November 2013

Bogmesse 2013

Bogmessen er en kakofoni af stemmer, nogle forvrængede af mikrofoner, lyd af fødder, kaffedufte, forbipasserende trætte ansigter, forventningsfulde, nervøse forfattere, og selvsikre, velfunderede skribenter, der har afprøvet messen adskillige gange og talevante lader sig interviewe om nyeste bog.

Fru Lykkeboe var en lille stemme blandt hundrede andre. Jeg stillede op med Richard Tauber bogen, og naturligvis var hans stemme ikke at høre, al den stund messen er uegnet til musikfremførelser. Så min hastige gennemgang for et publikum, jeg ikke anede noget om, ikke anede, hvorvidt de kendte ham, og ikke anede om de muligvis blev interesseret i hans liv og skæbne, føltes en anelse hasarderet.
Det var vilkårene, og det vidste jeg.

Jeg mindede om dagen, idet det just var den 9. november, og gjorde kort rede for Richards liv indtil 1938, hvor det, der siden blev kaldt Krystalnatten fandt sted over alt i Tyskland for 75 år siden. Richard måtte i yderste øjeblik flygte fra Tyskland i 1933. Nazisterne havde udpeget ham, der blev kaldt Kongen af Berlin, som deres hadeobjekt nummer et. Han tog ophold i Wien, og blev hyldet som Østrigs store, hjemvendte søn.
Han befandt sig på en koncertturne gennem Italien, da Hitler den 12. marts 1938 i triumf drog ind i Østrig. Richard måtte indstille koncertvirksomheden nogle dage. Han gik i chok. Nu havde han intetsteds hjemme.

Citat fra bogen:
Han kunne sit stof, og kørte på rutinen uden sit sædvanlige engagement under prøvearbejdet, men tændte så, da det virkelig gjaldt, og han stod på scenen. Efter dacapo råbene vågnede han og fandt ny kraft, ny glæde. Endnu sprang gnisten mellem ham og publikum, endnu sang han fra hjertet, han så pludselig yngre ud end han var, hans selvbevidsthed voksede, han var stadig kongen af bel canto.
Den gamle optimisme indfandt sig, og undervejs i turnéen fik han overbevist sig selv om, at det der var sket med jøderne i Wien den 9. november, aldrig ville kunne ske med ham. Wienerne ville have beskyttet ham!
Det ville wienerne næppe. I modsætning til mange andre tyske byer var det ikke bare en lille gruppe, der øvede vold og begik hærværk mod jøder og jødisk ejendom. Jødeforfølgelserne i den østrigske hovedstad blev udført af de fleste indbyggere, omkring 100.000 gode borgere var involveret i plyndringer og ødelæggelser af alt jødisk. Den såkaldte Krystalnat, der fandt sted overalt i Tyskland i november måned, var et af nazisterne omhyggeligt planlagt ødelæggelsesangreb på jødisk ejendom. I Wien klarede man sagerne spontant - til Tysklands forbløffede beundring.
Richard ville have befundet sig på knæ og skrubbet fortovet med en tandbørste i hånden, omgivet af de samme hujende wienere, der dagen før havde hyldet ham som deres bysbarn.
Der Kammersänger havde 5 år efter den første fordrivelse fra Berlin endnu ikke tabt troen på det gode i mennesket.
Nu var han en hjemløs i eksil. Nu var hans hjem der, hvor han blev indbudt til at synge. Nu var han for alvor blevet en kosmopolit, der altid havde Schubert og den tyske Volkslied med i bagagen.

Jeg læste også op fra bogens første kapitel, der hedder: Savoy Hotel, London 1947, og fortæller om et møde i hotellets foyer. En US Army kaptajn, der var en Tauber beundrer, og som havde fulgt ham rundt i England, når han havde fri fra tjeneste, siger deltagende:

De ser så trist ud, Herr Tauber. Nu er krigen jo et overstået stadie, og vi bør være glade. Kan jeg hjælpe dem med noget?
Richard løftede sørgmodigt blikket fra sin kop og sagde, Blümchenkaffee, mein Freund. Se selv, blomsterkaffe! Han rørte med væmmelse rundt i koppen og gav sig til at tale om Wiens kaffehuse, og den unge kaptajn vidste, at det ikke blot var kaffen, men at hans idols hjertesorg over tabet af Østrig og Tyskland var ulægelig, trods al hans succes i England.
Fire måneder senere sad den unge mand sammen med ottetusinde andre i Royal Albert Hall til en mindekoncert for Englands tiljublede sanger, komponist og dirigent. Han, hvis kendingsmelodi hele verden kendte, Dein ist mein ganzes Herz. You are my Heart´s Delight, ham takkede nu londonerne. De rejste sig spontant og sang, You were our Hearts Delight. Efter et øjebliks forbløffelse hævede the Royal Philharmonic Orchestras dirigent taktstokken og ledsagede de syngende.

- Da jeg nævnede You are my Hearts Delight, frembrød genkendelsens smil på enkeltes ansigter. En husvalelse for fruen, der ikke egner sig synderligt til markedspladser, men dog vidste hvad hun gik ind til.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt