Kvartetten


Kvartetten er en selvstændig fortsættelse af Dora, der var en selvstændig fortsættelse af Balladen om Antonie. Vi følger den unge Dora, der er gift med sin meget ældre tidligere gymnasie-
lærer, Poul, som hun elsker. Hun elsker også Markus, der gerne vil binde hende til sig. Selv lever han et proformaægteskab med Ulla, som han har et barn med. Dora vil være fri, det lader Poul hende være, hvorimod hun føler sig plaget af Markus´ insisteren på at de skal leve sammen. Hun er ikke kommet over sin sorg over sin elskede hests død og søger tilflugt i København hos Poul og hans mor. Gabriel, den døde ærkeengel, testamenterede hende en formue og et hus i Italien. Hun og Gabriels ven, tidligere ærkeengel, Sariel, søger hinanden. Dora maler sit liv, sin sorg og sin sporadiske lykke, og har succes med sine udstillinger ... Kvartettens medlemmer består altså af Dora, Poul, Markus og Sariel.

Indledningen til Kvartetten:

Doras hus

”Kan du huske, dengang jeg spurgte, hvad i alverden jeg skulle bruge det her hus til?”
”Ja, svarede han, ”jeg sagde, at du ville have plads til både din mand og din elsker og din familie, og at du kunne indrette atelier…jeg er ked af at sige, at jeg selvfølgelig fik ret.”
Dora gav hans arm et fortroligt klem, og Sariel standsede deres barfodede vandring på den smalle, våde sandbred. De betragtede i tavshed søen, der lå blinkende under aprilsolen.
”Du var ærlig talt temmelig arrig, da jeg insisterede på at vise dig huset, bevares, her var temmelig koldt, men se det skulle du nu. Du optog det som en personlig fornærmelse, at Gabriel havde testamenteret dig både huset og en formue, og du var meget sarkastisk, da jeg spagfærdigt sagde, at du da kunne prøve at bo i det sammen med nogen, du holder af. Eller for den sags skyld, mutters alene. Det er da blevet til nogle billeder her gennem årene…”
”Og nu kommer de, ”sagde hun og gravede tæerne ned i sandet. Min mand og min elsker…”
”Ja de gør, og førstnævnte glæder jeg mig til at hilse på, sidstnævnte har det været en fornøjelse at arbejde sammen med. Han virker som et ualmindelig tiltalende menneske…”
”Du går glip af Pouls mor,” sagde hun lattermildt, ”hun erklærede, at hun ikke ville sidde i en sardindåse. Det var tog eller ingenting. Samme indstilling som hendes søn indtog. Men hvis hun havde været her, ville hun i høj grad have apprecieret vores menage og bidraget til underholdende forvirring…”
Hun blev stille og så op mod huset,
”far nåede aldrig at besøge mig her. Jeg tvivler på, at mor kan overtales…”
”Vi bliver ældre, vi mister dem vi elsker, sådan er vilkårene,” sagde han roligt. Hun begyndte pludseligt at fryse, støttede sig til hans skulder, mens hun balancerede sine sandaler på, greb hans hånd, og ville til at løbe op ad skrænten, glemte, at han stadig var skoløs, og gav ham tid til at iføre sig sine sneakers. ”Vi må hellere være der, når de kommer. Markus mente, de kunne være fremme sidst på eftermiddagen. Stefania og Giancarlo vil finde det upassende, hvis vi ikke holder på formerne og står omklædte, klar til at tage imod. Poul vil sikkert nøjes med at løfte øjenbrynene, hvis vi ikke diskret ærer ham behørigt, når han nu endelig har bekvemmet sig til at komme. Han besværede sig rigeligt over at skulle køre i bil. Flyve vil han under ingen omstændigheder. Jeg troede ikke, det var lykkedes Markus at overbevise ham om, at en togrejse ville være besværlig hertil, og tage alt for lang tid. Poul og hans mor rejser altid med tog.” De nåede op til huset, hånd i hånd, med sand og mudder i skoene.



tilbage til forsiden
Spor Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt