Marts 2014

De elsker, de bedrages, de svigtes, de bliver vanvittige, de dør. Arme kvinder.

Donizettis Lucia di Lammermoor i Aarhus Musikhus

Gaetano Donizetti 1797 - 1848 var en produktiv herre. Han skrev 62 operaer, hvoraf de mest kendte er
Anna Boleyn (først bliver hun vanvittig, derefter halshugget)
Elskovsdrikken (ender godt, de unge får hinanden)
Lucrezia Borgia (først bliver hun vanvittig, så dør hun)
Regimentets datter (skæg og ballade, de rigtige får hinanden)
Don Pasquale (intrigant morsom. Ingen dør, mange narres)

Lucia di Lammermoore
Stakkels Lucia er helt i sin broders vold. Operaen foregår i 1600 tallets Skotland. Kvinderne er handelsvare mellem slægterne, og i Musikhusets opsætning er disse slægter mafiøse, og fremskrevet til omkring 1960erne. Herrerne med mørke solbriller, lidt for stramtsiddende jakker, hvide skjorter, slips og seler.
Lucias mor er lige død, faderen hører vi intet til, broderen Enrico er både hendes beskytter og vogter. Desværre skylder han penge til en magtfuld bande, hvis overhoved er Arturo. Dersom søster bliver gift med Arturo, får Enrico både ro i lejren, klaret sin gæld, og tilmed status. Problemet er, at Lucia afskyr Enrico, og elsker Edgardo, som Enrico og Arturo afskyr. Scenen er sat:
De elskende mødes hemmeligt ved Lucias mors grav. Uvist af hvilken grund kommer Edgardo for at tage afsked. Han rejser på ubestemt tid og vil nu sikre sig hendes evige kærlighed. Han frir til hende, men af angst for sin bror, bønfalder hun ham om at lade være. Broderens hævn vil ramme ham. Edgardo siger, at kun hans kærlighed til Lucia forhindrer ham i at myrde hendes bror, der slog hans far ihjel.
Mens han er borte, skjuler Arturo alle de kærlighedsbreve, Edgardo sender til Lucia og fortæller hende, at Edgardo har svigtet hende og nu er sammen med en anden kvinde. Brylluppet med Enrico skal gennemføres. Lucia søger råd hos præsten Raimondo, der pålægger hende at gøre, hvad hendes bror forlanger. Ingen trøst at hente hos kirken.
Arturo tvinger sin søster i den hvide brudekjole og får hende i lyntempo smedet sammen med Enrico og alle jubler, indtil Edgardo rasende bryder ind og anklager Lucia for at have svigtet deres kærlighed.
Han bliver smidt ud, bryllupsfesten fortsætter, brud og brudgom skal i brudeseng, men bruden vender tilbage til selskabet med kniv i hånd og blodplettet kjole. Hun har dræbt Enrico, og efter en meget lang arie på over 20 minutter, den såkaldte vanvidsscene, skærer hun pulsåren over og dør.
Edgardo ankommer, nu vil han heller ikke leve mere. De ses i himlen synger han, bestiger en stol, lægger den løkke, der har hængt parat til ham, om halsen, synger addio, og sparker stolen væk.
Tæppefald.

Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når man læser både denne og andre librettoer. Hvordan kan vi dog tage så meget melodrama alvorligt? Det kan vi faktisk, hvis sangere og musik er overbevisende. Og det var den i Musikhuset, både hvad sangere og orkester anbelanger.
Dejligt, at bel cantoen stadig lever. Dejligt, at sangere mestrer den. Den skønne sang høres især i Donizetti, Rossini og Bellinis operaer. Maria Callas mestrede den om nogen, men også nutidige sangere kan, som for eksempel den irske sopran, Claudia Boyle.
Der var ingen overdådighed i kulisserne. Tværtimod. Alt var gråt i gråt, med to sceneskift. En trist, trist kælder og et ligeså trist bryllupslokale. Skiftet blev foretaget af solbrillebærende, sortklædte herrer fra koret, der henholdsvis væltede en væg, der så blev til gulv, og senere rejste den igen.
Forestillingen skal turnere, der er ikke tid eller plads til overflødigheder. Men det virkede. Lucias indelukkede, håbløse situation blev sat i relief.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt