April 2015

Olaf Bull

Lidelse, håb og forsoning er temaet i påskens liturgier. Disse tre er også temaer i den norske digter, Olaf Bulls forfatterskab. Han omfatter dem alle med udgangspunkt i den personlige lidelse, og konfronterer den med manglen på håb og dødens uforsonlighed.

Olaf Bull levede fra 1883 til 1933. Livet igennem var han plaget af sig selv, sine kreditorer og sine tre ulykkelige ægteskaber. Han skiftevis digtede og drak, så voldsomt, at han sine sidste år endte som et hjerneskadet vrag.
Han var født ind i et velhavende litterært miljø i Kristiania, der hurtigt føltes for trangt og borgerligt for den unge Bull. Han rejste til København, derefter til Paris og skrev, når han ikke sad på værtshus.
Hans debutdigte fra 1909 skaffede ham en beundrerskare og en position i samtiden, som han fastholdt med sine øvrige digtsamlinger, der kom i en lind strøm indtil de ophørte i 1930.
Han kredser om kunst og kærlighed, angst, tid og evighed, død og livets meningsløshed, og han stiller uafladeligt det plagsomme spørgsmål: Kan kunstneren gennem det at skabe kunst redde sig fra at gå til grunde: bevare det dybt og blivende i digtets evige, unge alabast. Mennesket er forgængeligt, men i kunsten har digteren en mulighed for at udødeliggøre sig.
Religionens trøst kender han ikke, og hans konkrete følelse af en elsket persons død udstrækker han til at gælde alle og alt, der er borte. Han føler, at der fra de døde skikkelser udstråler en appel om at bringe dem til live igen. Det søger han at gøre ved at fastholde dem i erindringen, så han på den måde vil kunne bære dem over dødens skillevæg, frem til det levende nu. Han står foran en gravsten, bliver grebet af indskriften, der "klamrer om seksten år," og skriver digtet, På kirkegården, om den unge Emmerenze Christence:

men kunde der strømme fra navnestrimlen
bare en drøm om dit ansigtsdrag,
skulde du stige paany til himlen
af mit heftige hjertes slag

og han fortsætter håbefuldt med den kristne metafor om den gode hyrde:
skulde jeg bli dig den gode hyrde
og bære dig op gjennem blaaningen ungt
men standser så, indser umuligheden i sit forehavende, og siger:
mit hjerte er tomt, ja det savner en byrde,
skjønt underlig nok - det fornemmes så tungt


Men han fastholder sit projekt, at vække de døde, hvorved han også udødeliggør sig selv, og skriver digtet Metope.

Dig vil jeg ømt i rytmer nagle fast!
Dig vil dypt og blivende bevare
I digtets evige, unge alabast


Det var ham livet om at skrive om døden, at konvertere den til et evigt digt, og hele hans tilværelse brændte op på kunstens alter.


Olaf Bull



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt