November 2014

Forlaget Dreamlitt. har antaget min nye bog, Linedanser, og en sætning af Oscar Wilde rinder mig i hu: Umoralske bøger findes ikke, skriver han i forordet til Dorian Grays billede, og tilføjer, bøger er godt skrevet eller dårligt skrevet. Det er alt.

Dermed har jeg et vist belæg for at tro, at forlaget mener, romanen er tilpas godt skrevet. Og med Wildes statement imødegår jeg eventuelle anklager om romanens indhold af umoral.

Den unge Julie er min hovedperson. I hende har jeg nedlagt en lidenskab, der får hende til at handle på en måde, der pikerer hendes omgivelser som moralsk anstødelige.
Hun er linedanser, en metier, man ikke kan leve af. Kun leve for.
Som børnehjemsbarn søger hun sit ophav, der fører hende ud på en rejse til en fjern fortid. Til en mor, der tog livet af sig selv, en bedstemor, der er forsvundet i tåger, og en oldemor, der en tid var meget berømt, men så sank hen i glemsel.

Hendes ældre veninde, Viktoria, involverer hende i sin escortvirksomhed, noget der giver Julie de penge, hun sjældent har. Julie ser op til veninden, men føler det som et voldsomt dilemma, da Viktoria erklærer, at hun elsker hende og vil leve sammen med hende. Af frygt for at støde hende fra sig, indlader Julie et forhold til hende.
Komplikationer er nærliggende. Nu er Viktoria både veninde, elskerinde og arbejdsgiver. Og jaloux. Derfor sender hun Julie til de klienter, der ikke kan true hende selv, nemlig homoseksuelle mænd, der ikke ønsker at involvere sig i bøssemiljøer, men gerne vil have en "domina."

Da Julie får en invitation fra et cirkus i Berlin, føler hun det som en lettelse at forlade både Viktoria og en mand, hun til Viktorias fortrydelse, har indledt et forhold til.
I Berlin forelsker hun sig i den væsentligt ældre Bernhard. Han er enkemand, han lærer hende at danse tango, men på trods af, at hun mener, hendes følelser er gengældt, er han tilbageholdene og vil ikke involvere sig i et kærlighedsforhold til hende.
Bernhards søn er homoseksuel og lever i parforhold med sin ven. Bernhard tager afstand fra sin søns homoseksuelle orientering.
De to mænd ønsker sig brændende et barn, og i vrede og oprør over Bernhards afvisning af hende, indvilliger Julie i at være rugemor for dem. Det resulterer i tvillinger, som Julie efter aftale overdrager til fædrene. Hun beslutter sig for at blive i Berlin, vel vidende, at forholdet til Bernhard ligger helt i ruiner.

Men i modsætning til livet, der blæser lige indifferent over lykke som ulykke, er forfatteren i stand til at beslutte, hvordan noget ender. Og romaner bør afsluttes med et håb.
Således også Linedanser.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt