Juni 2015

Tyskland er et land for voksne

Har Angela Merkel sagt, og udsagnet er også titlen på en ny bog af Henriette Harris, der for nogle år siden udgav bogen: Berlin, steder, skæbner og historier.

Vi har gennem årene opholdt os en del i byen, og vi har for længst fået et andet syn på Tyskland, end det, man før skyndte sig igennem for at komme til sit rigtige mål sydpå, hvor, som Harris skriver, "solen altid skinner, maden og vinen er bedre, pigerne kønnere, og hvor de ikke er fascister."
Men det passer jo ikke, for flere af de steder, hvor vi hjertens gerne rejser hen, var man allierede med tyskerne og kaldte sig fascistiske, men det har vi glemt og fortrængt. Tyskland har hverken glemt eller fortrængt. Monumenter, mindesmærker og mindeplader, museer og programmer i fjernsynet - tyskerne minder os om de ugerninger, deres forfædre stod bag. Dem føler de sig ansvarlige for, og dem vil de ikke gentage.

Alt det registrerer vi, når vi er i Tyskland, og ganske særligt i Berlin. Men der er jo meget andet, for Berlin er en venlig og imødekommende by, som det simpelthen er rart at færdes i, og vil man kultur på den ene eller den anden måde, er der rigeligt at tage af. Man kan også bare sidde med sin Grüner Weltliner på Gendarmenplatz og se på mennesker, turister, såvel som berlinere, og der er altid en eller anden midt på pladsen, der spiller klarinet, saxofon, eller synger.
Vi tog os for at kravle rundt i Staatsopers indre stilladser, for dog at få et indtryk af, hvordan ombygningen vil blive. Engang. Når operaen får samlet penge nok til at imødekomme den skandale, en monstrøs overskridelse af budget og tidsramme har forvoldt. Det vides ikke, hvornår bygningen vil stå færdig, det vides ej heller, hvor meget beløbet bliver. En gedigen byggeskandale!
Vi fulgte i hælene på vor Baustellungsführer, rædselsslagne for enten at falde ned eller blive væk og aldrig komme ud mere. Han snakkede berlinsk som et vandfald, og denne frue tænkte, at dette ville vare evigt, mens hun forsøgte at traske med, iført to numre for store, gule sikkerhedsgummistøvler, og en hjelm, der uafladeligt truede med at falde af. Med vanlig tysk grundighed tog turen 2 timer, og da det endelig var forbi, og solen stadig skinnede, tænkte jeg på Brünnhildes ekstatiske arie.
"Heil dir Sonne, heil dir Licht."
Men flot bliver det da. Engang.

Berlin har 400.000 træer og 840 grønne fællesarealer. Fuglelivet er rigt, og gaderne borte fra hovedfærdselsårerne er fortryllende, med stille, frodige og yppige forhaver foran lejlighederne, der næsten alle har altaner. Bilerne holder pænt stille ved kantstenen, og vi tænker os, at de kun sjældent bliver brugt, måske kun, når man skal uden for byen, for det er så let at komme rundt. De fleste cykler, resten tager UBahn, så hvad skal man med en bil i det daglige.

Vi tog endnu en Führung. Denne gang på Deutsche Historisches Museum, og vi var de eneste udlændinge blandt de ca. 8 personer, der fulgte vor unge guide gennem den fremragende udstilling: 1945 Niederlage. Befreiung. Neuanfang. 12 lande i Europa efter anden verdenskrig i tekst, plancher og videoinstallationer. Til ære for os sluttede vor guide i den danske afdeling, hvor en plakat, nogle af os husker, forkynder: Lukket på grund af glæde.
Endnu en tur til det Tyskland, der var, og som ikke er glemt, førte os til en slidt baggård i Rosenthaler Strasse, fyldt med graffiti og cykler. Dér ligger Museum Blindenwerkstatt Otto Weidt.
Otto Weidt var børstenbinder. Næsten blind, og han havde sit værksted her i Rosenthaler Strasses gård. Han var ikke nazist, og han insisterede på at ansætte jødiske arbejdere, blinde, døvstumme, også ikke handicappede. Da jødeforfølgelserne og deportationerne begyndte, holdt han flere af dem skjult bagest i værkstedet i et lille rum uden vinduer. Det kunne ikke holdes hemmeligt i længden, og hans arbejdere blev deporteret til Theresienstadt, hvortil Weidt sendte pakker, der sikrede deres overlevelse. For en tid.
Kontrasten mellem oplevelsen på museet, og besøget i Hackesche Höfes mange mondæne baggårde, der ligger lige ved siden af, med eksklusive forretninger, restauranter og beboelser, var stor.

Det er i Deutsche Oper, eller Komische Oper, man må gå, når man vil høre opera, og af disse to kan jeg bedst lide at komme i Komische, der er som et gammeldags operahus skal være. Beblomstret, beplydset, bespejlet, intimt, og en vældig kontrast til den fornemme Staatsoper, både den der var, og den der dukker op igen ad åre. Vi valgte Mozarts Cosi van Tutte, og den var udmærket og ganske finurligt lystigt fortolket som et tidsvindue, svingende mellem Mozarts rokokkotid og vor egen nutid, hvor de elskende i nutiden restaurerer sanselige og frivole malerier, iført kliniske, hvide kitler, for så at optræde i yppige kostumer og levendegøre den byttehandel, som ejeren af værkstedet foreslår de to unge mænd.
Ingen af de elskende slap godt fra det, men sådan ville Mozart det jo.

Ude i Neukölln ligger der et operahus af en ganske anden art. På Karl Marx Strasse. Neuköllner Oper er beskeden af ydre format, og vidtåbent, hvad indhold angår. Denne gang var vi til opera på studioscenen, der kan rumme omkring 60 mennesker. Operaen hed Exit Paradise. Vi hengav os til de to personer, der elskede hinanden, og var så langt fra hinanden. bolle (med lille b) er mekaniker med motorcykel, og han elsker Uschi, der for alt i verden vil væk fra Karl Marx Strasse og leve som sit idol, Lana del Rey. Som også er personificeret på scenen af en sanger. Uschi vil have drinks med is og små parasoller i glasset, hun vil promenere et sted, hvor der er palmer. Ligesom Lara del Rey. bolle har kun sin motorcykel og en uges ferie at gøre godt med. Men han har råd til et vandland, og dér er der også palmer. Nicht wahr?
Uschi og bolle skændes. Uschi klager: "Was tust du, wenn all deine Träume nicht wahr werden?"
Det ender ikke godt.
Denne opera i dette lille lokale gjorde brug af en drejescene i form af en karrusel, som sangerne selv satte i gang og sprang af og på. De gjorde begavet brug af video, og orkesteret bestod af en cello og et klaver.
Jeg er såmænd sikker på, at Neukölln sagtens kunne sætte Wagners samtlige operaer op med mindst lige så stor effekt som de enorme, udstyrskrævende opsætninger, der ellers er normen.

Berlin! Vi siger tak for denne gang.

Et træ i Berlin




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt