August 2014

100 års kamp om Palæstina

"Vi tog et arabisk land og gjorde det til et jødisk."
Moshe Dayans præcise sammenfatning i en tale til studenter ved Haifas tekniske universitet, juli 1972.
Sådan indleder Carlo Hansen, forfatteren til bogen
Kaktussens land. En rejse i selvbedrag.
Klim, 2002.
Jyllands Postens daværende anmelder, Per Nyholm, skrev i sin anmeldelse, 23.6. 2002: "den måske bedste bog på dansk om jøderne erobring af Palæstina."

Carlo Hansen skriver:
"Moshe Dayan, den israelske soldat og politiker, talte om oprettelsen af den jødiske stat, om det zionistiske projekt, der samlede den jødiske nation efter to tusinde års adspredelse.
Men Israels og jøderne historie kan kun fortælles i sammenhæng med Palæstinas og palæstinensernes historie. De er uløseligt forbundne.
Folket uden land - jøderne - vendte ikke ´hjem´ til et land uden folk, som zionismens ideologer udtrykker det for at retfærdiggøre erobringen af det arabiske Palæstina. Landet skulle først renses for sine oprindelige indbyggere, før jøderne kunne overtage jorden og bygge deres egen stat på den.
Konflikten mellem Israel og palæstinenserne går over 100 år tilbage i historien.
Fra dengang zionismens grundlæggere besluttede at oprette en jødisk stat i Palæstina, jødernes gamle Hellige Land. At området allerede var befolket med knap en halv million lokale arabiske beboere, som kunne registrere deres slægt og familiers tilstedeværelse mange generationer tilbage, valgte zionisterne bekvemt at overse som et problem, mens de gik i gang med at flytte europæiske jøder til Palæstina og forberede Israels oprettelse.
Det er dette historiske perspektiv, vi ofte overser, når opgørelsen over døgnets vold i Mellemøsten træder frem på tv-skærme og avisforsider.
Striden om Palæstina har stået på, siden de europæiske jøders første politiske indvandring tog fart i slutningen af 1800 tallet. Zionismen havde brug for et geografisk område, hvor Østeuropas proletariserede jøder ved hjælp af indvandring kunne blive til et befolkningsflertal. Zionisterne så tidligt Palæstina som velegnet til det nye jødiske hjemland. Det var nødvendig for dem at lukke øjnene for den kendsgerning, at der ved århundredets begyndelse allerede levede en lille halv million arabere i Palæstina... I mange sammenhænge holdt zionisterne fast ved, at Palæstina var mennesketomt og klar til at tage imod jøderne, så i zionismens politiske terminologi blev Palæstina til ´landet uden folk for folket uden land´. Ved hjælp af bosætter-kolonialismen skulle Det gamle Testamentes Palæstina gøres til verdensjødedommens nye nationale centrum."

Der er henrundet 12 år, siden Carlo Hansen skrev bogen. Er den forældet? Kun hvad drabstal, overgreb og undertrykkelse angår. Palæstinensernes råderum er i dag blev mindre, en strimmel sand, man kalder Gazastriben, som er hegnet ind af en mur. Koncentrationslejr? Ikke helt, for der er våben inden for muren, nogle affyrer raketter mod Israel, nogle soldater dør i Israel, men dog ikke flere, end en hunds død under et raketangreb anses for så væsentlig, at begivenheden kommer på forsiden af en israelsk avis.
Og Verdenssamfundet træder sig selv over tæerne, af angst for at fornærme jøderne, som havde det så forfærdeligt under anden verdenskrig, de må dog vel have ret til at forsvare sig...

Dog er der kritiske, jødiske stemmer. Der er enkelte journalister, og der er sammenslutningen af ´jøder mod folkemord´, som taler ud fra deres jødiske baggrund, bevidstheden om den jødiske historie, og ønsket om at genoplive det zionistiske motto, ´aldrig igen!´ Aldrig mere folkemord, og ikke for nogen!
En israelsk journalist er mere pessimistisk:
"Også palæstinenserne har begået fej, men de er marginale ved siden af. De har grundlæggende retfærdigheden på deres side, mens afvisningspolitikken fylder hele den israelske horisont. Israelerne ønsker besættelse, ikke fred. Hvor ville jeg dog ønske, jeg tog fejl."



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt