Juli 2015

Frank Jæger genlæst

Alle Eens Sanser registrerer straks, at der er Frost i Luften. Saa snart man er kommet ud ad Døren for at gaa Dagens første Tur med Hunden, ved man det: Vinteren er begyndt. Lyset er Frostlys, Luften lugter af Jern, fjerne Stemmer gaar kontant igennem; og da vi svinger op ad den optrampede, ellers alt for plørede Kreatursti, finder vi Jorden haard, Klovsporene har faaet faste Kanter, det er som at gaa paa størknet Lava. Og de store, blaasorte Slaaenbær er skrympede i Huden og søde som Blommer.
Heroppe fra kan vi se over Langelandsbæltet til Lolland. Et Besøg paa dette Sted er blevet et dagligt Ritual for os, dels fordi vi som Øboere ikke kan lade nogen Dag gaa hen uden at have set Hav, og dels fordi vi fra denne Bakke kan bilde os ind at konstatere, at Øen sejler.
Pontomanien, denne i Danmark så vidt udbredte og tilsyneladende uhelbredelige Syge, som snart vil gøre Fødelandssangen "Som en rejselysten Flaade" meningsløs og uafsyngelig, har nok smittet hernede, men endnu har Patienten ikke faaet det med Sotten følgende Udslæt. Ingen Staaltrosse af en Bro forhindrer endnu Langeland i at skvulpe ud fra Fyens Rhed.


Dette skrev Jæger i sin essaysamling fra 1958, "Velkommen Vinter," hvor han forelsket beskriver livet på Langeland, med hund, kone og børn. Siden 1954 havde Københavnerdrengen forladt stenbroen for at skrive om tilværelsens enkle glæder, solidt forankret i hverdagen.
Også små sure, men komisk fortalte opstød får lov at komme med. Ikke over Langelandtilværelsen, men over fastlandets litteraturforståsigpåernes behandling af hans digt, "Skorstensrøg," der handler om at stable brænde og tænde op i ovnen ... I professoral tolkning bliver røgen symbol på den Jægerske digtning, og linjen, "jeg prøvede brændet mod sten, om dets tone var dur," blev udlagt som var brændestykkerne symbol på digterens ordforråd...
I virkeligheden, skriver Jæger, handlede digtet såmænd bare om glæden ved at få brænde hjem fra skoven og tørre det og køre det ind skuret. Men før man gør det, må man forvisse sig om at brændet er helt tørt, for ellers mugner det og mister sine varmeegenskaber. Og man kan høre, om det er tørt ved at smide det ned mod en sten eller mod cement - så skal det klinge helt lyst. Mere er der ikke i det digt!
Og så er der jo snerydningen, der betyder:
vel udstoppede Mænd, der banker sig varme med Kuskeslag. Hvert Hus i Byen har Snerydningspligt, ikke udenfor Lågen, men på Bivejene. En tidlig Morgen staar Snefogeden herude i Forstuen og udkommanderer een til Tjeneste. Så tager man sin Skovl, varmer den over Komfuret, smører den med en Stump Tællelys, for så hænger Sneen ikke fast, og tramper, med den således omhyggeligt præparerede Skovl på Nakken, ud på Bammeskovvejen og giver sig til at skanse Sne sammen med de andre.

Mens jeg glædede mig over teksterne, over den sikre sprogbehandling, og den hele fortælling om en tid, der for evigt er borte, rørte sig også en følelse af noget næsten fortrængt. Hvordan var det nu med Danmarks lyse, sorgløse kunstner, der levede på landet i harmoni med natur, kærlighed og poesi? Og som dannede forlæg for tegneserien og filmen Poeten og Lillemor?
En dag er Langelands træer blevet til fængselsgitre, skriver han til en ven. Det bliver til opbrud, til skilsmisse, til alkoholmisbrug og til skriveproblemer, der dog ikke fører til nogen sænket standard af hans senere værker. Udadtil gav han den som kæk og frisk, men i digtningen viste sig andre facetter, mørke, melankolske og sorgfulde. Træk, der blev overset i mange år...
I et digt fra 1948 viser han allerede denne side af sit væsen:

Vi der vælger Livet, gaar en Dag paa tværs af Vejen,
ender i et Efteraar. Vi faar Regnen, natten, landet trykket ind mod vore Hjerter mens vi gaar.


Frank Jæger blev 51 år og døde 1977.
Da havde "pontomanien, den uhelbredelige syge," for længst ramt Langeland. I november 1962 blev øen forbundet med fastlandet via Siø, Tåsinge og Svendborg over Svendborgsundbroen.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt