August 2018

Doktor Faustus og Thomas Manns farvel til den borgerlige humanisme

Denne alt for lange, alt for tørre og alt for varme sommer griber jeg igen til at læse Thomas Manns ærefrygtindgydende epos: Doktor Faustus. Det har jeg gjort med mellemrum og for hver gang åbner den sig en smule mere, om end der stadig er mængder, der går hen over hovedet på mig, især når det drejer sig nodeudredninger, som dette eksempel ud af talrige:
- og han lod en akkord klinge, lutter sorte tangenter, fis, ais, cis føjede et e til og demaskerede derved akkorden, der havde set ud som fis-dur, som hørende til h-dur, nemlig som dennes femte-eller dominanttrin... Ak hvor lyder det dejligt, og gid jeg var så musik-kyndig, at jeg kunne fatte det.
Om end musikken er et stort tema, er det dog langtfra alt. Den handler i høj grad om kunstnerens rolle, og når man betænker at romanen udkom 1947 og Europas kultur dårligt havde fået rystet verdenskrigens ruiner af sig, ser man hvor Mann vil hen. Der findes ikke mere nogen digterfyrster, ingen Goethe, ingen Hermann Broch, ingen virkelige storheder - naturligvis underforstået, at den aldrende Mann stadig findes og bør anses at være på samme niveau som Goethe.
Massesamfundet har taget over, den kulturelle borgerlighed er gået under.

Som i de andre store værker af forfatteren er der en længsel efter opfyldelse, efter udfrielse samtidig med en viden om det forgæves i denne længsel. Forfald, nederlag og fiasko er overalt. Som i bogen om den borgerlige familie Buddenbrooks opstigen og opløsning, som i Troldfjeldet, hvor Hans Castorp vegeterer sit liv bort i et mondænt kursted for rige tuberkuløse.. Og hvad med komponisten Aschenbach i Døden i Venedig, der tilbringer sin sidste tid i en strandkurv, betragtende og begærende en skøn ung dreng, der leger på stranden. Med Faust bogen tager Mann skridtet videre og lader sin hovedperson, Adrian Leverkühn forvises til helvede.
Djævelen havde stillet sine betingelser for at give kunstneren 24 år til at skabe det ypperste og lovet ham et gennembrud i hvilken som helst kunstart, han end måtte beslutte sig for. Betingelsen var at han måtte forsage kærligheden. "Dit liv skal være koldt, kærlighed, der varmer, er dig ikke tilladt."
Med djævelens hjælp får Adrian det gennembrud, der slår verden med beundring, og som skal gøre ham endnu mere berømt: Han vil én gang for alle tilintetgøre Beethovens 9. symfoni og dens menneskekærlighed. Der er umiskendeligt Hitlerske træk i beskrivelse af Adrian, ligesom verdenskrigens slutning bogen igennem er et akkompagnement til hans historie. Mens de allierede bomber Tyskland, sidder Adrians jævnaldrende ven, Serenus Zeitblom, og skriver historien om sin just afdøde vens skrækkelige liv og den ødelæggelse han kom til at forårsage fordi hans pagt med djævelen havde forbudt ham at elske. Så da han kom til at elske sin lille nevø, Nepomuk, dør den lille dreng under forfærdelige pinsler.

Faustus er lang og indholdsmæssig tung - og storslået. Jeg hænger som ved tidligere læsninger på med det yderste af neglene, når der diskuteres teologiske og musikteoretiske elitære sager, hvor bourgeoisiet drøfter tyskkulturelle emner. Netop her, er det tydeligt at Mann spørger, hvordan det dog kunne gå så galt, hvordan kunne den store tyske kultur miste sig selv og ende i barbari?
I en tale 1945 sagde Thomas Mann; der findes ikke et godt og et ondt Tyskland, men kun ét, for hvem det bedste blev til det onde ved djævelsk list.
For Mann er det ikke folks private biografi, der interesser. Det er derimod de idéer, den personlige eksistens er bygget på. Det er de faktiske begivenheders åndelige form og folks adfærd i forhold til disse. Det er dét, der definerer ikke bare et individs liv, men også det samfund, det er en del af. Åndelige og psykologiske forandringer i et menneske, dets måde at forstå og opfatte verden på, resulterer i nye samfund og nye kulturelle og politiske ståsteder.

Ligheder og store uligheder mellem Mann og en anden næsten samtidig forfatter, Hermann Broch, er interessante at følge. Man fornærmer næppe det store tyske idol, Mann, født i Lübeck 6. 6. 1875 og død i Schweiz den 12.8. 1955, ved at sige, at han ikke var demokratiets største fortaler, uden dog at være udemokratisk, at han var elitær, at han betragtede sig som suveræn familiegud, at hans humor var sparsom og hans sortsyn overdådigt.
Hermann Broch, født i Wien den 1. 11. 1886 og død i USA den 12. 8. 1955, var en praktisk forretningsmand, der ledede sin fars tekstilfabrik i Wien, arbejdede som forhandler i arbejdskonflikter og sad i kommissioner til bekæmpelse af arbejdsløshed. I 1938 blev han angivet til nazisterne af et postbud, kom i fængsel og ved indflydelsesrige venners hjælp hentet til USA. Dér kunne han skrive. Og han skrev om genoprettelse af den sociale harmoni, om hvordan man skulle afværge nye katastrofer, som den politiske og den sociale udvikling dog gjorde til skamme.
Så vidt jeg forstår det, er der overensstemmelse mellem de to forfatteres syn på det, de benævner værdiopløsning, og det de ser som en demokratisk indbygget svaghed: Da alle har ret til at have deres egne meninger, har alle også ret. Og netop i denne værdiopløsning, er de to forfattere enige om, frembyder totalitære systemer en løsning. Begge de herrer tager afgjort afstand fra diverse ismer, nazisme, kommunisme, der har så forførende let ved at blive populær hos de masser, Broch kalder "søvngængere." Da vestlige demokratier ikke har og heller ikke ønsker at have et sådant overordnet værdisystem, ´giver det anledning til uro og stridigheder i demokratierne.

Mann så ikke krigen i 1914 som noget negativt. Han skrev et glødende forsvar for den autoritære tyske kejserstat og angreb den demokratiske Weimarrepublik.
Det fortrød han!
Senere beskrev han i en tale i Berlin nationalsocialismen som en kæmpe bølge af excentrisk barbari og et primitivt massedemokratis kræmmermarkedråhed. Her bliver jeg en anelse bekymret for hvad han lægger i ordet massedemokrati.
Æret være disse forfattere, der tog en opgave på sig i erkendelse af den værdiopløsning, der fandt sted i deres levetid, og som siden er stormet af sted fra stat til stat, så det, der engang ansås som anstændighed og ansvarlighed, man aktivt måtte arbejde for hver dag, nu vakler faretruende.


Thomas








tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt