Marts 2013

Erindring om en dejlig film i Malling bio

Lørdag en 23. februar fyldte et forventningsfuldt publikum Malling Bios store sal. Vi ventede på Henning Carlsen, som biografejer Per Hauberg havde inviteret til at fortælle om sin film, Erindring om mine bedrøvelige ludere.
Da klapsalverne havde lagt sig, satte Henning Carlsen sig til rette på kanten af filmpodiet og ville vide, om der var noget, vi ville spørge om. Jeg tror, han hurtigt fornemmede at vi meget gerne ville spørge, men da vi jo endnu ikke havde set filmen, gav han sig til på sin herligt levende og springske måde at fortælle om filmens tilblivelse. Vi blev ført mange steder hen, først til et langt sygeleje, hvor han lå og kedede sig. Blandt mange andre bøger på hans natbord lå Gabriel Garcia Marquez roman, som filmen senere fik navn efter. Henning Carlsen sagde, at han havde læst bogen tidligere, uden at den gjorde noget videre indtryk på ham. Men under sygelejet læste han den igen, mest fordi den ikke var så tung at holde, når han nu lå ned og havde besvær med at holde tykke bøger. Og denne gang skete der noget. Jeg tænker, at det ofte går sådan med kunstnere, de bliver så at sige overfaldet bagfra af ord og billeder, der trænger sig på, og for Carlsen begyndte Marquez roman nu at bevæge sig i solflimrende, sensuelle billeder.
Men nu måtte vi forresten hellere se filmen, sagde han, så kunne vi snakke sammen bagefter.

Og så sad vi der, og kom meget langt bort fra Danmark, dansk mentalitet og dansk kølighed, både hvad vejr og psyke angår. Jeg tillader mig at skrive vi, for det var som om, vi alle sad der i mørket under indflydelse af Carlsens begavede håndværk, der på ganske naturlig vis blander realisme med magi, ophæver tid og sted, og gør verden rummelig og elskelig.
Om filmens handling er der skrevet meget, og jeg skriver ikke nogen anmeldelse. Jeg skriver om den kunstner, der efter vi kom tilbage til Malling bios virkelige sæder og gned øjnene, satte sig på filmpodiet og gav sig til at fortælle om den besværlige vej til at få rettighederne til filmatisering af bogen. Der skulle gå mange år, før det lykkedes, men da han omsider fik talt personligt med Marquez agent, blev hun overbevist om at han, og ingen anden, skulle filmatisere bogen.
Og så sagde Henning Carlsen noget meget vigtigt: Forlæggeren tilbød at arrangere et møde med Marquez, så Carlsen kunne tale med ham om sin film, måske ligefrem få gode råd af forfatteren.
Carlsen sagde høfligt nej tak. Og hvor jeg forstår, hvor klogt han handlede. Man skal ikke rode med en forfatter, når man har fået sine rettigheder over hans manuskript. Forfatterens og filmmagerens opfattelser vil ofte ligge helt forskellige steder, og at forsøge et mix for at tilfredsstille begge, ville give et ringe resultat.
Jeg ihukommer, hvor betaget jeg i sin tid var over filmatiseringen af Marqurite Duras bog, Elskeren. Jeg havde læst bogen før jeg så filmen, og fandt forfatterens sjæl forløst i filmen. Det gjorde forfatteren ingenlunde selv. Da hun ikke fik lov at blande sig i filmatiseringen, blev hun så vred, at hun skrev sin bog om. Som et filmmanuskript! Sådan som hun syntes, filmen burde have været lavet! Det blev et makværk.

Henning Carlsen fik en stak mexicanere udleveret til optagelserne. De var yderst kompetente og udover det, bar de nærmest Henning Carlsen og hans kone på hænder og vogtede over deres ve og vel. Hvorfor? Jo, fortalte Henning Carlsen, vi forholdt os naturligvis respektfuldt over for dem som vores ligemænd. Det var de ikke vant til, når de havde med amerikanske filmhold at gøre.

Det blev sent, inden vi slap den vitale ældre herre. Og jeg tænkte, hvor dejligt og berigende det var at møde ham, bogstavelig talt foran det lærred, han gennem så mange år har fyldt med sine film, hvoraf Erindringen om mine bedrøvelige ludere forhåbentlig ikke bliver den sidste.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt