Reflektioner

Forfatter Adda Lykkeboe

Min hjemmeside fra 2004 - 2018 kan du finde her:

Besøg også min side om tenoren Richard Tauber

Maj 2019

 

 

Denne april, 2019, har været usædvanlig. I forbindelse med min 80 års fødselsdag inviterede vi først vore venner til en reception med tilhørende sang af Mette Østergaard og Jens Krogsgaard, der forførte gæsterne med deres kunst.

Da den festdag havde fortonet sig lidt, begav vi os til Hirtshals og kørte ombord på Norrøyna med kurs med Færøerne.

”Hjem til barndommens land,” skrev en avis i et inter-view. Det var 20 år siden, jeg havde været på øerne, og 63 år siden jeg forlod dem. Torshavn er blevet stor! Den bredte sig op over fjeldet, stadig med enfamilieshuse i overtal, men nu også med karreer – enkelte endda til leje, noget nyt på Færøerne, hvor hver mand ejer sit eget hus.

 

Jeg skulle tale om mit forfatterskabs tilknytning til Færøerne, meget rigtigt og meget bevægende, netop i den boghandel, min mor og jeg så ofte besøgte, da vi boede deroppe. Vi blev festligt modtaget, og tilhørerne var lydhøre og havde vel næppe i den alder, de havde, oplevet et Færø, som det jeg talte om.

Et besøg i en lillebitte bygd, Tjørnuvik, der har omkring 60 indbyggere, var aldeles obligatorisk. Den ligger aller-nordligst på Streymoy, og den spiller en vigtig rolle i min nyeste bog, Doras datter. Min heltindes elskede er fra bygden, og synger i det Kingokor, den er berømt for. Jeg kunne næppe holde mig på benene, da jeg kom ud af bilen for stormen, og på rundturen var de eneste levende væsener at skue, et gåsepar med mange unger, der blev beordret ned at ligge, så snart vi viste os. Far og mor udviste temmelig truende adfærd og var aldeles vidunderlige i deres påpasselighed.

Hele den færøske natur kom mig i møde på vore køreture. Den havde ikke forandret sig. Kirkjubø blev besøgt i sommerligt solskin, og da vi kom tilbage til Torshavn, var alle pludselig iført shorts og sad i lag på kirketrappen foran vores hotel. Højst to af den slags dage om året kunne opleves, blev jeg fortalt. Det vidste jeg jo godt!

Og, så, da vi tændte for fjernsynet om aften, chokerende billeder og reportager: Notre Dame brænder.

 

Havnar Kirkja, der nu er avanceret til Domkirke, besøgte jeg ofte med far, og jeg deltog i andagten påskedag, ligesom jeg besøgte den katolske kirke, der ikke mere ligger der, hvor den gjorde, da jeg boede der. Der var heller ingen nonner tilbage fra den tid, men de, der var, hørte interesserede på min fortælling om kirke og skolegang anno dazumal

 

Tuen var et lykkeligt gensyn med en by, jeg både kendte og ikke kendte. Også dengang var der masser af biler, men man kunne højst få asfalt under dækkene 15 km. ud til Kirkjubø og omkring 10 km. forbi vores hus Yviri viđ Strond, og det var bare en grusvej. I dag er der flotte veje overalt, tunneler er bygget og bliver bygget mellem øerne, og jeg så mere på disse 10 dage, end jeg sammenlagt gjorde, da vi boede der. Man skulle sejle til de enkelte øer, og bil havde vi ikke. Så det er Torshavn, jeg kender bedst. Og nu er den plastret til fastfoodudsalg, pizzalugten er påtrængende, masser af caféer, hyggelige, og et par gourmetspisesteder, men den stadig Torshavn.

 

Turen tilbage ad memory lane skulle foretages, og nu er jeg, hvor jeg skal være igen – indtil jeg snart er, hvor jeg også skal være: i Toscana, på Colle ai Lecci, vort andet hjertes hjem.

                                            ♥