December 2012

Dein ist mein ganzes Herz

Om et par dage skal jeg holde foredrag om mine romaner. Jeg har valgt temaet: frierier og første møder, og til min morskab genlæser jeg, at hele to af mine friere knælende anmoder om den elskedes hånd. Sådan må det vel være, når udfaldet ikke synes ganske vist, og helten inderliggør sin bøn ved at lægge hele sit liv i den eneste enes hænder.
Når jeg er kommet igennem al denne bejlen, præsenterer jeg et uddrag fra min kommende bog, Richard Tauber. Fra kulissebarn til verdenssanger. Jeg vil slutte med at lade hans stemme høre fra hans allersidste optræden. Det er en live optagelse fra Covent Garden den 27. september 1947, hvor han synger Don Ottavio. Ingen ved, at han er dødssyg udover hans kone og hans læge. Næsten som en forudanelse mangler optagelsen et par minutter, ikke på grund af Taubers stemmesvigt, men på grund af teknikken.
Denne rejse gennem hans liv, der nu er udmøntet biografien, har varet siden jeg i 1947 hørte hans stemme for første gang. Den vil ikke slippe mig, så længe jeg lever.

Jeg indleder bogen sådan:

Det begyndte i foråret 1947, hvor passagerskibet Tjaldur havde en meget stor og tung kasse med til vores adresse, Yviri við Strond, Faroe Islands. Da fragtmanden havde afleveret den, begyndte far at pakke ud med stor nænsomhed. Det, der befandt sig i kassen var svøbt i engelske aviser, der bredte sig ud over gulvet.
          Det viste sig at være grammofonplader. Lakplader var det. Pladerne var blevet sendt fra London til Færøerne og havde først været i København for at blive afskibet med Tjaldur helt op til os. Jeg blev grebet af min fars glæde og satte mig med ham og mor for at lytte til, hvad der ville komme ud af grammofonstiften.
          Siden den forårsdag i Tórshavn har den østrigske tenor Richard Tauber været en del af mit liv. Jeg var da otte år.
          Dér, i stuen i Tórshavn, med edderfuglene gyngende ude på Atlanterhavet, som den dag var venligt og nøjedes med at sende blide skumsprøjt op over de store sten, der afsluttede vores have, der slet ikke var en have, men en mark, dér skulle Richard Tauber blive et livslangt anliggende for mig.
          Han gav mig Beethoven, Schubert, Mozart, Verdi - hele det klassiske operarepertoire. Han fik mig til at elske Liedkunsten og jeg blev fortryllet, når han sang Lehárs operetter. God musik er god musik, uanset hvem der har komponeret den, sagde han, når han blev bebrejdet at han svigtede den "høje" kunst. Det gjorde han ingenlunde, han udvidede blot sit repertoire som ingen havde gjort tidligere, og vi skal helt op til Pavarotti, Carreras og Domingo, før operasangere igen begyndte at blande genrerne.
          De viste tydelige referencer til Tauber, blandt andet Dein ist mein ganzes Herz, den sang Franz Lehár skabte til ham og som blev Taubers signaturmelodi.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt