August 2017

Jeanne Moreau

Hendes udtryksfulde, ikke klassisk smukke ansigt satte ikoner som Sophia Loren og Gina Lollobrigida om end ikke i skygge, men dog sådan, at kvinder verden over fandt ud af, at der fandtes alternativer, der var værd at adaptere.
Nu er hun ikke mere, og hendes år varede fra 1928 til 2017.

Hun havde allerede mange film bag sig, da hun i 1962 indspillede Jules og Jim, der gjorde hende internationalt berømt. Francois Truffaut læste romanen, skrevet af Henri Pierre Roché 1955, to år efter den var udgivet, og sendte et billede af Jeanne til forfatteren, der svarede at hun lignede romanens Catherine, og at han straks måtte møde hende. Fem dage efter døde han og fik ikke oplevet det filmhistoriske mesterværk, Truffaut skabte på grundlag af hans bog.
Moreau tilførte figuren Catherine en sensuel kraft, hun ikke havde i bogen, og hun inkarnerer en spontan, uberegnelig, sensuel og øretæveindbydende kvinde, der får filmens to mandlige hovedpersoner til at blegne en smule. Det er hende, der suverænt styrer begivenhederne og de to mænd, der elsker hende.
Romanen fokuserede på venskabet mellem Jules og Jim, men Truffaut ændrede forlægget så vægten kom til at ligge på trekantsforholdet mellem Catherine, Jules og Jim.

I årene før første verdenskrig lever den unge østriger Jules og hans franske ven Jim et dekadent liv i Paris´ caféer. Den mørke virile Jim har et bedre tag på kvinderne end den blonde og vege Jules, der nøjes med at overtage dem Jim forlader. En dag viser en af deres bekendte dem et lysbillede af et smilende kvindeansigt i sten og de to venner forelsker sig i billedet og ønsker at finde en kvinde med netop dét smil. Det arkaiske smil, kalder de det.
De møder Catherine, der viser sig at være en levende udgave af stenansigtet. Hun er for dem indbegrebet af den kvindelige naturs mystiske og utæmmelige kraft. For første gang gør Jules selvstændigt kur til en kvinde bag Jims ryg, og på et tidspunkt siger han, hende her vil du nok lade være i fred, ikke sandt Jim!
Jules og Catherine gifter sig. Ægteskabet er fra starten stormfyldt og gør Jules meget ulykkelig, for Catherine kan ikke nøjes med én mand, hun kræver konstant og ubetinget opmærksomhed og hævner sig, hvis Jules og Jim et øjeblik glemmer hende.

Truffaut lader sin film udspille sig i små afsnit, der bindes sammen af en fortællestemme, der læser ordrette passager højt af Rochés roman. Under krigen kæmper østrigske Jules og franske Jim på hver sin side, men venskabet holder og efter krigen tager Catherine Jim som sin elsker med Jules stiltiende accept og da hun vil giftes med Jim og have barn med ham, føjer han sig for ikke at miste hende. Deres menage a trois i Jules´ lille østrigske bjerghytte varer en stund, men Catherine og Jim skændes, hun bliver ikke med barn, hun tager sig en elsker. Jim rejser til Paris, de to elskende udveksler breve, hun skriver at hun er gravid, han ønsker at vende tilbage til hende, Jules skriver til Jim, at Catherine har haft en abort og at hun ikke ønsker at se ham mere.
Nogen tid senere mødes de to venner tilfældigt i Paris, hvor Jim nu bor. Jules fortæller at han og Catherine er flyttet til Frankrig. Hun prøver at vinde Jim tilbage, men han afviser hende. Han skal giftes med sin tidligere elskerinde, Gilberte. Catherine prøver at skyde ham, Jim kaster chokeret pistolen bort og flygter. De mødes alle tre senere. Catherine har fået bil og de kører en tur sammen langs med Seinen, og hun siger til Jules, at han kan tage toget og køre tilbage til Paris for at spise til middag med en ven. Jules stiger føjeligt ud af bilen. Catherine siger, se nu godt på os, Jules, og sætter bilen i gang med Jim ved siden af sig. I stedet for at følge vejen langs med vandet, kører hun ligeud og ud på en smal bro, der er under reparation, træder speederen i bund så vognen springer ud i floden. Catherine havde lagt sin fælde meget omhyggeligt. Der var ingen udvej, Jim havde været forberedt på meget, men ikke på dette. Hun så skælmsk på ham, som om de havde tiden for sig. Aldrig havde det arkaiske smil været så rent. Bilen væltede fremover som en trillebør.

Jims kiste var endnu større end han selv havde været, ved siden af mindede Catherines kiste om et juvelskrin. De gik op i lys lue, efterhånden som de blev skubbet ind i ovnenes brændende gab. Asken blev samlet i urner. Hvis Jules havde været alene, havde han blandet deres urner sammen. Catherine havde ofte sagt, at hendes aske skulle spredes for vinden højt oppe fra et bjerg.
Men det tillod loven ikke.
I tyve år havde Jules og Jim kendt hinanden. De havde med overbærenhed konstateret deres forskelligheder. Mon det nogensinde skete i kærlighed? Jules ledte i hukommelsen efter ægtepar, der accepterede hinanden på samme måde, som han og Jim havde gjort.

Jeanne Moreaus ansigt pryder omslaget til min franske udgave af bogen. Hun har fyldt meget i mit liv og vil forblive evigt ung. Hendes drilske og trodsige sang synger nådesløst om livets karrusel, hvor man drejer og drejer, mødes, skilles og forlænger et midlertidigt samvær.

Alors tous deux, on est reportis
Dans l´tourbillon de la vie
On a continué à tourner
Tous les deux enlacés


Jules et Jim






tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt