Marts 2014

Tilfældets engel

Man må lade kroppen gå til hvile inde i den urolige sjæl!
Man må lukke øjnene mod et hinsides lys i sindets mørke.

"Helt ærligt Barakiel, jeg forstår ikke, at du lader den der Angeluccikat og ham den lille Magusgnom få så lang snor, tror du nu de kan styre det?"

Teiaiel, fremtidens engel, stod over for Barakiel med armene over kors og sænkede vinger, "jeg er bekymret forstår du, tilfælde er tilfælde og det er dig der står med ansvaret, jeg kan ikke organisere fremtiden, når de to kører rundt med dem dernede på en fuldkommen uortodoks facon, og Magusen bør faktisk slet ikke have lov til at betjene de hellige kort, det er en fornærmende profanering synes jeg."

Barakiel satte sig på en himmelsk stenbænk og indbød sin utilfredse kollega til at tage plads. "Jeg har ikke tænkt mig at lægge ansvaret fra mig kære ven" sagde han roligt, "men der er noget der hedder uddelegering og i denne særlige sag har jeg altså gjort en undtagelse, nu skal jeg forklare dig hvorfor: Angeluccikatten og Magusgnomen, også benævnet Majestæt, kom og spurgte om lov. Det er i virkeligheden katten, der er chef, hun lader bare som om det er dukken der styrer det hele. De var begge hos den unge kvinde, de bad om at protegere, da hun var barn, og de elsker hende begge. Kat var hendes kat dengang, og gnomen var, så vidt jeg forstår en højtskattet marionetdukke i børneværelset"...

Han kiggede fornøjet på Teiaiel, der sad med rynkede bryn og lyttede, "der går ingenting fra dig, dine fremtidsplaner ændres formodentlig ikke fordi jeg lader de to manøvrere, men altså, katten forklarede, at nu hvor hun var blevet skytsengel for alle af Felis Catus arten og syntes hun havde en passende plads i hierakiet, ville hun gerne anmode mig om en gunst, der havde med hendes menneske at gøre, og da jeg havde fået forklaringen og givet tilladelsen, bad hun om at få gnomen med sig."

"Højst usædvanligt" sagde Teiaiel, "skal vi nu til at have en felis og en marionetdukke til at afgøre, hvad tilfældet og fremtiden rummer for menneskene? Er du helt sikker på hvad du gør Barakiel, ja du må undskylde, jeg har aldrig haft grund til at tvivle på din aleatoriske dømmekraft, men en kat!"

"Hun var et seende og magisk barn med umiddelbar adgang til alle os i de andre verdener" svarede Barakiel, "hendes elskede far døde da hun var en lille pige. De havde meget tilfælles, humor og fantasi og livsglæde, og de byggede en verden op mellem sig. Det var hendes far der lærte hende om både major og minor arkanas kræfter. Hendes indre brød sammen, da han ikke var der mere. Hun trak sig ind i sig selv og knyttede sig overordentligt stærkt til kat og sine dukker. Hendes mor kunne ikke nå hende og sendte hende til læger og psykologer. Pigen voksede op og lærte sig at omgås mennesker igen og skjulte sin fremmedhed, og hendes mor var glad. Beklageligvis blev Kat kørt over da pigen var 15 år, og derfor ligger det hende på sinde at retlede nu"...

"Et kedeligt tilfælde, hvad!" indskød Teiael, og Barakiel smilede og sagde at det kunne han have ret i.

"Den unge pige rejste hjemmefra og fandt i dansen et sjæleligt udtryk for sin guddommelige længsel, der tillod hende at finde hjem til sig selv. "Kat siger, at hun både er bevidst og ubevidst om sine magiske gaver, men hun forelskede sig i den forkerte mand og det ville føre til sorg og dårligdom, og kat vidste at det stik mod alle normale menneskelige inklinationer var den ældre, faderen, hun skulle have, selv om det er en kompliceret sag. Kat siger at han, lægen, har potentialet til at blive lykkelig og gøre hende lykkelig. Det er tilfældet, altså mig, der har maget det sådan, at lægen genoplever sin første alvorlige forelskelse, uden endnu at vide det. Han elskede hendes mor for mange, mange år siden, da hun var en ganske ung kvinde. De fik ikke hinanden, nu skal han have datteren mener Kat,
"og", tilføjede han, "jeg gav lov. Jeg kunne ikke stå for det par, og kan jeg hjælpe dem, vil jeg gøre det, Teliael. Jeg synes godt, vi kan samarbejde, tilfældet og fremtiden, to sider af samme sag, ikke?" De rejste sig samtidigt, Teliael var tøet lidt op og sagde at de jo under ingen omstændigheder skulle til at modarbejde hinanden, men at han stadig syntes det var urigtigt at lade tarotten ligge i lommerne på en marionetdukke,
"du ved jo meget vel, Barakiel" sagde han og rystede vingerne af ubehag, "at den der har indsigten i tarotten kan fortrylle himlen og jorden og natten og bjergene og vandene. Den der kender de okkulte kræfter og ikke viger for dem og kan dechifrere kortenes profetier, forstår fuglenes og krybdyrenes tale, men en marionet, nej, det synes jeg ikke er passende". "Jeg følger udviklingen nøje" sagde Barakiel beroligende, "her er min hånd! Du skal vide at jeg sætter pris på din åbenhed. Til evig tid."

Teliael gav ham sin hånd, "til evig tid".



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt