November 2015

Elena og Lila og flugten fra Napoli

Elena Ferrante, hedder hun. Eller måske er hun en han? Der er stor mystik bag forfatternavnet til trilogien, Min geniale veninde, Historien om et nyt navn og Dem der flygter og dem der bliver. Der er et afsluttende bind på vej. Der er bøger, man flytter ind i, og jeg er flyttet ind!

Napoli i 50erne. Lila og Elena er umage veninder. Begge er fra ludfattige, voldelige hjem, Elenas dog måske en anelse bedre end Lilas, idet hendes far er portner ved et gymnasium i den bedre del af Napoli, hvorimod Lilas far er skomager. Pigerne konkurrerer, hvem er bedst i skolen, hvem tiltrækker flest veninder. Lila vinder altid, hun er begavet, hurtig, fræk, upålidelig, og Elena søger at følge med så godt hun kan. Lila går ud af skolen efter 5. klasse, Elena, den pæne pige, der står sig godt med lærerne, får en slags beskytterinde i en lærerinde, der forlanger af hendes forældre, at hun skal blive ved med at uddanne sig. Lila kommer i arbejde hos sin far, men er i kraft af sin selvstændige læsning - hun låner bøger på biblioteket, i stand til at hjælpe veninden, blandt andet med at skrive stil. Elena føler sig grim, især da hun får briller, hvorimod Lila vokser op til en strålende skønhed, der tiltrækker kvarterets unge mænd som fluer. Mens Elena læser og læser, på toilettet hjemme i den fattige støjende lejlighed, hvor hun finder lidt fred, afviser Lila den ene bejler efter den anden og gifter sig uventet med deres barndomsven, viktualiehandlerens søn, Stefano. Da Elena skal i gymnasiet er der ingen penge til bøger. Lila bliver hendes mæcen, og giver hende lov til at læse uforstyrret hjemme i sin og Stefanos nye lejlighed, mens de begge er travlt beskæftiget med hans forretninger. Man aner mafiøse kræfter bag.

Andet bind fortæller om de ganske unge pigers videre skæbne. De er nu 16 år, Lila er signora Carraci, og har tilsyneladende gjort sin lykke. Men bag facaden lever hun i et voldeligt ægteskab og må skjule sine skrammer og blå mærker bag solbriller og langærmede bluser. Hun nægter at indordne sig under den helt selvfølgelige undertrykkelse, kvinderne i hendes omgangskreds må finde sig i. Elena får et stipendiat, og efter gymnasiet består hun en optagelsesprøve til universitet i Pisa, der giver hende en friplads. Da den lærerinde, der sørgede for at hun kunne uddanne sig, dør, får hun tilsendt sine stile fra dengang. Da hun læser dem igen og glæder sig over at genlæse lærerindens rosende noter, falder nogle sider ud. Det er det eventyr, Lila skrev, mens hun endnu gik i skole. Dengang afviste lærerinden det som noget pjat, dårligt skrevet, men da Elena får det i hænderne, ser hun at eventyret har gjort indtryk på lærerinden. Hvorfor gav hun ikke Lila en chance? Elena konkluderer, at det vel har været, fordi Lila altid var en rebel, altid gjorde og sagde hvad der passede hende.
Veninderne mister kontakten, Elena gør hvad hun kan for at distancere sig fra alt hvad der er Napoli, omgås civiliserede dannede mennesker, forlover sig med den lovende, men kedelige Pietro, giver sig i en lang rus til at skrive en bog, med Lilas gamle eventyr som forlæg, og får succes med den.

Tredje bind beretter om tiden mellem 1960 og midten af 1970. Der er politisk ekstremisme, studenteroprør, en stigende kvindebevidsthed og dannede diskussioner med Elenas venner og hendes kæreste. Imens har Lila forladt sin mand, hun føder et barn, der ikke er hans, og flytter sammen med en af deres fælles barndomsvenner, Enzo, får et tungt og opslidende arbejde, og da Elena, nu som succesfuld forfatter, er på besøg hos forældrene og opsøger hende midt i hendes beskidte arbejdsdag, er afstanden mellem så enorm, at de dårligt kan række ud efter hinanden.
Det er Elena, der fortæller, og hvor troværdig er hun mon? Vi begriber som læsere, at uden Lila som drivkraften i sit liv, ville hun ikke have haft noget som helst at skrive om, og det indser hun med klarhed, da hun i den første bog bliver ringet op af Lilas søn, der siger at han mor er sporløst forsvundet. Derfra begynder Elena at se tilbage, at skrive deres historie. Da er de to veninder i midttresserne. Er Lila død?
Hvad er venskab? Identitet? Kan man distancere sig fra sin opvækst?

Man taler om en Ferrante feber. Jeg har taget den på mig, når sikkert at læse de tre bind igen, inden det fjerde kommer næste år.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt