September 2014

På sporet af Friedrichstadt

Omkring 2.500 indbyggere har den fortryllende by, der ligger i Sydslesvigs sydvestlige del, direkte ved Treeneflodens udmunding i Ejderen. Grundstenen blev lagt i 1621 af hertug Friedrich III, der ønskede at skabe sig en stor handelsby, som skulle konkurrere med Hamborg.

Vi havde tidligere besøgt byen, hvis kanaler og huse er anlagt efter nederlandsk forbillede. Sejlads i store barkasser er en forlystelse i sig selv, og under en strålende sol tøffede vi rundt i kanalerne forbi de dejlige huse, hvis haver pynteligt ligger til beskuelse for forbisejlende, og hvor der ved de fleste ligger en båd fortøjet. På floden antræffes muntre små både, hvor man selv leverer motorkraften. Vi vinkede til adskillige brune og mindre brune knæ, der rytmisk gik op og ned, og som fik hektisk fart på, hvis den lille båd befandt sig i faretruende nærhed af barkassen.
Ved bådenes ankomst og afgang måtte vi som så ofte før på vore rejser beundre det ukuelige pensionistfolk, der trods gangstativer, rollatorer og fremskreden alder, med eller uden hjælper, insisterer på at ville alt.

Tilbage i byen begav vi over torvet ned ad den brede gågade, der bugner af fristelser for den besøgende. Det er den eneste gade med butikker, alle andre er beboelse, fredelige, velholdte, med roser i flor foran samtlige huse. Indkøbscentre findes selvfølgelig, men i god afstand fra Stadtmitte.
Hvad er der med den by? Er det en sminket turistfælde, køn på overfladen i sæsonen, død om vinteren?
Den lever. Utvivlsomt presset på grund af sin lidenhed, men den lever. Midt blandt de besøgende færdedes byens indbyggere med deres gøremål. Mødre og fædre på vej med børn til skole og børnehave. Lærere på tur med elever, og senere på dagen flokke af børn, der nu havde fri fra skole.
Hvad blev der af den storstad, der skulle konkurrere med Hamborg, som hertugen ønskede? Den blev aldrig til noget. Men starten var lovende.

Friedrich III, født 1597, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, arving til Norge, greve af Oldenburg og Delmenhorst, gav Friedrichstadt sit navn. For at få penge i sin hertugelige kasse, ønskede han at styrke handel med udlandet, og indbød nederlandske, forfulgte troende til Slesvig med det formål at grundlægge en by.
Han var grundigt træt af, at hans hof i dyre domme måtte indføre sine kostbare fornødenheder via fordyrende Hamburgsk transithandel, og med nyanlæggelse af sin egen havneby, ville hertugen selv kunne importere sine varer. Alt dette skulle pågå, på trods af at Trediveårskrigen var i fuld gang.
Det anseelige torv vidner i dag om, at her var der tale om noget, der var tænkt som en storby.

Blandt de første nytilkomne var hollandske remonstranter. Remonstranterne, efter latin: remonstrare, vise tilbage, måtte på grund af forfølgelse i 1618 forlade den reformerte kirke i Nederlandene, idet de afviste Calvins lære om prædestination. De tog imod hertugens bekendtgørelse og løfte om, at den nye by gav religionsfrihed til alle trosretninger.
Tilflytterne var velhavende håndværkere og handelsmænd. De lagde planerne for byens opbygning og udseende, og brugte deres hjemlige byggetraditioner, hvad der gav byen tilnavnet Hollænderbyen. Der kom flere religiøse flygtninge til. Mennoitterne, et protestantisk kirkesamfund, der praktiserer voksendåb og forkaster militærtjeneste. Også de fik et fristed i Friedrichstadt. Hertugen søgte at hente sefardiske jøder fra Den iberiske halvø, men en handelsaftale med Spanien stillede sig i vejen. Til gengæld fandt forfulgte, ashkenaziske jøder fra Tyskland og Østeuropa et helle i byen. Katolikkerne kom, og den evangeliske lutherske kirke etablerede sig. Alle måtte hjertens gerne praktisere deres tro, som de ønskede, og de måtte hjertens gerne opføre kirker til formålet. Kun én ting måtte de ikke. Strides om, hvis kirke var størst. Ingen måtte dominere by og bybillede. Derfor ligger der ingen kirke på torvet.

Remonstrantkirken ligger og føjer sig så kønt, med sit tårn på 38 meter, ind i Brückenstrasses øvrige bygninger, det samme gør Mennonitterkirken am Mittelburgwall, med den lutherske Sankt Christophoruskirke lige i nærheden, og den katolske am Fürstenburgwall, ved en af kanalerne. Den jødiske synagoge havde befundet sig i et baghus på Prinzenstrasse, men menigheden, der var vokset til byens næststørste, byggede en ny synagoge, der blev indviet i 1847. Den lå i nærheden af den katolske kirke am Fürstenburgwall. Ved højtideligheden deltog alle byens religionssamfund.

Synagogen blev brændt ned til grunden i Krystalnatten november 1938, og blev delvist genopbygget som privathus under krigen. 2001 blev bygningen rekonstrueret og fungerer i dag som kulturhus og Gedenkstätte. Som i så mange andre tyske byer er der foran de tidligere jødiske beboeres huse nedlagt Stolpersteine. Snublesten. Det er små, ophøjede messingplader med fødselsdatoer og dødsdatoer på de tidligere jødiske beboere. Oftest står der, "ermordert in.." hvorpå følger årstallet på døden i en koncentrationslejr.

Når jeg ser og sanser en by med huse, der ligner huse, hvad enten de er officielle eller privatboliger, glædes jeg og falder til ro. Hollænderbyens renæssancefacader læner sig en anelse fremover i venlig imødekommenhed. Der er en tanke i denne by, husene er forskellige af størrelse og farve, men de udgør et harmonisk hele i den retvinklede gadestruktur.
Oprindeligt var der en anden tanke, udover bebyggelsens tanke.
Religionsfriheden fandt hertugen var en selvfølge, og til den knyttede han sit krav om religionslighed , hvad der forhindrede kiv og konkurrence, trosretningerne imellem.
Hertug Friedrich døde 1652, men hans tanke med Friedrichstadt som Stadt der Toleranz holdt væsentligt længere.

Morgen i Friedrichstadt



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt