Omkring Dina


Da Poul hørte nøglen i låsen, satte han sig til rette i sofaen og lod som om han sov. For at drille hende. Barnet. Englen, der havde givet hans alderdom fylde og mening.
Han hørte hendes lette skridt nærme sig, kunne ikke undertrykke et smil og åbnede øjnene.
"Jeg sov ikke, lod bare som om, fordi jeg er en forfængelig bedstefar der gerne vil have opmærksomhed og omsorg."
Dina satte sig ved siden af ham, "det er næsten midnat, jeg troede du var gået i seng. Jeg er ret træt. Folk var irriterende i aften. Nogen havde rod i billetterne, nogen kom styrtende efter der var ringet ind anden gang, og tæppet var ved at gå op og hele rækken måtte rejse sig fordi de selvfølgelig havde pladser i midten.
"Hvad spiller de for tiden," spurgte han og hun sagde at det var "Den Vægelsindede." "Den fortræffelige Holberg! Hvem spiller Lucretia?"
Det gjorde Paprika Steen, sagde Dina, "hun er helt vidunderlig til at give den som rappenskralde, der giver de dumme mænd råt for usødet ...de vil alle sammen giftes, og de er alle sammen snotdumme, og så er der de to piger, der narrer deres elskere og giver dem Lucretias adresse..."
"Ja, og det er så den galsindede enke, de render ind i," fortsatte han, "og som altid hos Holberg er herskaberne dumme og tjenerskabet snusfornuftigt."
Hun gabte højlydt, og spurgte om hun kunne gøre noget for ham inden hun gik ned til sig selv?
Hun kunne få sig en god nattesøvn, sagde han, og glemme Det Kongelige Teaters stolerækker imens.
Hun kyssede ham på kinden," sov godt. Ses!"

Mens han gjorde sig i stand til natten, tænkte han på miraklet Dina. Doras og Sariels datter, døbt Dina Sørensen Halldorf, og lyst i kuld og køn med ham selv udlagt som far. Da hun blev født samlede Malvine sine ikke ubetydelige kræfter og levede endnu fem år. Hun udnævnte sig selv til oldemor, tog sig meget af barnet, læste for hende, snakkede med hende og Dina opholdt sig i det hele taget meget sammen med hende. Hun døde, da Dina var fem år og havde udviklet sig til en sjældent selvberoende og klog lille pige, der indtog samme urokkelige åbenhed over for verden som Malvine altid havde gjort.
Poul sendte som så ofte før kærlige tanker til sin uforlignelige mor og så på et maleri, han havde valgt at lade hænge i soveværelset. Malvine hen imod slutningen af sit lange liv med Dina stående ved siden af sin stol. I stuen hang der flere af Doras tegninger af de to og mange af ham og Malvine i forskellige situationer.
Han slukkede lyset, kunne ikke falde i søvn og lå og tænkte på, hvor udsat og konfus han var efter morens død. De to havde altid boet sammen. Og han tænkte på den forandring, der skete, da Dora kom hjem fra Italien med barnet og flyttede ind i Malvines lejlighed. Hidtil havde Dina været lidt til låns hos dem, hun skulle jo være sammen med sin mor i Italien, men hendes ophold i København kom ofte til at vare måneder ad gangen. Efter Malvines død blev Dina permanent, og det havde alt sammen været temmelig turbulent at forholde sig til uden Malvine, hvis ikke Sariel havde taget affære og fik deres fælles menage bragt flot.

Erindringer og bekymringer hvirvlede rundt i en malstrøm, han ikke kunne styre, og han huskede hvor roligt Malvine havde taget det hele, da han sagde ja til at blive udlagt som far til sin kones og Sariels barn.
Der er så mange måder folk lever på, og når Dora nu vil blive ved med at være gift med dig er det fordi hun elsker dig og har brug for dig. Hun nåede at opleve Dinas metamorfose. Fra fødslen til det fjerde år var hun sorthåret som sin far. Så skiftede hun hårfarve og blev helt lys som sin mor, og efter endnu en tid blev håret blegrødt, og den farve havde hun beholdt til nu, hvor hun var 19 år. Hun havde sin mors lysende hud, et ovalt ansigt, sorte bryn, tætte sorte vipper, en levende, fint tegnet mund og brune øjne. Og så var hun umanerligt høj! Og umanerlig selvhjulpen.



tilbage til forsiden
Spor Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt