Februar 2013

Hvad hvis Europa mislykkes?

Det må ikke gå galt, siger tilhængere
Det kan ikke undgå at gå galt, siger skeptikere


Jeg er en stor beundrer af den hollandske historiker, Geert Mak, hvis bog, In Europe, udkom 2008. Mak tager os med på en historisk rejse til krigene, konflikterne og knudepunkterne, og til de centrale eller afsides steder, der hver på deres måde er blevet en del af Europas omtumlede tilværelse i det tyvende århundrede.
Nu har han skrevet en ny bog, Was, wenn Europa scheitert. Der er ingen tvivl om, at Mak er Europatilhænger, og der er heller ingen tvivl om, hvor bekymret han er for EU's fremtid. Det demokratiske underskud i Den Europæiske Union er ifølge ham et endnu større problem end den fælles valuta: Det vil føre til afslutningen på alle vore drømme. Europa står i sine borgeres øjne ikke længere for solidaritet og retfærdighed.
Det er en forfærdende udvikling, siger han. Vi står som borgere ribbet for vore idealer, og vi er meget langt fra EU's politiske institutioner. Som borgere regeres vi administrativt, men ikke politisk, og ingen politiske europæiske ledere vil, kan og tør tale direkte om miseren.

Alligevel forfægter Mak stædigt det synspunkt, at unionen bidrager til at opretholde nationalstaterne kulturelt, og han insisterer på, at de enkelte lande ikke vil opnå mere magt, hvis de forlader unionen. Tværtimod: De europæiske nationalstater har fået indflydelse på deres egen skæbne ved at slutte sig sammen med andre europæiske stater som et fællesskab. Den enkelte stat kan ikke dæmme op for eller indvirke på global grådighed, krige, og udnyttelse af kloden, kort sagt: den globale kapitalisme. Det kan det europæiske fællesskab i langt højere grad. Europas borgere skal føle sig medansvarlige og inddrages, så EU som politisk aktør kan tæmme de stærke økonomiske aktører. Den europæiske union sikrer ikke blot fred, men unionen giver mulighed for at udvikle politiske institutioner, der kan sikre fælles sociale rettigheder.
Det vigtigste er, at politik og demokrati i Europa rykker ind i centrum, siger Mak. Stort set alle politiske problemer søges løst med økonomiske løsninger, og det svarer til, at man sammenligner unionen med et hospital, hvor alle patienter uanset sygdom får samme behandling. Har man brækket et ben eller fået et slagtilfælde, er behandlingen den samme. Den Europæiske Union har kun én løsning: Nedskæringer og reduktion af offentlige udgifter med følgende fyringer.
Det er en anelse vanskeligt at begribe, hvordan det lykkes Mak at opretholde sin optimisme med hensyn til Europas union, men at være en optimistisk sjæl skal bestemt ikke lægges ham til last fra denne frues side.

Fru Lykkeboe var fra begyndelsen helhjertet tilhænger af et fælles Europa og stemte i sin tid ja til Euroen med skrækkelig skuffelse til følge, da Danmark sagde nej. I dag ville jeg ubetinget selv stemme nej. Det lader sig ikke mere overse, selv for mig, at EU har så store problemer med sin legitimitet over for sine landes borgere, at organisationen enten må lave sig helt om fra bunden, eller gå under, fordi dens undersåtter forlader den.
England tager debatten nu. Hvad gør Danmark? Ingenting. Vore politikere frygter debatten og de frygter endnu mere, hvad der vil ske, hvis de slipper den løs.
Jeg har ikke mere meget positivt at sige om EU's linje. Jeg har læst, at EU bestemmer 84 procent af al lovgivning, men resultaterne synes små. Krise, sparekrav, der binder staterne urimeligt, og sender et enormt stort tal mennesker ud i arbejdsløshed og fattigdom.
Demokratiet har det ikke godt i EU, hvor væsentlige drøftelser finder sted på lukkede møder mellem Tyskland og Frankrig.

Vi bliver som borgere, i Danmark, såvel som i England og alle andre stater, nødt til at tale om EU og vores forhold til unionen. Vil vi have en føderation? Det vil være den eneste måde euroen kan fungere. Men er euroen værd at bevare? Jeg tror det ikke mere.
Vore politikerne tør ikke sætte emnet til afstemning, for Danmarks indbyggere vil sandsynligvis sige nej engang til. Vil Danmark og de øvrige lande have en føderation? Denne frue tror det ikke. Denne frue må i dag vedgå, at hendes entusiasme er borte, og at hun i dag ser yderst kritisk på mastodontens skadelige virkninger på Europas livslyst.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt