Juni 2017

Ak, den islamisme!

Islam opstod på den arabiske halvø i 600 tallet og udbredtes hurtigt i kraft af profeten Muhammeds åbenbaringer. Allah gav profeten besked om, at hans svigersøn, Ali, skulle være hans efterfølger, hvilket skete efter Muhammeds død 632. Ali blev myrdet 661, og blev gjort til martyr. Siden udspaltedes islamismen i to retninger: Shiitterne og Sunnierne, og der har siden været uafbrudt strid mellem dem.
Alis tilhængere, shiitterne, hævder at positionen som leder af den islamiske nation kun kan opnås ved Allahs direkte udnævnelse af sin stedfortræder på jord - ligesom han i sin tid selv udnævnte Muhammed.
Herimod hævder Sunni´erne, at enhver muslim kan blive Muhammeds lovlige efterfølger.

Islam er en ekspansionistisk religion, og allerede i slutningen af 1000 tallet forsøgte vesteuropæiske fyrster at bekæmpe dens voksende udbredelse. Man drog på korstog til det hellige land for at befri Jerusalem fra muslimerne. Det lykkedes med store omkostninger, men omkring 1200 tallet måtte korsridderne trække sig tilbage og overlade Jerusalem til de islamiske sejrherrer.
I begyndelsen af 1500 tallet opstod et tyrkisk osmannisk kalifat, der aggressivt pressede Centraleuropa i forsøg på stadig flere erobringer. 1529 belejrede en tyrkisk/muslimsk hær Wien, men måtte opgive. Man slog sig atter ned foran Wiens porte i en senere belejring 1683, og situationen var yderst alvorlig for den belejrede by. Redningen kom fra et polsk kavaleri på ca. 20.000 ryttere, der kom Wien til undsætning, og leverede det største kavallerislag i historien. Osmannerne flygtede.

I begyndelsen af det 20. århundrede vakte diverse kaliffer og muslimer i øvrigt ikke den store opmærksom og interesse i Vesten. Det ændrede sig omkring midten af 1960erne, hvor radikale muslimer vendte sig mod vestlige normer, og dertil kom, at de arabiske stater fra 1973 efter oliekriserne pludselig fik en økonomisk vækst, da oliepriserne mangedobledes. Man blev selvbevidst klar over den vestlige, kapitalistiske verdens sårbarhed.
I slutningen af 1970erne tvang et folkeligt oprør mod shahen af Iran ham til at gå af, hvorefter et religiøst præsteskab oprettede verdens første islamiske republik. Iran blev forbilledet for muslimske grupperinger herefter.
Islam er viljen til et altomfattende, religiøst og politisk system, bestemt af Muhammeds åbenbaringer, nedfældet i Koranen.
Ingen muslim kan stille spørgsmål til Koranens hellige og urørlige indhold, der er dikteret af Gud.
Det er helligbrøde at sammenligne Koranen med vestens viden-
skabelige resultater og humanistiske idealer. Tanker om et demokratisk styre skal bekæmpes, fordi Gud og ikke mennesket står i centrum. Endemålet er etablering af en islamisk stat, der udelukkende tager udgangspunkt i Koranen. Islam skal være rettesnor for samfundsindretningen i form af Sharia, Guds lov.
Denne verdensanskuelse er helt uforenelig med vestligt demokrati.

I Information, den 24. maj, 2017, skriver professor emeritus,
Mehdi Mozaffari en meget tankevækkende artikel: Demokrati er det stærkeste våben i krigen mod islamisterne. Han skriver blandt andet, at jo mere man insisterer på, at den europæiske identitet er baseret på kristendom, desto mere giver man plads til en religion som islam, fordi det er lettere for islam at konkurrere med en anden religion end med demokrati. Han påpeger, at vores demokratiske fællesskab er et resultat af Renæssancen og Oplysningstiden, der ikke er baseret på religion. Europa har ikke skabt nogen verdensreligioner, og jo mere man giver plads til religion i det offentlige rum og i det politiske liv, desto mere flytter man fokus fra politik til religion. Derfor, siger han, skal og må vi holde fast på demokratiske værdier og principper. Det er den bedste og eneste vej til at bevare vort fællesskab.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt