December 2014

Schubert i Christiansfeld

Mit hjerte gløder af begejstring, når hele tidsåndens påståede kulturelle overfladiskhed gøres til skamme, og viser noget ganske andet.
Den tyske Liedtradition har haft mange komponister og mange udøvere. Lieden bæres ikke frem i store koncerthuse, den var tænkt som intim fremførelse i hjemmet. Schubert var sin samtids kendte og elskede komponist, der havde mange udøvende sangere og musikere i sin vennekreds. Der var fyldt til randen i de borgerlige stuer, når han satte sig ved cembaloet og akkompagnerede sine sangere.
Det, der i dag kaldes Schuberts Liedcyklus, var ikke tænkt som en sammenhængende kreds. Det blev den først efter Schuberts død i 1828.
Hans sange handler om kærlighed, længsel efter kærlighed, uopfyldte drømme, resignation og død.
Og nu blev han så fremført i Brødremenighedens kirke, der er Danmarks største kirkerum uden bærende søjler. Salen er ganske enkel og demonstrerer, at i dette hus er alle lige for Herren. Der er ingen prædikestol, der er intet alter, ingen døbefont og ingen udsmykning. Der er et fint lag strandsand på det skurede trægulv. Man sidder på træbænke uden meget rygstød, de hælder en anelse forover, så ingen fristes til at tage sig en lur. Rummet er udelukkende oplyst af levende lys, og kirkerummet fremstår, som da det i 1777 blev indviet af Hernnhutternes første præst.

Det var her, i november måned, at Christiansfeld gjorde sig fri af kun at være honningkagebyen, og gjorde sig gældende som kommende klassisk musikby. Brødremenighedens kirkesal var rammen om en stor og sjælden oplevelse. Over tre aftener sang Bo Boje Skovhus Schuberts Liedercyklus, Die schöne Müllerin, Winterreise og Schwanengesang, akkompagneret af Stefan Vladar.
Og her sad så vi tilhørere i en næsten fyldt kirkesal og gennemlevede den første aften Die Schöne Müllerin. Vi fulgte den stakkels, naive møllersvends korte liv, hvor han starter med at være en glad ung mand, men ender med at begå selvmord. Den skønne møllerpige ser ikke til hans side, omendskønt han i fantasien opbygger et scenarie, der intet har med virkeligheden at gøre. De går en tur, hun har åbenbart indvilliget i at følges med ham, men sikre kan vi ikke være, måske er det noget han drømmer de sætter sig ved bækken, der bliver ingenting sagt, og han ser på stjernerne og vil hjertens gerne hente dem alle sammen ned til pigen. Og så siger hun kort: "det bliver regn, jeg går hjem."
Scene efter scene oprulles denne hjerteskærende diskrepans mellem hans drømmerier og virkeligheden omkring ham. Pludselig viser en jæger sig med sin hund. Jægeren er i grønt, og så vil den skønne møllerpige også gå i grønt.
Til sidst går han i bækken. Den bæk, der med sin pludren og rislen har vist ham vej til møllerens hus, hvor den skønne møllerdatter bor. Nu lægger han sig i dens vand, og bækken vugger ham ind i døden.

Wo ein Treues Herze in Liebe vergeht, da welken die Lilien auf jedem Beet da halbe die Englein die Augen sich zu, und schluzen und singen die Seel zur Ruh.

Næste aften sang Skovhus Winterreise, med tekst af Wilhelm Müller. Den unge helt er en fremmed. For sig selv og for verden. Han må forlade sin elskedes by og drage på vandring gennem nat og kulde og sne. Hundene glammer, når han nærmer sig de huse, de vogter, han søger forgæves sin elskedes fodspor i sneen, han drømmer om lykkelig kærlighed, om blomster og den lune maj. Hanen galer, han vågner og vandrer videre i sin ensomhed.

Den tredje aften gjaldt det Schwanengesang.
Schwanengesang er Schuberts eget farvel til livet. Han var meget syg, da han komponerede musikken til digtene, der er skrevet af Ludwig Rellstab, Heinrich Heine og Johann Gabriel Seidl.
Musikken raser mod døden, og strider med den. Den vil leve, den vil elske...
Digteren synger om sin tro brevdue, der hver dag bringer kærlighedsbudskaber mellem de elskendes huse. Men duen er i virkeligheden et symbol på en længsel, han bærer dybt i sit bryst.
Drum heg ich sie auch so treu in der Brust, versichert des schönsten gewinns. Sie heisst - die Sehnsucht! Kennt ihr Sie? Die Botin treuen Sinns. Da Skovhus afsluttede, var der fuldkommen stille. Så rejste vi os og hyldede ham og hans akkompagnatør.
Skovhus annoncerede, at han ville afslutte med H.C. Andersens, jeg elsker dig. "For den siger det hele," sagde han.
Min tankes tanke ene du er vorden, du er mit hjertes første kærlighed, jeg elsker dig, som ingen her på jorden, jeg elsker dig i tid og evighed.

Som om glæden over disse tre aftener ikke var nok, fik jeg anledning til at overrække ham min Richard Tauber bog, Fra kulissebarn til Verdenssanger. På sit karakteristiske dansk, der vist er en blanding fra Ikast og Wien, sagde han, "jamen vi er jo i samme branche, Tauber og jeg. Vi synger Lieder, opera og operette. Og så er vi begge to Kammersängere."
Sagde han lunt.

Bo Boje Skovhus



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt