjorde helt klart, at fra dette øjeblik skulle alle tyske kunstarter være jødefri. Hvad især filmmediet angik, skulle der foretages en total udrensning af filmverdenens useriøse, uduelige og racefremmede elementer. Nu var tiden endelig kommet, efter det tredje riges succesrige indførelse, med øjeblikkelig virkning at standse jødernes fremfærd i Berlin, ja i hele Tyskland.

Efter den brutale og for de mange tilstedeværende jødiske kunstnere, chokerende tale, steg han ned fra talerstolen, og hans hird såvel som øvrige nazister istemte stående Horst Wessel sangen, der var så ny, at det kneb med både tekst og melodi for andre end den veldresserede hird.

 

Die Fahne hoch die Reihen fest geschlossen
S. A. marschiert, mit ruhig festem Schritt
Kam'raden die Rotfront und Reaktion erschossen
Marschier'n im Geist in unsern Reihen mit.

Lige så ukendt som sangen var for mange af kunstnerne, var også navnet Horst Wessel. Han havde være Gauleiter i Sturmabteilung, SA benævnt, og efter han blev myrdet 1930 af to kommunister, var han blevet martyr og nazisternes vigtigste propaganda symbol. Og nu blev sangen kvædet ved enhver lejlighed sammen med første vers af "Deutschland über alles".

Der var én, der ikke rejste sig, men demonstrativt blev siddende: Gitta. Skulle hun, Berlins fejrede operettedronning rejse sig og heile ligesom de øvrige idioter?
Men Gustav stod og sang med armen løftet til førerhilsen.

♠

1933 -1939

 

"Heil Gustav”

 

Havde hun ikke taget det alvorligt nok? Al den snak om at være jøde? Hun så sig omkring i Kaiserhofs sal og fattede ikke, at det manden på talerstolen havde sagt, kunne være hans alvor. Det var jo absurd. Hun måtte ikke arbejde mere … men Richard Tauber, den højtelskede, ham det berlinske politi viste den største ære, og holdt trafikken tilbage, når han kørte ned ad Kuhdamm i sin Mercedes – han var jo blevet slået ned af bøller tidligere på måneden … det var vel nazibøller, og når det kunne ske for ham, var ingen fredet.
Så rejste hun sig: ”Gustav, wir gehen!”
Men Gustav stod og talte med Goebbels. Han sendte hende et lille forlegent smil, og sagde noget til propagandaministeren, der høfligt antydede et buk for hende. Men så var vel alt i orden, nu kunne hun få Gustav med sig væk herfra … hun gik hen til gruppen af brunskjorter, der omringede Goebbels og ville trænge igennem ...

Og netop i dét øjeblik faldt hendes verden sammen. Det kunne hun naturligvis ikke vide. Foran hende lå nogle år fulde at håb, men fyldt med endnu flere nederlag, plus et nyt ægteskab.
”Gustav,” kaldte hun igen, og prøvede at skubbe de brune til side, men blev standset af en bydende hånd,
”Sie nicht, Frau Alpar!”
Hun flammede op i vrede, og hendes temperament, som hun ellers var blevet ganske god til at styre, viste sig nu i al sin ungarske uhæmmethed: Hun sparkede manden over skinnebenet med sine høje hæle så han ømmede sig, og skreg igen, ”Gustav,” men nu stod Gustav med ryggen til hende, og hun kunne kun se noget af den lille Goebbels, der næsten forsvandt mellem de høje vagter. Den forbandede lille nar!

”Nazisvin,” hylede hun til Gustavs bortvendte ryg, mens hun delte spark ud til højre og venstre og hamrede næverne i dem, der dannede en mur omkring de to. Hendes kolleger Willy Fritsch og Villy Forst forsøgte at berolige hende, og da det ikke på nogen måde lykkedes, tog de hende under hver sin arm og fik trukket hende uden for.

Det gik ikke, sagde de, det kunne ende med at hun blev arresteret for fornærmelser mod det nye regime. Hun måtte bort nu, de selv havde også tænkt sig at rejse så hurtigt som muligt. Hun huskede, at hun havde hørt snak om, at de to skuespillere var indædte modstandere af den politik, hun overhovedet ikke havde gidet beskæftige sig med.
”Jamen vidste I at Gustav er nazist?” De rystede på hovedet og sagde, at sådan egentlig nazist kunne han vel ikke kaldes, men han havde jo tydeligvis valgt sin karriere frem for hende, sikkert af frygt for, at hvis han blev hos hende, ville regimet forbyde ham at arbejde.
”Enhver er sig selv nærmest i disse tider,” sagde Fritsch, ”og nu skal du være dig selv nærmest. ”Vi hjælper dig med at pakke, rejs til Ungarn eller Østrig, men rejs! Her bliver alting kun værre.”

Hun pegede på Gustavs Mercedes, der stod parkeret udenfor Kaiserhof, ”skal vi tage den? Jeg har nøglen i tasken?” Skidt ide, sagde de, de kunne ikke være tre i sportsvognen. De fandt Willys mere beskedne bil på parkeringspladsen og kørte hjem til det, der indtil nogle få minutter siden havde været hendes og Gustavs fælles hjem. Hendes lille sportsvogn holdt i indkørslen, og først da begyndte hun at græde. ”Jeg kan da ikke bare forlade alt det her, det er lige så meget mit, som det er hans. Nej, jeg bliver, han skal ud, det dumme svin, men jeg bliver …”
Hvis hun blev, ville hun ikke få adgang til at synge mere, og sandsynligvis ville hun kunne risikere at blive forhørt. Hendes optræden under deres ”hellige” Horst Wessel sang, var blevet noteret. Der var ingen, absolut ingen fremtid for hverken dem eller hende i Tyskland.
Mens hun på bedste beskub puttede klædningsstykker i den største kuffert hun kunne finde, tømte sit smykkeskrin ned i den, og hængte det på sig, der var mest værdifuldt, tænkte hun på hvor uvirkeligt det var, en ond drøm, hun ville vågne af lige om lidt. For kort tid siden havde hun og Gustav haft et helt filmhold fra magasinet, ”Filmwelt” på besøg. De havde interviewet og fotograferet, og verden var stadig god. Deres smukke hjem var beskrevet i detaljer … den krydrede duft, der kom fra de omgivende fyrretræer, Schlactensee, hvor hun og Gustav gik aftentur, de to rideheste som de red på om morgenen gennem Grunewald så snart de havde tid, deres stuer, soveværelse – alting var blevet fotograferet i farver, og bladet var blevet revet væk. De havde smilet og leet og været på toppen af verden, de havde spurgt sig selv og journalisterne, hvad man dog skulle med Hollywood eller Rivieraen, når man boede så smukt som de gjorde her i Zielendorff. De havde fortalt om deres travle hverdage, hvor Gustav tog tidligt af sted om morgenen til filmstudiet, men hun stadig sov. Og hvordan hun var på teatret, når han dødtræt kom hjem om aftenen. ”Vi betaler vores berømthed med vores privatliv,” havde Gustav sagt …

                                                    ⃰

To timer senere stod de tre på banegården og prøvede at komme overens med afskeden. Gitta var fortvivlet og hulkede. ”Det passer ikke, det kan ikke passe, så gemen kan ingen være, jeg troede han elskede mig …”
De to mænd havde tårer i øjnene, og forsøgte at berolige hende, hvad der ingenlunde lykkedes, for de stod også og græd. ”Men nu viser det, at han var været et nazisvin hele tiden! Jeg vil aldrig se ham igen, han turde ikke stå ved mig, den lille bedrager …”
Hun græd stadig, da hun åbnede kupévinduet, og rakte ned efter deres hænder. Auf wiedersehen, vi ses igen når alting bliver normalt igen, sagde de.

                                                    ⃰

Det varede mange, mange år før afslutningen af den krig, der endnu ikke var brudt ud, hvor alting kunne siges at være bare i nærheden af noget, der kunne kaldes ”normalt.”
80 % af de fortabte var jøder, og tøvede de for længe med at forlade Tyskland, blev de frataget borgerskab, rettigheder og arbejde. Det var ufatteligt for hæderlige borgere at forstå, at man ikke mere regnedes for nogen, der havde rettigheder. Først da alt håb var borte, kunne man bekvemme sig til at forlade alt, og rejse. Regimet kaldte det ”frivillig emigration.” Men for at blive forlenet med udrejsepapirer måtte man betale. Dyrt. Derfor blev de emigranter fattige, der før havde været rige, og de fattige blev stort set frataget alt. Dette var en god, en strålende forretning for nazisterne, der overtog huse, palæer, smykker, kunst og rede penge.

Denne fase var første emigrationsbølge af tyske borgere, der søgte tilflugt i Østrig for at afvente. Afvente hvad? Et mirakel?
Det næste fremstød fandt sted efter nazisternes årlige partidag 1935, hvor man vedtog de såkaldte Nürnberglove, hvoraf Rigsborgerloven og loven om beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære, var de vigtigste. Ved denne lov mistede jøderne endegyldigt alle borgerlige rettigheder, også statsborgerskab, og som beskyttelse af den tyske ære og det tyske blod, blev ægteskab såvel som kønslig omgang med jøder forbudt.
Tredje fase fandt sted mellem 1938 og 1941 med Krystalnatten som udløsende faktor. Forfølgelsen af jøderne intensiveredes, og deportationerne til koncentrationslejrene begyndte.
Det sidste stade fra 1941 til 1945 var masseudryddelsernes fase, og efter denne var man enten flygtet for længst, eller død i koncentrationslejr.

                                                    ⃰

Og med en pludseligt indtruffet uvis og usikker fremtid, befandt Gitta sig hovedkulds i et tog, der bragte hende nærmere det barndomshjem, hun mente at have forladt for altid.
Med et foster i maven, som hun endnu intet vidste om.
Men dog med livet i behold, fordi hendes venner fik hende ud i tide.

 

 

♥

 

Tilbage til Budapest

Det var ingen lykke at komme hjem til et par skræmte forældre, som hun stort set ikke havde haft kontakt med, og som slet ikke havde overskud til at tage sig af hende.
Budapest var om muligt blevet endnu mere jødefjendtlig, så hvorfor forlod hun dog Berlin, spurgte de. Endnu var de ikke klar over den umiddelbare dødsfare, der herskede for jøderne i Tyskland.
 
Og så blev hun klar over, at hun var gravid. De omvæltende begivenheder, der på et par timer havde ændret hendes liv, angsten for fremtiden under togrejsen, Gustavs forræderi, det ydmygende indtog hos forældrene, … der havde ingen tanker været for andet end det ubegribelige, der var hændt Og nu et barn! Et højst uønsket barn … med et ophav hun afskyede og ikke ville vide af! Et barn, hun ikke ville kunne tage sig af! Et faderløst barn!

Håbet om, at Rotter brødrene kunne hjælpe hende med at skabe sig en karriere uden for Tyskland, brast, da hun læste om deres skæbne. Aviserne beskrev dagligt i føljetonform og i detaljer om hele forløbet. Ganske vist havde man da talt om, hjemme i Berlin … åh, men Berlin var jo slet ikke ”hjemme” mere … tænkte hun, men i Berlin havde hun da, der aldrig læste aviser, hørt kolleger tale om, at brødrene var gået konkurs. Det havde hun ikke fæstnet sig særligt ved, alt gik jo som det plejede, forestillingerne hun var med i, trak jo fulde huse, det var ondsindet sladder. Rotterbrødrene skulle nok klare sig, det havde flere af de andre, der var så afhængige af dem, også sagt.
Og nu sad hun så uhjælpeligt fast her i Budapest, uden håb, uden fremtid, og slugte de forfærdelige nyheder fra Berlin:
I mere end 15 år havde die Rotters bestridt de fleste af Berlins scener, med store sangere i stald, med navne som Richard Tauber, Jamila Novotna og Gitta Alpar, som de allerstørste, skrev de. Og nu viste det sig så, at deres koncerner længe havde været ved at bryde økonomisk sammen. Det havde de gjort i januar, brudt sammen, og brødrene var nu erklæret konkurs.  Der var udstedt en arrestordre på dem …

Det var slet ikke til at forstå: Stod det så slemt til med deres økonomi? Men hendes sidste optræden i Grossen Schauspielhaus lillejuleaften året før med Ball im Savoy, havde været totalt udsolgt, og det havde operetten været næsten et år, og der var jubelscener efter hver opførelse. Hver gang man stod på scenen og tog mod roser og applaus, blev de beskedne brødre kaldt op på scenen, og de så bestemt ikke ud til at være på fallittens rand. Alle medvirkende havde fået deres gage prompte og ordentligt.

Næsten hysterisk læste hun sig til alt det, hun intet havde anet om. Hver dag kom der flere detaljer: Tilbage i 1931 havde de købt sig til statsborgerskab i Lichtenstein, og det var dér, de var flygtet til, da de blev erklæret konkurs. Samtlige aviser var enige om, at det var en skam, de var undsluppet, og understregede, at Berlin nok skulle vide at få dem hentet og stillet for en domstol … Især avisen die Völkische Beobachter gjorde meget ud af, at de var jøder, ”disse jødiske finansryttere, disse havarerede teaterjøder,” og undlod ikke at fortælle, at deres højst betalte, såkaldte ”stars,” alle var jøder. Kort sagt én stor jødisk gryde alt sammen. Men nu havde det omsider fået en ende, takket være det nye styre.

Fortvivlet, alene, og med kvalme, forbandede hun sin graviditet, sin jødedom, og sin forræderiske mand, der havde prøvet at ringe et par gange. Hun ville ikke tale med ham, og bad hver gang telefonen kimede, forældrene om at afvise ham. Hun havde stærkt på fornemmelsen, at hendes far og mor også gerne ville afvise hende selv. Og hun havde endnu ikke fortalt om sit svangerskab. Der var ikke nogen, hun kunne tale med om sin ulykke. Alle havde nok i deres egne trængsler.

                                                    ⃰

Men så viste det sig, at hun alligevel ikke var glemt, og hun fik fornyet mod. Det var en lettelse at forlade barndomshjemmet, med et håb om snarlig bedring af økonomien, og med en følelse af, at hun stadig var Diva.
Invitationen kom fra Wien, hvor hun mødtes med andre emigrerede kunstnere, der under en ungarsk regissørs ledelse indledte samarbejdet om filmatiseringen af hendes store succes, operetten Ball im Savoy, med musik af den ligeledes flygtede Paul Abraham. Det var et trodsigt emigrationsprojekt, med fordrevne jøder både for og bag kameraet, og da den fik sin premiere, blev den omgående forbudt i Tyskland. En del af optagelserne fandt sted i Budapest, men Gitta valgte at bosætte sig i Wien. Da filmen senere også fik stor succes i Skandinavien, Frankrig, England og USA, fik hun atter pengemidler til sin rådighed. Der var et barn, hun blev nødt til at tage hånd om, og oveni hendes egne livsfornødenheder.

♥ 

 

Hvem løj?

 

Om Gustavs rolle i deres ægteskab, og om hans handling hin martsdag efter Goebbels tale i Hotel Kaiserhof, foreligger der to yderst forskellige versioner: Hendes og hans.

Gitta har intet skriftligt efterladt sig, og det er i det hele taget sparsomt at kunne finde noget om hendes liv, udover de kilder, der findes på nettet. Og de er ikke ubetinget troværdige, og ofte indbyrdes uenige om data og begivenheder.
Miseren ligger i, at hendes karriere i Tyskland blev så kort, ligesom hendes hastige opstigen i Budapest, da hun var ganske ung, hurtigt gik i glemmebogen. Hun strålede klart og kort, hvorimod en Richard Tauber, en Novotna, og mange af de øvrige fordrevne kunstnere, alle havde haft år til at befæste deres berømmelse, der fulgte med dem i udlændigheden. Desuden havde de sunget på andre sprog end tysk, hvorimod Gitta var meget dårlig til sprog, og selv hendes tyske havde en kraftig ungarsk accent.

Hun kom dog en smule til orde, da den tyske journalist Gundolf S. Freyermuth i 1990 udgav bogen: Reise in die Verlorengegangenheit. Auf den Spuren deutscher Emigranten 1933 – 1940. En rejse til den tabte fortid, kalder han bogen, hvor han interviewer en række emigrerede jøder.
Hans samtale med Gitta fandt sted i Bel Air 1985. Da var hun 82 år.  Freyermuth gengiver sit personlige indtryk af den gamle dame, ligesom han opridser begivenhederne fra dengang, og lader hende selv komme til orde med sine erindringer, der udelukkende drejer sig om martsdagen i Kaiserhof for så længe siden, og om Gustavs svigt.

Han beskriver forløbet sådan:
”… Gitta Alpar er the lady in pink. Hun bærer en gennemsigtig lyserød kjole, lyserøde briller, og hendes ansigt er dækket af et tykt lag sminke. Selv den tunge parfume, der fylder luften, synes at være lyserød. Aldrig har jeg set en dame på over 80 så dybt nedringet, Den skrøbelige, invalide kvinde i kørestol kan ikke mere forføre nogen, men den ungarske charme er intakt. ”

”Det er trist, De ikke besøger mig i mit hus i Palm Springs,” siger hun, ”Dér er hele huset indrettet i lyserødt.”
Freyermuth møder hende i Bel Air, en eksklusiv forstad til Los Angeles, hvor hun holder ferie. Han noterer sig, at der til stedets luksuriøse egenskaber hører, at der ikke findes fortove. Man bevæger sig udelukkende rundt i bil.
Den gamle dame sidder ved poolen, som Freyermuth beskriver som en lys plet under den synkende sommersol. Hendes øjne bag de mørke solbriller hviler et eller andet sted mellem den azurblå himmel og det fluor blå vand. En kvinde kommer ud med hendes to Lhasa Apso hunde, der bærer henholdsvis en blå og en lyserød sløjfe. Gitta Alpar liver op, får løftet hundene op til sig og kurrer, ”Ooh Ich liebe euch so,” og lidt efter begynder hun at fortælle om de første år i eksil.
… Hvordan var det nu med den aften i Kaiserhof, spørger Freyermuth.
”Og han sagde ikke et ord,” var det første, der brast ud af hende, inden hun begyndte at fortælle om dengang:
”Absolut slet ikke som Herr Fröhlich skriver i sine memoirer …” her gør Freyermuth læseren opmærksom på Gustav Fröhlichs erindringer, der udkom 1982. Hans bog giver en helt anden version af forløbet, hvor han oprørt tilbageviser, at han skulle have forladt sin kone. Men Gitta husker det meget anderledes, og genkalder sig til mindste detalje hvad der skete, detaljer, der havde været vitale for hende i over et halvt århundrede. Thi denne martsaften, var den aften, der for altid ændrede hendes liv, og hun fremmanede en kold og uvenlig verden, hvor Fröhlich prisgav hende uden forklaring, og uden at mæle et ord. Hendes mand, fortalte hun, havde jo sunget med på den der sang, som hun ikke kendte, og som hun derfor ikke havde rejst sig for – hvorfor i al verden skulle hun det? Altså, fortalte hun, hendes mand havde ivret for at hun skulle hilse på den indflydelsesrige minister, men hun fik slet ikke lov til at komme hen til ham. Goebbels gardister forhindrede hende, og hendes mand gjorde slet ingenting, han forsøgte ikke at beskytte hende, og selv om hun råbte at han skulle hjælpe hende, stod han med ryggen til og talte med Goebbels. ”Og så blev jeg så rasende, at jeg gav mig til at sparke de der brunskjorter over skinnebenet med mine høje hæle.”
”Mine venner Willi Forst og Willy Fritsch greb ind, og mens de trak af sted med mig,, stod min mand bare dér og sagde ikke et ord. Jeg forlod Berlin samme nat i en sovevogn på første klasse mod Budapest. Helt alene.”
Hun fortæller videre, at ni måneder senere fødte hun en datter. ”28 timer varede det! 28 timer! Doktoren sagde, at nu måtte jeg hvile, men jeg sagde, nej, jeg vil først ringe til min mand! Jeg holdt røret hen til det grædende barn, og min mand spurgte, hvad er det? Din datter vil ønske dig godmorgen, svarede jeg.” ”For guds skyld, en datter,” sagde han.
Det var Fröhlich. Efter 28 timer!”
Frölichs version, som den forligger i hans selvbiografi, Waren das Zeiten. Mein Film – Heldenleben fra 1982, hvor han er på alder med sin fraskilte hustru, lyder sådan:
”Gitta, sagde, lad os gå!” Og jeg skulle til at følge hende, da en elegant herre med lorgnet venligt vinkede mig videre. Jeg lod Gitta gå forrest, og til mit chok sagde han til hende: De ikke, Frau Alpar. Heil Hitler Herr Fröhlich, gå De bare videre. Jeg blev rasende, og sagde til manden, at han måtte begribe, at hvor min hustru ikke var velkommen, ville jeg ikke være.
Da vi kom hjem diskuterede vi hvad vi skulle gøre. Jeg sagde hun skulle tage til Budapest og bo hos sine forældre. Jeg ville blive og gøre mine filmoptagelser færdige, og så ville jeg følge efter. Hun sagde, at jeg jo kunne blive her altid, og jeg sagde, Uden dig? Aldrig!”
Aftalen mellem dem, skriver han, blev sådan, at hun samme aften rejste til Budapest, mens han blev i Berlin for at færdiggøre en film.
Han fortæller videre, at han i slutningen af 1933 indspillede en film i Bayern, og indimellem sine aktiviteter boede han og Gitta lykkeligt sammen i et hus i nærheden af Budapest. Han beskriver sin lykke, da hun den 8. juni 1934 ringede til ham og lod ham høre sit barns første skrig. På det tidspunkt var han tilbage i Berlin. Deres fremtid var uvis, de behøvede penge, og Gitta bad ham om at sælge deres villa i Berlin. Han skulle i det hele taget sælge alt, hvad de ejede. Foreløbig behøvede de ikke nogen fast adresse, mente hun.
Det mente han til gengæld: ”Dette afgjorde min skæbne. Al den rejsen frem og tilbage … jeg ville ikke opgive vores hus i Berlin … faktum er, at vores ægteskab forliste. Gitta havde fået et lukrativt engagement, og i Wien forelskede hun sig i sin skuespillerkollega, Werner Fuetterer.”Erindringsbogen lukker kapitlet om Gitta sådan:
”Jeg påtog mig al skyld i skilsmissen, og det blev besluttet, at jeg skulle lave en livsforsikring for vores barn, til udbetaling når hun fyldte 21 år. Beløbet blev aftalt til hundredetusind mark. I øvrigt sendte Gitta mig senere en regning på en nertzpels, hun havde købt i Wien, og da erhvervelsen var sket, mens vi endnu var gift skulle jeg betale. Det gjorde jeg med tanke på denne storartede kvindes mange gode egenskaber.
Jeg ved nu med stor sikkerhed, at Gitta og jeg også uden Adolf Hitler før eller senere var blevet skilt. Hun var en varmblodig ungarer, der ofte uden mindste anledning gav mig en ørefigen. Jeg var derimod letsindig og ingen dydsdragon. Selv forsøgene på retfærdiggørelse mislykkedes, og skilsmissen er stadig en byrde for min samvittighed, som tiden ikke har mindsket.”
Hans karriere og en ny kærlighed blomstrede, og han kunne fortsætte efter krigen, da han ikke havde været aktivt medlem af nazistpartiet.

♥

Tilbage i rampelyset?

Bekymringerne for, hvorvidt atter hun nogensinde fik et publikum, blev lykkeligt bortvejret. 1934 og 1935 var der fuld beskæftigelse med filmatiseringer. Hun var igen blandt kolleger, der kunne arbejde uden for Tyskland. Om end jødefjendtligheden også i Wien var tydelig, var det dog ikke så slemt som i Budapest, og holdet arbejdede forholdsvis uforstyrret af den politiske uro, og fik frembragt to film: Ball in Savoy og Die verliebte Königin. Drejebøgerne var skrevet til Gitta, der ved sin side havde skuespilleren Werner Fuetterer, som ifølge Frölich var hendes nye kærlighed.
Efter premieren på Die verliebte Königin i Wien december 1934, skrev en anmelder i Neue Freie Presse:
Som hun står der og henrykker os med sin stemmes glans og sit fortryllende udseende, går alt op i en enhed ... Men også uden hendes ydre fortrin ville en så fuldendt sangkunst høre til i den fornemste klasse, og hæve hendes præstation til de højeste sfærer. En operettediva af format. Dét er Gitta Alpar.

Som i Berlin, forstod hun og hendes impresarier også i Wien at omgås pressen. Wiener paparazzierne strømmede til når hun viste sig, medierne blev omhyggeligt fodret med interviews, hun gav audienser, fik lavet fotosessioner med sig og lille Julika, hun sendte kærlighedserklæringer til sine fans, og informerede om sine rejseplaner efter Wien.

Altså: Ingen afbrydelse i karrieren, begge operetteproduktioner trak et stort publikum, og alt var såmænd næsten som hun var vant til i Berlin. Hun var stadig både publikums og den kulørte presses yndling. 1935 rejste hun til London og indspillede en engelsk version af die Dubarry, der fik titlen, I give my heart. Og der var endnu en stor succes i London: Den 5. december 1935 gav hun ved Richard Taubers side en velgørenhedskoncert i Grosvenor House, under protektion af Hendes Kongelige Højhed, prinsesse Mary Victoria, og Hertuginden af Kent.

                                                    ⃰

Tilbage i Wien i begyndelsen af 1936 fandt hun ud af, at situationen for jøder var blevet betydeligt forværret.
Allerede i sommeren 1934 havde SS nationalsocialisterne forsøgt sig med et statskup, da de forklædt som soldater og politibetjente stormede kanslerministeriet og skød kansleren, Engelbert Dolfuss. Dette udløste en nationalsocialistisk opstand i hele Østrig, der dog blev slået ned. Kurt Schuschnigg overtog derefter regeringsmagten, og England, Frankrig og Italien afgav derefter en formel erklæring om Østrigs uafhængighed. Hitler bedyrede, at Tyskland ikke havde til hensigt at blande sig i Østrigs indenrigspolitiske forhold. Schuschnigg indgik en aftale med Tyskland juli 1936, hvor Østrigs suverænitet blev anerkendt, men han blev samtidig tvunget til at forpligte landet til at føre ”tysk” politik. Denne ”tyske” politik fik Gitta og mange andre jøder med hende til at flygte. De var igen i yderste farezone.

Hitlerregimet hadede og afskyede operettens og musicalens livsglæde, dens glamour, dens næsvished, og nu, hvor kanslerens naziparti havde den absolutte magt, også i Østrig, blev det skæbnesvangert for instruktører, librettister og skuespillere, der næsten alle var jøder. Det var dem, der indtil nu havde behersket det frivole letsind, og hvorhen nazisterne end skuede, var der jøder, jøder, jøder. Digtere, tænkere, dirigenter, musikere, skuespillere, dansere, sangere … de kunne slet ikke tælles, så mange var de. Hele den tyske kultur blev underløbet af disse jøder!
En af disse mange talentfulde jøder nåede som den eneste overlevende af sin familie til Hollywood: Østrigeren Billy Wilder, alias Samuel Wilder, hvis film den dag i dag vækker glæde og begejstring, som for eksempel: Ninotcha med Greta Garbo, Sunset Boulevard med Gloria Swanson, The seven year itch med Marilyn Monroe og Some like it Hot, Sabrina med Audrey Hepburn, og Irma la douce med Shirley Maclaine …

Også Richard Tauber nåede bort i tide og i live. Han havde længe haft et stort publikum i England, og tilskyndet af ham slog Gitta sig mere permanent ned i London, hvor hun indspillede en ny musicalfilm, Everything in Life, og fortrøstningen til fremtiden voksede, da hun også  indsang nogle af sine hits på Parlophone. Og endnu mere lovende blev det, da musicalen, Home and beauty med hende i hovedrollen, havde premiere i slutningen af 1936 på The Adelphi Theatre.
Men den forventede succes udeblev.

Gustav Fröhlich, der ellers ifølge Gitta aldrig genså hverken hende eller datteren efter hendes bratte afrejse fra Berlin 1933, skrev i sin biografi om et møde med hende i London:
”Jeg ville se Gitta optræde på Adelphi Theatre, hvor hun skulle fejre sin engelske debut. Gitta har fødselsdag den 2. februar, og 1937 tog jeg over kanalen og glædede mig til et gensyn med hende og min lille datter. Gensynet var smerteligt. Selvom hun med største flid søgte at tilegne sig det engelske sprog, og selv om hun sang så smukt som altid, var hendes personlige succes i Alexander Brodskys Home and beauty slet ikke så fantastisk som hun havde været vant til i Berlin. Englænderne vil åbenbart se dukkeskønne, slanke kvinder. Det har Gitta aldrig været.
Da vi sad over for hinanden den nat efter premieren, vågnede mine gamle følelser, og jeg spurgte hende, om jeg skulle lade alt i Tyskland ligge og komme til hende. En hovedrysten var svaret. Nej!
Afskeden med min datter, den fire Julie gjorde mig særlig ondt. Hun stak en lille fedtet finger i mit bryst og sagde, ”you are very nice, uncle, what´s your name?”
Jeg var en onkel for hende. En onkel!
Ved det sidste håndtryk i entreen i hendes elegante lejlighed pegede Gitta leende på et forgyldt garderobestativ. Ved siden af min frakke hang en stiv engelsk hat, en herrefrakke og en herre regnfrakke. Havde jeg virkelig tænkt, at den varmblodige kvinde ville vente på mig? Havde jeg virkelig forestillet mig, at hun ville forsage det, der altid havde været hendes livseleksir?”

Hun kom aldrig i betragtning som filmstar i England. Hun blev efter kort tid snarere opfattet om en af de mange besværlige immigranter, der alle sammen henviste til deres karrierer i fortiden.                                    

♥

 

Nye forsøg på come back

”Man påstår om Gitta Alpar, at hun har en smuk stemme. Det havde hun ikke ved denne opførelse. Hendes skuespilkunst lader meget tilbage at ønske, hendes make up er alt for overdreven, og koreografien er gennemsnitlig. Hun kan på ingen måde levendegøre Du Barry.”
Sådan skrev en anmelder i teatertidsskriftet, ”Varity” den 19. august 1936.
Samme tidsskrift skrev 6. april 1938 i anledning af en anden opretteopførelsen: Guilty Melody,
”Gitta Alpars stemme er alt for stor. Hendes tone er for hård, og hendes udseende for tysk.”
Det gik slet ikke godt i England mere. Hendes stemme og type slog ikke an, det ”tyske” blev gang på gang understreget af anmelderne.
Det så dog ud til at ville bedre sig, da hun i Frankrig genindspillede Guilty Melody, en spionfilm, der kom til at hedde, Disque 413, hvor en berømt sangerinde (Gitta!) i London forelsker sig i en efterretningsofficer, udstyret med en masse hemmeligheder. Filmen slog heller ikke an dér.
Men resten af verden da? Hvorfor ville ingen høre hende nu? Hun havde jo hverken ændret stemme eller udseende, og var lige så beredvillig som før til at påtage sig så at sige alle tilbud om engagementer. Alting gik helt skævt nu. Og økonomien blev dårligere og dårligere.
Et filmtidsskrift skrev, at en annonceret turné med en ny operette af Nicolaus Brodsky ikke ville blive til noget, og beklagede ved samme lejlighed Alpars stærke accent. ”Der går rygter om divaens optrædener på natklubber i London, ligesom der tales om en engelsk indspilning af Verdis opera, La Traviata, men det bliver ikke til noget, ligeså lidt som andre bebudede filmprojekter i Hollywood”, kunne de berette.

Hvordan en såkaldt verdensturné overhovedet blev til, er ikke til at sige. Men faktum er, at Gitta 1937 indledte en sådan turné. Og nu meddeler filmtidsskriftet, Mein Film, at en operette. der skulle handle om en episode i Marie Antoinettes liv, ikke bliver til noget. Endvidere fortæller de, at nogle engagementer på Broadway, de tidligere havde skrevet om, ikke har bund i virkeligheden.
I samme virkelighed havde det været på initiativer af Marlene Dietrich og hendes ven, forfatteren Erich Maria Remarque, sammen med Richard Tauber, der havde søgt at muliggøre en vej for hende i Hollywood.
Men Gittas tid var definitivt ovre.
USA tog hverken hendes ”underlige” syngestil, ligeså lidt som hendes udseende til sig. Amerikanerne fandt hende optræden kunstlet og affekteret.  Gitta blev bitter. Fra ubestridt star i Tyskland var hun nu ingenting. Hvorfor skulle det overgå hende? Hvorfor duede hendes stemme og udseende ikke mere?

Endnu engang prøvede hun lykken og rejste til Argentina 1939. Hun nåede at optræde på en natklub en gang, før verdenskrigen brød ud. Hun tog omgående tilbage til USA og opsøgte landsmanden, Emerich Kàlman, jøde som hun selv, og flygtet til Amerika. Kalmans hustru, Vera, skriver i sine erindringer:
”En dag hørte Gitta Alpar at Kàlman skulle give koncert og spurgte mig, om jeg kunne udvirke, at hun fik lov at optræde ved denne lejlighed. Det ville være en stor chance for hende. Min mand lod sig nølende overbevise, selv om han slet ikke var begejstret for ideen. Hvem i New York kendte Gitta Alpar? Men hun fastholdt sit ønske, og så støttede jeg hende. Hun blev engageret. Selv om koncerten var en succes, og selv om selveste Arthuro Toscanini var til stede, slog Gitta overhovedet ikke an. Hendes engang så herlige stemme var ikke mere, hvad den var.”
I USA fandtes ingen tradition for opera, og operahuse var der så få af, at rollerne kun blev besat af de allermest kendte verdensstjerner. Det var et årti siden denne Miss Alpar påstod at hun havde været berømt og havde sunget de store partier som Rosina, Gilda, Violetta og Sophie.
Ingen havde brug for hende. Så tog hun tilbage til Hollywood og bosatte sig i Palm Springs. Dér var dyrt, men mindre kunne ikke gøre det. Der var stadig pelse og juveler tilbage, der kunne betale hendes dyre livsførelse, og hendes håb om at komme tilbage til scenen, var stadig intakt.
Og så mødte hun en mand, der kom til at redde hendes økonomiske tilværelse. En speciel mand, der ligesom hun var kunstner, endog multikunstner, en venlig og morsom mand, der tog Julika til sig som en slags reservefar.
Han hed Niels Wessel Bagge.

♥

Andre flygtninge

 

Tyskland tømtes for kunstnere, der for manges vedkommende søgte til USA, især til Hollywood. Til steder, hvor de håbede at kunne fortsætte deres truede og afbrudte tilværelse i fred for forfølgelse.
Det lykkedes langtfra alle at få fodfæste.

Lotte Schöne, (født Charlotte Bodenstein,) var nogenlunde jævnaldrende med Gitta, og ligesom hun havde hun sin storhedstid i første halvdel af det tyvende århundrede, og ligesom hun måtte hun flygte fra Tyskland ved Hitlers magtovertagelse. Schöne forblev det klassiske repertoire tro, og sang inden flugten på Wiener Volksoper, Wiener Hofoper, senere omdøbt til Staatsoper, på Berliner Staatsoper, og havde engagementer ved Salzburger Festspillene. Hun flygtede fra Berlin 1933 og tog til Paris, hvor hun fik engagementer både på Opéra Comique og på Grand Opéra, og kunne indtil 1935 stadig optræde i Salzburg, ligesom hun foretog koncertrejser gennem Frankrig, Holland og Schweiz.
Da de tyske tropper marcherede ind i Frankrig 1940, skjulte hun sig i en lille landsby i de franske Alper, hvor hun overlevede. Den tidligere karriere kunne hun ikke genoptage, og hun slog sig ned i Paris som sanglærerinde.

Bruno Walter, (født Bruno Schlesinger,) mærkede allerede i 1920erne hvor uønsket han og hans slags var, da Hitler bittert beklagede sig over de talrige jødiske dirigenter ved Berliner Operaen, og i den forbindelse fremhævede den senere Führer hyppigt Walter, som han konstant kaldte ”alias Schlesinger.” Da det tredje rige annekterede Østrig i 1938, dirigerede Walter i Holland som chefdirigent ved Belgiens Concertgebouw orkester. Hans ældste datter opholdt sig i Wien og blev arresteret af nazisterne. Walter var dog i stand til at bruge sin indflydelse, og fik hende frigivet. Hans anden datter blev myrdet august 1939 i Berlin af sin mand, der derefter dræbte sig selv. Han var jaloux på sin kones forelskelse i en anden. Det lykkedes Walter at komme til USA i 1939, hvor han slog sig ned i Beverly Hills.

Fritzy Massary (født Friederika Massaryk) var østriger, en del ældre end Gitta, født 1882. Som hun fejrede hun triumfer i operetter på Metropol Teatret i Berlin, men optrådte også ved Salzburger festspillene. Da en optræden i Berlin blev forhindret af voldsomme jødehadske tilråb fra salen af nazisympatisører, flygtede hun til London, hvor hun ikke fik fodfæste, hendes tyske sprog kunne ikke anvendes i England. Hun emigrerede 1939 til USA, og slog sig ned i Beverly Hills.

Vera Schwarz var 15 år ældre end Gitta, og havde i mange år været operettens leading lady ved Richard Taubers side. Hun var østriger som han, og de optrådte sammen i operaroller på Berlins Staatsoper og Wiener Staatsoper, ligesom de fejrede triumfer i Rotter koncernens Metropoltheater. De måtte begge flygte fra Berlin 1933. De rejste til Wien, og deres sidste optræden fandt sted kort før Anschluss 1938, hvorefter de igen måtte flygte. De rejste til London, hvor Tauber senere blev engelsk statsborger. Hun tog videre til Hollywood, og vendte tilbage til Wien 1948.

Jarmila Novotna var lidt yngre end Gitta, og kunne fortsætte sin karriere, både efter flugt fra Berlin 1933 og fra Wien ved Anschluss 1938. Hun havde haft en stor karriere i Berlin, dels som opera, dels som operettestjerne, og var en af Richard Taubers leading ladies. Deres sidste optræden sammen fandt sted i Admiralspalast 1933, hvor de blev udsat for tilsvining af nazisterne. De tog til Wien og fortsatte deres karrierer dér indtil Anschluss 1938. Novotna debuterede derefter på Metropolitan operaen, hvor hun afsluttede sin karriere 1956. Hun døde i New York 1994.

Erich Kleiber 1890 -1956, var den, der i sin tid promoverede Gitta og fik hende til Berlin. Kleiber var ikke jøde og kunne have fortsat sin karriere som leder af Berlins Staatsoper, men da Alban Bergs opera Lulu blev erklæret entartet af nazisterne, sagde han sin stilling op i protest. Derefter begyndte emigrationens tid: London, Buenos Aires, New York, Rom, Milano. Da fascist regimet forbød jøder arbejde og adgang til Milanos la Scala, sagde han op. Som kristen og kunstner kunne han ikke fortsætte sit virke som leder af operahuset, udtalte han. Med sin kone og sin søn, den senere dirigent, Carlos Kleiber, tog han til Argentina, og blev musikdirektør på Teatro Colón fra 1936 til 1949, hvorefter familien rejste tilbage til Berlin, der på det tidspunkt var delt i øst og vest. Staatsoper lå under russernes jurisdiktion. Han holdt ud dér til 1954, hvorefter de alle flygtede til Vesten.

De europæiske emigranter kom ofte i vanskeligheder ved mødet med Hollywoods modernitet. I Los Angeles fandtes ingen fortove, hvad skulle man med dem? Man kørte i bil, naturligvis. Det begreb de tilstrømmende Hitler flygtninge ikke, og anekdoterne om de mange, der fra Europa var vant til at gå tur, og kom i vanskeligheder i den nye verden, er legio. Begav man sig udenfor sin have og søgte at gå mellem bilerne, der susede forbi, blev man omgående arresteret af politiet. I Californien levede man i en verden, der for europæerne syntes at være utopisk. Rigdommen dér, og især den heftige, kultagtige dyrkelse af et ungdommeligt udseende, var forholdsvis ukendt for europæerne, men i Hollywood og omegn dyrkedes den ind i det absurde. Man måtte ikke se gammel ud, og skønhedsindustrien stod parat med sminke til den ældede, rynkede hud, og begge køn underlagde sig villigt diverse cremer, kure og aggregater, der skulle forvandle deres gamle kroppe til aldersløse færdigvarer. Mod svimlende betalinger naturligvis.
En sådan færdigvare blev også Gitta Alpar. En levende mumie, der søgte at fastholde en længst forsvunden ungdom med platinfarvet paryk, kunstige øjenvipper, en tung makeup og farverigt tøj.
Men endnu var hun ung, endnu var der langt til alderdommen. Hun var 36 år og var sikker på, at det hele nok skulle vende, så hun atter blev den stjerne, hun var vant til at være.
Håbet om at vendte tilbage til Europa brast, da anden verdenskrig brød ud, og hun blev tvunget til at blive i USA, og fandt en bolig i Los Angeles, hvor talrige europæiske kunstnere havde slået sig ned for at søge lykken. Nu blev deres kreds betydeligt øget af eksilerede jøder. 

♥

 

1939 -1951

 

Niels Wessel Bagge

 

Niels Bagge var hverken eksileret eller jøde.
August Niels Wessel Bagge var hans fulde navn. Han blev født 1908 ind i det københavnske storbourgeoisi. Hans far var forlagsdirektør på Gyldendal, og hans mor var datter af grundlæggeren af Magasin du Nord. Han havde en privilegeret opvækst på Næsseslottet ved Furesøen i Holte, og han blev kørt til skole i farens Rolls Royce, fortæller hans ven, filminstruktøren Anders Refn. Nogen lykkelig barndom var det egentlig ikke, da familien var plaget af indre stridigheder, der førte til forældrenes skilsmisse. Han begyndte at studere litteratur på Københavns universitet, men opgav hurtigt, og rejste 1929 til Paris for at leve en kunstnertilværelse. Han lejede et atelier, og lavede reklamer til tidsskrifter og aviser. Da han blev ven med den svenske rigmandssøn, den næsten jævnaldrende Gustav Wallenberg, opgav han det erhverv, og de to unge mænd begyndte at optræde som danseduoen Wally Brothers. De fik succes og etablerede sig 1931 som stepdansere i Montparnasse. Det flotte og charmerende par fik tilbud om optræden på diverse mondæne badesteder i Sydfrankrig, og de turnerede rundt i Europa.

Da nazismen og intolerancen bredte sig på det europæiske kontinent, flyttede Niels 1934 til London, arbejdede som scenograf hos Karl Gerhard, ”den stockholmske revykonge,” som han beundrende blev kaldt. Han fik foretaget en prøvefilming hos Gerhard. Med filmen i lommen rejste han til USA 1936, til Hollywood, hvor han havde masser af venner. Én af disse var den olympiske mester i kunstskøjteløb, norske Sonia Henie, hvis familie han havde kendt fra barndommen, og som nu boede i Hollywood. I kredsen omkring dem var den polske filmfotograf Rudolph Mate, som Niels kendte fra tiden i Paris. Det var Mate, der drejede Carl Th. Dreyers film Jeanne d´ Arc og Vampyr, og det var ham, der tog Niels med til Metro Goldwyn Mayers filmstudier, hvor han et par dage senere underskrev en kontrakt med Samuel Goldwyn. Aviserne havde travlt med at skrive om den flotte danskers succes.
Men heldet, eller rettere, helbredet svigtede ham. Han blev syg, lægerne konstaterede, at det var gulsot, han kom på hospitalet, og drog som langtfra rask rekonvalescent utålmodigt til studiet for at aflægge prøve som skuespiller. Men sygdommen havde sat sine spor, han var en skygge af sig selv, fysisk og psykisk udmattet. Han fik ikke fornyet sin kontrakt med Goldwyn, men da han var økonomisk uafhængig, betød det kun en ærgrelse og en lille knust drøm om en stor filmkarriere. Glæden ved at omgås berømte mennesker, ja ligefrem samle på dem, dyrkede han i sit store hus på Hills Avenue i Los Angeles, hvor swimmingpoolen dannede rammen om stor selskabelighed og optræden af sangere og skuespillere.
 
Men den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940, umuliggjorde bankoverførsler til USA.
Han udlejede derfor sit hus, flyttede til en lille lejlighed og fik arbejde som lagerhjælp på en flyfabrik.
Efter krigen slog han sig ned som ejendomsmægler i Los Angeles, tjente godt, og begyndte at samle moderne amerikansk og etnografisk kunst. Hen imod slutningen af sit liv testamenterede han sin kunstsamling til museer i Danmark.
Formuen blev sat i kunstfonden Niels Wessel Bagge, der årligt uddeler legater til danske kunstnere.

Det var denne mand, Gitta løb på en tilfældig dag i Los Angeles.

♥

 

”Danmarks rigeste mand”

Sådan blev Bagge omtalt i de kredse, der kendte ham, og sådan blev han præsenteret for Gitta engang i Stockholm, da hun optrådte dér.
De mødtes igen 1939 en eftermiddag i Los Angeles, og hans første ord til hende lød: ”Gitta Alpar, De ser forfærdelig ud!” Og hendes svar var: ”Det gør De også, baron Bagge.”
Begge havde ret. Gitta så temmelig afdanket ud, det kneb med pengene, hun havde fundet et logi, der var for dyrt, ingenting var billigt i Los Angeles, og samtidig skulle hun betale for pasning af Julika, mens hun søgte efter et engagement, efterhånden ligegyldigt hvor. Men ingen ville have hende, selv en enkelt optræden på en natklub havde ikke været nogen succes. Der var ikke råd til at vedligeholde det blonde hår, der var ikke råd til en garderobe, og ikke råd til den make up, der havde været så nødvendig for den fordums star. Ingen her kendte navnet Alpar, ingen var interesseret i hende, og hun misundte sin ven, Richard Tauber, der måtte forlade Tyskland omtrent samtidig med hende, han kunne uanfægtet fortsætte sin karriere. Han var blevet engelsk statsborger, han sang, dirigerede, optrådte i BBC og var stadig elsket og folkekær. Hvorfor var hun glemt?

Ved det møde med Bagge ændredes hendes tilværelse til det absolut bedre. Starten var ellers ikke alt for god, tårerne tværede den billige mascara ned ad hendes kinder, og hun næsten hulkede, da hun fortalte ham, at han ikke lignede den elegante mand, hun i sin tid var blevet forestillet for. ”De ligner jo en snavset arbejdsmand!”
Det havde hun ganske ret i. Han arbejdede på lageret i en flyfabrik. Krigen havde afskåret ham adgang til sin formue i Danmark. Men levemanden forvandlede sig til arbejdsmand. Det gav lidt penge til livets opretholdelse. Også han boede til leje i en lejlighed med to små værelser, som han fik råd til, fordi han udlejede sit store hus.

De ”to europæiske vragrester,” som han kaldte dem, forelskede sig, og giftede sig 1940. Bagge solgte sit udlejede hus, de fik en bedre lejlighed, og ved flittigt arbejde fik han i 1944 råd til at købe et strandhus i Malibu.

♥

USA - det forjættede land

 

Efter den 9. november 1938, hvor nazisterne hærgede i Tyskland, pryglede jøder ihjel, ødelagde over 8.000 forretninger og nedbrændte 200 synagoger, blev denne dag kaldt Krystalnatten, fordi de knuste ruder lå i
gaderne, og glassene glimtede som krystaller i natten.

Havde jøderne ikke været helt klar over hvor forfærdelig deres situation var, blev de det nu. En panisk masseflugt til andre lande begyndte, men sluttede ofte forgæves, så de endte i armene på nazisterne og blev sendt til udryddelses eller arbejdslejre.
I begyndelsen søgte de til nabolandene, som for eksempel Frankrig, i håb om at Hitler styret var kortvarigt, men måtte efterhånden se i øjnene, at deres håb om eksil blev et forgæves håb, efterhånden som Hitlers erobringstogt eskalerede. Desuden var de europæiske lande meget uvillige til at give asyl. Asyl var i 1930erne ikke en ret for flygtninge, og de jødiske flygtninge betragtede man ikke som politiske flygtninge, men som økonomiske. Jøderne bevægede sig derfor rundt i Europa i evig jagt efter opholdstilladelse.

USA blev det store mål. Men landet var ret utilnærmeligt for flygtninge. I det store land herskede der desuden et vist fremmedhad og en udtalt antisemitisme. Betingelsen for overhovedet at få et visum var, at en nær slægtning, eller en forsørgelsesgaranti fra en amerikansk statsborger sagde god for en. Især var USA bange for, at spioner fra nazityskland skulle få adgang til landet, og præsident Roosevelt begrænsede adgang for flygtninge til USA til 26.000 om året.
En særlig begivenhed hændte den 4. juni 1939, da det tyske passagerskib, ST. Louis lå for anker ud for Florida. Der var over 900 jødiske flygtninge ombord. Det var kommet i stand som et propagandafremstød fra Hitlers side. Nazisterne havde samlet omkring 1.000 jøder, der havde søgt tilladelse om ophold i USA. De blev udstyret med et turistvisum og sendt af sted fra Hamburg. Naturligvis var Hitler fuldstændig klar over, at alle der rejste på turistvisum ville blive afvist. Men hans gestus skulle signalere, at rygterne om Tysklands behandling af jøder var overdrevne og usande. Man slog dem da ikke ihjel, man ville bare gerne af med dem, afvise deres tilstedeværelse i Tyskland.

Det blev passagererne så ved ankomsten til Florida. Afvist. Skibet sejlede tilbage til Europa, hvor flygtningene fik lov at gå i land i henholdsvis Storbritannien og Frankrig. Kun de, der landede i England fik en chance for at holde sig i live. Kort efter blev Frankrig og Holland besat, og de flygtede endte i nazisternes arme.

Det var meget heldigt for Gitta, at hun med ét slag blev fredet. At hun hidtil havde været det så nogenlunde, skyldtes at hun, ligesom mange andre, var strandet i USA, da verdenskrigen brød ud den 1. september 1939. Alligevel ville hun snart være kommet i problemer, fordi hun intet arbejde havde, og dermed ville hun komme i søgelyset som økonomisk jødisk flygtning, oven i købet med en lille datter.
Med Niels stillede det sig anderledes. Han havde boet i landet i mange år, var formuende, han havde et hus, og myndighederne var ganske klar over hans storartede opkomst og familieforhold i Danmark. Tilmed havde han skaffet sig et arbejde. Han var velset. Nu påtog han sig affidavitetet, forsørgelsespligten, for Gitta og Julika.

♥

1939 - 1951

 

Hustrulivet

 

I omkring syv år havde hun levet uden at indånde scenens luft, uden bifaldets livgivende eufori. Nederlag og bitterhed prægede hendes udseende og hendes forhold til den amerikanske omverden, der enten ignorerede hende, eller, som hun følte, tålte hende, såvel som de andre jøder, men tydeligt tilkendegav, at de gerne så dem forsvinde. Hun anede ikke, at myndighederne efter at have efterforsket hendes baggrund, endte med at vurdere hende ufarlig, og altså ikke tysk spion.

Alt ændrede sig, da hun mødte Niels. Dog flammede håbet op om et come back endnu engang, da hun i foråret 1941 fik tilbud om at medvirke i René Clairs første amerikanske Film, ”The flame of New Orleans” med Marlene Dietrich i hovedrollen. Filmen blev et flop. Clair var sur, og undskyldte sig med, at hans franske elegance overhovedet ikke blev forstået og værdsat af den amerikanske pragmatisme, og kontrakten med Universal filmstudios blev opsagt. Die Dietrich var sur, fordi hun havde nedladt sig til at spille med i en film, der viste sig at have en elendig instruktør, der kun talte fransk, og anklagede ham for at trække hendes omdømme ned. Og Gitta? Hendes navn figurerer ingen steder, hverken i programmet, eller i filmens credits. Man hører hendes stemme kort i en strofe fra Donizettis Lucia di Lammermoor, og ser hende i et splitsekund bagfra.
Ingen veje førte tilbage til rampelyset, og da USA den 7. december 1941 mistede omkring 4.000 soldater, da japanerne angreb Pearl Harbour, og erklærede Japan krig dagen efter, fik hun, såvel som de andre emigrerede meget andet at forholde sig til, og måtte prise sig lykkelige for at de overhovedet havde holdt sig i live så langt i det store land.

 
Gitta, Julika og Niels blev en familie. Der er fotos at en smilende Gitta med mand og barn i leg på stranden, en Gitta, der har aflagt divalooket, ladet sit hår blive brunt og langt, der er lykkelige strandbilleder, hvor Niels bærer hende på skuldrene. Der er fotos, hvor hun står leende med Julika i hånden og ser på fotografen, der sikkert er Niels. Et lykkeligt ægteskab, en sikret fremtid.

Også den eksilerede tyske forfatter, Erich Maria Remarque, hvis bøger blev brændt og forbudt i Tyskland, havde slået sig ned i Hollywood. Dels for at skrive på romanen, ”Triumfbuen,” men lige så meget for at være i nærheden af den skønne Dietrich, som han på det tidspunkt elskede. Han var jaloux, for damen var kun optaget af at erobre James Stewart, som erklærede, at han ikke brød sig om hendes narrestreger, og var lykkeligt gift med sin Gloria.
Marlene boede på hotel, og Remarque lejede et hus i Westwood, der lå i nærheden.
Det hus tilhørte Niels Bagge.

♥

Imens i Europa

Hvis England regnede sig med til Europa, hvad de knap kunne gøre, fordi Britannien stod isoleret, uden at kunne påregne hjælp fra kontinentets besatte lande, ej heller uden løfter om bistand fra USA, som Churchill tryglede Roosevelt om, så var der dog en stemme, der forbandt englænderne med tiden før og tiden nu: Richard Taubers gyldne tenor. Han var blevet engelsk statsborger, og han bidrog hvor han kunne, turede England rundt med sit orkester, sang hvor som helst, ude og inde, i kolde uopvarmede lokaler, og senere endog under tyskernes blitz. Han bidrog til at holde moralen oppe med sin person og sin kunst. Han indsang plader, han optrådte i radioen, han dirigerede BBC orkesteret, og også til USA fandt hans stemme vej. Gitta kunne ikke undgå at høre sin tidligere ven og partner. Hvilke tanker hun gjorde sig herom, ved vi ikke. Hun havde travlt med at indrette sig i sin nye, sikrede tilværelse.
Nu kæmpede næsten 70 lande. Krigen var blevet en krig på tværs af lande og kontinenter, og udkæmpedes mellem de to store alliancer: De allierede, der bestod af England, og senere, da USA var gået ind i krigen, også af dette store land, samt Sovjet. På den anden side var der aksemagterne, der bestod af Tyskland, Italien og Japan, og sådan blev kampen en kamp på liv og død – mange døde – mellem demokrati og menneskerettigheder over for nazismen og fascismen.
Som et lyspunkt for Europa, engagerede USA sig i krigen, da japanske bombere angreb amerikanernes flådestation Pearl Harbor den 7. december 1941. Slagskibe i havnen blev sænket og omkring 3.000 amerikanske soldater blev dræbt. Dagen efter, den 8. december erklærede USA krig mod Japan, og den 11. december erklærede Hitler og hans italienske allierede Mussolini krig mod USA.
De omkring 120.000 mennesker af japansk afstamning, der boede og arbejdede i USA, mange med amerikansk statsborgerskab, blev nu hadeobjekter, og blev interneret i lejre rundt omkring i USA, og man gjorde ingenlunde livet let for dem i fangenskabet. Mange amerikanske soldater mente, at alle japanere skulle dræbes.
Time Magazine skrev i 1944: Den almindelige japser tænker ikke og er uvidende. Måske er han et menneskeligt væsen. Men der er intet, der beviser det.
Først i slutningen af 1945 blev den sidste interneringslejr lukket.

                                                    ⃰

Præcis hvornår Gittas forældre blev dræbt, eller hvornår og hvordan hun fik det at vide, foreligger der intet. Budapest var et helvede, og det havde det været, ikke mindst for jøder, i meget lang tid, men nu åbnede dødsrigets porte sig. Det menes, hr. og fru Klopfer havde søgt tilflugt i en delvis udbombet kælder, hvor de blev fundet af Pilekorpsmedlemmer, massakreret og dræbt.
Slaget om Budapest bølgede fra den 7. november 1944 til den 13. februar 1945 mellem dem Røde Har og ungarske tropper. Byen blev totalt omringet, og tyske, såvel som ungarske tropper var fanget i byen sammen med omkring 800.000 civile. Januar 1945 indledte de tyske tropper en offensiv for at bryde belejringen. Det overraskede russerne, og en del slap igennem. Endnu et fremstød lykkedes delvis, med mange døde til følge.  De resterende tyske og ungarske soldater og civile blev presset sammen på et ganske lille areal og manglede alle former for forsyninger. Under hele belejringen havde de ungarske Pilekorsenheder travlt med at dræbe de sidste jøder, som befandt sig mellem de belejrede.

Pilekorspartiet var en ungarsk, nationalsocialistisk sammenslutning af antisemitter. Det havde magten i Ungarn fra 15. oktober 1944 til januar 1945. Det havde rødder i partiet, National vilje, der blev oprettet 1935, men blev gjort ulovligt, da det var for højreradikalt for den siddende regering. I 1939 blev partiet omdøbt til Pilekorspartiet, og kom i parlamentet som det mest indflydelsesrige. Det regime, det stod for, var et af de mest brutale på tysk side under krigen, og gjorde slaget om Budapest ekstra modbydeligt. Helt frem til de sidste timer af slaget om byen havde pilekorsfolk travlt med at myrde løs. Donau flød med lig. Man bandt folk sammen, skød en, og smed dem samlet i vandet, så liget trak de overlevende ned i druknedøden.

I dag lever partiet under et andet navn, og under andre former, men ordene udtalt af en talsmand for partiet Jobbik, lyder som det gjorde dengang:
Tiden må nu være inde til at udarbejde lister over de borgere i dette land, der har jødisk baggrund – især hvis de sidder i parlamentet eller regeringen – som kan udgøre en national sikkerhedsrisiko.
Retorikken er farlig, fordi Viktor Orbáns nationalkonservative Fidesz regering ikke tager truslen fra det yderst højre særlig alvorligt.

Der var yderligere to familiemedlemmer, hvis skæbne Gitta muligvis, enten ikke kendte, og heller ikke efterforskede: Brødrene Tibor og János. De var begge blevet interneret til Mauthausen. Begge overlevede. Tibor døde 1977 og János 1974. Der findes ingen overlevering om, at de tre søskende genså hinanden.

♥

 

1951 - 1991

Ægteskabets bratte afslutning

Da krigen sluttede 1945 blev ægteparrets økonomi ganske anderledes, end den havde været siden deres giftermål i 1939. Alt var nu sikret, så Gitta kunne glæde sig over en mere end rigelig økonomi, og en hengiven ægtemand, der var en kærlig far, og som Julika tilbad.
Det findes der intet skriftligt, hverken fra hans eller hendes side. Men talrige fotos af de tre, Niels med Julika, Gitta med Niels, og alle tre sammen, vidner om overskud og glæde.

1951 besøgte Niels for første gang efter krigen sit fædreland.
Fra Danmark begærede han skilsmisse. Om det kom helt bag på Gitta, er uafklaret. Og dog kunne man vel have forventet, at han ville have sin kone og Julika med til Danmark for at introducere dem til familie og venner? Ved skilsmissen optrådte han yderst generøst og beholdt kun sine personlige ting, og strandhuset i Malibu.

Gitta boede derefter en luksuriøs villa i Los Angeles, med tjenestefolk, hunde, personlig frisør, massør og skønhedsbehandler, der havde daglig gang i huset. Julika søgte formodentlig sit eget umiddelbart efter skilsmissen, hvor hun var fyldt 18 år. Hun og Niels holdt kontakten et stykke tid, hun forsøgte sig som skuespiller, uden succes, blev gift, heller ikke med succes, og søgte efter sin skilsmisse hjem til sin mor med sin datter. Derefter afbrød Niels forbindelsen med hende. Så vidt vides, så han aldrig Gitta igen, da han vendte tilbage til USA efter besøget i Danmark.

Niels Bagges videre liv i USA, i Danmark og på rejser rundt i Europa, vidner om et kunstelskende og livsaktivt menneske, der gennem årene skabte sig en omfattende kunstsamling. Efterhånden voksede hans beslutning om at få samlingen placeret i Danmark, og han ønskede at testamentere hovedparten af sin formue til en fond, hvis formål skulle være at støtte danske kunstnere gennem årlige legatuddelinger. Og således blev det: Niels Wessel Bagges kunstfond har i snart mange år støttet unge kunstnere.                                   

♥

 

En hædersbevisning

Hvad foretog hun sig i de lange år fra skilmissen i 1951 til sin død 1991?
Om det findes så godt som intet. Økonomisk var hun mere end sikret, og at dømme ud fra en filmoptagelse fra 1987, blev tiden brugt til drømme om fortiden og kampen for at se lige så ung og strålende ud som før. Og det før var snart meget længe siden.

1987 bragte ZDF i sit seniormagasin, ”Mosaik – Treffpunkt der Generationen,” et kvarters udsendelse med Gitta som hovedperson.
Et kvarter, der udstillede den tidligere diva ufølsomt og brutalt. Kameraet fremviste hende, der for nylig var blevet hofteoperet, siddede i sin rullestol, i hvid pels, pelstøfler, tung makeup, platinblondt hår. Hun havde svært ved at tale, virkede mentalt fraværende, men tydeligt overbevist om at det, fotografen gjorde, var godt. Hun blev forevist i sin voluminøse silkeseng, i silkepeignor, med platingult hår, kunstige øjenvipper og tyk, tyk sminke, mens hun legede med sine to små hunde. Og som det allermest grelle blev hun fremvist, liggende på sin skønhedsbriks under sminkedamens behandling. Kameraet gik tæt på hver en rynke, hver en hudfold, mens damen småsnakkede til kameraet. ”Hun vil jo være skøn, ladyen i pink, ikke Gitta?”
Om Gitta var ved sine sansers fulde brug, kommer tilskueren endnu mere i tvivl om, da hun senere vises ved et middagsbord omgivet af sin datter Julika og hendes datter. Hun virker fraværende, pyntet som altid, med fjerne øjne, men får dog givet et bundt penge til Julika, og synker derefter hen i sig selv.
Udsendelsen slutter med at speakeren siger, direkte vendt mod publikum:

” I mange har hun ikke mere levet i realiteternes verden, hun lever sit liv i fortiden, til hvilken vi ikke har adgang.”

Og i 1987 indtraf en anden begivenhed:
For første gang siden hin martsdag 1933 betrådte hun atter Tysklands jord.
”Den tyske film er levende,” forkyndte indenrigsminister Friedrich Zimmermann den 13. juni 1987, henvendt til dem, der var forsamlede i Berlins Theater des Westens.
”Vore films mangfoldighed, som misundes os af mange lande, er ubrudt!”
Med disse ord overrakte han the Lady in Pink, der var iført hvid Hermelinkåbe, Das Filmband i guld. Dette Filmband er den højstrangerende tyske kulturpris i Bundesregeringens filmfond. Ministeren begrundede det med die Alpars ”langvarige og fremragende virke for tysk film.”
Begrundelsen forekommer en anelse malplaceret, thi særlig langvarigt havde Tyskland ikke ladet hende virke. Men hun var lykkelig. Atter i rampelyset. Et par timer senere sad man så i Gedächtniskirche. I sin rullestol fulgte hun med hænderne foldet over brystet hændelserne på lærredet: ”Wir sind jung, und uns gehört das Leben, was Schöneres kann´s nicht geben.”
Hun stirrer på den unge skønhed, der synger og danser i denne film fra 1932. Hun er vild og blond og i godt humør. For hende synes livet ikke at havde nogen lidelse i beredskab. ”Sådan noget findes slet ikke mere,” siger en begejstret gammel herre på rækken bag hende. De glade mennesker  oppe på lærredet synger for de aldrende gamle tilskuere nede i salen ... den store komiker og sanger, Max Hansen, snart også en Hitler flygtning, omfavner sin unge partnerske, Gitta Alpar …

Premieren på denne film, ”Die oder keine,” en livlig musikfilm, er en Forbundstysk premiere, der for første gang siden 1933 spilles i Berlin. Med nutidige øjne synes handlingen at foregribe, hvad der skulle komme: Operettestatens magthavere lader Gitta Alpar, den utæmmede Star, smide ned ad paladsets trappe. Dog sekunder senere, efter en lykkelig revolution, bærer man hende op igen. Triumftog og Happy End.

 

♠

 

1987 – 1991

 

En nekrolog. (Oversat fra tysk af forfatteren)

 

Et glødende følelsesliv og romantisk lykke fandtes kun på scenen for operettedronningen, Gitta Alpar. Virkeligheden var hårdere.
Jødinden fra Budapest fejrede før nazistherredømmet triumfer i Berlin med operetteroller som ”Dubarry”, eller som Richard Taubers partner i Lehars ”Schön ist die Welt”. ”Die – oder keine,”1932 var en af hendes mest kendte filmtitler. Ægteskabet med filmskuespilleren, Gustav Fröhlich, var for denne diva af den lette muse, den vel dybeste skuffelse. Fröhlich vendte i 1935 ryggen til sin ikke ariske hustru, for at følge de brune magthavere. Gitta Alpar emigrerede i 1934 med  sin nyfødte datter først til Wien, dernæst til USA. Understøttet af Marlene Dietrich og Erich Maria Remarque fik hun adgang til Hollywood. Der filmede hun en film, og optrådte i en operette af den ligeledes flygtede Emmerich Kalmann. Vejen tilbage fandt hun, kortvarigt, efter 54 år. 1987modtog hun i Berlin et Bundesfilmpris ”for langvarigt og succesfuldt virke i tysk film.”

Gitta Alpar døde i Palm Springs i Californien.

der Spiegel, 4. marts 1991

♥