Oktober 2017

De samle sig lig underfulde drømme, de rige minder,
skrev Johan Ludvig Heiberg 1857

Det var nu hverken drømme eller minder der var i fokus, da vi for 25 år siden for første gang besøgte Colle ai Lecci, dengang en bedrift med vin og oliven, ejet af Bent og Elisabetta Myhre, han dansk og hun halvt romerinde og halvt dansk. De købte gården, der dengang var meget forfalden, i 1963 og begyndte slidsomt at få en produktion i gang med Chianti Classico og oliven. Den del forestod Bent Myhre, og fruen indrettede 5 lejligheder på enkel og toscansk vis til gæster. Det var ikke en agroturismo. Man måtte selv sørge for sit underhold.

Vi var meget formelle dengang i 1992. Vi korresponderede pr. brev, vi var Des de første par år, så blev det til du, og så blev vi venner. Den sorgfulde jul i 1995, hvor min mor døde, holdt vi jul på Colle og de to skabte en stemning af ro og omsorg. Julebordet var dækket i 1200 tals kælderen , med alt hvad der hørte til en dansk jul. Dog minus nisseøl til risengrøden. Til den drak vi Chianti Classico.

Gården ligger i det toscanske landskab, der udfolder sine uendelige vinmarker og oliventræer. De to største byer, Siena og Firenze, ligger i en afstand af henholdsvis 25 og 90 km. De første år kørte vi rundt næsten til udmattelse for at se hvad vi kunne nå på én dag, for vi ville altid hjem til gården, og kom det ofte i mørke. Pisa, Assisi, der ganske vist ligger i Umbrien, Firenze, Siena, Pienza, Arezzo, San Gimignano, Volterra, Montepulciano, Radda, Gaiole, Greve ...

Bedriften blomstrede med sin vin, sin oliven og ikke mindst med sine gæster af mange nationaliteter, der befolkede lejlighederne i sæsonen. Det gik mod enden i 2002, da Bent Myhre døde, og der ikke var nogen arvtager, for parrets to sønner, der var bosat i Milano, havde aldrig udvist interesse for gården. Fru Myhre forsøgte et par år at drive den videre. Det gik ikke. Markerne blev opkøbt, blev hegnet ind med elektriske hegn, og hvor vi før kunne vandre mellem oliven og vin og plukke ferskner, er der nu lås og slå og adgang forbudt. Fru Myhre visnede, og for hvert år vi kom, oplevede vi hendes forvirring og tiltagende demens. Nu sidder hun på plejehjem nede i den nærliggende by, Berardenga, og kan ikke kende os mere.

Fra den allerførste tid vi lærte familien at kende, havde de knyttet til sig en ganske ung mand, endnu næsten dreng, der hjalp Bent Myhre, og som viste en ganske særlig flair for pasning og kultivering af vinen. Om end han ikke af uddannelse blev ønolog, fungerede han som sådan allerede da han var helt ung. Siden kom Antonetta til, hun flyttede ind hos Julio og kort efter kom den første søn. Da Andrea skulle i skole, gik far og søn hånd i hånd ned til skolebussen, og Julio hentede ham igen samme sted efter skoletid. Så blev Andrea voksen og begyndte selv at arbejde, og lejligheden rummede så dem alle sammen. Mor Antonetta hjalp fru Myhre med lejlighederne og gav en hånd med når vinen skulle høstes. Og så summede alt af liv og en smule ængstelse. Hvordan faldt året ud? Blev det godt? Nogenlunde? Al økonomi afhang af høsten, hvis indtægter på forhånd var deponeret i banken.
Så kom Filippo, efternøleren, der i dag er en voksen ung mand på 20 år, færdig med gymnasiet og med musik og tusind gøremål. Men for længst også med i høstarbejdet på de omkringliggende vingårde.
Familien bor stadig i lejligheden, der dog blev udvidet med et par rum ekstra, og for nylig er Andrea med kone og barn rejst hele 18 kilometer bort og bor i en lejet lejlighed.

Og hvad nu, tænker vi, har vi tænkt, siden Bent Myhres død, siden salget af markerne, og siden huset har været til salg så længe. Det sker stadig, at danskere, der finder frem til den gamle hjemmeside, hvor der står, "her tales dansk," med nogen fortvivlelse finder sig selv på et temmelig øde sted, hvor ikke en mors sjæl taler andet end italiensk.
Julio og hans familie holder den beskedne udlejning i gang. Sørger for rengøring, sengetøj og andre fornødenheder til gæster, og Cristina, der også færdedes hos familien Myhre som lille pige og nu er en voksen dame, der forstår sig på computere og taler noget engelsk, stiller en gang om ugen for at modtage betaling fra eventuelle gæster.

Og her er det Heibergs underfulde drømme og rige minder samler sig i anledning af vort 25 års jubilæum som gæster på det elskede sted som vi for hver afsked ikke mere aner om er sidste gang vi har set. Den lille familie føler sig lige så fortabt som vi. For som det ofte var skik dengang, blev lejligheden stillet frit til rådighed for gårdens førstemand og hans familie.
Og sådan sker det undertiden, at hvor den "fødte" familie ikke kan eller vil påtage sig at videreføre forældrenes livsværk, træder en hjertets familie ind og søger at opretholde resterne af det, der engang levede.


Colle ai Lecci                                                 


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt