Juni 2014

Europa?
Den udeblevne systemkritik


Professor Jesper Jespersen og Bruno Amoroso har skrevet en pamflet om tilstanden i EU.

De taler om Bruxelles eliten, der er døve for, at projekt føderation ikke har befolkningernes interesse.
Det, der engang fremstod som ja til et fredens Europa, der dengang hed EF - det Europæiske fællesskab, blev med etableringen af den Europæiske union, EU, i 1992 til noget ganske andet.
Denne frue, der så ofte læser Stefan Zweig, Die Welt von gestern, tænkte dengang begejstret på Zweigs beskrivelse af et Europa, hvor man kunne rejse uden pas. Jeg følte mig som en europæer, med dybe rødder i mit eget land.
Det var overordentligt naivt.
Intentionen var fra starten en ganske anden, og det viste sig hurtigt, at Europa blev bundet sammen i hastig takt ved flere og flere suverænitetsafgivelser, og ved etableringen af den fælles mønt.
Det blev til ensretning, markedstænkning, og til ønsket om Europas forenede stater.
Det har været grimt at være vidne til Bruxelles og Berlins mangel på solidaritet over for de befolkningsgrupper i øst og syd, der er sunket ned i fattigdom.

Der er pt. 28 lande med i EU. De er alle meget forskellige. Men Bruxelles anser ikke dette for noget større problem, og øger tempoet med integrationsprocesser, mere ensretning, og et krav om bankunion.

Der er al god grund til at nære den største mistillid til Bruxelles´ arrogance over for den folkelige uvilje mod at opgive tilhørsforholdet til nationalstaten og til kravet om stadig mere centralisme.

De smukke ord om arbejdskraftens frie bevægelighed står som et grelt udtryk for den fattigdom og mangel på arbejde i mange lande, der tvinger mennesker til at forlade familie og hjem, og drage ud på en uvis og ofte ydmygende søgen efter et arbejde. Det har medvirket til at destabilisere forholdet mellem medlemslandene. Bruxelles ser bort fra, at arbejdskraften vandrer af ulyst, af nød, fordi deres hjemland ikke kan give dem rimelige jobs - eller slet ikke har nogen jobs overhovedet. De åbne finansielle grænser, og den fælles valuta bidrager til at øge ulemperne.

Det nys overståede parlamentsvalg har tydeligt vist, at store dele af befolkningerne reagerer imod de tiltagende centralistiske suverænitetsafgivelser.
Risikoen for økonomisk og socialt sammenbrud inden for Eurolandene er meget stor. Især er nøden og fattigdommen i nationerne på "andetholdet," Grækenland, Spanien, Portugal, til at få øje på.

Det kan jo ikke blive ved, synes man. Bruxelles må besinde sig på et fælles europæisk ansvar, der rummer solidaritet.
Hvor er de politikere, der tør gå Bruxelles midt imod?
Hvor er de statsmænd, der tør gå en anden vej?
Hvem insisterer på at skabe et socialt afbalanceret EU, hvor nationerne samarbejder, og hvor de store ikke kuer de små?



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt