Oktober 2013

Sandemose genlæst

Er det en velsignelse at skrive?
Ja og nej, må denne frue medgive. Jeg vil ikke undvære at skrive, men i perioder bliver jeg en fremmed i verden, fordi min bøgers personer og gøremål maser på i en grad, der gør mig temmelig indadvendt. På den anden side giver skriveriet også afløb for en indre uro, der gennem bøgerne går i dialog med omverdenen, og måske har held til at fange en læser. Forfatteren kan håbe, at det lykkes at skabe så tilpas distance til stoffet, at det der skrives om bliver alment, hvilket får mig til endnu engang at fastholde, at der skal et meget, meget stort talent til at skrive sine erindringer, især når man stadig står midt i livet og har selvsikkerhed nok til at mene, at ens personlige liv er umådelig interessant. Dette er et slags forord til min genlæsning af Aksel Sandemose, der er et eksempel på en forfatter, der blander sig selv uden synderlig camouflage ind i sine romaner. Jeg har i al væsentlighed hans bøger i min reol. Jeg var 22 år, da jeg først blev grebet af ham. Han hjalp mig gennem den grusomhed det er at søge frigørelse og selvstændighed i forhold til kærlige forældre, hvis veje jeg ikke ubetinget ville gå. Det er nu 52 år siden, og jeg har ikke turdet genlæse ham før nu. Ville han holde? Min ungdoms idol, ham der gav mig mod og styrke til at finde min egen vej? Ville jeg med årenes afstand opleve, at Sandemoses forfatterskab og det, han gav mig, var noget, der hørte min ungdom til, som jeg nu i dag ville tage overbærende afstand fra?

Sandemose holder stand. Varulven og Felicias bryllup er nu genlæst og alle de øvrige skrifter ligger klar. Efter næsten to menneskealdre er jeg atter tilbage i Kjørkelvik, Rjukan og Erlingvik. Jeg opdagede, hvor morsom han er, dengang var jeg for ung og for alvorlig til at se det.
Han løste et problem for mig, som han selv har tumlet med, og det er ganske befriende at høre, hvordan han gjorde sig fri af snærende logistiske problemer.
Det begynder med en beskrivelse af en tur i en overfyldt sporvogn. Han får sig anbragt mellem en ung pige og en tyk herre. Han skal langt og efterhånden tømmes sporvognen for passagerer. Til sidst sidder han og den unge pige alene tilbage. Og han tør ikke flytte sig.
"Sidde i en sporvogn og kline sig op til en pige af bar skræk for kvindekønnet. Jeg tænker på, om situationen overhovedet er tænkelig i dag, og at unge mennesker som måtte læse dette tænker, de kunne jo bare have flyttet sig. Hvis de altså ikke havde lyst til at blive siddende...
Der blev langt at gå hjem fordi jeg var blevet siddende for længe.
Men da jeg sad klemt ind til pigen, helt alene med hende i en sporvogn, var det at jeg tænkte tanken. Jeg løste et problem, sådan rent teoretisk, for jeg turde ikke straks i praksis. Løsningen var at der ikke er nogen fornuftig grund til at gøre en kort historie lang. Helt fra jeg trykkede bagdelen ned mellem pigen og ølvommen, havde jeg længtes hjem til min unge digtervirksomhed i hybelen. Der havde jeg primus og margarine og brød og æg, jeg skulle rigtig have det godt, spise mig mæt og så sidde og tænke og skrive i stilheden, fredeligt få løst et problem fra i går, nemlig hvordan jeg skulle få en person digtet væk fra en digtet konflikt jeg havde rodet ham ud i, fordi jeg skulle have ham ud i en anden. Der var et antal vanskeligheder jeg havde noteret op og tænkt mig at lade ham gennemgå. Men da jeg dagen før forlod min digtede helt, sad han og snakkede dybt med en kvinde i et rum med kunstnerisk uorden, mens jeg skulle have ham et andet sted hen. Hvordan? Jeg havde foretaget flere forsøg på at få ham naturligt ud ad døren, men kunne ikke få afsluttet samtalen han førte med kvinden i den kunstneriske uorden, så jeg kunne hælde ham ud i andre plager. Jeg var strandet i romanens kronologiske dilemma.
Fortsættelsen var skrevet, men hovedpersonen sad altså låst fast på det sted, fordi han skulle gå på en naturlig måde. Hullet skulle fyldes, men hvad skulle jeg fylde det med? Der lå allerede en masse skrot i hullet, at så sagde hun ditten og så sagde han datten, det var nu mest ham som sagde noget, uden at det bedrede situationen. Siden har jeg været ude for sværme af mennesker som vil have skrot i de fiktive huller, men jeg havde en gang for alle opdaget i en sporvogn at der findes ingen huller til skrottet.
Tanken kom da jeg sad alene med hende. Nemlig at jeg skulle flytte mig.
...Så enkelt er det nemlig, at når den oplyste læser ser helten på et nyt sted, er det fordi han ikke længere er på det forrige. Jeg vandrede flov, men forholdsvis tilfreds hjem, lagde det nye kapitel i fortsættelse af det forrige, så kunne læserne selv regne ud at den interessante hovedperson ikke længere kunne sidde i den kunstneriske uorden, og at konventionelle forklaringer på hvordan han var sluppet derfra måtte man selv lave."

Et spørgsmål, mange forfattere ofte får stillet er, hvordan vi dog finder på vores personer. Er der selvbiografiske træk? Som oftest siger jeg selv til publikum, at mine personer er så godt slørede, at de ikke burde kunne forveksles med mig selv, og så synes læseren at stille sig tilfreds med, at jeg så må have en følsom indlevelsesevne.
Herom siger Sandemose:
"Visse digtere kan skabe et imponerende antal personer som synes at være frigjort fra dem selv... Det er aldrig tilfældet. Figurerne tager man ud af sig selv, man realiserer hver skikkelse ud fra en del af sin egen person... Jeg anser det for ugørligt at vurdere eller leve sig ind i noget hos et andet menneske som ikke findes i en selv, måtte det være nok så rudimentært. En psykolog som aldrig har kigget gennem et nøglehul, kan ikke behandle kiggere."



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt